Den Europæiske Union er karakteriseret af, at det egentlig altid har
været en snæver overnational elite, der har drevet den frem - aldrig
unionens enkelte folk, aldrig folkeslagene - så at sige.
Denne elite har uafladeligt drevet “projektet” frem, drevet “ideen”
frem. For dem var EU aldrig, som vist de fleste europæere så unionen,
bare en handelsmæssig, praktisk samarbejdsorganisation; nej, for dem
var og er EU en ideologi.
Min gamle ven, Mogens Camre gav mig en gang en levende, personlig
skildrig af, hvordan bogstavelig talt hele verdensbilledet forandredes
for ham, når han hver mandag tog ud på sin relativt korte flyrejse fra
København til Bruxelles. Hvordan folk og politikere herhjemme forholdt
sig til dagligdags, nærværende problemer - mens kommission, parlament
og ikke mindst embedsmandsværket i Bruxelles var travlt optaget af at
tænke store tanker, og af bestandigt at drive, ja ligefrem piske,
EU-ideologien fremad. Bestandigt fremad!
Jeg er fuld af beundring for Mogens Camre - som jeg i dag er det for
Morten Messerschmidt - ikke alene på grund af deres dygtighed og
viden, men så sandelig også fordi de, når jeg kender deres sunde sjæle
og holdninger overhovedet kunne og kan holde ud til at være i
Europaparlamentet flere dage ad gangen hver uge. Selv får jeg røde
knopper, kløen og svien de par gange om året, hvor jeg - så kort som
muligt (…!), bliver nødt til at være der. For huset formelig emmer af
elitær EU-ideologi…
Det er med EU-ideologien som med andre ideologier: Når virkeligheden
ikke er i overensstemmelse med ideologien, er det virkeligheden, der
er noget galt med - ikke ideologien.
Når man således eksempelvis, under trompetfanfarer og skyllet ned med
champagne, lader fremstille og indføre en fælles valuta - og det så
viser sig, at den bliver en økonomisk ulykke, ja ligefrem økonomisk
ruin, for en række af medlemslandene, ja, så lader man fortsat som om,
euroen er en vældig god idé og en kolossal succes. Der er bare lige
nogle lande, som skal pumpes op med nogle tusinde milliarder euro.
Sådan cirka en gang hver tredje måned…
Virkelighedens verden tror selvfølgelig ikke længere på projektet.
Ingen normal kapitalist ved sine fulde fem kunne drømme om at putte
penge i eksempelvis græske, irske eller portugisiske
statsobligationer.
Men Den Europæiske Centralbank køber og køber og køber af disse
efterhånden helt værdiløse papirer. Ikke da fordi direktørerne i
banken er idioter; næh, de er dygtige folk, som godt ved, at banken
uvægerligt vil ende med så enorme tab at kun fantasien kan tænke sig
til alle nullerne på bundlinjen.
Men direktørerne er nødt til at underordne sig ideologien - og at
blæse på virkeligheden. Til stor skade for alt og alle - ikke mindst
til de helt almindelige mennesker, der er så uheldige at bo i
euro-ramte stater som Grækenland, Portugal, Irland, Belgien, Spanien
og Italien, og som nu må betale for EU-ideologien i form af
lønnedgange på 20-30 procent.
Det rigtige ville selvfølgelig være at erkende, at de nævnte lande var
langt, langt bedre tjent med deres gode gamle valutaer som drachmer,
pesos, pund, franc, pesetas og lire - valutaer, som kunne tilpasses
det enkelte lands behov og virkelighed.
Eller hvad med grænsekontrollen, som nu flere og flere lande i EU
seriøst overvejer at genindføre - netop fordi man har indset, at det
naturligvis ikke giver mening at fjerne grænserne, hvis man vil den
grænseoverskridende kriminalitet til livs. I Bruxelles er man ved at
gå til af raseri over sådan noget snak. EU-ideologien tilsiger, at der
ikke skal være nogen grænser - og så blæser man på virkelighedens
behov.
Men skriften på væggen for EU kan nu ikke alene anes: Den står nu
tydeligt og klart skrevet med flammeskrift. Folkeslagenes opgør med EU
tager form. Og det vil med EU-ideologien gå som det gik med andre
ideologier: Virkeligheden vil vinde til sidst…
http://blogs.jp.dk/susetfrahimmerland/2011/06/21/folkeslagenes-opg%c3%b8r-med-eu-tager-form/