On Mon, 28 Feb 2011 17:21:17 +0100, John <admin@jp-web.invalid> wrote:
>Leyna kom med følgende:
>
>> Hvad med din Milo?Han lever forhåbentligt stadig
>> og har det godt? (Og æder nogle katte...?)
>
>Han har det fint, er jo kun seks somre.
Ja, så er han jo lidt ældre end Oy og et par år yngre end de to gamle,
som osse lever i bedste velgående.
>Hvad har du lavet Leyna har de haft lukket for
>strømmen til din puter.
Dog ikke, men det var lige før. Vi har haft en gevaldig kamp med vores
el-selskab over en gigantisk efterregning (56k), som jeg naturligvis
ikke mente kunne være berettiget. Sagen har nu kørt gennem ankenævnet
og i dag sidder vi så med en kæmpegæld. Det er en laaang historie, som
jeg ikke skal bebyrde nogen med, men årsagen var åbenbart et defekt
kraftkabel (som vi var uvidende om), der afladede strøm (eller hvad
det nu hedder). Kablet var i stalden og jeg er lykkelig over, at vi
ikke har dyr derude og stort set ikke kommer der. I hvert fald har jeg
været nærmest paranoid med at bruge så lidt el, som muligt, og derfor
har min online tid osse været stærkt begrænset.
Men nu handler det jo om hunde her, så en lille opdate :
Vaks bliver 9 år i år, og han trives ganske fint. Dog har han ind
imellem lidt problemer med trapperne. Specielt om morgenen, når han
skal ned, men han er så osse lige i overkanten vægtmæssigt. (46 kg)
Hans bliver osse 9 i år, og han er blevet en rigtig glad og tryg hund
efterhånden. Han har ikke de store aldersproblemer, men stadig lidt
tør og dårlig hud. Dog ingen eksem.
Oy bliver 5 i år, og han er stadig lige så underlig som da han var
yngre. Jeg sværger på at den hund har humor - og en syg form for
denne.
Han bider ikke vores møbler, tøj eller sko i stykker mere,
men er faktisk blevet en rigtig dejlig hund.
Maggie sagde vi farvel til for nogle måneder siden. Hun var ellers ved
(lod det til) at komme sig efter en katastrofal omplacering. Hun var
blevet væsentligt roligere (herhjemme) og hun bed ikke så meget i
stykker mere, men man kunne dog ikke have nogle former for fødevarer
stående frit tilgængelige. Det havde vi sådan set lært at leve med,
men da hun så pludselig også blev total urenlig igen, så måtte jeg
tage den hårde sidste tur til dyrlægen. Det var det rigtige valg, for
hun var en utrolig usikker og frygtsom hund (ikke herhjemme, men
ellers), og psykisk ville hun aldrig blive stabil. Jeg savner hende
voldsomt, for lige så problematisk hun var, lige så kærlig var hun.
Efter Maggie forlod os, er der faldet en utrolig ro over huset og
hunde og katte kan nu sagtens være i samme lokale allesammen. Flokken
trives!