Kevin Borbye Edelvang wrote:
>> Det ville v re i strid med reglerne om droit morale ikke at angive de
>> medvirkende
>
> Det var et snedigt ikke-svar ;)
Kasper er i gang med at forberede retssager mod de TV stationer som ikke
viser samtlige credits fordi der er flere penge i reklameblokke end droit
morale
> Jeg tænker mig bare, man kan støde på situationen, hvor ophavsmanden er
> udvisket eller svær at definere, når noget er produceret af et selskab,
> en forening eller et kollektiv af kunstnere - evt. en sammenhæng, der
> består væsentlig længere, end et menneskeliv normalt varer.
Vent.. til du er sikker på at alle mulige ophavsmænd har været døde i 70
år (og sats på at de 70 år ikke bliver til 100 år, som i Mexico). Ellers
er der risikoen for at blive sagsøgt, ligesom de "onde" fildelere der som
bekendt understøtter terrorisme. Hvis du skal være 100% sikker, må du
hellere vente 200 år, så glem alt om DR produktioner, selv hvis du skulle
have en radio optagelse fra 1920'erne.
Det problem som du påpeger (hvem er ophavsmanden) er et reelt problem.
Det er fedt for juristerne men skidt for kulturen og vidensformidlingen.
Der findes mange gamle værker hvor ophavsmanden ikke kan identificeres
udover et navn (John Smith), kaldet "orphan works". Det gælder i højere
grad bøger end TV produktioner, men princippet er det samme. Selv om den
kommercielle værdi er lav, kan der være nogle som ønsker at genudgive
værket, eventuel i digital form. Distributionsomkostningerne er langt
lavere i dag end for 30 år siden på grund af internettet.
Men uden tilladelse fra ophavsretshaver krænker du dennes ophavsret,
ligesom fildelerne gør det. Ophavsmanden (lad os bare antage at han også
er -haver) ville måske i mange tilfælde være glad for at få sit værk
genudgivet, men typisk er ophavsmanden død, så arvingerne (samt deres
advokat) ser en mulighed for at score kassen, selvom værket egentlig ikke
havde nogen videre kommerciel værdi.
For 20 år siden kunne man relativt risikofrit udgive gamle værker, hvis
man havde gjort en rimelig indsats for at finde ophavsmanden. Det værste
som kunne ske var at ophavsmanden meldte sig og krævede erstatning, men
denne erstatning ville blive fastsat som om en aftale var indgået på
normale vilkår. Sådan er det bare ikke længere. Ophavsret über alles,
siger den multinationale indholdsindustri, og nu er der udover erstatning
for det reelle tab (som måske er meget tæt på 0) mulighed for at kræve
godtgørelse, samt true med fængselsstraf (hvilket altid hjælper til at
indgå forlig om størrelsen af godtgørelsen).
Personer der vil producere en dokumentarfilm med klip fra andre værker
kan også have problemer, specielt hvis der er tale om et uafhængigt
produktionsselskab som ikke har licenseret adgang til at masse
arkivmateriale fordi de tilfældigvis er et datterselskab af NBC. Hvis
dokumenterfilmen skal vises på en TV station (betaling for arbejdet),
risikerer denne TV station et medansvar, og det er sjovere at sagsøge TV
stationen end et Aps produktionsselskab med negativ egenkapital. TV
stationen vil måske forlange sikkerhed for at der ikke er et eneste
sekunds materiale som krænker tredjemands ophavsret, typisk i form af en
"errors and omissions" forsikring som dækker eventuelle krav.
Fedt for en multinationale indholdsindustri som på næsten Orwell'iansk
vis kommer til at kontrollere vores kulturarv ved hjælp af
ophavsretsloven. Ophavsret über alles!
--
Jesper Lund