Den norske terrorbombe i Oslo og skudmassakren på Utøya har
tilsyneladende været planlagt gennem længere tid og er fostret af den
type antimuslimsk hysteri og yderligtgående nationalkonservatisme, som
ikke blot gennemsyrer gerningsmanden Anders Behring Breiviks mainfest,
2083 - A European Declaration of Independence, men er standardcocktail
hos den mest antimuslimske sfære blandt en række af Europas populister
og nationalister.
At Breivik i meget vid udstrækning deler synspunkter og argumentation
med en lang række organisationer og partier, betyder indlysende ikke,
at disse har andel i hans misgerninger, eller at disse kunne fostre
lignende terror. Det er elementært og banalt, men i tilspidsede
situationer nødvendigt at konstatere, at højreorienterede i
almindelighed ikke skal ’stå til ansvar’ for højreradikal terror,
ligesom muslimer, marxister og tamiler ikke skal stå til ansvar for
islamistiske, marxistiske eller tamilske terrorister.
Men derfor er det naturligvis tid til selvransagelse hos den eller
dem, hvis forudindfattede fordomme havde dømt ‘muslimer’ bag terroren
i Norge, inden der overhovedet var noget konkret om motiv eller
gerningsmand. Selv da det kom frem, at gerningsmanden bag
skudmassakren var lyshåret og talte østnorsk, luftede TV2’s ekspert
Niels Brinch muligheden af, at det kunne være »en konvertit«.
Som tidligere nævnt er der ifølge tal fra Europol en meget lille andel
af såvel den planlagte som den gennemførte terror i Europa, der er
relateret til islam, hvilket ingen ekspert kan være uvidende om,
hvorfor en sådan perspektivering selvsagt er afgørende og indlysende
at understrege, hvis man skal kaste sig ud i gisninger, inden noget
som helst står klart.
Et endnu mere grelt eksempel på denne tendens er
Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard. Han kunne heller ikke
afvente sagens gang, men fik lidt for tidligt skudt et indlæg fra
hoften, der sarkastisk nedgjorde den reaktion, han forventede fra
statsminister Lars Løkke Rasmussen, som ifølge Hedegaards satire
skulle advare imod at lade muslimer i almindelighed lide under
trosfællers terror: »Her tænker jeg særligt på vore muslimske
medborgere. De må og skal ikke lide, hvis det skulle vise sig, at
bomberne er anbragt af folk, der har misforstået islams budskab om
fred og fordragelighed blandt mennesker.«
Hedegaard forventede med andre ord, at terroren var begået af muslimer
og satiriserede over, at nogen kunne finde på at understrege, at dette
ikke måtte gå ud over almindelige muslimer - som bekendt skulle det
imidlertid vise sig, at Nordens værste terrorangreb blev planlagt og
gennemført af en højreradikal antimuslim, og Hedegaard måtte atter
slette sit indlæg og i stedet skrive et anderledes alvorligt indlæg,
der fordømmer »højreekstremistisk terror«.
Det burde mane til selvransagelse hos Lars Hedegaard, at hans
antimuslimske rygmarvsreaktion i den grad var forkert, og at hans
latterliggørelse af så elementær og indlysende en reaktion som at
afvise generaliserende fordømmelse kan backfire.
Det burde også mane til selvransagelse hos Lars Hedegaard, at den
norske terrorists ideologiske univers er sammenfaldende med de
voldsomme skrækscenairer, der anstilles om nærtstående borgerkrige og
konflikter i Europa mellem muslimer og kristne, som netop Hedegaard
selv er så leveringsdygtig i - en Hedegaard, der citeres flere gange i
Breiviks ‘manifest’.
Breivik citerer bl.a. fra en bog, der indeholder et interview med Lars
Hedegaard:
The Continent’s future, he [Lars Hedegaard] predicted, »is going to be
vastly different than we imagine.. It’s going to be war. Like
Lebanon,« with some enclaves dominated by Christians and others by
Muslims. There will be »permanent strife,« and no one will have the
»power to mollify or mediate… It will be more gruesome than we can
imagine.« When the horror comes, he warned, the journalists who helped
to bring it about will »wag their heads and flee – and leave it to
those who can’t flee to fight it out.«
Lars Hedegaard er en af Europas mest prominente ‘forudsigere’ af
sådanne krigscenarier, der selvsagt risikerer at blive slugt råt af
højreradikale, som finder det nødvendigt i »modstandskampens«
interesse at imdegå de selvsamme scenarier med voldsomme midler.
Selvfølgelig skal Hedegaard ikke holdes ansvarlig for vold af nogen
art, men selvfølgelig er det tid til selvransagelse i
Trykkefrihedsselskabet, når Hedegaard ganske overgearet og uden den
mindste nøgternhed beskriver kommende groteske voldsscenarier, som var
de profetisk uundgåelige:
»De [muslimer] hader endda hinanden. Når de er færdige med at dræbe
os, vil de begynde at dræbe hinanden, som vi ser i forskellige lande
som Irak.« (Tale til International Free Speech Society, Canada;
3.10.2010).
»Indtil islam er reformeret, er jeg bange for, at jeg er nødt til at
sige, at det bliver evig krig, indtil én af os vinder. Eller indtil vi
overgiver os.« (Tale til International Free Speech Society, Canada;
3.10.2010).
»Vore ledere tager ikke dette alvorligt, og jeg er bange for, at det
vil kræve en folkelig opstand, før de tager det alvorligt. Men det må
de. Efter den tyske besættelse af Danmark var der en del, som havde
samarbejdet med fjenden, som kom i knibe. Det samme kunne ske her …
Dette kan ikke blive løst med et kompromis, det er enten vores
civilisation eller deres ikke-civilisation og barbari. Vore to
livsmåder er som ild og vand. En af dem må sejre.« (Videointerview med
Lars Hedegaard af Asger Trier Engberg; december 2009).
Altså uundgåelig konfrontation mellem to mopoler, sort mod hvidt, krig
mod fjenden.
Her taler han om analyser af »den islamiske strategi«, som om der var
tale om en stor konspiratorisk plan, der skal dissekeres som »fjendens
manøvrer på slagmarken«:
»In order that we may begin to defend ourselves against this jihad –
something we have up till now failed to do – we need continually up-
dated analyses of the islamic strategy and tactics. They have to be
analysed dispassionately as objective military problems exactly as any
general staff would attempt to analyse the manoeuvres of the enemy on
the battlefield.« (Counterjihad-konference i Bruxelles, 18.10.2007).
Her taler han om nødvendigheden af at skabe »parallelinstutioner under
vores kontrol« som noget klassisk »i besatte lande«, og at man kan
profitere af at studere »europæiske modstandsbevægelser under Anden
Verdenskrig«:
»A successful defensive strategy may necessitate the creation of
parallel institutions under our control accompanied by civil
disobedience vis-à-vis the official, dhimmified ones – which is a
classical occurrence in occupied countries. We would undoubtedly
benefit from a study of the modus operandi of primarily European
resistance movements during World War 2 though our present situation
is much more ominous at least long term.« (Counterjihad-konference i
Bruxelles, 18.10.2007).
Denne type taler og indlæg er selvfølgelig ikke »islamkritik«, endsige
nogen seriøs eller nøgtern vurdering af f.eks.
»integrationsproblemer«, men en hårdkogt, radikal og voldsom
konfliktiscenesættelse.
Det er tid til selvransagelse hos Hr. Hedegaard, at vi ikke har været
- og ikke er - i nærheden af noget, der tilnærmelsesvis ligner eller
sandsynliggør Hedegaards voldsomme forudsigelser om krig i Europa, men
at fremstillingen af disse forudsigelser har et radikaliseret
publikum, som er blottet for en kritisk perspektivering heraf.
Som understreget indledningsvis gør det ham ikke ansvarlig for andre
end hans egne ord og handlinger - og da slet ikke for Breiviks terror
- men ét er uomgængeligt: Dette ideologiske univers og dets ‘profeti’
om nærtforestående borgerkrigstilstande, hvor Breivik deler basale
hovedpunkter med Hedegaard og mange andre i Europas antimuslimske
miljøer, ligger fjernt fjernt fra en nok så vigtig kamp for at sikre
ytringsfriheden og fjernt fra en saglig »islamkritik«.
Ligesom visse islamister, der deler og spiller på en række af de samme
forventede konfliktscenarier, naturligvis er med til at radikalisere
muslimske miljøer, er Hedegaards fablen om fjender og angreb og
borgerkrig »som i Libanon« afgjort radikaliserende i højreradikale
miljøer i Europa.
Der er god grund til at frygte islamistisk fanatisme, vold og terror
flere steder i verden, og selv om der er andre faktorer, der er mere
udtalte bag terrorangreb i Europa, er det altafgørende at sikre sig
imod vilkårlige drab af civile, uanset fra hvilken side, uden at gå på
kompromis med retssikerhed og åbenhed. Derfor er man også nødt til at
erkende, at yderligtgående islamisme ikke er en faktor, der har spor
politisk indflydelse, endsige nogen som helst magt i Europa.
Hedegaards skrækscenarier er ganske enkelt udtryk for svimlende
virkelighedskortslutning.
Det er kort fortalt nødvendigt, at vi tør se nærmere på og diskutere i
detalje, hvad det egentlig er for en virkelighedsopfattelse og nær
fremtidsforventning, der trives både under og på overfladen i
antimuslimske miljøer - og hvad den betyder for sagligheden af
debatten og for radikaliseringen af »islamkritikken« på længere sigt.
Derfor til afslutning dette illustrative citat af Hedegaard, der
ligesom de foregående desværre er symptomatisk for det helt
proportionsløse og massivt frygtskabende perspektiv, som er alt for
udbredt:
»Medmindre dansk politik ændrer afgørende retning, vil fremtiden - og
jeg taler om den umiddelbart forestående fremtid - blive præget af
kampe om den territorielle kontrol. Konkret kommer kampen til at dreje
sig om, hvem der omringer hvem, og hvem der kan kontrollere den
fysiske kommunikation mellem de vigtigste befolkningscentre. Dele af
den gammeldanske befolkning, der ikke har mulighed for eller penge til
at nå over på dansk-kontrolleret område, vil ikke have anden mulighed
end at konvertere til islam - fordi alternativet vil være endnu værre.
Det er sådan, jeg ser den danske - og i øvrigt europæiske -
fremtid.« (Tidehverv 2004, s. 206f).
http://blog.politiken.dk/engelbreth/2011/07/25/tid-til-seri%C3%B8s-selvransagelse-hos-lars-hedegaard/