On 2 Jul., 19:25, "@" <Sna...@snabel.net> wrote:
> On Sat, 2 Jul 2011 09:16:04 -0700 (PDT), Patruljen
>
> <Patrul...@yahoo.dk> wrote:
> >After a period of high tension between Israel and its neighbors, the
> >war began on June 5 with Israel launching surprise air strikes against
> >Arab forces.
> >
http://www.sixdaywar.co.uk/
>
> at andre udspreder de samme løgne som du gør dem ikke til mindre løgne
> -
Det er skam ikke løgn. 6 dages krigen startede med et uvarslet
israelsk overraskelseaangreb på det egyptiske flyvevåben.
Fordi Israel startede krigen, besluttede den franske præsident de
Gaulle at igangsætte en våbenembargo mod Israel.
Israel indledte 6 dages krigen præcis som de angreb i 1956.
Birgitte Rahbek.
http://palaestina-info.dk/side/4/m/1/s/
Junikrigen.
I 1964 blev den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO oprettet.
Det betød at palæstinenserne igen trådte ind på den politiske scene ñ
i første omgang dog holdt i snor af de arabiske lande. Den
mellemliggende periode havde været præget af skiftende alliancer og
stridigheder i den arabiske verden: i 1958 sluttede Syrien og Egypten
sig sammen i Den Forenede Arabiske Republik som bestod indtil 1961. I
Libanon var der borgerkrig i 1958, og samme år blev den irakiske konge
dræbt hvorefter et nationalistisk styre kom til magten. I 1962 var der
borgerkrig i Yemen og den udviklede sig til en stedfortræderkrig
mellem Egypten og Saudi Arabien der støttede hver sin part.
Palæstinaproblemet blev inkorporeret i den generelle situation i den
arabiske verden, og endnu mente også palæstinenserne at vejen til
Palæstina skulle gå gennem arabisk enhed. De arabiske ledere
opretholdt en fjendtlig retorik over for Israel, ikke mindst for at
tilfredsstille deres borgere hvem staten Israels oprettelse stadig
forekom at være Vestens ultimative hån mod dem.
Men bag kulissen var fredsviljen fortsat til stede, og også den
egyptiske præsident Nasser ønskede at begrave stridsøksen. Han var
nemlig godt klar over at Israel militært var stærkere end alle de
arabiske lande tilsammen, og derfor advarede han mod en militær
konfrontation med landet før de arabiske lande havde opbygget deres
militær.[1] Den franske journalist Eric Rouleau besøgte i 1963 Egypten
og mødtes som så ofte før med præsidenten.
"Og en dag sagde Nasser: Ser De, vi har intet imod jøderne, vi har
intet imod Israel, vi er parate til at acceptere Israel hvis Israel
blot vil acceptere to ting. For det første skal de tage flygtningene
eller en del af flygtningene tilbage. For det andet skal Israel
tilbagelevere palæstinenserne det de har taget fra dem i 1948-krigen."
Israel: Nej til en eneste flygtning
Efter besøget i Egypten skulle Eric Rouleau til Israel; her mødtes han
med Levi Eshkol der samme år var blevet Israels statsminister. Rouleau
fortalte ham hvad Nasser havde sagt. Hvad han mente om det?
"Han svarede mig ordret: Monsieur Rouleau, ikke Èn flygtning og ikke
Èn kvadratcentimeter af vort territorium. Det vi har taget har vi
taget, og flygtningene er taget af sted. Og det er definitivt."
Eric Rouleau tilføjer at Levi Eshkol var en moderat politiker som ikke
kun talte på egne vegne men sagde det som de fleste israelere og
israelske politikere tænkte. Ben-Gurion havde tidligere sagt det
samme. Hvis israelerne dengang havde været lidt mere smidige og
virkelig ønskede fred, kunne de have sagt: godt, lad os forhandle; vi
vil ikke tage imod alle flygtningene og vi vil ikke give alle
områderne tilbage; der er områder hvor vi er truet. Der var noget at
begynde at forhandle om. Men det var NEJ. [2]
1965: Egyptisk fredsudspil
Der kom et officielt fredsudspil fra Egypten i slutningen af 1965 da
lederen af den israelske efterretningstjeneste Mossad, Meir Amit,
modtog en invitation til at besøge den egyptiske vicepræsident og
vicehærchef Abdel Hakim Amer i Cairo. Amer var en nær ven af præsident
Nasser. Amit ville gerne tage af sted. Egypten havde store økonomiske
vanskeligheder og vicepræsidenten ønskede israelernes hjælp til at
opnå amerikansk støtte mod til gengæld at love at nedtone den anti-
israelske propaganda, slække på boykotten af Israel og tillade
israelske skibe at sejle gennem Suezkanalen blot under et andet flag.
Levi Eshkol støttede Amit i at rejse, men hans efterretningsrådgiver
Isser Harel mente at det var en fælde og at Israel under ingen
omstændigheder ville opnå noget ved besøget. Og derved blev det.[3]
Fredsføleren fra Egypten stod i skarp kontrast til en udtalelse fra et
topmøde i Den Arabiske Liga i januar 1964 hvor hovedemnet var Israels
afledning af Jordanflodens vand, noget man tog meget alvorligt:
"Oprettelsen af Israel er den basale trussel som den arabiske nation
i sin helhed er enige om at bekæmpe med magt. Og i betragtning af at
Israels eksistens er en fare der truer den arabiske nation,
mangedobler afledningen af Jordanflodens vand truslerne mod den
arabiske eksistens. Derfor må de arabiske stater udarbejde de
nødvendige planerÖsådan at hvis de nødvendige resultater ikke opnås
vil den samlede arabiske militære indsats udgøre det ultimative
praktiske middel til den endelige likvidering af Israel"[4] Det var
ved den lejlighed at Ligaen besluttede at oprette PLO. Ved samme
lejlighed etablerede man en fælles arabisk militærkommando.
I juni 1964 var Levi Eshkol på statsbesøg i USA ñ en ære som Ben-
Gurion aldrig havde opnået. Samtalerne drejede sig om Israels ønsker
om amerikansk våbenhjælp og hjælp til afsaltning af havvand. Præsident
Johnson lovede at hjælpe med begge dele, og i den afsluttende fælles
udtalelse gik parterne imod magtanvendelse og talte om "behovet for at
bevare alle staters territoriale integritet".
Det betød at USA ikke længere ønskede at ændre våbenstilstandslinjerne
fra 1949. Eshkol vendte hjem med forsikringer om USAís interesse for
Israels sikkerhed og velfærd. Gennem sin moderate kompromissøgende
kurs havde han opnået mere end Ben-Gurion i retning af at få en
amerikansk garanti for Israels sikkerhed ñ et stærkt signal til de
arabiske lande.[5]
I FN fortsatte man med at yde støtte til flygtningene gennem UNRWA
hvis mandat blev forlænget igen og igen i takt med beklagelser over at
intet var sket på flygtningeområdet. Israel fordømtes flere gange i
såvel Sikkerhedsrådet som i Generalforsamlingen for militære indfald i
Syrien og Jordan. I sommeren 1966 havde der været militære sammenstød
mellem Syriens og Israels luftstyrker, hvor Israel havde vist sin
overlegenhed.[6]
1966: Syrisk-Egyptisk militærpagt
I november 1966 indgik Syrien og Egypten en militærpagt hvor man
gensidigt forpligtede sig til at yde hjælp i tilfælde af at en af
parterne blev angrebet. I begyndelsen af april 1967 tilspidsedes
situationen efter at syrerne havde beskudt israelere som under militær
beskyttelse pløjede jord der oprindeligt havde tilhørt arabere, men
som nu lå i den demilitariserede zone imellem de to lande.
Israel havde nu lagt dette land under ploven trods våbenhvileaftalen
og trods FNís Sikkerhedsrådsresolutioner. Israel svarede igen med
indsættelse af både fly og kampvogne og truede med at besætte Damaskus
for at indsætte en ny regering der.[7] Så galt gik det ikke, men
Israel nedskød 6 syriske MIG-jagere og demonstrerede dermed igen sin
totale overlegenhed. Israelernes hensigt var at skræmme Egypten til at
få Syrien til at holde sig helt i ro.
Den israelske militære talsmand udtalte at "vi må bruge magt for at få
egypterne til at overbevise syrerne om at det ikke betaler sig.
"Samtidig var det en advarsel til Syrien om ikke at lade den
palæstinensiske modstandsgruppe al-Fatah[8] foretage militære
operationer ind i Israel fra syrisk område. I de følgende dage
sluttede såvel statsminister Levi Eshkol som hærchef Yitzhak Rabin sig
til det truende kor.[9]
Vandressourcerne
En væsentlig faktor i striden var vand, nærmere bestemt frisk vand fra
Genezaretsøen. Da Storbritannien efter Første Verdenskrig overtog
Palæstina som mandatområde fik de Genezaretsøen og en stribe land
langs bredden, mindre end 16 kilometer langt og 10 meter bredt, men
nok til at forhindre det franskbesatte Syrien i at få adgang til søen.
Under krigen i 1948 lykkedes det syrerne at erobre den nordøstlige del
af søen, men det var også her der senere blev oprettet en
demilitariseret zone.[10]
Da Israel i 1950íerne begyndte at aflede vand fra søen for at pumpe
det ned til de nye landbrugsprojekter i Negevørkenen svarede syrerne
igen ved at gå ind i en tredjedel af den demilitariserede zone, og
sammen med Jordan og Libanon begyndte de selv at aflede Jordanflodens
vand længere mod nord; det er Jordanfloden der forsyner Genezeratsøen
med vand. Det førte til israelske angreb og var alt sammen med til at
eskalere stridighederne.
I dag får Israel cirka halvdelen af sit vand fra de besatte områder,
og som en israelsk ekspert i vandpolitik udtaler: "Israel kan ikke
eksistere uden Genezaretsøen".[11]
Israelsk optrapningsstrategi
"Israels optrapningsstrategi på den syriske front var sandsynligvis
den vigtigste enkeltfaktor der trak Mellemøsten ud i en krig i juni
1967 - selvom man i reglen udpeger syrisk aggression som hovedårsagen
til krig."[12]
Det er dog stadig den gængse opfattelse i Israel at Golan blev erobret
i 1967 for at forhindre syrerne i at bombe bosættelserne i området;
men mange af kampene var bevidst fremprovokeret af Israel. Det
indrømmede Moshe Dayan i 1976 i en samtale med en ung reporter, Rami
Tal, som offentliggjorde sine notater i 1997.
Moshe Dayan sagde at han havde overvundet sin oprindelige modvilje mod
at angribe GolanhøjderneÖher protesterede den unge reporter: det var
jo syrerne der havde været aggressoren og skudt fra toppen af
Golanhøjderne? "Skidt med det. Jeg ved trods alt hvordan mindst 80 %
af sammenstødene begyndteÖDet skete på denne måde: Vi sendte en
traktor ind i det demilitariserede område for at pløje et sted hvor
det ikke var muligt at foretage sig noget, og vi vidste på forhånd at
syrerne ville begynde at skyde. Hvis ikke de skød gav vi
traktorføreren besked om at køre længere frem indtil syrerne til sidst
blev irriterede og begyndte at skyde. Og så brugte vi vores artilleri
og senere også luftvåben, og det var sådan det var."
Dayan forklarede det med at han og hans officerskolleger ikke
anerkendte våbenhvilegrænserne fra 1949 og håbede at kunne ændre dem
uden direkte at gå i krig, men ved at bemægtige sig små områder og
holde på dem indtil fjenden gav op. [13] Dayans opfattelse er
personlig, og mange journalister og forskere synes at mene at Israel
ikke fremprovokerede krigen for at opfylde længe nærede territoriale
ambitioner. "Den blev startet af Israel for at værne om dets
sikkerhed, ikke for at udvide dets territorium."[14]
Egypten trækkes ind i konflikten
Selvom Egyptens præsident Nasser havde prøvet at holde sig fri af de
syrisk-israelske kampe kunne han i længden ikke holde sig uden for;
det mindede hånende udtalelser fra såvel Jordan som Saudi Arabien ham
hyppigt om.[15] Mohammed Heikal, egyptisk redaktør og Nassers
fortrolige, forklarede senere:
"Vi fandt Syriens regime usympatisk, men der var en følelse af at
Egypten og Syrien var naturlige allierede. Det var utænkeligt for os
at tillade Israel kun at føre krig på Èn front.[16]
Derfor måtte Nasser reagere ved at beordre mobilisering og sende sine
tropper over Suezkanalen til grænsen mod Israel i Sinai. Formålet var
ifølge Heikal blandt andet at berolige Syrien og derved forhindre det
i at foretage sig noget der kunne skabe problemer for alle. Nasser
ønskede at flytte konfliktens centrum fra den israelsk-syriske grænse
som han ikke kunne kontrollere, til den egyptiske-israelske grænse som
han kunne kontrollere.
Uanset årsager og motiver blev der spillet op fra flere sider til det
dødbringende scenario: den 16. maj beordrede Nasser UNEF (United
Nationsí Emergency Force), FNís overvågningsstyrker, ud af Sinai.
Siden den israelske tilbagetrækning i 1957 havde denne styrke søgt at
holde parterne adskilt. Nasser beordrede i begyndelsen ikke alle UNEF-
styrkerne ud; han undtog dem i Gaza og i Sharm al-Sheik ved indgangen
til Tiran-strædet.
Men FNís generalsekretær UíThant sagde at det ikke var muligt med en
delvis tilbagetrækning, og Nasser blev derfor fanget i sin egen fælde.
Den 18. maj skiftede han signaler og krævede nu en tilbagetrækning af
alle FN-enheder; derpå lod han sine egyptiske styrker overtage
stillingerne i Sinai. Tiranstrædet lod Nasser forblive åbent og
umineret; han ønskede ikke at give israelerne et påskud til krig efter
at de tilbage i 1956 havde udtalt at en blokering af Tiranstrædet
ville være ensbetydende med krig.
Nasser ønskede i grunden ikke at gå længere, men blev presset til det;
både af dele af den arabiske opinion og af nogle af sine egyptiske
officerer.[17] Resultatet blev at egyptiske tropper den 21. maj
besatte Sharm el-Sheik. Den 22. maj erklærede Nasser at israelske
skibe ikke længere kunne besejle Tiranstrædet og dermed ikke nå frem
til den israelske havneby Eilat gennem hvilken dog kun 5% af Israels
udenrigshandel foregik. Heller ikke skibe der transporterede
strategisk materiale til Israel kunne passere.
FN-styrkerne trækkes tilbage
Til overraskelse for mange var FNís generalsekretær UíThant gået med
til en tilbagetrækning af UNEF-styrkerne. Den 23. maj havde præsident
Nasser et møde med UíThant i Cairo, og de indgik en hemmelig aftale om
ikke at foretage sig noget der kunne øge spændingen i området. En
repræsentant for generalsekretæren skulle lave penduldiplomati mellem
Tel Aviv og Cairo for at finde et fælles udgangspunkt for en
bilæggelse af striden. I mellemtiden skulle UíThant bede
søfartsnationerne om ikke at levere strategisk materiale til Israel
via Tiranstrædet, men i stedet bruge Haifas havn. Egypten kunne dermed
undgå at bruge magt ved Sharm al-Sheik.
Men Nasser havde sat en bevægelse i gang som løb ham af hænde. Han
havde dels vakt arabernes håb om befrielse af Palæstina, dels givet de
israelske høge blod på tanden med hensyn til nye erobringer.[18]
Den 26. maj holdt han en tale for arabiske fagforeningsledere hvor
han sagde at "hvis Israel indleder en aggression imod Syrien eller
Egypten, vil slaget imod Israel blive totalt...og vort basale mål er
at ødelægge Israel". To dage senere sagde han at "vi har genvundet de
rettigheder der var vore i 1965...vi har overladt det næste træk til
Israel...hvis Israel vælger krig er det velkommen til det."[19]
Alliance mellem Jordan og Egypten
Den 30. maj indgik Nasser en forsvarsaftale med Jordans Kong Hussein
der mindre end nogen var i tvivl om Israels styrke, men som med denne
handling håbede at få Israel til at afholde sig fra angreb og desuden
regnede med at vinde folkelig støtte ved at alliere sig med Nasser.
Set i bakspejlet var denne aftale måske den mest fatale handling.
Havde Jordan stået uden for det arabiske forsvarssamarbejde ville det
have været vanskeligere for Israel at besætte Vestbredden og
Østjerusalem. Den 4. juni sluttede også Irak sig til forsvarsaftalen.
Den 31. maj aftalte Nasser med Washington at hans vicepræsident skulle
komme til USA den 7. juni for at forhandle. Men allerede i de første
dage i juni lod egyptiske diplomater ved FN og senere også Nasser selv
forstå at Egypten var klar til at acceptere at Israel fortsatte med at
sejle igennem Tiranstrædet på de samme vilkår som hidtil, nemlig med
en lille "flagleg" hvor skibene inden indsejlingen til strædet strøg
det israelske flag og i stedet brugte et fremmed flag under passagen -
og så igen satte det israelske flag lige før Eilat. Egyptens eneste
betingelse var at aftalen forblev mundtlig og hemmelig. Men Israel
krævede nu at aftalen skulle være formel og offentliggøres.[20]
De mellemøstlige parter var ikke alene om dobbeltspillet. Også USA
spillede diplomat og mægler med den ene hånd og vinkede israelerne
frem med den anden. Den 30. maj var direktøren for den israelske
efterretningstjeneste Mossad i Washington til et møde med CIAís leder
Richard Helms. Her erfarede han at ingen i Washington ville blive
fornærmede hvis Israel gik i krig - og vandt.[21]
Israel: Fra mathed til mobilisering
Stemningen i Israel var på det tidspunkt mat ñ og havde længe været
det. En studenteravis på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem havde i
begyndelsen af 1967 en forside der var helt sort, og nederst stod der
"den nuværende situation". Udvandringen var taget til, og man spøgte
med at der i Tel Avivs lufthavn hang et skilt: "Sidste mand bedes
slukke lyset". Forfatteren Natan Shaham skrev: "Vi var som et
omvandrende lig der ved dets egen begravelse fortæller sjofle
vittigheder til bedemanden."[22]
Pionertiden var forbi. Statens grundlægger David Ben-Gurion var gået
af i 1963 og var blevet afløst af den lidet karismatiske Levi Eshkol,
[23] "en skarpsindig politiker med en bondes intuition og en faderlig
form for humor."[24] Ben-Gurions næsten diktatoriske stil var dog
blevet afløst af lidt mere demokratiske tilstande, og de britiske
undtagelseslove var blevet ophævet i 1965.
I regeringen oplevede medlemmerne en hidtil ukendt åbenhed; Eshkol var
afslappet og uformel, lyttede gerne til andre, informerede og spurgte
til råds.[25] Men i det israelske samfund var den almindelige hverdag
ved at indfinde sig, og den var det straks vanskeligere at finde sig
til rette i, så mange foretrak derfor som tilskuerne ved en dårlig
landskamp at forlade tribunen, at udvandre.
Men ikke så snart var mobiliseringen begyndt i maj 1967 før den gamle
pionerånd vågnede igen. Folk meldte sig ivrigt til at udføre det
arbejde som reservisterne måtte forlade hvad enten det var at dele
post ud, køre busser eller bemande brandstationer. Dertil kom arbejdet
med at forberede beskyttelsesrum, grave skyttegrave og fylde
sandsække.
"Pressen skabte en atmosfære af "stjernestunder" med historier om
frygtløse borgere der stod skulder ved skulder imod fjenden, opfyldt
af mod og beslutsomhed"[26] Samtidig hang rædslen som en sky over det
hele, folk lyttede ængsteligt til nyhederne som refererede de arabiske
lederes trusler om at ville udslette Israel.
Den egyptiske radio rapporterede dagligt at den amerikanske 6. flåde
lå parat i Middelhavet for at evakuere Israels jøder og at de der ikke
kom ud ville blive slagtet.[27] Sådanne udtalelser gjorde det ret
selvfølgeligt for den israelske menigmand og ikke mindst pressen at
identificere Nasser med Hitler. En ung soldat fortalte senere at "folk
troede på at de ville blive tilintetgjort hvis vi tabte krigen. Vi fik
den idÈ - eller arvede den - fra koncentrationslejrene. Det er en
konkret idÈ for enhver der er vokset op i Israel, også selvom han ikke
personligt har oplevet Hitlers forfølgelse. Folkemord - det er en reel
mulighed. Der er midler til at foretage det. Det er læren fra
gaskamrene."[28]
Rabin: Ingen fare
Israels stabschef under krigen Yitzhak Rabin var en af de første
israelere der indrømmede at Israel ikke var i fare. I et interview med
Le Monde den 28. februar 1968 sagde han: "Jeg tror ikke Nasser ønskede
krigen. De to divisioner han sendte ud i Sinaiørkenen den 14. maj
ville ikke have været nok til at iværksætte en offensiv imod Israel.
Det vidste han godt, og det vidste vi andre også."[29]
Men statsminister Levi Eshkol havde problemer og det var ikke kun i
forholdet til araberne. I 1965 havde Ben-Gurion forladt Mapai og
dannet sit eget udbryderparti "Den Israelske Arbejderliste" (kaldet
Rafi) og hans tro væbnere Shimon Peres og Moshe Dayan havde sluttet
sig til ham. Deres mål var at fjerne Eshkol og selv komme til magten.
Eshkol blev hånet, hans svagheder udstillet for offentligheden, og det
var den almindelige mening at landet manglede en forsvarsminister[30]
i denne farlige tid hvor de fleste syntes at han tøvede alt for meget.
Der blev organiseret demonstrationer der krævede hans afgang, og det
samme tilkendegav hærens ledelse der aldrig var kommet sig helt over
at USA havde presset dem til at opgive de landvindinger de havde
skaffet sig i 1956. (Gaza var blevet leveret tilbage til Egypten efter
et halvt års israelsk besættelse, red.).
Ideologisk jordskælv "Jødernes ret til hele landet Israel"
I begyndelsen af juni 1967 bøjede Eshkol sig og udnævnte Moshe Dayan
til forsvarsminister til trods for at han havde været den mest
manipulerende og luskede af Ben-Gurions gruppe. Selvom Ben-Gurion
tilhørte høgene i israelsk politik ønskede han tilsyneladende ikke
krigen i 1967, og han bebrejdede hærchef Yitzhak Rabin luftangrebet på
Syrien og hans mobilisering af tropperne:
"Jeg tvivler meget på at Nasser ønsker at gå i krig, og nu er vi i
alvorlige problemer" sagde Ben-Gurion til Rabin og medvirkede derved
til det 24-timers sammenbrud som Rabin fik den 23. maj.[31]
Med udnævnelsen af Dayan til forsvarsminister berøvede Eshkol
hærchefen Yitzhak Rabin æren for den militærplan som han havde
udarbejdet. Samtidig oprettede Eshkol en national samlingsregering
hvor også oppositionen Herut med Menachem Begin i spidsen blev
inddraget:[32]
"Krigen i 1967 blev det jordskælv som endegyldigt nedrev den
ideologiske mur omkring Begin og HerutÖUndertrykte historiske myter
fik pludselig opbakning fra begivenhederne selv. Det var ikke Herut
som nu blev tvunget til at slutte sig til arbejderzionismens
realpolitik, men realpolitikken som sluttede sig til Herut...Gamle
mekaniske Herut-paroler om jødernes historiske ret til "hele landet
Israel"...havde ikke længere bare et profetisk skær over sig men fik
også støtte i en voksende opinion. De politiske forskelle i udenrigs-
og forsvarsspørgsmål mellem Herut og Mapai reduceredes drastisk."[33]
USA: Grønt lys for israelsk angreb
Den 23. maj rejste udenrigsminister Abba Eban til Paris, London og
Washington for at sondere terrænet. I Washington gjorde præsident
Johnson det klart at det ville være uklogt af Israel at indlede en
krig; til gengæld ville USA hjælpe med at få Tiranstrædet genåbnet.
Israelerne var ikke tilfredse med svaret og sendte i stedet lederen af
Mossad, Amit, til USA for at undersøge den amerikanske holdning
nøjere. Men nu fik piben en anden og klarere lyd; forsvarsminister
McNamara sagde at USAís holdning var at det ville være bedst at Israel
selv klarede situationen, og CIA vurderede at Israel kunne slå den
egyptiske hær uden hjælp udefra. Dette blev forståeligt nok opfattet
som grønt lys for et angreb på Egypten. Alligevel foreslog Amit at man
lige ventede en uge for at få en casus belli ved at sende et skib
igennem Tiranstrædet. Men forsvarsminister Moshe Dayan ñ der havde
fungeret i to dage - var utålmodig.[34]
Totalt arabisk nederlag - total israelsk sejr
Fredag den 2. juni forudsagde Nasser at israelerne ville angribe inden
for de næste tre dage, og han var klar over at det første slag ville
blive rettet imod de egyptiske fly. Men hans chef for luftvåbenet
kunne berolige ham med at "det har vi taget i betragtning, vi vil ikke
lide tab ud over de beregnede ti procent."[35] Den 5. juni tog
feltmarskal Amer sammen med alle de egyptiske hærchefer på en flyvende
inspektionstur til Sinai, antiluftsskytsbatterierne havde derfor fået
besked på ikke at skyde. Ifølge den senere præsident Anwar el-Sadats
selvbiografi var det i det tidsrum at Israel angreb de egyptiske
lufthavne og hele luftvåbenet på jorden. Da Anwar Sadat som på det
tidspunkt var formand for Nationalforsamlingen hørte om angrebet i
radioen, tænkte han at nu ville israelerne få en lærestreg:
"Jeg var ganske tryg ved situationen, så jeg barberede mig, gav mig
god tid til at skifte tøj og kørte så selv til hovedkvarteret. Jeg
havde været der da man havde lagt krigsplanen og havde en urokkelig
tiltro til vores sejr. Vores udstyr var mere end tilstrækkeligt, og
planen var fremragende."[36]
Det første rygte der mødte Sadat i hovedkvarteret var at egypterne
havde skudt 40 fjendtlige fly ned[37]. Det næste fortalte derimod
sandheden at det egyptiske luftvåben var blevet totalt knust på
jorden. Derefter gik Sadat hjem og holdt sig inden døre de næste 4
dage.
Tidligt om morgenen den 5. juni 1967 angreb Israel de egyptiske
luftbaser og knuste hele det egyptiske luftvåben. Kong Hussein af
Jordan hørte meddelelsen om krigsudbruddet 10 minutter efter det var
begyndt, og lidt senere fik den egyptiske general der fra Amman ledede
den arabiske fælleskommando, en kodet - men falsk skulle det vise sig
- meddelelse fra Cairo om at 75% af de israelske fly var blevet skudt
ned. Han fik samtidig besked om at åbne den jordanske front.
Kong Hussein gav ordre til et begrænset artilleriangreb mod israelske
stillinger som en solidaritetsgestus over for Egypten men bad
luftvåbenet om at vente med at angribe. Det reddede dog ikke de
jordanske fly. Israelerne havde brudt den arabiske kode og fodrede nu
Jordan med falske meldinger fra Cairo som gav indtryk af at krigen gik
godt for Egypten. Det amerikanske spionskib "Liberty" lå ud for Sinais
kyst og opsnappede meldinger fra såvel de arabiske lande som Israel og
sendte dem og tolkningen af dem videre til Washington.
En af deres konklusioner var at Israel søgte at lokke Jordan med i
krigen. Da israelerne opdagede spionskibet bombede dedet og dræbte og
sårede næsten 200 amerikanere om bord.[38]
På grund afsine gode forbindelser med Kong Hussein havde Israel håbet
at kunne holde Jordan ude af krigen. Men nogle medlemmer af regeringen
betragtede det jordanske angreb som en anledning til at indtage
Østjerusalem, og på krigens anden dag gav Dayan sine tropper ordre til
at rykke ind i den gamle bydel.[39]
De israelske tanks bevægede sig i sydvest hastigt ind over Sinai ad de
samme ruter som de havde benyttet i 1956, i øst mod Vestbredden og
Jordan, og endelig i nord mod de syriske Golanhøjder. En tredjedel af
den egyptiske hær befandt sig i Yemen, og de styrker der var sendt til
Sinai havde ikke megen kamperfaring; israelerne vidste fra deres
radioaflytning at soldaterne der manglede vand og brændstof. Heller
ikke den syriske front var kampklar, plaget som hæren var af mangel på
officerer efter gentagne politisk motiverede udrensninger.
Der eksisterede til trods for forsvarsaftaler ingen fælles planer for
de arabiske hære. Alt dette og mere til vidste de israelske generaler
hvis største problem havde været at skjule hvor nem sejren ville blive
og i stedet få det til at se ud som om Israels eksistens var truet.
[40]
"Så snart vi hørte sirenernes hylen vidste vi at ventetiden var omme,
selvom det blev meget sent på aftenen før omfanget af Israels
modangreb blev åbenbaret for nationen. Hele dagen mens bølge efter
bølge af vore maskiner fløj ud over Middelhavet for at ødelægge de
egyptiske flyvepladser og de maskiner der stod parat til at angribe
os, ventede vi på nyheder med ørerne klæbede til de transistorradioer
vi alle gik rundt med. Men foreløbig hørte vi ikke andet end musik,
hebraiske sange og paroler der indkaldte reservemandskabÖDet var først
efter midnat at den officielle og næsten utrolige historie om den
første af disse seks dage blev meddelt den civile befolkning af chefen
for luftvåbenet. Siddende i deres mørklagte stuer fik Israels folk at
vide at de var blevet reddet fra ødelæggelsen i løbet af de seks timer
det havde taget luftvåbenet at uskadeliggøre over 400 fjendtlige
maskiner, inklusive dem der stod på syriske og jordanske flyvepladser,
og at vinde fuldt herredømme over luftrummet fra Sinai til den syriske
grænse...Israels hånd der havde været rakt frem i fredelig hensigt så
længe var blevet forvandlet til en knytnæve, og der var ikke tale om
at standse vore troppers fremrykning."[41]
Fra begrænset til total krig
I løbet af de første fire dage blev over 10.000 egyptiske soldater
dræbt og 13.000 taget til fange.[42] Mange husker måske endnu
billederne af de egyptiske soldater efterladt i Sinais brændende sand
uden støvler.[43]
Ifølge Moshe Dayan var det ikke desto mindre Israels dårligst og
mindst planlagte krig ñ denne beskyldning havde måske især til formål
at ramme Rabin der havde udarbejdet planerne. Problemet var at selvom
der fandtes militære planer for fremrykningen, var der ingen politiske
planer om hvor langt hæren skulle gå.
Oprindeligt havde Eshkol kun givet ordre til en 72 timers krig, og han
havde godkendt en plan, Kardomplanen, der skulle tvinge Egypten til at
genåbne Tiranstrædet. Hvad han ikke vidste var at Dayan ved sin
tiltræden som forsvarsminister havde ændret planen; dels ved at gøre
Sharm al-Sheik til en del af det område der skulle besættes, dels ved
at beslutte at nedkæmpelsen af fjendens styrker var et hovedformål.
Dayan ændrede med andre ord konceptet fra en begrænset krig til en
total krig, men det hverken rådspurgte eller informerede han
regeringen om.[44] Da krigen først var i gang blev rollerneændret:
Dayan ønskede nu at være tilbageholdende på den syriske front af frygt
for sovjetisk indblanding hvorimod Eshkol anbefalede fremrykning i
Golan.[45]
Dayan skiftede mening da den israelske efterretningstjeneste natten
mellem den 8. og 9. juni opsnappede et telegram fra Nasser til den
syriske præsident Nur al-Din al-Atasi, hvori Nasser anbefalede ham at
gå med til FNís forslag om våbenhvile for at redde sin hær. Overbevist
om at syrerne ikke ville gøre modstand indledte Dayan angrebet på
Golan. Han betragtede det senere som en forkert beslutning og
benægtede at Syrien på krigens fjerde dag havde udgjort nogen trussel,
men "appetitten kom mens man spiste".[46]
Nederlagets konsekvenser
Den 6. juni vedtog FNís sikkerhedsråd en resolution der opfordrede til
øjeblikkelig våbenhvile i området. I mellemtiden havde Israel
fordrevet jordanerne fra højene omkring Jerusalem. Da Sikkerhedsrådet
den 7. juli gentog opfordringen til våbenhvile var det gamle Jerusalem
efter gadekampe fra hus til hus blevet erobret, og det israelske flag
vajede fra Grædemuren. Herfra udtalte Moshe Dayan: "IDF [de israelske
forsvarsstyrker, dvs. den israelske hær] befriede Jerusalem her til
morgen. Vi genforenede det delte Jerusalem, Israels tvedelte
hovedstad. Vi er vendt tilbage til vore helligste steder, vi er vendt
tilbage for aldrig at skilles fra dem igen." Hærens overrabbiner,
general Shlomo Goren, syntes at man skulle fortsætte og sprænge
KlippemoskÈen i luften.[47]
Den 8. juni kom hele Vestbredden under israelsk kontrol efter at den
jordanske hær havde trukket sig tilbage over Jordanfloden. "Hvordan
kontrollerer vi en million arabere?" spurgte Rabin og fik til svar fik
at det drejede sig om en million og tohundredehalvtredstusinde.[48]
I syd havde Gaza overgivet sig og de israelske styrker stod på
østsiden af Suezkanalen. Den 9. juni konstaterede Sikkerhedsrådet at
Israel og Syrien ligesom Egypten var gået med til en våbenhvile, men
samme dag angreb Israel Golanhøjderne, og dagen efter bad Syrien FN om
at etablere våbenhvile. Den 10. juni om eftermiddagen trådte
våbenhvilen i kraft. Krigen var forbi, seks dage havde den varet, og
det blev også dens navn.
Østjerusalem og Vestbredden: Palæstinenserne smides ud
Efter mørkets frembrud lørdag den 10. juni gik officerer fra dør til
dør i det arabiske Moghrabi-kvarter over for Grædemuren og beordrede
beboerne ud. De fleste fik tre timer til at forlade deres hjem før
bulldozerne gik i gang og raserede kvarteret. 6.000 palæstinensere
mistede deres hjem for at give plads til de mange israelere og jøder
fra andre lande der nu igen havde mulighed for at valfarte til
Grædemuren. "Gør det nu," havde Vestjerusalems[49] borgmester Teddy
Kolek sagt, "det kan blive umuligt at gennemføre senere, og det må
gøres." footnote">[50]
Den 11. juni vedtog Sikkerhedsrådet endnu en resolution der forlangte
våbenhvilen overholdt. Men den 12. juni fortsatte Israel sin
fremrykning på Hermonbjerget i Syrien og besatte et område som siden
blev en af Israels vigtigste overvågningscentraler. Syrerne havde
været endnu mindre forberedt på krig end egypterne.
Den 14. juni forlangte FN at Israel overholdt menneskerettighederne i
de berørte områder. Resolutionen kom bl.a. som en reaktion på
bombningen og ødelæggelsen af tre arabiske byer i Latrunområdet mellem
Tel Aviv og Jerusalem. Byerne Yalo, Emmaus og Beit Nuba blev angrebet
første gang den 11. juni og igen en uge senere.
En israelsk journalist og forfatter der som soldat deltog i
operationen har senere berettet om det til det svenske Aftonbladet:
"Vi fik ordre til at gennemsøge husene i byen og tage bevæbnede mænd
til fange. Ubevæbnede skulle samle deres ejendele sammen ogÖbegive sig
til byen Beit Sura i nærheden. Beit Nuba var bygget i fint udhuggede
sten; en del huse var rent ud sagt pragtfulde. Hvert hus var omgivet
af en frugthave, oliventræer, abrikoser, vinstokke og cypresser.
Alting var velholdt. Mellem træerne lå velplejede bede med
grønsagerÖVed middagstid kom den første bulldozer og nedrev det første
hus i byens udkant. I løbet af ti minutter var huset og alt hvad der
havde været inde i det forvandlet til en grusbunke; oliventræerne og
cypresserne blev revet op med rode...Da tre huse var blevet ødelagt,
dukkede den første gruppe flygtninge opÖVi skød ikke men gik i
stilling, og nogle soldater som kunne arabisk gik frem for at advare
dem.
Der var mennesker som var så gamle at de knapt kunne gå, mødre med
børn på armen, mumlende gamle koner, små børn. Børnene græd og bad om
vand. Alle bar hvide flag. Vi sagde til dem at de skulle begive sig
til Beit Sura. De fortalte at de var blevet jaget bort overalt, at de
ikke havde fået lov til at komme ind i en eneste by, at de havde gået
på vejene i fire dage uden mad, uden vand. En del var døde på vejen.
De bad om lov til at komme tilbage til deres by og sagde at vi ellers
ligeså godt kunne dræbe dem. En del af vores soldater begyndte at
græde. Flere og flere grupper af flygtninge ankom, til sidst var der i
hundredvis. De kunne ikke forstå hvorfor man havde sagt til dem at de
skulle komme tilbage (de var blevet opfordret til at vende tilbage i
israelske radioudsendelser) når man alligevel forbød dem at gå ind i
byen. Vi kunne ikke bære deres bønner.
Nogle spurgte hvorfor vi ødelagde deres huse i stedet for selv at
overtage demÖDe fortsatte vandringen sydpå som vildfarende kvæg. De
svage døde. Om aftenen forstod vi at vi var blevet narret, også i Beit
Sura var bulldozere begyndt at ødelægge byen og det var blevet forbudt
flygtninge at gå ind i den. Vi var ude af os selv i vores gruppe. Om
natten fik vi ordre til at sætte vagter ud ved bæltetraktorerne, men
vi soldater var så rasende at ingen ville acceptere at gøre tjeneste.
Næste morgen blev vi forflyttet fra området. Ingen af os forstod
hvordan jøder kunne opføre sig på denne måde. Ingen af os forstod
hvorfor disse fattige bønder ikke fik lov til at tage deres
varmeapparater, tæpper og lidt mad med sig. Hønsene og duerne
begravedes i ruinerne. Markerne blev ødelagt for øjnene af os. De børn
som grædende forsvandt henad vejen vil blive guerillasoldater om
nitten år, i næste krig. Det var sådan vi tabte vores sejr." [51]
900.000 flygtninge
Baqa'a flygtningelejren var med sine 40.000 palæstinensiske flygtninge
den største i Jordan. Flygtningene levede under ekstreme klimatiske
forhold: knapt var sommerens støvstorme ovre før vinterens regnskyl
forvandlede jorden til et mudderælte. Da dette billede blev taget i
1968 boede flygtningene stadig i telte. (UNWRA, Munir Nasr)
Indbyggerne i Latrunområdet var langtfra de eneste flygtninge. Ialt
blev 410.248 palæstinensere flygtninge i løbet af Junikrigen 1967.
Godt en tredjedel af dem var flygtninge fra 1948-krigen som havde
opholdt sig på Vestbredden og i Gaza. Foruden palæstinenserne måtte
100.000 syrere flygte fra de besatte Golanhøjder hvor israelerne
senere ødelagde cirka hundrede forladte byer. Og 60-70.000 egyptere
fra Sinai og 300.000 fra Suezkanalområdet blev flyttet for at beskytte
dem imod de israelske bombardementer.[52] Til trods for de mange
flygtninge stod Israel med et nyt demografisk problem idet de ikke
alene havde erobret resten af Palæstina, men også havde underlagt sig
en befolkning på 1,3 millioner palæstinensere.
Imens vågnede den arabiske befolkning op til en virkelighed som de
ikke i deres vildeste fantasi havde kunnet forestille sig. De sejrrige
meldinger under krigen blev pludselig afløst af meddelelsen om det
totale nederlag. Knust af ydmygelsen meddelte Nasser den 9. juni at
han ville trække sig tilbage. Men næppe havde han fremsat erklæringen
før Cairos gader fyldtes med mennesker der i de følgende 17 timer
krævede at Nasser blev. "De der kendte Nasser, vidste at han ikke døde
den 28. september 1970, men den 5. juni 1967, nøjagtig en time efter
at krigen var brudt ud."[53] Nassers fysiske og psykiske tilstand blev
ikke bedre af at hans hærchef og ven Marchal Amer begik selvmord efter
krigen.[54]
Sikkerhedsrådets resolution 242
Den 22. november 1967 vedtog FNís Sikkerhedsråd resolution 242. Denne
resolution har siden dannet udgangspunkt for håndteringen af de
områder som Israel besatte i 1967. Resolutionen udtrykker
Sikkerhedsrådets fortsatte bekymring for situationen i Mellemøsten,
udtrykker det utilladelige i at tilegne sig territorier ved krig og
behovet for at arbejde for en retfærdig og varig fred hvori alle
stater i området kan leve i sikkerhed. Den retfærdige og varige fred
skulle baseres på to forudsætninger:
1) Tilbagetrækning af Israels væbnede styrker fra områder der var
blevet besat i den nylige konflikt. (I den franske oversættelse hedder
det "fra de områder (des territoires) der blev besat", dvs. en
præcisering af at det drejer sig om alle de besatte områder. I et
tidligere forslag som blev forkastet af Israel og USA, havde der stået
"alle områder")[55]
2) Afslutning på alle fordringer og krigstilstande og respekt for og
anerkendelse af alle staters suverænitet, territoriale integritet og
politiske uafhængighed i området samt deres ret til at leve i fred
inden for sikre og anerkendte grænser, fri for trusler om magt og
voldshandlinger.
Sikkerhedsrådet bekræfter desuden nødvendigheden af: a) at garantere
fri sejlads gennem områdets internationale farvande, b) at
tilvejebringe en retfærdig løsning på flygtningeproblemet og c) at
garantere alle stater i området territorial ukrænkelighed og politisk
uafhængighed ved forholdsregler der inkluderer oprettelsen af
demilitariserede zoner. Endelig blev det besluttet at
generalsekretæren skulle udpege en særlig udsending til at mægle i
konflikten. footnote">[56]
Eufori og bosættelser
Men forinden havde israelerne erklæret at de ikke havde i sinde at
trække sig tilbage fra de besatte områder før der var indgået
fredsaftaler med de arabiske lande, og de havde for længst indlemmet
Østjerusalem i Israel og erklæret hele byen for landets hovedstad.
Lige siden har de ikke opfattet Jerusalem som en del af de besatte
områder, og denne holdning ñ som er et brud på international ret - er
det ofte lykkedes dem at sælge til medierne som undlader at medregne
de mange bosættelser i og omkring Jerusalem - cirka halvdelen af det
samlede antal - når de angiver det samlede antal israelske
bosættelser.
Allerede to måneder før Sikkerhedsrådets resolution 242 havde den
israelske regering påbegyndt opførelsen af den første bosættelse i
Jerusalem i Gush Etzion området. Den israelske udenrigsminister Abba
Eban havde i forvejen givet udtryk for at princippet om det
utilladelige i at erhverve sig landområder gennem magtanvendelse ikke
var relevant i Mellemøsten: man kunne efter hans mening ikke uden
videre overføre doktriner fra et kontinent til et andet, men måtte i
stedet arbejde inden for den lov og de behov der gør sig gældende i
området.[57]
Stemningen i Israel var euforisk og viste med al ønskelig tydelighed,
at næstefter et nederlag er en overvældende sejr det værst tænkelige
udgangspunkt for fred. Man kan sejre sig ihjel. Seksdageskrigen blev
ofte sammenlignet med skabelsens seks dage og et vendepunkt på linje
med statens oprettelse i 1948.
Allerede den 8. juni skrev dagbladet Haíaretz en leder med en
overskrift hentet fra Esajasí bog kapitel 12 vers 6: "I som bor på
Zion skal juble og råbe af fryd. Fortidens majestæt er ikke længere
kun en fjern forestilling; den er nu en del af det nye land. Dens
glans vil sprede sine stråler til opgaven med at bygge et jødisk
samfund som et led i den lange kæde af folkets historie i dets eget
land...Jerusalem er fuldstændig vores. Sig frem og råb, du indbygger
af Zion!" [58]
Euforien spredte sig til zionister i andre lande. Den 9. juni skrev
det amerikanske zionistiske blad "Intermountain Jewish News": "Israels
glorværdige kæmpere har automatisk skabt en helt af enhver jøde i
Amerika, ja i verden."[59] En anden amerikansk iagttager havde et mere
nøgternt syn på situationen:
"Israel vandt krigen i 1967 og overgav sig øjeblikkeligt til en myte.
Myten som oprindeligt var Ben-Gurions linje gik ud på at når først
araberne var blevet rigtigt slået - ikke bare kastet tilbage som i
1948, ikke blot kortvarigt gennemboret "med udenlandsk hjælp" som i
1956 - men når de først yderst smertefuldt og totalt var blevet
konfronteret med deres kulturelle og teknologiske sårbarhed - da, og
kun da, men endeligt da, ville araberne opgive deres drøm om at
ødelægge Israels eksistens og i stedet skabe fred."[60]
I stedet blev resultatet, som I.F. Stone præcist forudså i 1967:
"Følgerne af nederlaget vil få en ny generation af arabere til at
modernisere og mobilisere for at få hævn, inspireret (ligesom jøderne)
af minder om fortidig storhed."[61]
Nasser gik i en fælde
Tilbage står spørgsmålet om Nasser virkelig havde ønsket denne krig og
havde haft planer om at angribe Israel i forsommeren 1967. Det er som
det fremgår af det foranstående et meget komplekst problem og der kan
ikke gives et entydigt svar. I et interview med det franske dagblad Le
Mondeís redaktør Eric Rouleau sagde Nasser et par år senere, den 18.
februar 1970: "Trods perioder med stærk spænding har jeg aldrig sagt
at vi skulle kaste jøderne i havet sådan som en uophørlig og
ondskabsfuld propaganda hævder. Jeg ønskede ikke at starte 1967-
krigen, og det vidste de israelske ledere udmærket. Jeg ønskede ikke
at lukke Aqababugten [Tiranstrædet] for de israelske skibe. Jeg bad
ikke UíThant om at trække FN-tropperne bort fra Gazaområdet og fra
Sharm el-Sheik hvorfra indsejlingen til Aqababugten blev kontrolleret,
men kun fra den del af grænsen der løber fra Rafa til Eilat. Ikke
desto mindre besluttede FNís generalsekretær - tilskyndet af den
amerikanske diplomat Ralph Bunche - at trække FN-tropperne helt
tilbage; på den måde tvang han mig til at sende ægyptiske tropper til
Sharm el-Sheik og erklære blokade. Det var på den måde vi gik i den
fælde der var lagt for os."[62]
Drømmen om Storisrael
Denne fremstilling bekræftes delvist af den israelske nye historiker
Ilan PappÈ som i et interview med forfatteren i 1997 kort løftede
sløret for hvad de mere end 30 år gamle arkiver fra 1967 vil vise:
"Disse arkiver viser efter vores opfattelse - jeg er sikker på at
andre vil kunne finde andre ting - at 1967-krigen var en lejlighed for
folk som Ben-Gurion og Yigal Allon og hele den etablerede ledelseÖtil
at fuldende det som de siden 1948-krigen havde ment var nødvendigt,
nemlig at lade et Storisrael komme til verden. Vi kan nu vise at
israelerne mellem 1964 og 1967 længtes efter den chance. Det betyder
ikke at den arabiske verden ikke gav dem en god chance for det var
meget let med Nassers tåbelige opførsel i 1966 og 67 hvor han afgjort
gik helt ud til kanten. Det var en leg med ilden, men jeg tror ikke at
han virkelig havde planer om at gå ind i Israel. Men det var meget
tåbeligt og han var ikke klar over at Israel havde haft overtaget
siden 1958. Fra det øjeblik da Israel fik våben fra USA var den
strategiske balance fuldstændig i Israels favør, og ingen arabisk
koalition kunne matche Israel. Nasser vakte palæstinensernes og mange
andres forhåbninger, og det var nok for israelerne til ikke alene at
gå ind i Vestbredden og Gazastriben, men også at sikre at det ikke
ville blive givet tilbage. Længe før bosætterne begyndte at operere
var en vision om et Storisrael forankret i Mapai, Arbejderpartiet."
Junikrigen betød for Israel at en "nedslidt verdslig legitimitet
langsomt veg for en i moderne tid uprøvet religiøs. En uforløst
messiansk impuls søgte tilbage til sine rødder...Den "mirakuløse"
erobring af "hellig" jord gav pludselig kraft til en messiansk
tolkning af den jødiske stats tilblivelse og dermed til en messiansk
tolkning af Holocaust. Auschwitz blev endnu tydeligere et forværelse
til Jerusalem. Israel blev endnu tydeligere en nation med en mission.
Oprettelsen af jødisk herredømme i hele landet Israel...blev det
guddommelige svar på Tilintetgørelsen."[63]
Israelsk selvforståelse
Seksdageskrigens gevinster i form af territorier gav israelerne en
enestående mulighed for at slutte fred med araberne, for nu havde
Israel vundet ñ eller i det mindste besat - så store landområder at
man uden risiko burde kunne handle fred for land.
Sådan var holdningen blandt mange liberale i Israel, og den officielle
erklæring lød da også på at landet ikke havde territoriale ambitioner;
det havde statsminister Levi Eshkol udtrykkeligt sagt allerede på
Seksdageskrigens første dag. Og krigen var ikke blevet sat i gang for
at jøderne skulle udvide deres område - det var jo Egypten der havde
indledt fjendtlighederne, og israelerne havde handlet i selvforsvar.
Sådan var den israelske selvforståelse, og sådan blev historien
stædigt lanceret til de internationale medier. Men en uge efter krigen
fremsatte den israelske regering et forslag til fred med araberne og
forhandlingernes forudsætning skulle være våbenstilstandslinjerne fra
1949. Til gengæld skulle de arabiske lande anerkende staten Israel.
Syrien og Egypten afviste blankt det israelske udspil, og i stedet
mødtes de arabiske ledere i september 1967 i Khartoum i Sudan hvor de
vedtog deres berygtede principielle tre nejíer: nej til fred med
Israel, nej til anerkendelse af Israel og nej til forhandlinger med
Israel. Mødet var først og fremmest de arabiske landes forsøg på at
skabe samling og enhed i egne rækker og en demonstration af at
ydmygelsen havde været så stor at fred næppe var mulig med krigen som
udgangspunkt. Nogle arabere, heriblandt Kong Hussein af Jordan,
regnede dog fortsat med at amerikanerne ville tvinge Israel til at
opgive de besatte områder. Den amerikanske udenrigsminister Dean Rusk
havde forsikret ham om at Israel snart ville rømme størstedelen af
Vestbredden, og præsident Johnson mente at det ville ske i løbet af 6
måneder.[64]
I marts 1969 søgte præsident Nasser at lægge pres på israelerne ved
hen over Suezkanalen at starte den offensiv der blev kendt som
"udmattelseskrigen" som rullede frem og tilbage i de følgende 16
måneder og blandt andet bevirkede at en million egyptere blev
fordrevet fra deres hjem. Tanken var ikke kun at genere israelerne,
men også at vække amerikanerne til dåd. For at tydeliggøre det for dem
rejste Kong Hussein til Washington og forklarede præsident Richard
Nixon at såvel han som præsident Nasser og hovedparten af de arabiske
ledere var parate til at slutte fred med Israel så snart israelerne
havde forpligtet sig til at trække sig tilbage til grænserne fra 4.
juni 1967.
1969: Rogersplanen
Den amerikanske udenrigsminister William Rogers gik i gang med at
udarbejde en fredsplan for Mellemøsten, kendt som Rogersplanen. Planen
blev præsenteret i december 1969, og den pålagde Egypten at slutte
fred med Israel til gengæld for at Israel trak sig tilbage fra
Sinaiørkenen. Planen opfordrede også til forhandlinger mellem Jordan
og Israel som skulle føre til en senere israelsk tilbagetrækning fra
Vestbredden til gengæld for en fredsaftale som også skulle omfatte
Jerusalems fremtid og en løsning på det palæstinensiske
flygtningeproblem.[65]
Egypten viste interesse for planen, men ønskede en samlet fredsløsning
og ikke en separat aftale. Jordan var ikke helt begejstret for planen
da den ikke gjorde en israelsk tilbagetrækning til en betingelse for
en fredsaftale. Israel forkastede Rogersplanen. En anden ikke
uvæsentlig person i spillet om Mellemøsten var Henry Kissinger som på
det tidspunkt var præsident Nixons sikkerhedsrådgiver. Han blev "den
mest magtfulde manipulator af regionens skæbne siden Europa opdelte
det tidligere osmanniske imperiums provinser efter Første
Verdenskrig."[66] Kissinger var dengang som senere imod enhver plan
der krævede israelsk opgivelse af de besatte områder til gengæld for
sikkerhedsgarantier.
I begyndelsen af januar 1970 bombede Israel i udkanten af Cairo i
Nildeltaet og langt ned i Nildalen. Det medførte en skarp reaktion fra
Moskva som lod USA forstå at hvis det fortsatte ville Sovjetunionen
være nødsaget til at levere egypterne udstyr så de kunne slå igen. I
februar bombede israelerne igen, denne gang en fabrik syd for Cairo.
170 arbejdere blev dræbt og såret. En af bomberne detonerede ikke, og
den viste sig at være fremstillet i USA.
Den israelske forsvarsminister Moshe Dayan forklarede at det var en
fejl at et civilt mål var blevet bombet, og han fremsendte
klassificeret information til egypterne om hvordan de skulle detonere
bomben. På det tidspunkt var Yitzhak Rabin Israels ambassadør i USA og
stod på venskabelig fod med Henry Kissinger. Da Kissinger hørte om
Dayans beklagelser og at han havde meddelt egypterne hvordan de skulle
afmontere bomben ringede han til Rabin: "Vær mere forsigtig med
bombningen og med amerikanske hemmeligheder. Vi ønsker ikke at Sovjet
skal få dem." [67] Der var dog ingen problemer da Rabin kort efter bad
amerikanerne om flere våben, herunder Phantom fly som gjorde det
muligt for israelerne at trænge dybere ind i Egypten. I april 1970
ramte israelerne en folkeskole. 64 blev dræbt.
I sommeren 1970 fremsatte William Rogers sin plan nummer 2 som gik ud
på våbenstilstand i den igangværende udmattelseskrig langs Suezkanalen
og forhandlinger om fred mod territorium. Våbenhvilen blev etableret i
august 1970, men forhandlingerne brød sammen allerede i
sonderingsstadiet i foråret 1971.[68]
1948-Flygtningene i baggrunden
Den store gevinst for Israel var at fokus ñ også det arabiske - nu
flyttede sig fra de problemer der var skabt i 1948 til de nyopståede
problemer. Der taltes ikke længere om flygtningenes ret til at vende
tilbage og leve i fred, men kun om "at opnå en retfærdig løsning på
flygtningeproblemet"; det var en af hovedårsagerne til at
palæstinenserne i mange år var imod resolution 242. 1967-krigen skabte
indirekte en accept af Israels aldrig fastlagte grænser sådan som de
så ud efter erobringerne i 1947-1949.
Originaldokumenter:
Forhandlinger i FN 1967 og sikkerhedsrådets resolution 242
[1] Avi Shlaim: The Iron Wall, s. 228.
[2] Interview med forfatteren i maj 1998.
[3] Avi Shlaim: The Iron Wall s. 225-226.
[4] Citeret fra ibid., s. 230.
[5] Ibid., s. 222.
[6] Svend Holm-Nielsen op. cit. s. 159.
[7] Ibid.. USAhavde i 1956 haft planer om at støtte et kup i Damaskus,
men det blev forpurret af Suez-krigen.
[8] Se kapitel 11.
[9] Patrick Seale: Asad, the struggle for the Middle East, s. 128-129.
[10] Det er denne stribe land der er stridsspørgsmålet mellem Syrien
og Israel i fredsforhandlingerne.
[11] Amikan Nachmani fra Bar Ilan universitetet i Mark Matthews:
"Water flows through dispute over Golan", The Baltimore Sun, 11.
december 1999.
[12] Avi Shlaim: The Iron Wall, s. 235.
[13] Ibid., s. 235-236.
[14] Ibid., s. 242.
[15] Saudi Arabien håbede formentlig at svække Egypten i krigen i
Yemen, hvor for øvrigt også Israel var involveret: "Den israelske
hjælp kom til udtryk i form af nedkastning af våben med faldskærm til
de kongetro styrker og afsendelse af instruktører til at træne dem.
Det israelske motiv til at blande sig var at svække Egypten, som
general Gamal Abdel Nasser stod i spidsen forÖIndblandingen i
borgerkrigen var et led i Mossads generelle strategiske plan, der
søgte at dele den arabiske verden og finde fælles allierede." Haíaretz
21. februar 2000, Yossi Melman: "Et tidligere overhoved for Mossad
indrømmer: Israel var indblandet i krigen i Jemen".
[16] Patrick Seale: AsadÖ op. cit. s. 129.
[17] Ibid., s. 130.
[18] Maxime Rodinson: Israel and the Arabs, s. 193-194.
[19] Patrick Seale: AsadÖ op. cit. s. 131.
[20] Ibid., 132-133.
[21] Ibid., s. 136.
[22] Tom Segev: The SeventhÖ op. cit. s. 387.
[23] Levi Eshkol blev født i Ukraine i 1895 som Levi Shkolnik. Han kom
til Palæstina som 19-årig.
[24] Tom Segev op. cit. s. 387.
[25] Avi Shlaim: The Iron Wall, s. 220.
[26] Tom Segev, op. cit. s. 389.
[27] Ibid.
[28] Ibid.
[29] Alan Hart: Arafat,s. 100.
[30] Levi Eshkol var både stats- og forsvarsminister, ligesom Ehud
Barak er det i dag (2000).
[31] Avi Shlaim: The Iron Wall, 2000, s. 239.
[32] Segev op. cit. s. 390.
[33] Rosenberg op. cit. s. 177.
[34] Avi Shlaim: The Iron Wall, s. 241.
[35] Anwar el-Sadat: "Mit liv - mit land" s. 163.
[36] Ibid., s. 164.
[37] Da krigen var slut havde Israel mistet i alt 40 fly og 394 tanks,
hvoraf mange dog kunne repareres. Araberne mistede 444 fly og 965
tanks. Avi Shlaim The Iron Wall s. 250.
[38] Odd Karsten Tveit: Alt for Israel, op. cit. s. 350-51.
[39] Avi Shlaim: The Iron Wall, s. 244.
[40] Patrick Seale: AsadÖ, s. 136-137.
[41] Golda Mei, op.cit. s. 306-307.
[42] Patrick Seale:AsadÖ s. 138.
[43] Scenen er uddødeliggjort af Klaus Rifbjerg i digtet "Støvlerne".
[44] Avi Shlaim: The Iron Wall, s. 242-243.
[45] Ibid., s. 247.
[46] Ibid., s. 249.
[47] Ibid., s. 245.
[48] Ibid., s. 245.
[49] Teddy Kolek blev derefter borgmester for det samlede Jerusalem.
[50] Odd Karsten Tveit: Alt for Israel, op. cit 380.
[51] Citeret fra Rosenberg op. cit. s. 325-326.
[52] Henry Cattan: "Palestine, The Arabs & Israel," 1969 s. 107 En
anden kilde mener, at 300.000 palæstinensere flygtede til Jordan under
og umiddelbart efter krigen i 1967: Janet Abu Lughod: "Israeli
Settlements in Occupied Arab Lands: Conquest to Colony" i Journal of
Palestine Studies 42, Vol. IX, no. 2, Winter 1982 s. 32.
[53] Anwar al-Sadat, op. cit. s. 168.
[54] Patrick Seale: AsadÖ s. 142 ñ ifølge egyptisk humor blev Amer
"selvmyrdet".
[55] Også på flere andre sprog, bl.a. spansk, er der bestemt artikel
foran besatte områder. I realiteten burde det ikke være et problem i
betragtning af at resolutionen bestemmer at det er utilladeligt at
tilegne sig territorier ved krig.
[56] United Nations Resolutions on Palestine, op. cit. s. 143.
[57] Odd Karsten Tveit: Alt for Israel, op. cit. s. 393.
[58] Tom Segev op. cit. s. 392.
[59] Menuhin op. cit. s.494.
[60] Stephen S. Rosenfeld: "Israelis Face a Shattered Illusion",
Washington Post den 22. marts 1970, citeret fra Nissim Rejwan op. cit.
s. 4. [61] Citeret fra ibid. s. 6.
[62] Citeret fra Svend Holm-Nielsen op. cit. s. 164.
[63] Rosenberg op. cit. s. 216 og 236.
[64] Odd Karsten Tveit: Alt for Israel, op. cit. s. 387.
[65] Alan Hart, op. cit. s. 168.
[66] Seale: AsadÖ op.cit. s. 154.
[67] Karsten Tveit: Alt for Isarel, op. cit. s. 435-436.
[68] Rosenberg op. cit. s. 346 og 472.