---

Mine forgæves pioner-dyrekampe.
Mit frihedssyn gør det indlysende at både gladiator-sport og
kamphanevæddemål ku berige Danmark uden at afstumpe nogens psyke.
En pige ejede i Vordingborg en velbesøgt restaurant og på førstesalen
i hendes villa havde hun en ozelot, og jeg så hvordan hun undertiden
gav den en levende høne og satte barrierer i rummet, så jagten/kampen
blev langvarig.
Jeg havde dengang kaniner på gulvet i min stuelejlighed og om sommeren
var de bag volierenet i haven
Vi blev enige om at ansøge om tilladelse til at gøre kampe til
trækplaster for restauranten lørdag eftermiddage, hvor gæster var få.
Jeg søgte justitsministeriet og fik besøg af en hovedrystende
politimand der tydeligvis var mest interesseret i at fastslå at jeg
måtte være foragtelig excentrisk eller sindssyg . Han beså og
opmålte min have, som var vor PlanB.
Vi fik afslag.
Fler og fler lande forbyder tyrefægtning af hensyn til
DF-type-sentimentalister, så det er nok et tabt slag.
Men hvis du var tyr, ville en afsluttende pinefuld kamp mod matadoren
ikke være en bedre dødsmåde end en boltepistol?
Og hvis to terrorister er dødsdømt og vil dø i gladiatorkamp med maske
på, så de er anonyme, og intet kan råbe, ville de så ikke gøre lidt
gavn for en gangs skyld. Ved kampens afslutning eller ved regelbrud
afliver skarpskytte på afstand. Fordi vindere ikke genbruges opstår
ikke kult som i det gamle Rom.