Spaniens "Islam-harmoni" er en myte
Indtil år 65 udfoldede sig i Rom en betydningsfuld original
hellensk-inspireret filosof,Seneca, der var privatlærer for kejser
Nero, der dødsdømte ham.
Han har via sine kloge fyndige aforismer sat sig enorme spor på fx
genierne Montaigne, Montesquieu, Voltaire , Goethe, Nietzsche og grev
La Rochefouceauld
Hans fødested Cordoba i Spanien som han tidligt forlod, blev af
uvedkommende grunde også fødested for to opreklameede
middelmådigheder, Maimonides og Averoes, der hver især skorede
berømmelse ved at være hoflæger for hhv den berømte korsfarer konge
Saladin og en kalif ,Begge levede næsten hele 1100-tallet
,tilfældigvis i en tid hvor Cordoba blev sæde for stor akademisk
vennesæl konfliktfri aktivitet, omkring Aristoteles udenadslærte
skrifter der ikke har haft væsentlig indflydelse på filosofiens
udvikling , fordi Aristotels var en gold samler-natur mht andres
indsigter og ikke særlig originalt tænksom selv.
Islam havde 711-40 erobret de ultrasvage og splittede Spanien og
beskattede det mildt og gav den som en mild hersker indtil
Columbus-tiden krævede brutal muslim-udsmidning inspireret af at
portugisiske Vasco da Gama fratog Islam herredømmet over det Indiske
Ocean og derved forkrøblede Silkevejens og Venedigs handel og således
ruinerede osmanner-dynastierne.
Spanien kunne da ikke stå tilbage i efterlevelse af pavens bud om
effektiv hellig krig mod muslimer og udrensede effektivt muslimledere
og disses jøderådgivere fra Spanien, hvilket skete synkront med en
spansk Inkvisitation, som er omgærdet af overdrevne myter fordi
historieskrivning herom har været domineret af martyrieopsøgende
jøder, der glorificerede muslimerne, i et forsøg på at sortsværte
Columbus-tidens kristne
Indtil den portugisiske kong Henrik Søfarerens betydningfulde
muslimnedkæmpning havde opdagelsesrejser holdt sig fri af (de klogt
defensive) pavers korstogs-tænkning, men med Spanien havde Islam fået
smag for europæisk overlegenhed og havde fået et stort berettiget
mindreværdskomplex, så krigene blev intensere og spredte sig via Malta
og Sicilien til Balkan hvor forudsigeligt den milde spanske trussel
mod Europas kultur blev en meget alvorlig sag rettet mod Habsburgernes
Wien-stormagt.
Det er en ussel bagatelisserende taquia-tænkning der opdigter at
Spanien har haft gode relationer nogensinde mellem erobrer-muslimerne
og den folkelige kristne sag - som kun periodevist har være skræmt til
passivitet, og brandskattet efterhånden som besætterne udviklede
grusomhed.
|