---

uDKAST T TIL ko-artikel
Nødhjælp er især kulhydrat til Somali-ofre og det er uigennemskueligt
om 90% eller kun 50% af donationerne når de fattige. Her kan
sammenligning af Caritas og Red Barnets resultater være vigtig.Endnu
sværere er at vurdere, om der hellere bør satses på såsæd altså hjælp
til selvhjælp altså redningsbåds moral. 3 mand i en båd kan undertiden
(når hjælp kan forventes sent) gardere sig mod at alle dør, ved at 2
spiser den svageste
Tilsvarende kan et års forbrug af mad, 300 tons hvede, uddeles 1/3
som såsæd altså hjælp til selvhjælp og 2/3 som mad-i-et-år, idet man
ofrer 1/3 af den svageste del af befolkning for ikke at risikere
alles sultedød om et år
Det kunne måske være klogere end at fråse alt op uden at sikre såsæd.
Men de rige har fremtidige resourcer de skjuler og de kan ryste op med
fremtidig hjælp så paralellen holder ikke
Det er dog sandt at redningsbådsmoral rummer sandhed og det er
langsigtet at spænde livremmen ind og tvinge nogen til sult
Thomas Malthus skrev i 1820 med fremskrivning om at folketal stiger
hurtigere end madproduktion, så sultesød er uundgåelig
Han er ikke modbevist af, at ingeniørfremskridt mht mad har gjort, at
ulande kan slippe fra at sige, at de har undgået sultedød i mange
årtier. Jeg oplevede under 4 års ulandsarbejde at ulande løj og sendte
udstødte stammer ud i folkedødsscenarier, som fortiedes. Bedst kendt
er nok Kina, der lod millioner dø under Mao og derfor har vækst nu -
deres etbarnspolitik er langsigtet , som når 3 på en båd gør et offer
for at alle kan få det bedre i århundreder
Et af de store spørgsmål er om vi skal forkæle givelyst og give for
dennes skyld og acceptere de sultkatastrofer som kortsigethed giver.
Måske det betaler sig ? The devil is in the detail - og i vore
selvbedrag