Forpinte Beethovens opera-messe-lort
Ludvig havde en fordrukken far, som dog blev en helt.
Beethovens mor fik gjort ham ambitiøs og musikalsk, og så var hans
lykke gjort - delvis.
Han var lille men med kæmpestore hænder og han blev virtuos. Han ville
komponere som Mozart og Haydn ,tidens to store fra Wien og hurtigt
overgik han dem. Han ville producere program-musik der trak på samme
hammel som den franske revolutions budskaber, som alle unge
ikke-adelige snobbede for.
Han blev så opreklameret, at alle fædre sendte deres smukke døtre til
spil hos ham, og han forelskede sig i den ene skønhed efter den anden,
men aldrig gengældt
Som en skolelærer-far , hvis børn hader ham, så han kaster sin
kærlighed på muslimer, kastede Beethoven sin kærlighed på en dårligt
opdraget, utaknemlig brorsøn, der var blevet faderløs - og pga sin
berømmelse og vinder-status opnåede Beethoven adoption af nevøen,
selvom han var helt uden situationsfornemmelse og fader-egnethed, så
sønnen forsøgte selvmord.
Da storslåede klaverkoncerter og symfonier havde vist vejen for al
kommende film og program musik, ville han også producere friheds-opera
og panteist-messe for at forny kulturlivet også her. (Fideleo og Missa
Solemnis)
De to kæmpeværker har store kvaliteter, selvom den melodiøsitet som
ellers er Beethoven-varemærke mangler. Operaen er uden arier og
konstant recitativ-talesprog med stor dramatik, især når
Pissaro-skurken tryner frihedshelten. Den har vist nye veje som
melodiøse Verdi fik modificeret, og entartete atonale Webern har evnet
at overgå i grimhed.
De to værker opføres af pligt og høres af pligt.
At hørelsen forsvandt og han stadig ikke kom nogen veje med det smukke
køn, gjorde ham forpint - men han er klart al musiks mest
indflydelsesrige personlighed, for Bachs polyfoni kræver
indsigt/uddnnelse og Mozart levede kort og modbeviste at
perfektionisme er en fejl og var en egoistisk spillernatur med stor
tilfredshed som vellykket familiefar, som man ikke kan have
medlidenhed med - det kan man med den opofrende Beethoven, der gik
gruelig meget ondt igennem og blev berømt, men ikke menneskeligt
belønnet. Chopin løb den line ud
" Having played Chopin I feel, as if I have cried over sins I have
never committed, and mourned over tragedies, that was not my own."
Oscar Wilde
Da jeg var swing-dixieland-amatørmusiker ku jeg lide at sidestille med
Louis Armstrong, Basie, Ellington, Young og Hawkins, men jazz er som
pop - demokratisk. Kun oplysningstidens "senreligiøse" dyrkelse af det
guddommeligt inspirerede geni ku koncentrere genialitet på én halvgud,
som det skete med Beethoven, Wagner og Bach. Medierne der i
demokratiets tidsalder markedsfører rytmisk musik kræver at moden
skal skifte hyppigt, så der ikke opstår halv-guder, kun kvart-guder.15
minutters berømmelse mente Andy Warhol var max. for pøblens misundelse
må ikke blive alt for stor.
|