"Før børnehaven".
Dengang Japan rejste sig efter 1945-bombningerne og skabte industri,
der blev storebrorinspiration for lillebror-Kina, skrev Sonys
direktør, Masaru Ibuka en bog "Før børnehaven" (dansk 1981) om hvor
modtageligt og flexibelt førskolebørnenes sind er, og den blev min
bibel for børneopdragelse sammen med "Kontinuum-begrebet" af Liedloff
Mange japanere lærte dengang deres børn at spille violin efter
Suzuki-naturmetoden.
Men den praktiske ingeniør-direktør er fuld af jordnære ideer, der på
mindre finkulturel vis leger udfordringernes skønhed ind i børnenes
sind, før det er for sent
Der er jo meget, vi tidligt bliver for gamle til at lære , så barnet
skal motiveres for at adlyde sin indre stemme og vælge de ensomme og
gruppe-udfordringer, der fører ny med sig. - netop når fristelserne er
stærke og kommer indefra.
Jeg kom selv ikke ind i det spor, fordi min mor snobbede for
karakterer på en alt for kortsigtet præstationsfixeret måde
Men Ibuka har sans for, hvordan ordens-sans opstår gradvist og
bæredygtigt, og har selv orden i sine opdragelsesprinipper om
kreativitet, stimulation og færdighder og ved, hvad er godt for det
lille barn.
Han påpeger, hvad man bør undgå, og krydrer alt med japansk
ordsprogsvisdom fx om at faderen er et "koncentrat", der ligesom det
indigotræ man laver blå indigo-farve af, har særlig koncentration af
de blå molekyler. Sådan har forældre koncentreret den del af
tilværelsen og deres liv, som de skal give videre. Og forældre bør
have visioner om et bedre samfund.
Barnet bør gå meget og opfordres til rolle-lege og dramatisk leg - men
intet skal stile mod skoleundervisningens karaktergivning.
Forme ler og klippe og folde papir har man altid gået tidligt op i i
Japan, ligesom mødre gør børnene stuerene før de er et år.
Vi er i Vesten er ofte bagud, fordi forældre er bange for at irritere
andre konkurrerende forældre ved, at børnene overgår andre alt for
meget - vort system skaber "tillært hjælpeløshed" på mange planer.
Forfængelighed hos moderen giver barnet falske værdier, mener han, fx
når barnet gives klaver eller violinundervisning, blot fordi det giver
man naboens.
Og ikke fordi mor selv kan lide musik.
Det anbefales at stile efter at børn overgår deres forældre - og her
har en mandarin-kineser i USA videreført opdragelsesstilen med
bestselleren "Kamp råb fra en tigermor" om pligtfølelse og optimisme
når der pæses - som kan bruges på andre felter, hvis barnet vender sig
imod emnet, som forælderen valgte.
Det lille barn skelner ikke mellem leg og arbejde, og just det var min
erfaring når det at optjene lommepenge skete ved at male korn eller
bære affald ud, og barnet kunne overgå egne kvantitative rekorder.
Man skal ikke rydde det af vejen, der kan være farligt for barnet -
man skal skabe et opholdssted med udsyn og lære barnet hvordan fare
undgås, og evt smage lidt på den forbuden frugt, der måtte smage
bedst, men ikke så vanedannennelse.
"Det er dem, der tør have tillid til andre, der skal bygge næste
århundede på", slutter Ibuka.
|