Af: Georg Metz
2. december 2010
LINGUA TERTII IMPERII, Det tredie riges sprog.
Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de
synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens
virkning sig alligevel. Disse linjer er titel og undertekst til Victor
Klemperers sprognotater, som han foretog i de 12 lange år under
nazismen 1933-45. Klemperer overlevede som jøde Holocaust. Anbragt i
den yderste udsatte kreds, i enhver henseende chikaneret og truet af
Gestapo, skånede Nürnberg-lovenes perverterede bestemmelser den
afskedigede litteraturprofessor og filolog, fordi han var gift med en
‘arisk’ kvinde.
Som man kan læse i dagbøgerne: Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det
sidste, udstår Victor Klemperer ydmygelserne og angsten ved
omhyggeligt - i øvrigt under forøget livsfare - og med videnskabelig
metode at registrere og notere alle tanker og alle tildragelser
undervejs i mareridtet. For de sproglige iagttagelsers vedkommende
bliver disse notater til Klemperers vigtigste akademiske arbejde,
altså om sproget i diktaturets og ensretningens Tyskland.
LTI er en gennemgang af de ord og begreber, Hitler og hans håndgangne
betjener sig af, og som efter nazisternes magtovertagelse bliver
rigets stemme og dermed en væsentlig del af systemets
undertrykkelsesapparat.
Med nazismens ophøjelse så at sige til statsreligion bliver LTI også i
vid udstrækning folkets sprog. Giftstof i små doser, såfremt
arsenikken som i Hitlers diktatur indgives dag efter dag, har sin
virkning. Til sidst sidder giften i alle kroppens og forstandens
celler. Dette er selve propagandaens væsen, hvor sproget perverteres,
hvor tilbagetoget bliver til frontforkortelse: Frontverkürzung og
folkemordet til: Endlösung, og løgnene accepteres som den evige
sandhed. Klemperers gennemlyste eksempler er utallige. Man kan roligt
sige at Nazityskland skaber et Orwellsk nysprog.
LTI, nu omsider i en glimrende og indsigtsfuld dansk oversættelse af
Henning Vangsgaard, der også oversatte dagbøgerne, er i historisk
forstand en guldgrube til forståelse af mekanikken i Hitlers retorik
og af diktatorens begavede megafon, dr. Goebbels’ videreudvikling af
sin herres voldsretorik.
Præcist og smertefuldt
Ingen anden har fat i den lingvistiske og psykologiske retoriske
selvfremstilling så præcist og smertefuldt som Klemperer. Måske det
mest pinagtige er Klemperers påvisning af, at endog de mest
stigmatiserede ofre for voldsmagten også inficeres af førersproget.
Uanset at jøderne dag for dag mister rettigheder: retten til at udøve
deres fag, retten til at eje huse, bøger, husdyr, cykler, sidde på
bænkene i parken, gifte sig, arbejde, etc., konstaterer Klemperer at
jøder i hans kreds efterhånden uafvidende taler som Mein Kampf. Ikke
blot sniger ordforrådet sig ind med primitive sætningsopbygninger og
råheden, også tonefaldets afstumpethed smitter af. Regimets Volks-
empfänger, den billige obligatoriske radiomodtager i alle husstande,
gør sin virkning.
Den totalitære tankegangs forfærdende konsekvens er den endelige
erobring af sproget og monopoliseringen af ordene. Positivt ladede
gloser omdannes til skældsord. Humanität og Judentum er et par af
disse mængder af oprindeligt beskrivende grundbegreber, som nazisterne
ondulerer om til deres modsætninger.
Mekanismen er velkendt i andre kriseramte politiske systemer. Islam
bliver i vore dage akkurat som alt med jøder før ved konsekvent
negativ ladning af glosen til mi-nusord. I vort eget aktuelle nysprog
er humanisme blevet til pladderhumanisme; tolerance til blødsødenhed
eller med Fogh Rasmussen til tossegodhed. I en Søren Krarups
aggressive lingua er menneskerettigheder menneskerettighedstyranni,
velgørenhed og bistand godhedsindustri. Indvendinger mod sprogets
primitivisering affærdiges med en øjeblikkelig tiltale for politisk
korrekthed.
I den sammenhæng yder den radikale udlægning af Luthers
‘gerningsretfærdiggørelse’ sit bidrag, hvor man kan aflade sine
menneskelige drifter ved at henholde sig til den rette lære om egen og
den nære næstes frelse frem for fjernere (humanistiske) krav.
1930’ernes totalitære sprogbrug har sine rødder, og væksten er ikke
visnet. Den danske udgave af LTI byder på et par blanke sider, hvor
læseren kan skrive eksempler fra aktuel dansk retorik. Noter selv hver
gang nogen bruger flosklen: historisk for at ophøje eget middelmål.
Den brugte de også i 30’erne.
Victor Klemperers arbejde er ikke blot et kildeskrifts bidrag til
forståelsen af retorikken i Hitlers 12-års Tusindårsrige. I
videnskabelig forstand er fremstillingen, som påvist af Henning
Vangsgaard, et oplysningsfilosofisk udogmatisk nyskabende værk.
LTI er samtidig en påmindelse om hvor nemt det er med et magtapparat i
ryggen at sætte sig på sproget. Hvem i Danmark får ikke et
undskyldende strejf i tonefaldet, når ord som humanisme og tolerance
sniger sig over læberne? Giften virker.
http://www.information.dk/252606
LTI er højst fortjenstfuldt udgivet på forlaget Tekst og tale af Knud
Lindholm Lau.
Victor Klemperer: LTI – Lingua Tertii Imperii. Det Tredje Riges
sprog. En filologs notesbog.
Forlaget /tekst og tale/, 2010. Oversættelse fra tysk: Henning
Vangsgaard.328 s + noter, begrebsregister og efterskrift. Pris: 350
kr. Udgivelsesdag:8. november ISBN 978-87-991818-03.
http://www.klemperer.dk