Hvis det var sandt?
===============
Hvis det var sandt, at Jesus havde eksisteret, ville tingene virkelig
være sket, som de fortælles i evangelierne? Vi gennemgår de hebraiske
og de græske skrifter og vi sætter dem op mod hinanden og mod andre
skrifter fra dengang. Her nøjes vi med bibelen, historiske
kendsgerninger og lidt logisk tænkning.
Ved Damaskus
============
Men hvad skulle han ved den by?
==========================
Jesus' genopstandelse beskrives som et centralt begreb i den kristne
tro. Det omtales som et fakta, men det er ikke bevist af nogen.
Jesus har vist sig for dem, der troede på ham. Det er uheldigt, for
virkningen ville have været bedre, hvis han vist sig for de præster,
der fik ham dømt, for Pilatus, som sendte ham til korset, eller for de
vantro. Men nej, han valgte at vise sig for dem, som i forvejen troede
på ham. Dette gør arbejdet om at finde ud af fakta i den historie ret
så vanskelig.
En vigtig pointe i det, at Jesus viste sig for de forskellige, er, at
der bruges det græske verbum: ofté, som er et passiv form af verbet og
betyder, at han lod sig blive set, så at sige, hvilket er et udtryk som
benyttes, når man taler om, at Gud er kommet til udtryk. Vi skal se her
en guddommeliggørelse af Jesus.
Problemet er, at listen over dem, der har set Jesus, ikke er helt den
samme fra evangelium til evangelium, og man kan med sikkerhed fastslå,
at den opstandne Jesus for eksempel er blevet tilføjet til Markus længe
efter. Det ved man med sikkerhed, da man har fundet gamle manuskripter,
og disse sluttede med Markus 16:8.
Ifølge Apostlenes Gerninger har Paulus set og hørt Jesus tale til ham.
Det betragter man som så vigtigt en sag, at den bliver omtalt hele tre
gange i Apostlenes Gerninger: Kapitel 9, kapitel 22 og kapitel 26. Men
en sag, som er så vigtig, at det omtales så mange gang af Lukas (som er
ham, som ifølge traditionen har skrevet Apostlenes Gerninger), omtales
stort set aldrig i nogen af de breve, Paulus har skrevet selv. Der
kommer små hentydninger, men det er meget få. Vi skal huske på, at
Apostlenes Gerninger er skrevet efter Paulus' breve.
Men lad os se mere nøjagtigt på de tre udgaver af fortællingen.
Der tale om et lys, der kommer fra himlen og blinder Paulus (ApG. 9:3).
Forfatteren fortæller lidt senere, at det er "ved middagstid" (ApG.
22:6). Paulus bliver så blændet, at han falder til jorden (ApG.
22:6-10), og i den tredje fortælling fortælles dog, at det ikke kun er
Paulus, men også hans rejsedeltagere, der bliver væltet (ApG. 26:14).
Paulus bliver ændret fra forfølger til tjener.
Paulus ser intet, han hører en stemme, der kalder ham: Saul, Saul!
Stemmen kalder to gange, ligesom Moses bliver kaldt to gange i
fortællingen om den brændende busk. I den tredje fortælling fortælles
der, at der bliver kaldt på ham på hebraisk.
I den første fortælling er dialogen rimelig kort. Paulus får ordre til
at gå til Damaskus (ApG. 9:6). Temaet er nogenlunde den samme i den
anden fortælling (ApG. 22:10), men den er afgjort meget mere udviklet i
den tredje version, hvori Paulus bliver befalet en mission over for
ikke-jøder: ... jeg har vist mig for dig netop for at udvælge dig til
tjener og til vidne både om det, du har set, og om det, jeg vil lade
dig se, når jeg redder dig fra folket og fra hedningerne. Dem sender
jeg dig til for at åbne deres øjne, så de vender om fra mørke til lys
og fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndsforladelse og få
samme lod som alle de andre, der er helliget ved troen på mig. (ApG.
26:16-18).
Man må notere sig, at i alle tre tilfælde tager dialogen fat i et
spørgsmål stillet af Paulus, nemlig: Hvem er du, Herre?, hvilket må
siges at være et falsk spørgsmål, da han selv besvarer det spørgsmål,
han stiller.
Spørgsmålet har derfor ikke andet formål end at slå Herrens identitet fast.
Paulus' følge "står målløs" (faktisk er de blevet stumme, som Zakarias,
Johannes døberens far, når han hører englen Gabriel give ham nyheden).
I den første fortælling hører de stemmen, men ser ingen (ApG. 9:7), i
den anden ser de lyset, men hører ikke noget (ApG. 22:9), og i den
tredje version er Paulus tydeligvis den eneste, der hører (ApG. 26:14).
Ifølge den fortælling kan ingen bevise, hvad Paulus har hørt, set eller
ej. Ej heller hvad andre har set eller hørt. Tre fortællinger, tre
versioner.
Efter at Jesus har talt til ham, bliver Paulus blind: Skønt hans øjne
var vidt åbne, kunne han ikke se (ApG. 9:8) og Da jeg på grund af denne
lysglans ikke kunne se, måtte jeg ledes ved hånden af mine ledsagere og
kom så til Damaskus (Apg. 22:11), men når han fortæller om sit syn til
Herodes Agrippa, glemmer han helt den del af fortællingen for derimod
fortælle, at hedningene skal åbne deres øjne (ApG. 26:18).
Skulle man resumere sagen, så ville man kunne sige noget lignende: Idet
han var på vej til Damaskus, mødte Paulus ved middagstid et lysglimt.
Han genkendte Herren i dette lys, som sender ham til en mission for at
forkynde for hedningene.
Ser man på fortællingen, så kan man bemærke, at der er tre
balancepunkter, og disse er: høre/ikke høre, se/ikke se og tro/ikke tro.
Man kunne vælge at forstå fortællingerne som metaforer og ikke som
fortællinger. Hvis det ikke var fordi Paulus fortæller os, at han var
på vej til Damaskus? Hvad er det for en detalje at give, og hvad
betyder det?
Paulus har retning mod Damaskus, mod synagogerne, for at fange og
mishandle dem, der tror på Jesus.
Der er mange usandsynligheder i denne fortælling.
For det første det, at farisæerne skulle havde udkommanderet eller
tilladt Paulus til at gøre det. Farisæere var faktisk kendt for at være
meget brede i deres forståelse, og tanken om at Paulus skulle sendes ud
for at udryde nazaræerne, som faktisk er en anden kendt gren af
farisæerne, er usammenhængende og usandsynlig.
Der har altid været flere grundforståelser af jødedommen, og omend de
forskellige ikke var enige, så gik de ikke rundt og forfulgte hinanden
af denne grund.
Det er endnu mere uforståeligt, når man ved, at Damaskus, på Paulus'
tid, var en del af det arabiske rige (nabatæer), og hverken Rom endsige
Templets præster havde nogen som helst indflydelse eller noget at sige
om Damaskus overhovedet.
Dette forbliver en gåde. Det er dog et faktum: Paulus havde ingen
myndighed fra præsterne hverken i templet eller andre steder til at
forfølge nogen som helst. Den slags dokumenter eller praksis
eksisterede slet ikke.
Damaskus var under ingen af de til Paulus' knyttede riger: Israel eller
Romeriget. Ingen af disse to havde nogen form for myndighed i Damaskus.
Det at forfølge troende i et fremmed land ville sandsynligvis have ført
til krig.
Hvis man skal prøve at få mening af fortællingen, kan flere se en
allegori, en krypteret betydning: Saul, kunne være en pseudonym for den
bibelske Saulus, hvis liv han har overtaget. Lige som Saulus er han af
Benjamins stamme, hebræer, søn af Israel, og er så gået over til at
blive kristen.
Kan man finde andre forklaringer på Paulus' oplevelse?
Rationnelt set kan vi ikke overse træthed efter en lang rejse, manglen
på mad, vand, risikoen for solstik, når solen slår så hårdt, som der
fortælles af Paulus selv.
Patologisk set, kan vi her se beskrivelse af et epileptisk anfald,
hvilket ikke er at forkaste, eller en bestemt form af skizofreni, den
såkaldte hysterisk amblyopti, som blandt andre gener kan føre til
blindhed i kortere eller længere perioder.
Personligt mener jeg, at man skal huske, at vanviddet flere gange
bliver nævnt samtidigt som Paulus. Så har jeg da været vanvittig
(2.kor. 2:11), fortæller Paulus om sig selv, "du er vanvittig, Paulus!
Den megen lærdom driver dig til vanvid", siger Festus til ham.
Vanvid drejer om Paulus, sammen med en eventuel skyldfølelse, da han, i
sin vanvid eller vrede (afhængigt af oversættelserne) har forfulgt
Herrens disciple på det grusomste... forudsat denne del af historien
naturligvis er sandt... Hvilket er emnet for en anden tekst.(Cyril
Malka)
(<
http://www.nytestamente.org/tekst/Ved_Damaskus>)
--
Venligst,
Cyril
Det Nye Testamente - Fortæller man alt? =>
http://www.nytestamente.org