---

Hans&Grethe og redningsbådsmoralen
For århundreder siden har tyske fattigfolk undertiden været truet af
sult i en vinter efter dårlig høst, så man satte småbørn ud i skoven i
håb om at en ulveflok ville opdrage dem, som Romulus og Remulus i Rom,
og man vidste at håbet var mikroskopisk men ville ikke give hurtig
aktiv dødshjælp for at dræbe lyder syndigt. Langsom sultedød har været
sandsynligste skæbne, i de tilfælde hvor overlevelse er sket
mirakuløst: Den vilde dreng i Aveyron år 1795, Mowgli, Moses, Kong
Skjold osv.
I et sådant Tyskland er opstået Grimm-eventyr-historien om en heks,
der vil æde Hans og Grethe , men de vinder over hende og reddes.
Hvis 3 dødsens sultne forliste søfolk deler redningsbåd og alt taler
for at alle dør, hvis man bare sulter videre, men kan man holde 1-2 i
live et døgn ekstra, kommer der hjælp, så bør den svageste være mad
for de sundeste.
Hellere 1 end 3 dødsfald.
Når ikke problemet er virkelighed, vil det blive fortrængt og
bortforklaret, fx at hvor "der er liv er det håb".
Men menneskeheden skylder måske sin overlevelse til handlekraftige
mordere af egne børn, der prioriterede fællesskabet over egne fine
fornemmelser.
Aktiv dødshjælp debatten er sekundær og altid besværliggjort af mangel
på sikker viden om overlevelseschance og hvor slemt der er at indse
nul håb og leve trøstesløst op til en sikker - eller usikker - død
"In despair there are the most intense enjoyments, especially when one
is very acutely conscious of the hopelessness of one's position."
Dostoevsky