Placebo, storhedsvanvid og lugtfobi
Placeboeffektens "nul-sum" ulempe
De fleste sygdomme tænker vi frem, semi-hypokondrisk og pga uheldig
social arv om tillært hjælpeløshed
Megen medicin og kirurgi virker pr troen-kan-flytte-bjerge effekten ,
som når Jesus sagde til lammede "Rejs dig og gå"
Lægens indbildningskraft består ikke kun i karismatisk optimisme i
kropssprog og fremmedordenes besværgelser.
Medicin har næsten altid store eller små bivirkninger, hvor alle
opfattes af underbevidstheden og nogle også føles mærkbart
At pillen eller indsprøjtningen giver fx mundtørhed eller hoste,
samvirker med patientens ønske om at blive rask,
og den fine læge, der gider snakke med dig, gir dig et statusløft,
og når så det fornemmes samtidig pr bivirkning, at "noget virker
internt "vedr medicinen ,så skabes evt den optimisme der får os til at
borttænke hypokondernykker og blive rask, Selvfølgellig virker
cvitamin og insulin direkte fysisk-kemisk hvis vi virkelig har vitamin
hhv hormonmangel, men den effekt kan være lille sammenlignet med den
psykologiske. Skørbug i den britiske flåde udryddes formodentlig på
Cooks tid mere af officerernes statusløft til matroserne end af
citrus.
Vort sociale liv er en alles kamp mod alle, og alle kneb gælder m.h.t.
at påføre andre en ucharmerende mindreværdsfølelse og selv opnå
resultater, der gir selvtillid og dermed sundhed
Hvad enten vi booster vor selvrespekt ved at gå til en statuslæge
eller indtage kemi, der giver et løft af optimisme og dermed charme,
så vil andre der ikke hjælpes ud af sundhedsproblemer, dykke på
rangstigen i samme grad, som du stiger, dvs projektet har "nul-sum" og
er en infight med tab=gevinst, set i det store perspektiv
Derfor er placebomedicin ikke et boost til en befolknings samlede
sundhed. Den enes tab er den andens gevinst
Vi er i et "internatonalt århundrede" hvor Kina snupper jobs og
arbejdsglæde fra andre, og deres sundhed vil nok snart blive mega-høj
som idolets, Japans.
Vi skal ikke tro på, at vi vil leve længere og længere - den statistik
glemmer, at det især er fald i børnedødelighed, der har øget
middellevetid. Vi kan meget vel tabe forventet middellevetid for
midaldrende, hvis ikke vi med jobskabelse og succes matcher Kina.
Øges sygdom, fx de psykosomatiske civilisationssygdomme, vil det
fornemmes og give pessismisme Man kan for en tid hive sit folk op ved
håret ved, at medierne citerer tests om, at vi er verdens lykkeligste
eller dygtigste folk - Kina bruger samme løgne-trick og tager forskud
på deres successer pr forskønnende historisk bevidsthed mm . Men
ærlighed varer længst og kun produktive job, der via ægte resultater
gør selvglad og dermed sund, er vej til at bedre helbreddet.
Fordi placebo oftest er kortsigtet symptombehandling med tab=gevinst i
samfundsmæssig sammenhæng, bør vi spare på skattebetalt spildagtighed
af den type.
Storhedsvanvid er for skønt til at ku kaldes sindsyge
Megalomaniens grandiøse selvglæde er sund , når den ikke fører til
vold mod andre eller lignende
Men hvis man af sin mor er blevet lovet fremgang som ikke holder stik
,så er det farligt, for skuffelser gir misundelse,hævnlyst, anden
nagfølelse, og det kan forbitre livet og bidrage til ulykke af
psykiatrisk type.
Det er godt med ærlig glæde over resultater, så man forfølger det
spor man er god til
Mine fjendebilleder om renlighedshysteri vedr plejehjems ble-tvang er
måske "spot on" og uskadelige, men hvis jeg omgikkes sådanne sosuer,
og overdrev deres sadisme kunne det såre på en usmart måde
Men at jeg tror jeg bekæmper en værdig fjende - i min fantasi - er
godt bidrag til en grundtone i mit sind om at kæmpe for en sag a la
markedets, dvs noget der kan øge verdens trivsel og øge gamles
levetid. Men derved stjæles selvtillid fra de unge, der gerne vil
overtage positionerne…..
------------------------------------
Urin-selvhjulpenhed=bedre end placebo
I den bedste mening har spædbørnsmødre gjort deres børn panisk angst
for urin på afveje, og det betyder at mange fristes til farisæisk
foragt for gamle med pislugt og lignende "ikke-stuerene"
Selv hos naturfolk findes snobberi om at udvise æstetisk hygiejne
- selvom de nok bruger lugtesansen mere nuanceret end byboer og
derfor har bedre fornemmelse for, at pislugt ikke gir sygdom og blot
afmærker territorie.
Storbyens lugte har ikke naturens kontinuum, men er kunstigt og dumt
opdelt i "gode" eller "onde". Syntetisk kosmetiktilsætning fx
parfume kaldes klart "god" og blomster og frisktillavet mad ligeså
Men helt usagligt har vi gejlet hinanden op til at pis, lort,
bræk,lig,råd og industrikemi er uæstetisk og usund, to ting der
vanskeligt skelnes(bortset fra at ren ammoniak osv er højgiftigt og
det stof er én af de pjatfjer der er blevet til fem gifthøns vedr
urin
Der er nok genetisk "fjer der bliver til fem høns" vedr den udbredte,
sladderskabte aversion mod disse lugte, hvor ord er blevet til
forstærkelse eller udsletning af følelser Men ligesom fobi mod
edderkopper kan forsvinde tidligt eller sent, hvis ikke trang til
opmærksomhed eller andres eksempel forstærker neurosen, så kan man
vænne sig til og ikke føle ubehag ved nævnte lugte efter nogen tid
(pga tilvænning=adaption)
Ligeså med positive lugte og smag - vi fødes med et lille anlæg og
det forstærkes af forældres snak mm
Opmærksomheds-søgningens farisæisme
Allerede da Jesu' farisæer foragtede en tolder i templet, var der sket
en tragisk fremmedgørelse , siden dyrenes junglelovs markeds-ærlighed
Den fine farisæer-præst burde måle medmenneskets værdi på, hvad det
elskes for hellere, end på om der har fornem almissemoral
Men han valgte at takke Gud, at han ikke selv var så syndig som
taberen=tolderen
Når mødre gør sin baby stueren programmerer hun det til farisæisk at
se ned på grim lugt og takke sin indre domstol for selv at være
stueren og foragte de, der ikke er det.
Når barnet kommer blandt jævnaldrende vil det søge ind i
tryghedsgivende grupper, og det vil bl.a. ske ved, at det søger
*opmærksomhed* og dermed respekt. Det kan give lederskab i
børnehavegruppen, hvis man finder på at hetze mod en afviger, fordi
han har tisset i bukserne eller lugter som om.
Vi gør gode gerninger for at kunne rose os farisæisk i forhold til
mere egoistiske ligemænd .
Nietzsche mente, at uden denne selvhævdelse overfor den indre domstol,
ville der være meget lidt motiv til at gøre godt.
|