Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor,
så mennesket blev et levende *væsen. 1Mos.2,7.
Grundsprogsordet der her er brugt og her er oversat til væsen, peger på en
mere tolkelig oversættelse, nemlig sjæl. Således at sidste linie i verset
lyder, mennesket blev en levende sjæl. Dette ord, sjæl, er derfor også
brugt i King James Bibelen og sådan bringes verset i samklang med andre
udsagn i skriften, hvor netop, sjæl, bliver brugt til at betegne
mennesket.
Mennesket blev altså formet og i denne form, indblæstes livsånde. Dette må
ikke forvekles med HelligÅnden, for livsånde peger på den naturlig ånd, som
er indgangen og sæde for Hellig Ånden, i mennesket. Ved dette, blev
mennesket en levende sjæl, med naturlig ånd og legeme. En unik skabning,
som ved sin udforming og levendegørelse, kunne være bevidst om både det
øvrige skaberværk og skaberen selv.
*) 05315 nephesh {neh'-fesh}
from 05314 ; n f
See: TWOT - 1395a
AV - soul 475, life 117, person 29, mind 15, heart 15, creature 9, body 8,
himself 8, yourselves 6, dead 5, will 4, desire 4, man 3, themselves 3, any
3, appetite 2, misc 45; 751
1) soul, self, life, creature, person, appetite, mind, living being,
desire, emotion, passion
1a) that which breathes, the breathing substance or being, soul, the inner
being of man
1b) living being
1c) living being (with life in the blood)
1d) the man himself, self, person or individual
1e) seat of the appetites
1f) seat of emotions and passions
1g) activity of mind
1g1) dubious
1h) activity of the will
1h1) dubious
1i) activity of the character
1i1) dubious
Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke
og vogte den. Men Gud Herren gav mennesket den befaling: »Du må spise af
alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke
spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!« 1Mos. 2,15-17.
Menneskets tid i Eden, før syndefaldet, kan betegnes som en uskyldsperiode,
da sjælens bevidsthedsliv, endnu ikke kendte til samvittighed i form af
kundskab om det gode og det onde. I kraft af den naturlige ånd og
menneskets uskyld kunne en direkte kontakt, mellem Gud og menneske oprettes
og det betød, at Gud ved denne kontakt kunne præge den bevidsthedsevne som
styre mennesket og som høre til i det sjælelige liv. Mennesket bliver
oplyst om Guds vilje for dem og det viser at mennesket selv, havde en egen
vilje. For i denne oplysning, indgår et valg, givet som et klart og enkelt
forbud, mod at spise af et ganske bestemt træ i Eden. Vi ser her at Adam og
Eva, er i stand til at tage stillng, ved egen bevisthed og vilje, dog med
Gud som den suveræne og overstyrende magt. Ham er det jo, der har skabt og
åbenbaret forudsætningen for den viljesprøve, der opstilles. En
konfrontation opstår, ikke mellem mennesket og slangen, for slangen er jo
endnu ikke kendt af mennesket. Nej, konfrontationen går på sjælens
viljesbevisthed og fremtidige binding, det er den virkelige prøve,
mennesket sættes i.
Sjælen, menneskets jeg og styrende element, skulle stå sin prøve. Ville den
harmoni der var mellem skaberen og det skabte kunne brydes ved en ydre
påvirkning, på trods af det klare forbud Gud havde givet mennesket. Ville
en lokkende og bedragerisk fjende, kunne rokke ved den åndspåvirkning og
harmoni, Adam og Eva levede i. Gør i det, skal i dø, lød Herrens røst, og
en kunne jo spekulere over om mennesket vidste hvad dette indebar. Jeg
tror det, for Eva betoner jo netop konsekvensen af en overtrædelse, i sin
samtale med slangen. Det faktum, at mennesket blev skabt med en ånd,
betyder at en erkendelse af og en påvirkning fra åndsverdenen er mulig.
Men satan forsøgte ikke at efterligne den komunikationform som Adam og Eva
var vænnet til i samfundet med Gud. Han matraliserede sig i form af en
slange, for ad den vej, at tale tale til mennesket. Dette er en vigtig
obvservation, til forståelse af det valg, Eva og dernæst Adam foretog sig.
De var vænnet til at komunikanere med Gud, på det åndelige plan, men Satan
forsøgte ikke at efterligne Gud i sin henvendelse til dem.
Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og
den spurgte kvinden: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne
i haven?« Kvinden svarede slangen: »Vi må gerne spise af frugten på
træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud
sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.
1Mos.3,1-3.
Uskyldstilstanden i Eden bevirkede at frygt og mistanke, ikke havde
inflydelse på Adam og Eva . At Satan vælger at tage fysisk form, som en
slange, er en udnyttelse af den tillid og orden, som var mellem Skaberen og
skabningen. Alle dyr var jo navngivet af og underlagt mennesket. Så det
var list udfra viden, der skulle bringe menneskeslægten til fald. Eva blev
opsøgt af en væsen hun indtil da ikke kendte, et væsen, hvis eneste hensigt
var at adskille hende og hendes mand, fra Gud. Men dette bedrageriske
væsen, Satan, tog form af noget hun kendte, nemlig et dyr, en del af
skabningen som hende selv.
Fortrolighed og genkendelses evne, var det der gav Satan en indgang hos
Eva, så det var altså sanserne der påvirkede sjælen, i sit valg. Der er
tale om et reelt valg for Eva, på et reelt grundlag, nemlig det sjælige,
jeg`et. Men at valget stod mellem Guds påvirkning gennem ånd og Satans
påvirkning gennem legemets sanseevne, vidste hun ikke, for dette valg, om
det gode eller det onde, havde hun ingen erfaring for eller erkendelse af.
Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at
det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun
gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes
deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade
sammen og bandt dem om livet. 1Mos.3,6-7.
Efter en løgnetale, krydret med et gran af sandhed, gav Eva efter for den
påvirkning hun var under. At den påvirkning netop var sanselig, kommer
tydelig frem i ovennævnte vers. Hun så at træet var godt at spise af , hun
fandt det tiltrækkende at se på og hun lod sig friste af den indsigt,
slangen talte om at træets frugt indeholdt. Satan udnyttede ganske enkelt
menneskets sanselige evner og brugte dem til at bortlede Eva`s jeg (sjæl),
fra det Gud havde sagt.
At Adam stod i samme bedrag, viser hans selvfølgelige modtagelse af
frugten. Ikke et ord, ingen indvendninger, lød fra hans mund. Der står at
Adam var hos Eva, så tanker om at kvinden bedrog manden, er ikke korrekt.
Adam var ligså betaget af slangens tale som Eva var det. Løgnen fik liv ved
sanserne og blev så levende at Guds tale og vilje for dem blev uklar, ja
selv dommen, at de skulle dø, hvis de spiste af træets frugt, mistede sin
betydning. Men Guds klare forbud i 1Mos.2,17. Men træet til kundskab om
godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du
dø!« stod ved magt, og denne dom ramte øjeblikkeligt mennesket, da
overtrædelsen var fuldbyrdet. Deres øjne åbnedes og de så at de var nøgne,
uskyldstilstanden i deres sjæl var borte, så skammen og frygten for
konsekvensen af det de havde gjort trængte igennem og indtog deres
bevisthed. Adam og Eva, gik ved deres overtrædelse, fra sjælelig uskyld,
til kundskab om det gode og det onde. Derved fødes et nyt jeg, en ny
bevidsthedstilstand, i mennesket, en tilstand vi kender som samvittigheden.
Og Gud Herren sagde: »Nu er mennesket blevet som en af os og kan kende godt
og ondt. Bare det nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ og
spiser og lever evigt!« Så sendte Gud Herren dem ud af Edens have til at
dyrke agerjorden, som de var taget af. Han jog mennesket ud, og øst for
Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte
vejen til livets træ. 1Mos.3,22-24.
Den levende sjæl Gud havde skabt fik altså en anden bevisthed ved at
stjæle en viden som kun Gud havde. Indtil da, var det Gud der styrede og
afgjorde hvad der var godt og gavnligt for mennesket, men nu var der imod
hans vilje, sket en forandring i den harmoni og det fællesskab der var
mellem skaber og skabning. Det var ikke kundskaben i sig selv der skilte,
men ulydigheden der førte til erhvervelse af den som nu var imellem Gud og
mennesket. Adam og Eva, havde vist sig ulydige mod Gud og derved brudt den
pagt der var imellem Gud og dem. Så det valg, hvis grundlag og forudsætning
Gud selv havde skabt, oplyst og velsignet, viste sig altså at blive imod
hans vilje og hensigt og det ved et sanseligt og løgnagtigt bedrag,
inspireret af Satan.
Gør i det, skal i dø, havde Gud sagt og denne død var først adskillelsen
fra livgiveren og opretholderen af livet, nemlig Gud selv. Det betød, at
mennesket døde i åndelig forstand, for deres åndelige liv, fællesskabet med
Gud, erkendelsen af ham og oplysningen fra Gud, som indtil da, uforstyret
havde styret deres sjæl, var de nu afskåret fra. Adskillelsen skete ved
ulydighed, som på et sanselig plan, påvirkede sjælen og overskyggede den
hidtidige ledelse og styring, mennesket kendte og levede i. Sjælens jeg,
viste sig mere modtagelig for sanselig påvirkning end for åndelig
påvirkning, og med adskillelsen fra Gud blev sjælen bundet til sansernes
styring og påvirkning. Det var forbandelsen, det var faldet, som
ulydigheden og den åndelige død medførte. Den klare ledelse og styring som
mennesket var under i sin uskyld, hvor det var Gud der oplyste mennesket om
alt hvad der er godt og alt der er ondt, blev overtaget af samvittighed ved
egen bevidsthed, skillt fra Gud. Hvilken katastrofe, mennesket var blevet
sin egen herre, med en uhyggelig svaghed i sin sjæl, sansebedraget. At
dette var menneskets nye jeg, nye sjæletilstand, ses øjeblikkelig i
skriften, da Kain myrder sin bror Abel, af misundelse og bitterhed.
1Mos.4,3-10.
Følelser og begæringer i en mangfold af afskygninger, var nu en indgang for
Satan som mennesket var magtesløse overfor. I Eden havde de muligheden for
at afvise denne bindning og knytte sig til Gud, ved egen vilje, men nu,
adskilt fra Gud og uden for havens beskyttende rammer, var de afhængige af
Guds nåde overfor dem.
--
E.D
|