De græske myndigheder har valgt at tilbageholde to både fra Free Gaza-
bevægelsen, som begge er på ved til Israel for at demonstrere mod
landets blokade af Gazastriben.
Grækenland frygter angiveligt for aktivisternes liv, og derfor har de
fundet en vedtægt frem om, at civile skal beskyttes. Men det argument
giver Gunna Starck ikke meget for.
- Den græske regering siger, at den er meget bekymret for vores
sikkerhed, men hvis de virkelig var det, ville de jo hjælpe os med at
komme herfra i stedet for at tilbageholde os, siger hun.
Kan gå begge veje
Udsigterne til, at båden kan forlade Kreta er stadig uvisse.
- Vi skal helst se at komme væk i en vis fart, for vi er udsatte her,
alle ved, at vi er her. Nogle øjeblikke virker det som om, at vi kan
komme af sted, andre gange tyder det på noget andet, siger Gunna
Starck og tilføjer:
- Regeringen siger, at de først kan slippe os løs, når de kan
garantere vores sikkerhed, siger hun og understreger, at de 45
personer om bord er gode til at holde modet højt.
Ni dræbt sidste år
Ved en lignende aktion i maj sidste år afviste den såkaldte
frihedsflåde på vej mod den blokaderamte Gaza-stribe opfordringerne
fra Israel om at vende om.
Efterfølgende bordede israelske soldater skibene og under voldelige
sammenstød blev ni aktivister - otte tyrkere og en amerikaner - dræbt.
Israels reaktion blev fordømt i en lang række lande.
http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2011/07/02/172744.htm