Tigermors ærlighed
Når Time Magazine udnævner tigermor-forfatteren til en af verdens 100
mest indflydelsesrige mennesker i år, så er det overfladisk, at den
ellers Østen-forstandige Flemming Ytzen forenkler budskabet til
målrettet vestlig pligt-opdragelse som den var i 50erne - og en
"patriark i trusser og bh" og en "gammel hanløves brøl"(altsa
køns-spejlbillede)
Den amerikanske begejstring for bogen er letforståelig og i
forlængelse af den svenske Pippi&Emil forfatterinde, Astrid Lindgren
der skrev , at "de, der altid lader børn gøre, hvad de vil, har
fuldstændig misforstået frihedsbegrebet. Det er simpelthen fejt at
sige til sine børn: I kan gøre, hvad I vil. "
Desværre har jeg ikke børn med den japanske sygeplejerske og forfatter
, som jeg bor sammen med og giftede mig med for 18 år siden, men mine
studier med hende om Øst-Vest forskelle gør det indlysende for mig at
konfuzianerne er mere ærlige med mindre selvbedrag, dagdrømmeri og
livsløgn. De holder mere af hinanden og har bedre moral. Amy Chuas
opdragelses-bog giver samme indtryk.
Når tigermors intense feminine og umaskuline musikopdragelse skaber
oprør hos den yngste datter, så hun dropper det violinspil, der har
gjort hende koncertmester som teenager, så skifter hun til tennis -
men savner ofte orkestret
Det har ikke været spildt - hun kan overføre færdigheder til sin ny
karriere og hobby.
Hun er ikke blevet påtvunget kedsomhed af en Ritt Bjerregaards
ligemageri ("det som ikke alle kan lære, skal ingen lære") og hun har
nydt godt af den Glistrup-Erhard Jakobsenske doktrin om at "Det
vigtigste er ikke, hvad man lærer, men at man lærer noget".
At lære kongerække og den store tabel optræner mnemoteknik og
selvdisciplin
|