Andreas Junge er altid værd at læse:
"Skal man sige det kort, består vores velfærdssamfund af tre slags
mennesker. Peter, der er privatansat, Oda der er offentligt ansat, og
Ole der er offentligt forsørget. Den demokratiske beslutningsproces
sørger for, at et flertal, som sjovt nok består af Oda og Ole, stemmer
for det højeste skattetryk i hele verden. Stemmerne er to mod én, og
Oda og Ole kan derfor dele frugten af Peters arbejde mellem sig som
henholdsvis offentlige lønninger og sociale ydelser.
Politikerne betegner dette statssanktionerede tyveri som et retfærdigt
samfund, hvor de »bredeste« skuldre bærer de største byrder.
Retfærdighedselementet er naturligvis diskutabelt, men at det er en
stor byrde for en tredjedel af arbejdsstyrken, de privatansatte, at
forsørge resten af arbejdsstyrken, er utvivlsomt - og ikke mindst
uholdbart. I Danmark arbejder over en million mennesker i den
arbejdsdygtige alder ikke. At diskutere om arbejdsløsheden er 160
eller 200 tusinde mennesker er at holde den lille million mennesker i
den private sektor, der betaler gildet, for nar. Arbejdsløsheden er en
million - godt og vel. Men det ser ikke pænt ud for politikerne, som
derfor hiver de arbejdsløse ud af de officielle statistikker og kalder
de arbejdsløse for førtidspensionister, efterlønnere,
aktiveringsberettigede, sygemeldte osv.
Mens privatansatte job forsvinder med lynets hast, praler politikerne
med, at de »skaber« job i den offentlige sektor. De private
virksomheder, der får verdensmarkedets hårde dom over værdien af deres
produktion, fyrer folk. De, der aldrig har skullet sælge en eneste
time af deres arbejdskraft til nogen, som reelt kunne tænkes at
efterspørge deres arbejdskraft - dvs. de offentlige bureaukrater -
tvangsinddriver pengene til deres egne høje lønninger gennem skatter
og ansætter flere og flere. Her ligger kimen til det forestående
sammenbrud"
--
Si vis pacem - para bellum
|