---

Kommunens rengøring af mit hjem for at stoppe lugt, er nok et på
forhånd tabt slag.

I 33 år har jeg boet her og duftstoffer der sivet ud af armhule og
lyske på mig (men ikke fødder, fordi jeg går barfodet)
Den del af dem der ikke er ude i atmosfæren er bundet til tekstilers
og bøgers porer i hjemmet og den kommunalt betalte rengører kan kun
smide tekstilerne i vaskemaskine.Rum kan tømmes for møbler og gulve
vaskes, men da alle tiltag med ozon, gulvvask og gulvovermaling hidtil
har været virkningsløse overfor lugt, taler alt for, at min tid
spildes og kommunens penge spildes
Henrik Søndergaards uvilje mod at påtage sig projektet , nu da det
ikke handler om resultatbefordrende overmaling og forsegling af
lugtindeholdende porer, blev ikke gavnet af ansættelsesinterview hos
kommunen.
Henrik og jeg har som tætte Glistrupvæbnere en tæt parforholdagtig
fortid med gensidige beskyldninger om hvorfor vort fælles projekt
kuldsejlede, og han blev krævesyg af kommunens udpegning ham til
overordnet, selvom det er mit hjem.Jeg måtte sætte trumf på og nævne
at jeg kan forlange dommerkendelse, hvis der igen sker beskadigelse af
mit velfungerende problemfri hjem. Det fik ham til at bakke ud, helt
som samme kommunalperson tidligere har udtrykt forargelse over at "Bo
tror, han er arbejdsgiver fordi det er hans hjem" har smadret
underordnedes samarbejdsvilje.
Nu har en uerfaren, Niels, meldt sig som rengører og på de kommunalt
betalte 37 timer - der omfatter mindst 37 timer fra min side, selvom
jeg ingen fordele har af projektet - gir vi den en skalle i december.
Men molbo-agtigt er det, at kommunen stempler mit hjem som deres
arbejdsplads, og klage af mig afvises udfra arbejdsmiljølov.
Klagen ved øverste instans gav dog medhold i, at visitation skal
overholdes og personer som jeg har tillid til skal udføre krævet
rengøring. Men forvent ikke mirakler af denne ondskabsfulde chikane
mod mig.