Skulle De gå med tanker om at ytre Dem generelt om denne eller hin
befolkningsgruppe, kultur, religion eller en fjerde sociologisk
kategori, på en måde, der af nogen nogetsteds kunne opfattes som
negativt eller krænkende, da overvej følgende: Er De villig til at
risikere retsforfølgelse og en mulig dom for racisme, med alt hvad
dertil hører af økonomiske, sociale, karrieremæssige og personlige
konsekvenser? Nej? Det tænkte vi nok – og det er muligvis også
meningen med en lovgivning, der muliggør retsforfølgelse af folk, ikke
blot for deres holdninger, men også for henvisning til ubehagelige
kendsgerninger.
I kølvandet på Rigsadvokatens anklage mod Jesper Langballe for
racisme, rejser Statsadvokaten nu en sag mod Trykkefrihedsselskabets
formand, Lars Hedegaard. Hedegaard tiltales, ligesom Langballe, for at
have overtrådt Straffelovens §266b, den såkaldte ’racismeparagraf’.
Paragraffen siger, at man ikke må true, nedværdige eller forhåne folk
med henvisning til deres race, hudfarve, nationale eller etniske
oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Tiltalen sker i
forbindelse med Hedegaards udtalelser om vold og overgreb i muslimske
familier under en filmet samtale. Han sagde her, at ’de’, altså
muslimer, voldtager deres egne børn. En kras udtalelse. Og en upræcis
udtalelse. Men kan det virkelig være rigtigt, at man i Danmark anno
2010 kan blive dømt for krasse og upræcise ytringer?
En besynderlig paragraf
Der har allerede været en del debat om både Langballe og Hedegaards
sager. Berlingske og Jyllands-Posten skrev begge ledere om, hvorfor
§266b bør reformeres. Naser Khader forsvarede Hedegaard i en artikel,
også i Berlingske, og Jacob Mchangama har skrevet et blogindlæg om de
principielle årsager til, at paragraffen skal ændres. Flere har, i
forlængelse af kritikken af paragraffen, dog benyttet lejligheden til
at forsøge at karaktermyrde Hedegaard. Man husker at antyde, at manden
jo har gedulgte intentioner, og at han slet ikke er, hvad han udgiver
sig for – alt imens man pudser glorien og salvelsesfuldt minder om, at
man skam synes, han skal have lov til at sige, hvad der passer ham.
Disse halvhjertede forsvarere har alle deres grunde til at gøre som de
gør. Politiske, strategiske eller følelsesmæssige. Men de gør det i
hvert fald ikke særligt overbevisende. Det kan vi gøre bedre.
Der er flere bemærkelsesværdige forhold omkring såvel Hedegaards sag
som den omstridte paragraf, og dem vil vi gerne opholde os lidt ved.
Det må for det første bemærkes, at Hedegaard på videoen taler i
bestemt flertal – og at han altså ikke siger, hverken at alle muslimer
eller at mange begår de nævnte ugerninger. Allerede dagen efter, at
udtalelsen kom frem, præciserede Hedegaard sin pointe i artiklen
Udsigt fra sumpen. Her skriver han om problemet med familievolden, at
”[d]et er naturligvis ikke noget, der foregår i hver eneste muslimske
familie. Jeg hævder heller ikke, at det foregår i de fleste. Men jeg
er nødt til at forholde mig til de indikationer, der foreligger.”
Det er således kun ond vilje, der kan få folk til at konkludere, at
det faktisk var hans pointe, at samtlige eller hovedparten af muslimer
i hele verden begår sådanne gerninger. Hedegaard ønskede at påtale et
problem, der i stort omfang er tabu, også i de vestlige medier. I
stedet for en saglig debat om et meget alvorligt emne, fik vi en
usaglig smædekampagne mod ham, der påpegede problemet. Anført af
sensations-journalister, der ikke lod til at bekymre sig om substansen
i sagen, men glædede sig over at få islamdebatten ind i et
tabloidformat, de kunne forstå.
Er sandheden den nye hate speech?
For det andet kunne han i samme artikel henvise til en række muslimer,
islameksperter og arabister, der alle kan berette, at der faktisk er
et problem med vold og overgreb i muslimske familier. Både Kristeligt
Dagblad og Politiken bragte efterfølgende artikler, der dokumenterede,
at der var noget om sagen, ligesom eksempelvis Mads Kastrup på sin
Berlingske-blog endte med at give Hedegaard ret. Der foreligger
således rigelig empiri, der i det mindste konstaterer, at problemet
eksisterer. I hvor stort et omfang er det nok svært at sætte eksakte
tal på, men der er ingen tvivl om – i hvert fald hvis man ikke er så
formørket af sine fordomme om Lars Hedegaard, at man blasert afviser
de foreliggende kendsgerninger – at volden forekommer.
Men der står intet i paragraffen om kendsgerninger. Hvad nu hvis en
meget nedværdigende og forhånende udtalelse om en given gruppe –
eksempelvis gamle, hvide mænd – ikke desto mindre viste sig at være
sand? Vejer forhånelsesaspektet da tungere end hensynet til sandheden?
Er sandheden blevet den nye hate speech? Lytter man til Hedegaards
kritikere, så åbenbart ja. Det lader ikke til at være interessant, at
hans konklusioner trods alt er resultatet af mere end 10 års intensiv
beskæftigelse med emnet. Som historikere nu en gang har for vane, har
også Hedegaard læst om sagen, sammenholdt påstande med empiri, og
draget en konklusion. Andre kommer til andre konklusioner – og det er
deres ret. Men ikke Hedegaards, lader det til.
Det medfører nogle svære udfordringer ikke bare for islamrealister som
Hedegaard, men også generelt for folk, der ønsker at bedrive
videnskab. Videnskaber – vi tænker eksempelvis på fag som sociologi,
psykologi, religionsvidenskab, adfærdsbiologi – der på den ene eller
anden måde kunne tænkes at konkludere noget upassende eller ilde hørt
om en eller flere befolkningsgrupper, må da rammes af 266b? Eller hvad
med statistik? Kan vi ikke lige så godt afskaffe den med det samme?
Det er jo en disciplin, der, udover at konstatere ikke bare glædelige,
men også ubehagelige fakta om forskellige sociologiske grupperinger,
også baserer sig på meget overordnede generaliseringer. Herunder også
om muslimer. Er Statsadvokaten nu sikker på, at det er helt i orden?
Slut med pluralis
Netop generaliseringselementet udgør en fjerde løjerlighed ved 266b.
Det er blevet sagt, at Hedegaards udtalelser var forkerte, fordi de
’generaliserede’ om en bestemt befolkningsgruppe. Hvilket som
beskrevet er lodret forkert. Men det anfægter selvfølgelig ikke
kritikerne.
Vi synes i denne forbindelse, det er et interessant perspektiv for den
offentlige debat, hvis alle dem, der udtaler sig kritisk om en gruppe
i samfundet og benytter sig af flertalsformen – bestemt eller ubestemt
– skal have en racismedom. Der bliver i hvert fald meget travlt ved
domstolene. Det vil muligvis glæde en juraklerk eller to, men gøre
voldsom skade på vores alles ytringsfrihed.
Trods disse udsigter maner Hedegaards kritikere til kamp mod
generaliseringerne. Men tillad os så at spørge, hvad det egentlig er,
266b gør? Den lader os forstå, at man ikke må udtale sig forhånende om
eksempelvis hvide mænd. Men det forudsætter jo, at en sådan forhånende
udtalelse faktisk opfattes som forhånende af alle de hvide mænd –
hvilket naturligvis er absurd. Sagt på en anden måde, så udgør 266b i
sig selv en grov generalisering af bestemte befolkningsgruppers
følsomhed over for bestemte ytringer. Sådan en nedværdigende og
primitiv psykologisering af specifikke segmenter mener vi også
fortjener Statsadvokatens opmærksomhed. Hvis der altså skal være en
smule symmetri i advokaturets aktiviteter angående 266b.
Statsadvokatens venner
Men skal der nu også det? Være symmetri, altså? Hvis det var
Statsadvokatens hensigt at dele sol og vind lige, hvorfor har
vedkommende så ikke slæbt eksempelvis Klaus Rothstein i retten, for
dennes skriverier om det mangeårige seksuelle misbrug af små drenge af
”præsterne i den irske kirke”? Eller Frederik Stjernfelt fra
ytringsfrihedsnetværket Fri Debat, der den 3. august i en artikel
skriver, om en kvinde, der er berømt ”for at kæmpe imod muslimsk vold
mod kvinder.” Burde begge disse ytringer ikke være rettet til ’nogle
præster’ og ’vold imod nogle muslimske kvinder’ for at undgå
’generaliseringen’? Og hvad med de utallige udtalelser fra
venstrefløjen om, hvor racistiske og fremmedfjendske, danskerne er? Vi
skulle lige til at nævne de endeløse perfide og grove angreb på DFere
og højreorienterede generelt – men de repræsenterer jo ikke en bestemt
tro, seksualitet eller nationalitet, så de er (heldigvis for
kritikerne) ikke beskyttet af 266b.
Vi er jo alle voksne mennesker. Ikke sandt?
Vi frygter, at svaret på spørgsmålet om udnyttelsen af 266b, ligger
lige for: Man ønsker at indføre et særligt sprog, som skal tages i
anvendelse, når det handler om kulturelle minoriteter, og dermed menes
stort set udelukkende muslimer. Udover at det baserer sig på en
ubehagelig præmis om, at muslimer som gruppe er særligt følsomme og
ikke er i stand til at skelne mellem ord og handlinger, så er det også
udtryk for en farlig tendens. Hvis vi skal til at ændre og begrænse
vores sprog, når vi vil gøre opmærksom på ubehagelige kendsgerninger,
af angst ikke bare for fanatiske muslimer, men Staten, så står det
galt til. Dén ubalance i retssystemet, der indtræder, når vi ikke
længere kan bruge vores dagligsprog til at beskrive fænomener, der
relaterer sig til særlige grupper, kan et åbent samfund ikke leve med.
At forbyde upræcise - men måske nedværdigende - beskrivelser af visse
befolkningsgrupper, men ikke andre, svarer til at indføre et retligt
aristokrati herhjemme. En gruppe, hvis udvalgthed fritager dem fra den
byrde, det er at deltage i og blive omtalt i den offentlige debat på
lige fod med alle andre.
Så er vi ikke langt fra et virkeliggjort, orwell’sk mareridt, hvor den
frie meningsudveksling er erstattet af det politisk korrekte kleresis
amputerede debatkultur. En dybt asymmetrisk debatkultur, vel at mærke,
hvor alt til venstre for midten hyldes, mens det til højre ønskes
forbudt. Og paragraf 266b er et effektivt redskab til at få indført
sådan et meningsvælde.
Lad os håbe, at det ikke sker. Vi har set for mange eksempler i
historien på, hvad der sker, når Staten – støttet af ideologisk
betændte grupperinger – censurerer den frie debat. Lad os få afskaffet
den racismeparagraf i erkendelsen af, at vi alle er voksne mennesker,
der kan adskille ord og handling.
Indtil da: Må vi på det kraftigste advare Dem mod at påpege
kendsgerninger, der ikke bifaldes af det retlige aristokrati
http://www.sappho.dk/advarsel-til-folket-sagen-mod-lars-hedegaard.htm
--
Si vis pacem - para bellum