Kinesermødre opdrager i kontinuitet med korpsånd
"Kampråb fra en tigermor " hedder bog om døtre af en kinesisk
professormor i USA som blev klassisk-virtuoser og ikke havde fritid
til samvær med jævnaldrende og som er eksempel på den vej vi skal gå ,
hvis ikke alle spændende job skal havne i Kina.
Landet har netop bygget verdens længste bro for 1/3 af hvad
Storebæltsbroen kostede.
Fordi opdragelsen ikke skete i Kina blev en af døtrene forvirret og
oprørsk og skiftede til tennis i.st.f violin - men at toppræstation
var opnået een gang forinden, betød selvtillid som fortsatte så det er
snu, klædelig beskedenhed at mor anderkender delvis nederlag.
Det konfuzianske princip er at børn har mindre indsigt og magt end
forældre og større søskende og er derfor forpligtet til at indordne
sig og ikke lade "lysten drive værket " som hos os.
Afgørende er at der er "en kaptajn på skibet" og kontinuitet og ingen
selvmodsigelser.
Når den grundlov er på plads, vil barnet være trygt og vokse gradvis
med udfordringerne
Ulandsfolk og aber gør det samme men har ikke Kinas størrelse og
højteknologi så effekten på BNP er ikke den samme.
Bavianer lader ungen klynge sig til mors pels og holder mindre og
mindre en hånd under ved spring og sving, og ungen lærer gradvis at
forudse dem, for ikke at falde af. Ulandsfolk bruger bæresele og al
indlæring kan sammenlignes med, at barn skal op af en trappe for at få
noget lækkert og hvert trin er lidt højere, så det skal mere og mere
op på tæerne og løber kun sjældent panden mod en mur.
Kinamor pæser til pligtfølelse, men fordi der anes en logisk og
forståelig korpsånd i mors yde før nyde adfærd så bliver pligt til
lyst
|