Hvis det var sandt?
===============
Hvis det var sandt, at Jesus havde eksisteret, ville tingene virkelig
være sket, som de fortælles i evangelierne? Vi gennemgår de hebraiske
og de græske skrifter og vi sætter dem op mod hinanden og mod andre
skrifter fra dengang. Her nøjes vi med bibelen, historiske
kendsgerninger og lidt logisk tænkning.
Han er genopstået fra de døde
=========================
Genopstandelsen beskrives ikke
Den kristne tro bygger meget på, at Jesus genopstod på tredjedagen fra
de døde. Det er et spørgsmål om tro, fortæller man. Det er det i endnu
højere grad, at evangelierne, som ellers fortæller flere episoder af
genopstandelse, er forbavsende stille, når der er tale om Jesus
genopstandelse.
Det første spørgsmål vi må stille os er, hvorvidt Jesus overhovedet har
været begravet? Evangelisterne understreger indirekte, at Jesus ikke
blev begravet hverken af Peter eller af nogen af hans disciple, ej
heller af sin mor eller familie, hvilket er meget forbavsende.
Det forbavser, da jøderne havde, og har, stærk tro og symboler i
forbindelse med begravelse, og det kan lyde foruroligende, at ingen af
dem har haft så meget respekt for deres familiemedlem, lærer eller
Messias, så de gav ham en anstændig begravelse.
Den eneste, som tager sig af det, er en personage, som dukker op fra
intetheden i historien, og som hedder Josef fra Arimatæa, og til hvem
Johannes associerer en Nikodemus. Josef fra Arimatæas rolle er åbenbart
blot den at dukke op i historien på et tidspunkt, og han forsvinder
igen lige efter, at han har spillet sin rolle. Han låner sin grav ud
til Jesus, men kommer ikke igen for at konstateret, at den er blevet
åbnet. Han dukker bare ikke op igen. Pilatus, som åbenbart har det så
godt med ham, så han giver ham lov til at tage Jesus ned og lægge ham i
graven, spørger ham heller ikke ud om noget bagefter, når graven er
fundet tom.
Hvad er Josef fra Arimatæas rolle? Den får en til at tænke på en dårlig
forfatter, som har glemt en vigtig detalje i sin krimi, og som lige
pludseligt indsætter en person, som man ikke fik præsenteret til
læseren før, og som skal udføre den handling eller fylde hullet, så at
sige, som historien påviser lige et bestemt sted.
Under den historie gemmer der sig to beroligelser. Den ene er for at
fortælle os, at ja, Jesus, som er forsvundet efter sin død, er blevet
begravet. Han var lagt i en grav. Blæse være med, at man ikke har en
nøjagtig plan over lige præcis, hvor det var, det vigtigste er, at det
bliver beskrevet, at han blev begravet.
Den anden side af sagen er, at Josef fra Arimatæa får os til at glemme,
at det var de korsfæstedes lod enten at få lov til at blive hængende på
korset, efterladt til ravne og hunde eller også at blive smidt i en
fællesgrav.
Forbavsende er det at mærke sig, at hvis vi antog, at Jesus rent
faktisk blev begravet, hvilket er langt fra sikkert, så beskriver ingen
af evangelisterne selve genopstandelsen. Det eneste argument, man har
på det, er den tomme grav. Dette er betænkeligt, da evangelierne ellers
ikke tøver med at fortælle os om både Lazarus og andre, som genopstår.
Man vil med rette kunne fortælle, at faktisk genopstår Jesus ikke i
nogen af evangelierne! Evangelierne fortæller os, at Jesus dør på
korset og dukker op igen og 'lader sig se' af disciplene og enkelte
andre.
Det er endnu mere foruroligende at konstatere, at disse fortællinger om
at se Jesus faktisk er meget uens.
Først og fremmest, vigtig detalje, Markus, som antages at være det
første og ældste af evangelierne, beskriver ingen genopstandelse.
Markus, inden en ny slutning blev tilføjet, kendte ikke til nogen
genopstandelse. Kvinderne, som finder den tomme grav, får fortalt af en
engel, at de skal til Gallilæ og advare disciplene, hvilket de ikke
gør. I stedet flygter de og siger intet til nogen. Sådan sluttede det
oprindelige evangelie: 'Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i
hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. v6 Men han
sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret,
den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet,
hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at
han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har
sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede
og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.'
Det var først i begyndelsen af det 2. årh., at den slutning, vi kender
i dag, blev tilføjet. De småt 50 linjer, der blev tilføjede senere,
hedder derfor 'Marks finale' og er tydeligvis en sammensætning af de
tre andre evangelier.
De tre øvrige evangelister er ikke helt enige om de steder, hvor eller
til hvem Jesus har vist sig. Hos Matthæus har Jesus vist sig i
Jerusalem (Matt. 27:61), til Jakobs mor (Matt. 27:10) (uden videre
forklaring om hvem Jakobs mor nu er) og så i Gallilæ, de 11 discipler
ser ham (12 minus Judas).
Hos Lukas og Johannes udvikler fortællingerne sig en del. Hos Lukas kan
to pilgrimme møde ham på vej til Emmaüs, et anden syn sker i Jerusalem,
de 11 og deres venner ser ham. Pilgrimmene bliver derfor besynderligt
forfordelte, siden Jesus viser sig for dem, før han viser sig for sine
disciple. Ingen af kvinderne har nogen syner, og intet syn foregår i
Galillæ, der hvor engelen ellers sender kvinderne i Markus.
Hos Johannes får Maria Magdalena et syn i Jerusalem og disciplene, med
undtagelse af Thomas, ser ham (altså ti disciple eller er Judas stadig
med, og det er Thomas der tænkes på i Lukas?) Så et andet syn, i
Galillæ denne gang, kun til syv disciple, ved Tiberiade søen. I
Apostlenes Gerninger viser han sig for de 12 plus Peter (altså
tretten?) og til 500, og han viser sig i 40 dage.
Disse syner har ingen enhed. Hverken stedsmæssigt: indenfor så vel som
udenfor, i Judæa, i Gallilæ, i Jerusalem, rundt om Jerusalem, uden at
man kan få disse forskellige fortællinger til at passe sammen.
Han viser sig lige så vel til en som til flere personer, til to, tre
eller en gruppe.
Problemet er at Paulus skriver meget begrænset om, hvem der har set og
ikke set Jesus. Ifølge ham er Jesus blevet 'set af Kefas og dernæst af
de tolv. Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang,
de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen. Dernæst blev
han set af Jakob, siden af alle apostlene. Men sidst af alle blev han
også set af et misfoster som mig' (1.kor. 15:5-9).
Ud over Peter og de tolv kan vi tydeligt se, at ovenstående liste ikke
passer med evangeliernes liste, evangelier, som end ikke er indbyrdes
enige.
Det kan forstås, at forskellige rygter har kørt lidt rundt de første
dage, men hvorfor er de ny testamentlige tekster så uens? Hvorfor blev
de personer, som har oplevet Jesus, ikke bedre skrevet ned og
registreret? Kvinder kommer ind og ud, Peter er ikke nødvendigvis den
første, disciplene yder modstand her og der...
Vi kan måske bedre forstå det, der sker, ved at se på 1. Korinterbrev.
Paulus kender tydeligvis ikke til listerne fra evangelierne, og man kan
se to faser i hans beskrivelse, to grupper, som hver er samlet om sin
tankegang: Den første er omkring Peter, den anden Jakob, Jesu bror. Det
er faktisk to vigtige personer i Jesu arv. Den kødelige, broderen, den
åndelige, Peter og, som den tredje vej, ham, misfosteret.
For Paulus viser disse syner ikke noget om Jesu genopstandelse. De
giver autoritet. Det er derfor, og sådan, at han kan få titelen som
apostel. Alt dette ændrer sig med evangelierne, som blev skrevet efter
brevene. De personer, som Jesus viser sig for, genkender ham ikke, tror
han er en anden (en rejsende, gartneren), og idet, de får øjnene op for
Jesus, genkender de ham og stort set, når de gør det, er han forsvundet
igen. I de syner, der bliver beskrevet i evangelierne, er der ikke tale
om myndighed, der er tale om forskellen mellem at tro og ikke at tro,
se uden at tro og tro uden at se. Disse er tydeligvis åndelige øvelser.
Om genopstandelsen har et reelt grundlag kan ikke bevises. Der er ingen
historiske grundlag, ingen empirisk grundlag, og Jesus har desværre kun
vist sig til dem, som troede på ham, aldrig til dem, som gik imod ham
eller til sine fjender, hvilket ville have været en god måde at
konfrontere sine modstandere på.
Evangelisterne er, på trods af at de flere gange tydeligvis har fusket
med historiske fakta, været ærlige nok til at lade læserne forstå, at
tro er uden om historien. Hos Markus og Matthæus er det en engel, der
fortæller om genopstandelsen. De er to hos Lukas og Johannes, men
stadig overnaturlige. Der er tale om noget, man kan tro på eller ej.
Der er ikke tale om beviser.
De første kristne ventede på de sidste dage, på Jesu genkomst: Maran
atha! slutter Paulus sit 1. korinterbrev: Kom Herre. Evangelierne og
Paulus' breve tyder alle på, at man venter på at Jesus skal komme
tilbage lige om lidt for at gøre det færdigt, han skulle : 'Det er
ligesom med en mand, der skulle rejse til udlandet; han forlod sit hus
og gav sine tjenere fuldmagt, hver enkelt sin opgave, og dørvogteren
pålagde han at våge. Våg derfor, for I ved ikke, hvornår husets herre
kommer, om det bliver om aftenen eller ved midnat eller ved hanegal
eller ved daggry; lad ham ikke finde jer sovende, når han pludselig
kommer. Hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Våg!«' (mark.
13:34-37)
eller: Om tider og timer har I ikke brug for, brødre, at der skrives
til jer. For I ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv
om natten. Når folk siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen
pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke
undslippe. (1.thes. 5:1-3)
Man kan tydeligvis læse uro, den spændte venten i teksterne. Markus er
endda ret nøjagtig i angivelsen af tid, den kan måles i vores målestok:
Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette
sker. (Mark. 13:30)
De kristne (selv om de ikke endnu kaldes sådan) venter på Riget, og det
rige, de venter på, er ikke et spirituelt rige, det er ikke et indre
rige. De venter på Israels rige. Det kødelige Israel. Det hellige land
Israel. Jesus har ikke bevæget sig uden for Israel. Han var jøde,
forkyndte for jøder, agtede ikke at forkynde for andre end jøder, og
det er tydeligvis det, der ventes: Og både de, der gik foran, og de,
der fulgte efter, råbte: Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i
Herrens navn! Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer! (Mark.
11:9) De tre evangelier overtager det. Man venter på Davids rige:
Israel.
Hvis Jesus viser sig til to pilgrimme på vej til Emmaüs, er det også
for at slå fast, at der er tale om at generobre landet Israel fra
Romerne: Emmaüs er stedet, hvor Judas Maccabees fik sin første sejr for
befrielsen af landet Israel: vi havde håbet, at det var ham, der skulle
forløse Israel (Luk. 24:21).
Judas Maccabee var leder af den såkaldte maccabee-opstand mod
besættelsesmagten, dengang Syrien. Hans første sejr mod den ellers
stærkere overmagt var i slaget ved Emmaüs.
Man skal, her igen, se et symbol i, at pilgrimmene er på vej dertil.
Man ventede igen på at overmagten, her romerne, skulle smides ud af
Israel.
Det er også det Paulus håber på i begyndelsen: Herre, er det nu, du vil
genoprette Riget for Israel? (ApG. 1:6)
Håbet, læren var, at Jesus skulle befri Israels jord for hedninge, for
Romere. Ved at mene, at de havde set ham, kunne de nærmeste følgesvende
påvise, at nu var det ved at ske, at nu skulle han komme tilbage og
rydde op i det.
Men tiden gik og intet skete, hvorfor kristendommen skulle genopfindes.
(Cyril Malka)
(<
http://www.nytestamente.org/tekst/Han_er_genopst%E5et_fra_de_d%F8de>)
--
Venligst,
Cyril
Det Nye Testamente - Fortæller man alt? =>
http://www.nytestamente.org