---

Når korpsånd sammensmelter lyst og pligt, bliver det harmonisk at
"pæse" børn   
Den amerikanske "tigermor", der har skabt debat om Kinas økonomiske
forspring ved at rapportere om sin opdragelse af vidunderbørn, er
atypisk (og dog lærerig).
Hendes mor forlod Kina, hvor hun nedstammede fra fornem mandarinslægt,
der nok har haft fine traditioner for indlæring.
Hun beskriver en ultrahård pligtopfyldelse, hvormed hun lærer sine
døtre musik, så én bliver Carnegie Hall klaversolist og den anden
gør oprør og dropper violinspil efter at være blevet koncertmester.
Hun hævder, at response fra Kina på bogen har været at hendes
opdragelse er alt for mild.
Hun synes at være splittet og lidt selvbedragerisk, idet hun afviser
at bruge bestikkelse, men klart gør det, og hun siger hun ville gøre
alt på samme måde, hvis hun skulle gentage tilsvarende opdragelse, men
hun ville lægge mere vægt på lykke og mindre på succes
Mon ikke succesen har været årsagen til lykken?
Datteren der dropper violin til fordel for tennis, savner orkestret og
har klart haft gavn af at være blevet super-dygtig på et felt og kan
overføre det til andre kompetencer og vil kunne få succes mange steder
i erhvervslivet
AT hun gør oprør er måske en afsmitning fra oprørsånden i the American
Dream
Jeg tror hun har haft en superlykkelig barndom trods begrænset samvær
med jævnaldernde for.
"Sammen med andre, æder de dig op, i ensomhed æder du dig selv op "
(Nietzsche)
Moderen har i bedste mandarinånd levet og åndet for fælleskabet og
haft en korpsånd, der fik lyst og pligt til at smelte sammen. Datteren
har beundret den målbevidste mor som sikrede, at hun aldrig kedede
sig. Der var kærlighed i, at hun blev pæset frem, helt som da Mozarts
far gjorde ham til tidlig komponist-geni, der døde udbrændt ret
tidligt (ligesom vanGogh). Men som nok har haft stjernestunder, der
kompenserede for afsavn