---

Bibelforfalskning?

Af Jens-André Pedersen Herbener og Rune Engelbreth Larsen (Faklen nr.
1 · Efterår 1996)

--------------------------------------------------------------------------------

Da Kirkeministeriet godkendte iværksættelsen af arbejdet med den nye
bibeloversættelse, var det under indtryk af den videnskabelige
standard, der ifølge de officielle skrivelser blev tilstræbt. Men
»videnskabelighed« var næppe kendetegnende for Bibelselskabets
fremgangsmåde, da en revisionskomité under generalsekretær Niels
Jørgen Cappelørns ledelse forandrede Bibelens ordlyd for at dække over
tekstens uoverensstemmelser med den kirkelige tradition ...


Bibelen er, som ordets etymologi afslører, i mange henseender bogen.
Få bøger har spillet så afgørende en kultur- og verdenshistorisk
rolle; ikke mindst, naturligvis, for os, der heri finder det jødisk-
kristne grundlag, som vor egen kultur den dag i dag bygger på.

Nok er det et grundlag, som vi i vid udstrækning har gjort op med og
forladt, i og med, at hverken de ti bud eller bjergprædikenen længere
kan siges at være særlig afgørende for det moderne menneskes adfærd..
Men Bibelens begrebsramme er stadig med os, dels bevidst, dels
ubevidst, og det ikke blot i kunst og litteratur, men vel også sine
steder i lovgivning, konvention og moral.

Samtidig må den naturligvis også på en række universitetsstudier
regnes som en af de helt uomgængelige grundbøger; hvad enten man læser
teologi, religion eller historie, ja, eller f.eks. filosofi, filologi
eller litteratur, er bibelstudier ofte aldeles uundgåelige. Endvidere
huser vort land jo som bekendt også en trosretning, der regner Bibelen
blandt sine vigtigste grundtekster, nemlig den, der kommer til udtryk
i folkekirken.

Uanset vort forhold til dens indhold: Bibelen kan vi ikke slippe uden
om at læse. Spørgsmålet er så, hvad det egentlig er, vi læser, når vi
går i gang med den bog, som hos de danske boghandlere går under titlen
Bibelen? Er det en præcis oversættelse af kildeteksterne, baseret på
saglige, videnskabelige og uforudindtagede kriterier, som man vel må
forvente, ikke mindst af netop den bog?

En afdækning af, hvordan den danske »Bibel« er blevet til, samt en
analyse af afgørende skriftsteders behandling, levner desværre ingen
tvivl om, at dette ikke er tilfældet. I stedet har Bibelselskabet
produceret en bog, der grænser til regulær manipulation, hvis
bevidste, men i offentligheden ukendte formål i talrige tilfælde har
været at tækkes kirkelig sædvane fremfor kildetekstens ordlyd!

Historien om, hvorfor og hvordan noget sådant kan foregå, begynder for
så vidt for mere end to tusind år siden ...


Slagsmålet mellem græsk og hebraisk

De første kristne menigheder så sig som jødernes arvtagere, Guds nye
udvalgte folk, og de overtog derfor uden videre jødernes kanoniske
helligskrifter, de bøger, der er blevet til det Gamle Testamente.

Det blev imidlertid hverken jødernes hebraiske tekster eller deres
mundtlige aramæiske overleveringer, som blev afgørende for
udformningen af det Gamle Testamente i de første kristne bibler, men
derimod græske oversættelser.

De skiftende stormagter i nærorienten, fra assyrerne og babylonierne
til perserne, grækerne og romerne havde allerede igennem syv
århundreder kostet så meget omkring med israelitterne, at større
befolkningsgrupper, dels frivilligt, dels ufrivilligt var spredt langt
ud over Palæstinas grænser – den såkaldte diaspora. Faktisk var det
kun de færreste jøder, der fortsat var bosat i Palæstina, og behovet
for en oversættelse af skrifterne til brug i jødiske samfund, hvor
hverken hebraisk eller aramæisk var særlig præsent, må tidligt have
været påtrængende.

Ifølge legenden, der er berettet i Aristeasbrevet, oversattes så i det
3. årh. f.v.t. hele Moseloven til græsk, der ikke mindst i kølvandet
på Alexander den Store var blevet datidens internationale
korrespondencesprog. Det tog 72 dage for 72 lærde jøder, og alle 72
oversættelser var ned til mindste detalje nøjagtig ens. Det næste
århundrede fulgte så oversættelser af de øvrige skrifter, og omkring
130 f.v.t. forelå dermed hele det Gamle Testamente i græsk
oversættelse, og med ovennævnte legende in mente siden kendt som
Septuaginta (latin: halvfjerds; mere mundret end 72, septuaginta et
duo).

Jesus foretog næppe større udenlandsrejser, og man må formode, at han
selv og hans disciple primært talte aramæisk. Men takket være Paulus'
missionsrejser skød kristne menigheder hurtigt frem omkring store dele
af Middelhavsområdet, og som det havde været naturligt for denne
hellenistiske ex-jøde, tog også disse, overvejende græsksprogede
menigheder Septuaginta til sig som et kristent helligskrift.

Jøderne selv lagde til gengæld efterhånden afstand til Septuaginta,
som ikke få steder afviger afgørende fra flertallet af de hebraiske
tekster, og for at forhindre det fortsatte kristne »misbrug« af det,
som de anså for en rent jødisk skriftsamling, iværksatte de nye,
tekstnære oversættelser fra hebraisk til græsk.

Blandt de kristne verserede i mellemtiden en række forskellige
latinske oversættelser af Septuaginta, men da kirkefaderen Hieronymus
i årene 384-405 skabte sin berømte oversættelse, siden kaldet Vulgata
(latin: den udbredte), gik også han efterhånden over til at anvende
hebraiske tekster som kildegrundlag for oversættelsen af det Gamle
Testamente.

Den dag i dag diskuteres det dog stadig væk, hvilke
gammeltestamentlige tekster, der er »mest oprindelige«, de græske
eller de hebraiske. Det ældste hebraiske manuskript til hele det Gamle
Testamente, det såkaldte Leningrad-manuskript er f.eks. relativt
»nyt«, nemlig fra 1008 e.v.t., mens de ældste græske håndskrifter går
tilbage til 4.-5. årh e.v.t.

Spørgsmålet er så, om man skal basere oversættelser af det Gamle
Testamente på de græske tekster, der strengt taget er sekundærkilder,
men ikke desto mindre er ældst og derfor måske alligevel tættest på
»originalen«, eller om valget skal falde på de hebraiske, der formelt
set er primærkilder, men trods alt også er afskrifter af afskrifter af
afskrifter – med mere end et helt årtusinds rige mulighed for
afskriver-fejl på bagen.

Den autoriserede danske oversættelse af det Gamle Testamente fra 1931
valgte af den grund oftest at gå ud fra Septuaginta fremfor det
hebraiske Leningrad-manuskript, mens den nye bibeloversættelse fra
1992 derimod valgte det modsatte – og det med god grund.

Udgravninger og skriftfund ved Ras Shamra fra 1929 har f.eks. bidraget
til en bedre forståelse af den kanaanæiske kontekst, som konstant er
vævet ind i de gammeltestamentlige skrifter, og siden har fundet af
Dødehavsrullerne ved Qumran i 1947 ligefrem afsløret fragmenter såvel
som hele bøger fra den gammeltestamentlige kanon, der er mere end
tusind år ældre end Leningrad-manuskriptet, og som overbevisende
ratificerer dettes pålidelighed. Selv tusind års afskrifter af
afskrifter medfører altså ingenlunde med nødvendighed graverende
afskriverfejl.

Langt de fleste slutter således i dag, at Leningrad-manuskriptet må få
indiskutabel forrang som grundtekst.


Modsætningsparret Jahwe og Jesus

Hermed har vi i det mindste konstateret, at en oversættelse af
kildetekster også er et spørgsmål om et valg og fravalg af
kildetekster. En oplagt og redelig løsning ville det naturligvis være
at udgive særskilte oversættelser af Septuaginta og Leningrad-
manuskriptet, men som vi skal se, er det historisk set ikke just
redelighed, der præger bibeloversættelserne.

En ting er nemlig at vurdere og prioritere et omfattende og varierende
kildemateriale, men når dét er gjort, står selvfølgelig selve
oversættelsen og alle de dertil hørende traditionelle vanskeligheder
tilbage. Og alt, hvad vi så kan kræve af de danske oversættere, er, at
de med den største ekspertise og mest uforudindtagede soberhed
anstrenger sig til deres yderste for at levere en så tekstnær
oversættelse som overhovedet muligt – inden for rammerne af det danske
sprogs begrænsninger, naturligvis.

Det kan lyde selvindlysende. Men når vi undersøger, hvordan den slags
rent faktisk er foregået, må vi konstatere, at det er det ikke!

Den danske bibeltradition hviler af naturlige årsager ikke så lidt på
Luther. Reformatoren tilsluttede sig humanisternes ad fontes, til
kilderne, lægmand skulle have adgang til helligskriftet, så han selv
kunne udlægge dem uden indblanding fra det korrumperede (katolske)
gejstlige magtapparats hidtidige patent på fortolkningen.

Luther oversatte således mere eller mindre egenhændigt hele Bibelen
til tysk, og i modsætning til tidligere oversættelser lagde han ikke
den latinske, men den græske og hebraiske kildetekst til grund for sit
arbejde. Bibelordet, ikke gejstligheden skulle nu være kristendommens
autoritet, sola scriptura (skriften alene) skulle råde, og enhver –
quisque – skulle kunne danne sig sin egen dom. Men heller ikke Luther
mente, at lægmand var i stand til at læse Bibelen forudsætningsløst,
hvorfor den trods alt måtte forsynes med vejledende fortaler og
kommentarer ...

Luthers Nye Testamente udkom i 1522, det Gamle Testamente i 1534, og
de nye vinde blæste snart til Danmark, hvor både Christian IIIs Bibel
fra 1550, Frederik IIs fra 1589 og Christian IVs fra 1633 byggede på
Luther – i Danmark havde Lutherordet tilsyneladende forrang for
kilderne.

I 1607 havde Resen dog endelig oversat Bibelen fra grundsprogene i
stedet for fra tysk, men selv om biskop Svane reviderede den i 1647,
blev de såkaldte hus- og rejsebibler, der var beregnet til lægfolket,
til stadighed baseret på 1633-versionen og udkom helt indtil 1802.

I 1814 stiftedes så det Danske Bibelselskab, der reviderede og
autoriserede det Nye og det Gamle Testamente i den Resen-Svaningske
udgave i henholdsvis 1819 og 1871.

Fik folket så adgang til Bibelordet, fik de selv lov til at fortolke
teksten ud fra så redelige og tekstnære oversættelser som muligt? Nej..

Og dermed er vi nået frem til det virkelige hovedproblem, som en
kristen bibel pr. definition må forholde sig til, og som kristendommen
i almindelighed og bibeloversættelserne i særdeleshed er uløseligt
forbundet med: Er der overhovedet belæg for kirkens kobling af de
jødiske helligskrifter og de kristne nytestamentlige kildetekster?

Det traditionelle kristne svar har naturligvis altid været et rungende
og indiskutabelt ja. Ja, det Gamle og det Nye Testamente udgør en
sammenvævet enhed; ja, det Gamle Testamente handler om Gud, og det Nye
Testamente om Guds søn; ja, det Gamle Testamente forudsiger Jesu
Kristi komme, og det Nye Testamente opfylder den profeti; der skulle
med andre ord ikke være nogen afgørende modsætning de to testamenter
imellem. Bibelen er en kristen enhed, og det Gamle Testamente bliver
følgelig både tolket og oversat kristologisk.

De gamle jøder var, som vi allerede har set, af en ganske anden
mening, og i dag er det ovenud vanskeligt ikke at hælde til jødernes
standpunkt – der er ikke ét sagligt spor af Jesus Kristus i det Gamle
Testamente, og der er så godt som intet konsistent fællestræk den
gammeltestamentlige Jahwe og den nytestamentlige Gud Fader – og hans
Søn – imellem.


Luthers Bibel-manipulation danner skole

Nogle af de værste eksempler på fordrejende og manipulerende omgang
med kildeteksterne finder vi givetvis hos Luther og dermed naturligvis
også i alle de danske bibler, der bygger på hans oversættelse.

Ikke blot er oversættelserne højst kritisable (Luthers hebraisk var
mildest talt ikke forbilledligt), men bibeludgavernes fortaler,
illustrationer, henvisninger, overskrifter, summarier og bemærkninger
presser eksplicit den forståelse ned over de gammeltestamentlige
tekster, at de ofte simpelt hen handler om Kristus.

Konstant bliver den læser, der tror sig sin egen bibelfortolker,
konfronteret med Luther og andre oversætteres autoriserede kommentarer
og udlægninger, der utrætteligt gør opmærksom på, hvor Moses,
profeterne og salmerne udtaler sig om Jesus – et halvt til et helt
årtusind før han overhovedet blev født.

De på Resen og Svane baserede bibeludgaver overtager på trods af en
mere pålidelig omgang med kildeteksterne uden videre denne tradition,
der først i 1871-versionen viser tegn på en begyndende
tilbageholdenhed.

I bogen Skriftsynet igennem den danske bibels historie (DBH)
konkluderer Bodil Ejrnæs om det kristologiske aspekt, som det kommer
til udtryk gennem de autoriserede oversættelsers ordlyd såvel som i
bibelfortalerne, -noterne og -kommentarerne: »... både i de danske
Lutherbibler og i den resen-svaningske tradition afspejles det syn, at
Det gamle og Det nye Testamente udgør en enhed, hvis centrum er
Kristus. Det kommer eksplicit til udtryk i Lutherbiblernes og den
resen-svaningske bibels fortaler, og hvordan de enkelte
gammeltestamentlige tekster indholder Kristusvidnesbyrd,
anskueliggøres gennem summarier, noter og skrifthenvisninger.« (s.
211).

Det er altså ikke slagordet ad fontes, som hævdet af Luther, der har
spillet den fremtrædende rolle for oversættelserne, men derimod en fra
teologisk og statslig side klar manipulation. Målet helliger midlet,
og det Gamle Testamente skal for enhver pris legitimere kirkelig
dogmatik, om så midlerne er fordrejede og manipulerede oversættelser
såvel som groft postulerende kommentarer og noter.

Formålet er selvfølgelig at underbygge kirkens fundamentale
mirakelfortælling om den enerådende, almægtige kristne Gud, som fra
skabelsesøjeblik til dommedag lige netop har – og kun har –
kristendommen i sinde. Og hertil behøves selvsagt det Gamle Testamente
som kirkelig dokumentation, ikke mindst fordi det Nye Testamente i så
vid udstrækning hævder denne dokumentation.

For tænk, om det tværtimod stod alle lysende klart, at den
kristologiske udlægning og oversættelse af de gammeltestamentlige
skrifter var uden noget substantielt hold i teksten? Chancerne for, at
mange måtte revidere deres opfattelse af det Nye Testamente, af
Kristus og Paulus, af kirkefædrene og kristendommen, ja, af kirken som
sådan, er vel næppe ubetydelige.

Men én ting er, at de teologiske og religiøse implikationer af dette
kirkehistoriske bedrag (som selv ikke historiebøgerne synes videre
bekendt med!) er betragtelige, en anden, at folk lige præcis ikke har
mulighed for at danne sig dét selvstændige indtryk af Bibelens ordlyd,
som reformatorer med slet skjult dobbeltmoral slog til lyd for, fordi
autoriserede kristne oversættere og kommentatorer, længe inden teksten
overhovedet ser tryksværte, danner det for dem!


Tilløb til redelighed i 1931

Først i det tyvende århundrede tager bibeloversætterne tilløb til en
større videnskabelighed og lægger en vis afstand til traditionens
ensrettede kirkebibler. Den autoriserede oversættelse af Det Gamle
Testamente fra 1931 fraviger fuldstændig tidligere oversættelsers
manipulerende fortaler, titler og regie-bemærkninger, men til gengæld
baserer den sig som nævnt fortrinsvis på Septuaginta og lider dermed
af en implicit og uholdbar kritik af de hebraiske kilder, som efter
opdagelsen af Dødehavsrullerne vægtes langt højere end de græske.

Men bortset fra et betragteligt forbehold over for selve oversættelsen
er der dog alligevel en smule grund til at glædes over et par nye,
ikke uvæsentlige detaljer – også i de senere udgaver, der indeholder
både det Gamle og det Nye Testamente i autoriserede oversættelser fra
henholdsvis 1931 og 1948.

Typografisk får man her det klare indtryk, at der er tale om to
forskellige antologier. Ligesom i 1871-oversættelsen omhandler den
første indholdsfortegnelse således kun det Gamle Testamente, og hvor
det Nye Testamente begynder, starter også pagineringen forfra. Men nu
er der desuden føjet adskilte ordforklaringer til hvert testamente, i
kraft af hvilke den forudindtagede kirkelige kobling de to antologier
imellem formindskes. Vi har med to forskellige kilder at gøre, og det
er op til læseren at vurdere deres sammenhæng eller modsætning ud fra
teksterne alene.

Bodil Ejrnæs bemærker: »... Det gamle Testamentes status som kirkens
bog er aldeles uden for synsfeltet. Mens læseren af tidligere danske
bibeludgaver på den ene eller anden måde har fået Det gamle
Testamentes sammenhæng med Det nye anskueliggjort, så får læseren af
1931-oversættelsen – ikke mindst gennem ordforklaringen, men også
gennem noter og kapiteloverskrifter – så at sige anvist at behandle
det på dets egne præmisser.« (DBH, s. 162).

I ordforklaringen findes tillige en artikel om det Gamle Testamente,
der ikke med ét ord hævder nogen sammenhæng testamenterne imellem, men
blot gør rede for visse problematikker i forbindelse med valget af
kildetekster.

Endvidere gør 1931-oversættelsen implicit opmærksom på, at både det
danske »Herren« og »Gud« sine steder dækker over en specifikation, der
ikke er entydigt forenelig med den nytestamentlige brug af disse ord.
Det sker i 1. Mosebog 2,4, 14,18 og 15,2, derved at læseren erindres
om, at »Herren« er en gengivelse af Jahwe, »navnet på Israels Gud«, at
»Gud« er en gengivelse af det hebraiske elohim, og at »Herre« er en
gengivelse af det hebraiske adonaj.

Hvor uanselige disse forhold kan synes, må det dog kraftigt
understreges, at de ikke desto mindre repræsenterer et drastisk skridt
væk fra tidligere oversættelsers fordrejende dogmatik; skønt den
generelle oversættelse stadig lider af bastante kirkelige hensyn.

Alligevel sætter den kristologiske tolkning dog også på anden vis sit
eksplicitte præg, understreger Bodil Ejrnæs: »Igennem den store mængde
af henvisninger til Det nye Testamente, som en lang række
gammeltestamentlige tekster er ledsaget af, formidles den
kristologiske tolkning af de gammeltestamentlige tekster. 1931-
oversættelsen viderefører altså det syn på teksterne, som igennem hele
den danske bibels historie har været formidlet, men tidligere helt
entydigt, at de er forjættelser om Kristus og indeholder forudsigelser
om Jesu liv og virke helt ned i detaljerne. (...) Men med den – man
kunne ligefrem kalde det – ophobning af henvisninger til Det nye
Testamente, som mange af de gammeltestamentlige tekster er ledsaget
af, sker der det, at læseren så at sige bliver udstyret med
'nytestamentlige briller', når de gammeltestamentlige tekster
studeres.« (Det danske Bibelselskabs Årbog (DBÅ) 1986).

Men 1931-versionen viste dog i det mindste forsigtige tegn på, at den
så småt var ved at træde ud af middelalderen. For første gang i dansk
bibelhistorie er f.eks. hverken Kristus, treenigheden eller den
kristne menighed nævnt i det Gamle Testamente, og dét måtte
naturligvis give visse forhåbninger om, at en oversættelse, der
udelukkende forholder sig til, hvad der står i de valgte kildetekster,
måske kunne være det næste skridt ...

Det blev det ikke.


Atter tilbage til dogmatikken

I 1970 begyndte man igen at snakke om en ny oversættelse af det Gamle
Testamente. 1931-oversættelsen var forældet, dels på grund af en række
nye filologiske og tekstkritiske indsigter som bl.a. vanskeliggjorde
anvendelsen af Septuaginta som grundtekst, dels fandt man datidens
danske sprog, om ikke ulæseligt så i hvert fald aldeles utidssvarende
for en moderne læser.

På Bibelselskabets repræsentantskabsmøde holdt professor Eduard
Nielsen et foredrag, der plæderer for en ny oversættelse, af hvilken
man i mere eller mindre udtalt modsætning til tidligere oversættelser
bl.a. må kunne kræve, at den er »tekstkritisk og filologisk
forsvarlig«, og at de »sidste generationers anerkendte resultater
inden for bibelforskningen kommer oversættelsen til gode.« (DBÅ 1975)..

Efter en prøveoversættelse af udvalgte skriftsteder foretaget af
teologer fra København og Århus, støttede man Eduard Nielsens
opfordring til en ny oversættelse. I april 1975 mødtes folk fra
Bibelselskabet derfor bl.a. med potentielle oversættere til et seminar
på Rungstedgård, og arbejdet med en prøveoversættelse af det Gamle
Testamente blev iværksat.

Oversættelsen blev delt mellem folk fra de teologiske fakulteter i
København og Århus, henholdsvis under ledelse af professor Svend Holm-
Nielsen og lektor Hans Gottlieb. Konsulenter fra Dansk Sprognævn blev
sammen med Ebbe Kløvedal Reich hyret for at tilstræbe en så
tidssvarende dansk stil som muligt. Endvidere nedsattes en redaktion,
der i starten udelukkende bestod af de to formænd, Svend Holm-Nielsen
og Hans Gottlieb, men senere forøgedes med Knud Jeppesen og Bodil
Ejrnæs.

Alle oversættelser blev desuden gennemset af Bibelselskabets
repræsentanter, generalsekretær Niels Jørgen Cappelørn (1980-1993),
provst Svend Aage Nielsen og pastor Palle Dinesen.

Som grundtekst anvendes nu ikke længere den græske Septuaginta, men
Biblia Hebraica Stuttgartensia, der er baseret på det tidligere
omtalte hebraiske Leningrad-manuskript.

Den 11. januar 1979 sender Bibelselskabet så en skrivelse til
Kirkeministeriet og anmoder om godkendelse af fremgangsmåden og sigtet
med oversættelsen. Heri hedder det bl.a.: »Bibelselskabet stiler imod
en ny oversættelse af en sådan sproglig og videnskabelig standard, at
den til sin tid vil kunne opnå autorisation.« (DBH, s. 187f).
Kirkeministeriet forbeholder sig dog sit tilsagn, indtil hele
oversættelsen »har været underkastet en sagkyndig bedømmelse.« (DBH,
s. 188).

Egentlige skriftlige retningslinier for arbejdet var der ikke tale om
før efter oversættelsen, nemlig så sent som i 1988, hvor den såkaldte
revisionskomité, som vi siden skal vende tilbage til, formulerer
sådanne – men da er der imidlertid kommet andet og mere end sproglige
og videnskabelige hensyn på banen.

Bodil Ejrnæs, selv medlem af revisionskomiteen skriver bl.a. herom:
»... der tales om tre faser for det forestående arbejde, en
videnskabelig nyoversættelse, en kirkelig bearbejdning og et
afsluttende gennemsyn. Hermed er der altså i spørgsmålet om
oversættelse af Det gamle Testamente indført en sondring mellem
'videnskabelighed' og 'kirkelighed' som to begreber, der står i en vis
spænding til hinanden: den videnskabeligt forsvarlige oversættelse er
ikke uden videre kirkeligt forsvarlig.« (vor kursiv; DBH, s. 191).

Hermed har arbejdet med oversættelsen taget et afgørende skridt
tilbage. Det er ikke længere kun et videnskabeligt spørgsmål om, hvad
der står i kildeteksterne, men derimod også et dogmatisk spørgsmål om,
hvad der ifølge kirken bør stå!


Kirken versus videnskaben

Hvad der imidlertid ikke fremgår så tydeligt af Bodil Ejrnæs'
forsigtigt afslørende fremstilling af arbejdet med oversættelsen, er,
at det ikke først var så sent som i 1988, men reelt allerede fra
projektets start, at kirkeligheden fik forrang for videnskabeligheden.
Således f.eks. i forbindelse med den klassiske problemstilling om,
hvorvidt man endelig kunne skrive Jahwe i stedet for det sædvanlige
»Herren« i den danske oversættelse.

Man gjorde det faktisk i prøveoversættelsen af Samuelsbøgerne &
Kongebøgerne i 1986, men det røg hurtigt ud igen. Allerede i 70erne
var Bibelselskabet da også negativt stemt, og ideen afvistes – af rent
kirkelige hensyn.

Bibelselskabets Svend Aage Nielsen skriver således: »Det
videnskabelige syn må selvfølgelig være, at Jahvenavnet må med i
oversættelsen, fordi det faktisk står som navn i teksten. Derfor var
oversættergruppen også mest stemt herfor. Bibelselskabets syn var, at
vi måtte følge kirkens meningsfyldte tradition, fordi det er et stykke
af kirkens bog og ikke et videnskabeligt aktstykke, vi udgiver.
Oversættergrupperne forstod dette argument og gik ind under det uden
protest.« (DBÅ 1977).

Flere år inden Bibelselskabets anmodning om Kirkeministeriets
godkendelse i 1979, som ikke ét sted nævner kirkelige hensyn, men kun
taler om »sproglig og videnskabelig standard«, har man altså allerede
ladet »kirkens meningsfyldte tradition« være retningsgivende! Det er
»kirkens bog«, der skal udgives. Alligevel skriver samme Svend Aage
Nielsen fem år efter, man har lagt sig fast på en oversættelse
determineret af kirkelige hensyn: »Det er Bibelselskabets hovedopgave
at slippe Bibelen løs. Bibelen som den virkelig er.« (vor kursiv; DBÅ
1982).

Teologer er sandelig sandhedskærlige mennesker.

Ikke blot droppede man således Jahwe, man fjernede tilmed den tekst-
note, som dog i 1931-oversættelsen udtrykkeligt specificerer, at Jahwe
er, hvad der egentlig står.

Ifølge Ove Kollerup, der som ansat ved Bibelselskabet fik adgang til
alt arkivmaterialet i forbindelse med en universitets-afhandling i
1994, var de kirkelige hensyn endog særdeles fremtrædende allerede på
Rungstedgård i april 1975: »At seminaret i det hele taget var meget
opmærksomme herpå, fremgår alene ved det faktum, at ord som 'kirke' og
'kirkelig' ifølge mine optællinger, optræder i positive vendinger ca.
30 gange i referatet!« (OK, s. 39).

Siden konfirmerer også Bibelselskabets Palle Dinesen den linie, at
kirketraditionen er vigtigere end kildeteksten: »... Bibelen rummer et
budskab, der er rettet til mennesker, som lever i dag. De enkelte
beretninger indgår i et større hele og er fortalt for at tolke
menneskers virkelighed. Derfor må der hele tiden oversættes ind i
fremmedes sprog, og bibelske forestillinger må føjes ind i nye
forestillingskredse. Det må ske, ellers lukkes det bibelske budskab
inde i sin hebraiske og græske sprogdragt og i en semitisk
forestilllingsverden.« (DBÅ 1980).

Bibelen skal altså ikke tale for sig selv, det er allerede under
oversættelsesprocessen besluttet, at denne bog, i hvilken flere
tekster er skrevet for op til to et halvt årtusind siden, og enkelte
endog givetvis baserer sig på traditioner, der er tre-fire årtusinder
gamle, rummer et budskab til vor tid!

Men gør den det? Ja, vil kirken naturligvis svare, men hvis det er
tilfældet, så må det jo også være indlysende i en så tekstnær
oversættelse som overhovedet muligt, og hvorfor så ændre den? Hvorfor
ikke lade læseren selv føje den ind i »nye forestillingskredse«?

Teksten må ikke lukkes inde i en »semitisk forestillingsverden«,
bedyrer Dinesen, men hvad om den faktisk kun kan læses og forstås i
netop denne, dens egen forestillingsverden?

Tænk, om en oversætter af f.eks. Homer arbejdede ligesom Palle
Dinesen?! Kan vi da ikke læse Homer i Homers egen forestillingskreds –
og den har dog også tre årtusinder på bagen? Kan vi ikke selv få lov
til at aktualisere fortællingerne, som teksterne nu måtte tale til os
hver især? Skal Palle Dinesen virkelig gøre det for os? Skal
Bibelselskabet?

I så fald er vi hastigt på vej tilbage til Lutherbiblerne – og det er
der vel ingen, som i fuldt alvor ønsker?

Og dog. Så sent som i 1983 kan professor E. Thestrup Pedersen om
Luthers oversættelse skrive i Bibelselskabets årbog: »Hvad han
muligvis savnede i grammatisk lærdom, opvejedes rigeligt af hans
intuitive forståelse af Skriftens egentlige mening.« (DBÅ 1983).

Jo tak, lad os få noget mere intuitiv forståelse, så er vi fri for at
læse, hvad der egentlig står i teksten ...


Bibelselskabets dobbeltspil?

Bibelselskabet drejer efterhånden umærkeligt oversættelsen væk fra
dens oprindelige intention i retning af endnu en kirkebibel. Men i
anmodningen til Kirkeministeriet i 1979 indgik hverken ordene
»kirkelig«, »kirkebibel« eller »bibeltradition« – som nævnt var
overhovedet grunden til at iværksætte en ny oversættelse, at 1931-
oversættelsen erfaredes som sprogligt og videnskabeligt uforsvarlig.

Bodil Ejrnæs rekapitulerer den oprindelige intention, som den
udtryktes over for Kirkeministeriet: »I det hele taget synes det i
denne skrivelse magtpåliggende at understrege arbejdets
videnskabelighed. Således betones kraftigt medarbejdernes ekspertise
og videnskabelige standard (...) Et vidnesbyrd om, hvor centralt
begrebet 'videnskabelighed' står i denne skrivelse, er yderligere, at
Bent Noack benævnes som 'videnskabelig konsulent', til trods for at
hans funktion internt har været defineret som at tage vare på
oversættelsens forhold til Det nye Testamente« (DBH, s. 194).

Måske spillede Bibelselskabet ikke med åbne kort – indadtil fik de
kirkelige hensyn en stadig mere afgørende plads, og de videnskabelige
tilsvarende en stadig mindre. Og den videnskabelige overflade, som
Kirkeministeriet var blevet præsenteret for, var naturligvis sjældent
forenelig med det kirkelige bibelsyn, som trængte sig mere og mere på:
»En oversættelse, der var videnskabeligt forsvarlig, sådan som det var
krævet i det af Kirkeministeriet godkendte 'kommisorium', lod sig i
talrige tilfælde ikke forene med en oversættelse, der var dikteret af
den traditionelle kirkelige tolkning« (DBH, s. 197).

I starten af 80erne besluttede Bibelselskabet så tillige at søsætte en
ny oversættelse af det Nye Testamente. Også her er det den sproglige
og videnskabelige standard, der er altafgørende, når Bibelselskabet
forelægger Kirkeministeriet projektet. Der tilstræbes »en sådan
sproglig, litterær og videnskabelig standard, at oversættelsen til sin
tid kan opnå autorisation.« Nu bemærkes imidlertid tillige om
oversætterne, at de ikke alene skal repræsentere teologisk og sproglig
ekspertise, men også »kirkelig bredde«, samt at »den græske tekst skal
reproduceres til nutidig dansk, idet der til stadighed tages hensyn
til traditionen.« (OK, s. 48).

På trods af så forsigtige vendinger, der primært går på
videnskabeligheden, får de kirkelige hensyn alligevel en langt mere
afgørende plads, end det umiddelbart kan læses af skrivelsen til
Kirkeministeriet, understreger Ejrnæs: »Ganske vist indgår vendingen
'videnskabelig standard' i den anmodning om projektets godkendelse,
der blev sendt til Kirkeministeriet, men i den nytestamentlige
oversættelses tilblivelseshistorie har begreberne 'kirkelighed' og
'tradition' en langt mere fremtrædende plads.« (DBH, s. 203).

I 1986 skriver Bibelselskabets generalsekretær, Niels Jørgen Cappelørn
da også uden omsvøb: »... der skal ikke herske tvivl om, at det,
Bibelselskabets prøveoversættelser sigter mod, er en kirkebibel.« (DBÅ
1986). Oversætteren Mogens Müller definerer endvidere opgaven således:
»Det er at skabe en oversættelse, der ligger i forlængelse af den
oversættelsestradition, der er den danske. Oversættelsen sigter i
første række mod at blive en kirkebibel.« (DBÅ 1987).

Men hvis der ikke skal herske tvivl om det, hvorfor i alverden var det
videnskabelige sigte med oversættelsen så fuldstændig enerådende i
anmodningen til Kirkeministeriet fra 1979?

Et svar kunne måske være, at Cappelørn først blev generalsekretær i
1980.

I en skrivelse til Kirkeministeriet fra 1982 løfter Cappelørn således
sløret for de nye officielle takter; Ove Kollerup skriver: »Han
engagerede sig snart i arbejdet ved, udover sin mødevirksomhed med
oversætterne, at nærlæse prøveoversættelserne 'med henblik på
anvendelsen i gudstjenesten ...' [citat fra Bibelselskabets skrivelse
til Kirkeministeriet, d. 27.4.82].« (OK, s. 44f).

Men hvorfor er det kirkelige sigte da så tilbagestående, grænsende til
det fraværende også i anmodningen fra 1985?


Nye Testamenter?

I kølvandet på oversættelsen af det Nye Testamente opstår flere og
flere problemer med de nytestamentlige henvisninger til det Gamle
Testamente. Der er simpelt hen ikke belæg for dem i de hebraiske
kildetekster, eftersom de refererer til de græske.

Atter må kildetekstens ordlyd vige for kirkens sædvane; hvor et
nytestamentligt skriftsted således refererer særlig fejlagtigt eller
unøjagtigt til et gammeltestamentligt, forandres ofte den
gammeltestamentlige ordlyd. Læseren af den danske version bliver
derved afskåret fra selv at konstatere uoverensstemmelsen.

Efter det egentlige oversætterarbejde er overstået, nedsætter
Bibelselskabet i 1988 nemlig en revisionskomité, der ifølge dens
kommisorium bl.a. får til opgave at »drøfte og træffe beslutning om
oversættelsen af steder i Bibelen, som spiller en afgørende teologisk
rolle i den kirkelige tradition, herunder steder i Det gamle
Testamente, som er citeret i Det nye Testamente.« (DBÅ 1988).

Vi er altså nu nået til en fase, hvor oversættelsen skal revideres –
og det ikke ud fra videnskabelige kriterier. Revisionskomiteen med det
tunge og tvivlsomme hverv består af følgende medlemmer: Svend Holm-
Nielsen, Knud Jeppesen, Bodil Ejrnæs, Bertil Wibert, Bent Noack, Niels
Hyldahl, Søren Giversen, Oluf Paaske, Carsten Vang, Kai Kjær-Hansen,
Ruth Skovsborg, Morten Øllgaard, Georg S. Geil, Kirsten Nielsen, Ib
Andersen, Per Nørgaard og Niels Jørgen Cappelørn.

Der afholdes fjorten møder på tre år, hvor der ifølge Bodil Ejrnæs
tages ca. seks hundrede steder fra det Gamle og det Nye Testamente
under behandling.

Bodil Ejrnæs bemærker om revisionskomiteens arbejde: »... det var i
mange tilfælde vanskeligt at tilstræbe en formulering af et
gammeltestamentligt sted, der tilnærmede sig den nytestamentlige, når
den tolkning af det gammeltestamentlige sted, der lå til grund for
prøveoversættelsen, ikke var den samme som den, den nytestamentlige
forfatter havde. I de tilfælde skulle der mere end en sproglig
justering til.« (DBH, s. 196).

Ikke desto mindre vedtager revisionskomiteen den 11. november 1991 at
indstille til Bibelselskabets bestyrelse, at »den nye oversættelse af
Bibelen i den nu foreliggende ordlyd med tilhørende overskrifter og
noter indstilles til kirkeministeren til autorisation.« (DBH, s. 206).

Den 19. februar 1992 foreligger Kirkeministeriets autorisation, og den
8. november samme år udkommer den nye bibel under massiv
medieopmærksomhed. Udgivelsen følges op af en omfangsrig
reklamekampagne, hvor kendte politikere og medie-personligheder fra
Svend Auken og Mimi Jakobsen til Flemming Jensen og Morten Stig
Christensen smilende bekender: »Jeg læser den også« ...

Mon de vidste, hvad det var, de læste?

Imens sidder offentligheden tilbage med det indtryk, at den nye
oversættelse på redelig vis har gjort grundigt op med tidligere tiders
grove kristologiske manipulationer.

I 1992-oversættelsen er der jo bestemt ingen kirkeligt tilrettelagte
afsnitoverskrifter, ingen lutherske fortaler eller kristologiske regie-
bemærkninger. Bodil Ejrnæs, der som nævnt selv sad i
revisionskomiteen, konkluderer stolt: »Først dette århundredes
nyoversættelser betyder også i denne henseende brud med hidtidig
tradition. Der er intet hverken i den generelle eller i den specifikke
kommentering, der entydigt formidler et sådant skriftsyn. At Det gamle
Testamente indeholder Kristusvidnesbyrd er ikke tilkendegivet med ét
ord.« (DBH, s. 212).

Sandheden er imidlertid den, at manipulationerne i den nye
oversættelse for så vidt er lige så slemme som i nogen tidligere, dels
fordi de er gennemført under det skin af streng videnskabelighed, der
var absolut fremherskende i anmodningerne til Kirkeministeriet, dels
fordi de er så meget desto mindre iøjnefaldende – alle fordrejninger
er nu kun implicitte i oversættelsen eller i teksthenvisningerne.

I hvert fald næsten alle. Bibelselskabet har nemlig heller ikke kunnet
dy sig for også rent typografisk at hjælpe læseren på vej til en
læsning, der lægger sig tæt op ad kirkelige hensyn og fjerner
afstanden de to testamenter imellem.

Således har man, i modsætning til 1871- og 1931/48-oversættelsen, som
man jo ellers gerne giver indtryk af at repræsentere så stort et
fremskridt i forhold til, ladet indholdsfortegnelsen til både det
Gamle og det Nye Testamente stå sammesteds, lige efter den første
titelside, ligesom man har ladet pagineringen fortsætte fra det Gamle
til det Nye Testamente. Kirkens standpunkt skal altså trækkes i land
med alt, hvad der trække kan – testamenterne skal for alt i verden
fremstå som én helhed, én bog, én sammenhængende enhed.

I begge de forrige autoriserede oversættelser fik dog ellers det Nye
Testamente både selvstændig titelside og indholdsfortegnelse, og
derfra begyndte sidetallet så forfra – men end ikke denne beskedne
antydning af, at der faktisk er tale om to adskilte tekstsamlinger,
ønskede Bibelselskabet at lade stå.


Eksempler på forvrængning af kildeteksten

De følgende eksempler på, hvordan Leningrad-manuskriptets kildetekst
er blevet forvrænget i den nye danske oversættelse for at tilnærme det
Gamle til det Nye Testamente og understøtte kirkelige interesser, har
vi måttet finde gennem de få og sporadiske omtaler heraf i
Bibelselskabets årbøger og gennem egne stikprøver.

Der er dels tale om decideret fejloversættelser, dels om bevidste
udeladelser af alternative oversættelser – hvor der er mere end én
mulighed for en ordret oversættelse, har man ensidigt frasorteret de
med kirketraditionen uforenelige alternativer.

Vi har kun fokuseret på det Gamle Testamente, eftersom en tilsvarende
gennemgang af det Nye Testamente muligvis ville kræve endnu en artikel
af samme størrelse.

Om vi havde fået adgang til de eksisterende dokumenter samt
korrespondancen Bibelselskabet og oversætterne imellem – og om vi
havde den nødvendige spalteplads – ville vi for så vidt kunne levere
en komplet liste over 1992-oversættelsens værste manipulation. Men
Bibelselskabet har lukket døren.


Salme 22;17

Dansk oversættelse fra 1992 (DO92): »Hunde omgiver mig, en flok af
forbrydere står omkring mig; de har gennemboret [hebraisk: ka'ar] mine
hænder og fødder.« Imidlertid betyder ka'ar ikke at »gennembore«, men
efter al sandsynlighed at »binde«, men så kan man jo ikke længere
påstå, at salmen profeterer Jesu lidelser på korset, sådan som
Bibelselskabet så gerne vil det.

Oversættelsen burde altså hedde: ... de har bundet mine hænder og
fødder. (TW, bd. 4, s. 318-322).

Dette var da også teksten i prøveoversættelsen, men revisionskomiteen
ændrede den til den nuværende ordlyd. Hvorfor? Hvilke filologiske
overvejelser lå til grund herfor? Cappelørn svarer: »Denne ændring gør
det muligt at se en kristologisk bue mellem dette sted i Salmernes Bog
som fx kap. 20 vers 25 i Johannesevangeliet« (vor kursiv; DBÅ 1990)!


Salme 29;1

DO92: »Vis Herren, I gudssønner [bene elim], vis Herren ære og hæder!«
En detalje er afgørende; gudssønner ville man kunne forsvare at
oversætte fra bene elohim, ikke fra bene elim.

Oversættelsen burde hedde: Vis Jahwe, I guders sønner, vis Jahwe ære
og hæder.

Den hebraiske polyteisme transformeres umærkeligt til en for kirken
spiselig monoteisme.


Salme 51;7

DO92: »I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor
undfangede mig.« Cappelørn forklarer om baggrunden for denne
oversættelse, at det kristne dogme om arvesynden skal presses ind:
»Med denne ændring er det klarere bragt til udtryk, at synden og
skylden er altomfattende, at synden og skylden hører til menneskets
grundvilkår, fra det fødes til det dør.« (DBÅ 1990).

Oversættelsen burde imidlertid hedde: I synd blev jeg født (evt.
gennemboret), i synd avlede (evt. modtog) min mor mig. (ED, s. 258;
HAH, s. 297).

Den kristne arvesynd kan derfor ikke underbygges her, det er netop
ikke barnet, der er »syndigt«. Selv 1931-oversættelsen er klart bedre
end den nye: »... min moder undfangede mig i synd.«


Salme 58;12

DO92: »og folk skal sige: 'Ja, den retfærdige får sin løn, der er en
Gud, som dømmer [elohim shofetim] på jorden!'« Heller ikke her er der
filologisk grundlag for denne postulerede monoteisme.

Oversættelsen burde hedde: ... der er dog guder, som dømmer på jord.

En sådan oversættelse holder da også Buhl (1910) og 1931-oversættelsen
(inklusive Hvidbergs tekstkritiske) sig til. Når verbalhandlingen står
efter subjektet (elohim shofetim), skal det rette sig i køn og tal
efter dette, dvs. elohim her nødvendigvis må opfattes som pluralis.
(JP §121d; HG §132h).


Første Samuelsbog 4,8

DO92: »[filistrene om israelitterne:] Ve os! Hvem kan redde os fra
denne mægtige Gud? Det er den Gud, der tilføjede egypterne et stort
nederlag i ørkenen.« Men i den hebraiske tekst står adjektiverne, de
demonstrative pronominer og den efter subjektet stillede
verbalhandling, der er tilknyttet elohim, i pluralis. Der kan derfor
heller ikke i dette tilfælde oversættes med »Gud«.

Oversættelsen burde hedde: Ve os! Hvem kan redde os fra disse mægtige
guder. Disse er guderne, som tilføjede egypterne et stort slag (el.
nederlag) i Egypten. (HG §132h).


Habakkuks Bog 2,4

DO92: »Se, den overmodige er uden retskaffenhed, men den retfærdige
skal leve i tro [bæ'æmunatho] » Tre gange citerer Paulus: »Den
retfærdige skal leve i tro« (Rom. 1,17; Gal. 3,11; Hebr. 10,38), et af
den protestantiske teologis vigtigste fundamenter. Men »tro« i
kristen, protestantisk forstand gengiver ikke, hvad der står i den
hebraiske tekst.

Oversættelsen burde hedde: ... den retfærdige lever (el. skal leve) i
hans (el. sin) sikkerhed (el. sandfærdighed, trofasthed). (HAH, s.
47).

Det hebraiske ord 'ænumah forekommer omkring 50 gange i det Gamle
Testamente, men ikke noget sted i kristen, paulinsk forstand som
»tro«, og i hvert fald slet ikke i Hab. 2,4. Oversætteren Knud
Jeppesen argumenterer da også for at skrive »trofasthed« i stedet for
»tro«, som man gjorde det i prøveoversættelsen: »Det ['ænumah]
beskriver en holdning, som Gud naturligvis værdsætter hos mennesker,
men sjældent eller aldrig menneskets holdning til Gud – altså tro i
den kristne betydning af ordet. (...) Det er at gøre uret til begge
sider at ville presse den nytestamentlige forståelse – vel at mærke
Paulus' forståelse – af Hab. 2,4b ind i oversættelsen af den
gammeltestamentlige profet. Man bør altså beholde »i
trofasthed« (eller noget tilsvarende) i den gammeltestamentlige
oversættelse« (KJ, s. 41, 44).

Men oversætteren må være blevet underkendt af revisionskomiteen, for
som citeret ovenfor, vendte man i den endelige udgave tilbage til en
kristologisk fordrejning af teksten!


Esajas' Bog 7,14

DO92: »Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal
blive med barn [hara] og føde [jolædæt] en søn, og hun skal give ham
navnet Immanuel.« Men »blive med barn« er et adjektiv på hebraisk
(hara), og »føde« et aktivt participium (jolædæt), hvis grundbetydning
for begge formers vedkommende er præsens eller for participiets
vedkommende eventuelt kan være nær fremtid. Men så kolliderer
oversættelsen med den traditionelle forståelse af dette sted, der
ønsker at indlæse en profeti om Maria, der (i fremtiden – fra Esajas'
perspektiv) skal føde Jesus; en kristologisk efterrationalisering, som
der altså slet ikke er filologisk baggrund for i den hebraiske
grundtekst.

Oversættelsen burde hedde: ... Se, en ung kvinde er gravid, og hun er
ved (el. skal til) at føde en søn, og hun skal kalde hans navn
Immanuel. (GBH §119n, 121d,e).

Desuden er verset en meget udbredt og alment kendt formular,
dokumenteret i bl.a. oldægyptiske og fønikiske kildetekster,
formodentlig brugt i det royale hieros gamos-drama (ægteskabet gud/
gudinde og dronning/konge imellem). Derved er Bibelselskabets futurum
(»... skal blive med barn«) uden både filologisk og religionshistorisk
belæg.


Esajas' Bog 40,3

DO92: »Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn [jasheru]
en vej [mesillah] for vor Gud i det øde land.« Imidlertid betyder
jashar ikke at »jævne«, men at gøre »ret« eller »lige« (i modsætning
til »krum«). Desuden kommer mesillah af salal, der betyder at lave en
vej, ved at »kaste« sten, jord og grus i en bunke.

Oversættelsen burde hedde: ...byg en lige landevej gennem ørkenen for
vor gud (HAH, s. 326; AOGT, s. 233).

Bibelselskabet vil med den fikse ændring lade Esajas foregribe
referencer i det Nye Testamente, der netop taler om at »jævne
vejen« (Matt. 3,3; Mark. 1,2; Luk.; Joh. 1,23).


1. Mosebog 3,5

DO92: »Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne
åbnet, så I bliver som Gud og kan kende [celohim jode] godt og ondt.«
I og med, at participiet jode, der følger efter elohim står i
pluralis, og i særdeleshed når man tager konteksten i betragtning,
skal der ikke oversættes med »Gud«, men med »guder« – ellers giver det
efterfølgende vers 22 ikke megen mening: »Og Gud Jahwe sagde: Nu er
mennesket blevet som en af os ...«

Oversættelsen burde derfor snarere hedde: ... så I kan blive som
guder, der kender (el. og kende) godt og ondt.

Både Septuaginta og Vulgata har da også »guder« på dette sted, ganske
som de nye oversættelser La Sainte Bible traduite en francais sous la
direction de l'Ecole biblique de Jerusalem, 1956; The New English
Bible, 1970; The New American Bible, 1970 samt en ny jødisk
oversættelse: A New Translation of the Holy Scriptures According to
the Masoretic Text, 1962 (AOGT, s. 116f).


1. Mosebog 6,1-2

DO92: »Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre,
så gudssønnerne, at menneskedøtrene var smukke [tobh]. Blandt dem tog
de sig alle de koner, de havde lyst til [bahar].« Fordrejet
gengivelse; bahar betegner en omhyggelig, bevidst og grundig
udvælgelse, og anvendes som regel i alvorlige og mestendels religiøse
sammenhænge (TW, bd. 1; s. 592-608). Oversættelsen i DO92 har ingen
filologisk hjemmel overhovedet.

Oversættelsen burde hedde: ... alle de koner, som de omhyggeligt
udvalgte.

Alternativ: Da så gudssønnerne, at menneskedøtrene var gode; og blandt
dem alle tog de koner til sig, som de omhyggeligt havde udvalgt.

DO92 antyder fejlagtigt simpelt hor med hvem som helst og dæmoniserer
derved et mytologisk indhold, som er problematisk i kristen
sammenhæng.


1. Mosebog 21,1

DO92: »Herren tog sig af [paqad] Sara, sådan som han havde sagt, og
det, han havde lovet, gjorde han for hende.« I bedste fald en
eufemisme. Ifølge CW og DT udtrykker paqad først og fremmest
ægteskabeligt forhold, dvs. samleje.

Oversættelsen kunne også hedde: Og Jahwe havde samleje med Sara.

Guder og gudinders seksuelle omgang med mennesker var et udbredt
nærorientalsk fænomen, der selvsagt er yderst problematisk i en
kristen forestillingskreds. Man kan jo heller ikke som i ovennævnte
tilfælde trække en myte ned på et niveau fra den lokale beværtning, og
så siden hen indrømme, at også Gud (Jahwe) har kødelige lyster – det
passer ikke rigtig sammen med kirkens billede af Kristi Fader.


1. Mosebog 31,13

DO92: »Jeg er Betels Gud [anoki ha-el beth-el] ...« Blot et
rudimentært kendskab til hebraisk vil røbe, at man under ingen
omstændigheder kan oversætte således (JP §118d).

Oversættelsen burde hedde: Jeg er guden Betel ...

Problemet er, at der her introduceres en guddom ved navn Betel, altså
et tegn på polyteisme, som naturligvis er uforeneligt med kirkens
monoteistiske kristendom. Der findes ingen anden filologisk forsvarlig
oversættelse.


Det var tolv eksempler. Der findes desværre ingen offentligt
tilgængelig liste over alle de skriftsteder, som revisionskomiteen og/
eller den gammeltestamentlige og nytestamentlige koordineringsgruppe
alt i alt behandlede. Ejrnæs opregner som nævnt ca. seks hundrede
skriftsteder for revisionskomiteens vedkommende.

Kollerup bemærker om koordineringsgruppens arbejde: »Det bør her
anføres, da det siger noget om rækkevidden af denne direkte
indflydelse, at der ikke ved nogen tidligere dansk bibeloversættelse
er gjort et så minutiøst og omfattende arbejde med at koordinere de
ca. 300 citater fra det Gamle Testamente i det Nye Testamente og de
ca. 5.700 allusioner i det Nye Testamente til det Gamle Testamente som
ved 1992-Bibelen.« (OK, s. 70).

Tre hundrede citater og fem tusind og syv hundrede allusioner!

Selv om der selvfølgelig ikke er nogen grund til at antage, at alt er
af samme grelle karakter som ovennævnte eksempler, ville det unægtelig
være rart at konstatere det ved selvsyn.


Bibelselskabets kirkebibel

I 1990 slog Cappelørn endegyldigt fast med syvtommer søm, at den nye
oversættelse er og bliver en autoriseret kirkebibel.

Hvorfor autoriseret? Cappelørn svarer: »Ved at en bibeloversættelse
autoriseres, beskyttes lægfolket mod oversættelsestilfældigheder, som
er ødelæggende for det kirkelige og folkelige fællesskab« (DBÅ
1990) ...!

Og hvad er så en kirkebibel? Cappelørn svarer: »En dansk kirkebibel er
en bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til dansk
salmetradition. (...) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af
oversættelser, som tager hensyn til liturgien. (...) En dansk
kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som er blevet til
ud fra den grundopfattelse, at Det Gamle og Det Nye Testamente udgør
en bibelsk og frelseshistorisk helhed, og at den gamle og den nye pagt
må forstås i lyset af hinanden. (...) En dansk kirkebibel er en bibel,
som består af oversættelser, der udgør en kanonisk samling af tekster
og ikke en samling af religionshistoriske tekster. Eller sagt på en
anden måde: Der er tale om en samling af skrifter, som i århundreder
har været og fortsat er i levende, forpligtende brug i kirken. (...)
Bibelen er kirkens og gudstjenestens bog, og fra gudstjenesten tager
vi den med hjem til daglig brug og opbyggelse.« (DBÅ 1990).

Sic!

Borte er fuldstændig emfasen på det oprindelige videnskabelige sigte,
og borte er enhver mulighed for en tekstnær, uforudindtaget
oversættelse.

I stedet har vi på afgørende punkter fået en gendigtning, hvor
kildeteksterne pænt må underordne sig dansk salmetradition og
folkekirkelig liturgi. Vi har fået en kirkebibel, der er oversat ud
fra det perspektiv, at det Gamle og det Nye Testamente udgør en
frelseshistorisk helhed.

Vi har altså ikke fået en oversættelse, som i optimal grad får lov til
at tale for sig selv – Bibelselskabet taler for den!

Alle de smukke erklæringer om videnskabelighed og ekspertise klinger
dermed præcis så hult som Luthers ad fontes, for også den nye
oversættelse er manipuleret og fordrejet. Humanisternes slagord til
kilderne er blevet til Cappelørns til kirkerne.

Læseren har med andre ord ikke mulighed for at danne sig sit eget
indtryk af forskelle og ligheder det Gamle og Nye Testamente imellem
på et reelt grundlag.

At spørgsmålet om kildetekst under alle omstændigheder også er en –
kilden sag, var vi inde på indledningsvis, men bevidst at fravige
kilden er trods alt – i bedste fald – aldeles utilstedeligt.

At formålet så har været at legitimere en kirkelig tradition
teologisk, fordi den ikke længere kan legitimeres videnskabeligt, er
også temmelig indlysende, eftersom det i modsat fald naturligvis havde
været ganske overflødigt at forandre teksten! Og det er formodentlig
også i sidste ende en væsentlig grund til, at man har gjort det – der
er åbenbart så frygtelig megen prestige, autoritet og magt, der hænger
på en kristologisk Bibel. Bibelselskabets, teologernes – og
folkekirkens.

Og over for så vægtige institutioner, hvad betyder da ordet?!


Jens-André Pedersen Herbener og Rune Engelbreth Larsen


--------------------------------------------------------------------------------

BIBLIOGRAFI


AOGT: Att översätte Gamla Testamentet, (Betänkende av 1971 års
bibelkommitté för Gamla testamentet), Stockholm, 1974.

Bibelen i dansk autoriseret oversættelse fra 1871 og 1931/48.

DO92: Bibelen i dansk autoriseret oversættelse fra 1992.

Biblia Hebraica Stuttgartensia, 1967.

CW: Chaldäisches Wörterbuch über die Targumim und einen grossen Theil
des Rabbinischen Schriftthums, bd. 1-4, von Rabbi Dr. J. Levy,
Darmstadt, 1963.

DBÅ: Det danske Bibelselskabs årbog, København 1970-1992.

DT: Dictionary of the Targumim, the Talmud Babli and Yerushalmi and
the Midrashic Literature, bd. 1-2, compiled by Marcus Jastrow, New
York 1950.

DBH: Ejrnæs, Bodil: Skriftsynet igennem den danske bibels historie,
København, 1992.

ED: Etymological Dictionary of the Hebrew Language, ved Ernest Klein,
Jerusalem.

Gamle Testamente, det, med tekstkritisk noteapparat ved Flemming Friis
Hvidberg, Det Danske Bibelselskab, 1942.

Gamle Testamente, det, ved Fr. Buhl, København 1910.

GBH: Grammar of Biblical Hebrew, bd. 1-2, Roma 1991.

HG: Hebräisches Grammatik, ved Gesenius, Leipzig, 1909.

HAH: Hebräisches und aramäisches Handwörterbuch über das alte
Testament, Berlin 1962.

JP: Hebræisk grammatik, ved Johannes Pedersen København.

KJ: Jeppesen, Knud og John Strange (red.): Skriv synet tydeligt på
tavler! – Om problemerne ved en ny bibeloversættelse, København, 1989..

OK: Kollerup, Ove: Hvem bestemmer over Bibelen? (»stor emnekreds« ved
teologisk fakultet), Århus 1994.

TW: Theologischses Wörterbuch zum alten Testament, bd. 1-8, Stuttgart
1973.

http://www.faklen.dk/faklen/01/bibel1.php