---

C. H. Spurgeon's
Morgen og aften

Februar

02/11/PM

'Du har forladt din første kærlighed.' - Åbenbaringen 2:4

Det bedst huskede og den lyseste af alle tider, da vi først så Herren, hvor
vi mistede vor byrde, modtog løfterne, lovpriste i den fulde frelse, og gik
vor vej i fred. Det var forårs tid i vores sjæl; vinteren var forbi; mumlen
af Sinais torden var stillet af; glimtene af dets lyn var ikke mere set; Gud
var set som forligt med; lovens trusler kom ikke med hævn, retfærd forlangte
ikke straf. Da kom blomsterne i vores hjerte; håb, kærlighed, fred, og
tålmodighed sprang fra græstørvet; hyacinterne af anger, vintergækken af ren
hellighed, krokus af gylden tro, påskeliljen af tidlig kærlighed, alle
dækkende sjælens have.

Tiden for fugle sang var kommet, og vi lovpriste med taksigelse; vi ophøjede
det hellige navn af vor tilgivende Gud, og vores beslutningsomhed var,
"Herre, jeg er din, helt din; alt hvad jeg er, og alt hvad jeg har, vil jeg
hengive til dig. Du har bragt mig med dit blod - lad mig bruge mig selv og
blive brugt i din tjeneste. I liv og i død, lad mig være sat til side til
dig." Hvor har vi bevaret denne beslutning? Vores støttende kærlighed
brændte med en hellig flamme af hengivenhed til Jesus - er det det samme nu?
Må ikke Jesus sige til os, "Jeg har noget imod dig, fordi du har forladt den
første kærlighed"? Nu vel, det er kun en lille smule vi har gjort for
Mesters herlighed. Vores vinter har været alt for længe.

Vi er så kolde som is når vi skulle føle en sommers varme og blomstre ved
hellige blomster. Vi giver til Gud øre når han fortjener kroner, nej,
fortjener vores hjertes blod til at blive brugt i tjenesten i hans kirke og
for hans sandhed. Men skal vi fortsætte sådan? O Herre, efter du har så rigt
velsignet os, skal vi så være utaknemmelige og blive ligegyldige overfor din
gode sag og gerning? O opliv os at vi må vende tilbage til vores første
kærlighed, og gøre vores første gerninger! Send os en elskværdige forår, O
sol af retfærdighed.

---

On 11 Aug., 12:22, "Ole Madsen" <o-mad...@privat.dk> wrote:
> C. H. Spurgeon's
>  Morgen og aften
>
> Februar
>
> 02/11/PM
>
> 'Du har forladt din første kærlighed.' - Åbenbaringen 2:4
>
> Det bedst huskede og den lyseste af alle tider, da vi først så Herren, hvor
> vi mistede vor byrde, modtog løfterne, lovpriste i den fulde frelse, og gik
> vor vej i fred. Det var forårs tid i vores sjæl; vinteren var forbi; mumlen
> af Sinais torden var stillet af; glimtene af dets lyn var ikke mere set; Gud
> var set som forligt med; lovens trusler kom ikke med hævn, retfærd forlangte
> ikke straf. Da kom blomsterne i vores hjerte; håb, kærlighed, fred, og
> tålmodighed sprang fra græstørvet; hyacinterne af anger, vintergækken af ren
> hellighed, krokus af gylden tro, påskeliljen af tidlig kærlighed, alle
> dækkende sjælens have.
>
> Tiden for fugle sang var kommet, og vi lovpriste med taksigelse; vi ophøjede
> det hellige navn af vor tilgivende Gud, og vores beslutningsomhed var,
> "Herre, jeg er din, helt din; alt hvad jeg er, og alt hvad jeg har, vil jeg
> hengive til dig. Du har bragt mig med dit blod - lad mig bruge mig selv og
> blive brugt i din tjeneste. I liv og i død, lad mig være sat til side til
> dig." Hvor har vi bevaret denne beslutning? Vores støttende kærlighed
> brændte med en hellig flamme af hengivenhed til Jesus - er det det samme nu?
> Må ikke Jesus sige til os, "Jeg har noget imod dig, fordi du har forladt den
> første kærlighed"? Nu vel, det er kun en lille smule vi har gjort for
> Mesters herlighed. Vores vinter har været alt for længe.
>
> Vi er så kolde som is når vi skulle føle en sommers varme og blomstre ved
> hellige blomster. Vi giver til Gud øre når han fortjener kroner, nej,
> fortjener vores hjertes blod til at blive brugt i tjenesten i hans kirke og
> for hans sandhed. Men skal vi fortsætte sådan? O Herre, efter du har så rigt
> velsignet os, skal vi så være utaknemmelige og blive ligegyldige overfor din
> gode sag og gerning? O opliv os at vi må vende tilbage til vores første
> kærlighed, og gøre vores første gerninger! Send os en elskværdige forår, O
> sol af retfærdighed.

må de huske deres første regn i det tørre Afrika,,så kraftigt at det
også vil regne
som man også med vilje kan fremmane følelse af kærlighed midt i
depressionen
det er nok det som menes med ordet,,kom din første kærlighed i hu og
omvend dit sind til det du har brug for
ikke mange ved at de bare kan føle det og give det magten og ære i dem
selv
sådan kan man også føle regn og med vedvarende ord der udlukker alt
andet end følelsen af regn vil det regne i det tørre Afrika
med vedvarende ord til følelsen af kærlighed vil alt andet udelukkes
og himlen er kommet nær