---

nJapan-Danmark forskel vedr psykose
Foruden at være skotsk-ungarnsk psykologiprofessor , zionist,
eutanasifortaler og udfører skrev Arthur Koestler (i 1959 ) "Robotten
og Lotussen" om de fredsommelige "depressive"japanske skitzofrene som
tvinges til håndarbejde af en stor sygeplejerske og derved aldrig får
tid at lide som Vestens sindsyge med samme dianose.
Hans sygdomsopfattelse prægedes af doubble-bind forskning om at
splittede mødre gør os alle syge: "We cannot think, unless we are
insane." Hans skepsis overfor psykofarmaka var som følgende norske
lærebogs "Medicinsk behandling i psykiatrien er ikke rettet mod
årsager, men mod symptomer. Det betyder , at der ikke findes
lægemidler, der kan helbrede skitzofreni, depression eller angst.
Lægemidlerne må aldrig blive en erstatning for psykosociale tiltag.
Medikamenter kan hjælpe patienten til at indse betydningen af disse
tiltag." J Engelstad Snoek og K Engedal "PSYKIATRI-LÆREBOG" Oslo,
2001.

Han mente dog at sindsyges anspændelser kan være så reelle som
fraktur og lammelse:
"In most mental illnesses the capacity to relax is as much impaired as
the integrity of a bone is destroyed by fracture."
Min samleverse i 18 år arbejdede som geriatrisk sygeplejerske i Tokyo
før vi mødtes og hun viste mig en japansk byggeplads med et papirhus
under ombygning med et muret indre rum hvor ejerne havde holdt
familiens sorte får indespærret pga sin depressive skitzofreni
Hun er sikker på, at var jeg eller min far vokset op i Japan og
havde opført os så indiviadulistisk og kreativt som dansk kultur har
fået os til, ville vi kunne være diagnosticeret som sindsyge i det
land. Men man ville ikke have anvendt nævnte symptombehandlende
piller.
Derimod ku lammelser som Nietzsches have været angrebet medikamenelt,
og man kunne måske have opblødt knudeagtig anspændelse.
For 17 år siden da jeg havde læst al engelsk litteratur om skitzofreni
i Japan, spurgte jeg elektrochok-eksperten Tom Bolvig ud om, hvordan
japanske og danske psykiatere kan anvende samme diagnosesystem vedr
denne sygdom, som kan være voldelig her, men ikke i Japan.
Han insisterede, at det ER samme sygdom, selvom kultur gir forskellig
adfærd, overfladisk set!

Mongoler i Metro
Åndsvage integreres ofte i normale skoleklasser i Japan, hvor man
ikke lægger meget vægt på bioarv når ikke Down Syndrom
Disse glade patienter ses ofte i toget ledsaget af en kvindelig
terapeut - de har så lidt lighed med forældrene, at man har ringe håb
om, at de bliver normale