On 29 Okt., 01:28, Bo Warming <b...@bwng.dk> wrote:
> On Thu, 28 Oct 2010 14:53:26 -0700 (PDT), Patruljen
>
> <Patrul...@yahoo.dk> wrote:
>
> >Skrevet af: Kjeld Olesen
>
> >Tidligere udenrigsminister Kjeld Olesen om Palæstina-konflikten
> >Israel er et demokrati, det eneste i Mellemøsten. Derfor er det et
> >tragisk paradoks, at landet lader hånt om beslutninger truffet af det
> >internationale samfund og tillader, at dets dræbermaskine begår
> >krigsforbrydelser dag efter dag. Med de mest avancerede våbensystemer
> >dræbes uskyldige civile. Bulldozere jævner huse med jorden i en
> >kollektiv afstraffelse af familier til militante gerningsmænd.
> >Tusinder sidder fængslet, og brug af tortur er udstrakt. Samtidig
> >udvides de israelske bosættelser, hvor indbyggerne beskyttes af
> >militæret og har et udstrakt net af veje stillet til rådighed, som
> >palæstinenserne er forment adgang til. De er henvist til de mange
> >checkpoints, hvor unge værnepligtige giver dem en sårende og ydmygende
> >behandling. Alt sammen er det eklatante brud på menneskerettighederne
> >og internationale konventioner.
> >Hvordan er det kommet så vidt? Hvorfor er jeg, der var på
> >Blekingegadebandens liste over proisraelske danskere, blevet så
> >kritisk over for Israels politik?
> >Tvivl i 1967
> >Faktisk slog en lille tvivl rod allerede i 1967, få dage efter
> >junikrigens afslutning. Fhv. kulturminister Niels Matthiasen og jeg
> >var længe inden inviteret på et besøg, som vi insisterede på at
> >gennemføre. Under en flyvetur over de erobrede områder var vi sammen
> >med en israelsk professor, der meget fanatisk holdt på, at ingen af de
> >erobrede dele skulle gives tilbage. Det var første gang, at det gik op
> >for mig, at Judæa og Samaria, det gamle jødiske land, udgjorde
> >Vestbredden. Under senere samtaler med politikere kunne vi forstå, at
> >han ikke stod alene med sit synspunkt, selv om det blev pakket ind i
> >diplomatiske vendinger.
> >Jeg har flere gange besøgt Israel - også som udenrigsminister.
> >Værterne pressede på, for at vi skulle besøge de besatte områder.. Det
> >ville være en slags anerkendelse, så vi afstod og pegede gentagne
> >gange på resolution 242 fra FN's Sikkerhedsråd, der pålagde Israel at
> >trække sig tilbage fra besatte områder.
> >Golanhøjderne i Syrien kunne man forstå. Herfra kunne mange kibbutzer
> >beskydes, så en form for sikkerhed måtte skabes. Sinai blev ved en
> >fredsaftale givet tilbage til Egypten, men på Vestbredden og i Gaza
> >var de ulovlige bosættelser i gang. Magtesløse måtte palæstinenserne
> >iagttage, at deres retmæssige jord blev overtaget af fanatiske
> >israelere, mange af dem migreret fra USA. Man bøjede hovedet, harmen
> >steg til vrede, men intifada var indtil 1987 et ukendt begreb.
> >De to intifadaer
> >Da startede den første opstand med stenkastende unge. De israelske
> >soldater, der var uddannet til regulær krig, stod famlende over for de
> >rasende unge, der trodsede kampvogne og gummikugler. Senere skulle den
> >rå menneskeforagt komme til at kendetegne de israelske soldater.
> >Grunden til den første intifada, der startede i Gaza og bredte sig til
> >Vestbredden, var indlysende. Der var cirka 160.000 bosættere på
> >Vestbredden inklusive Østjerusalem og cirka 5.000 i Gaza. Bosætterne
> >på Vestbredden rådede over 60 procent af det opdyrkede areal, og
> >palæstinenserne fra både Gaza og Vestbredden var tvunget til at søge
> >arbejde i det egentlige Israel, fordi den økonomiske udvikling i de
> >besatte områder stagnerede. Hvad enten det var en regering fra
> >Arbejderpartiet eller Likud, overhørte Israel de mange internationale
> >fordømmelser om overtrædelse af FN-resolutioner, Genèveaftaler og
> >internationale konventioner. Man hvirvlede sig ind i et net af en
> >livsløgn om, at man selv var offer for omverdenens antisemitiske
> >holdning til det jødiske folk og dets legitime rettigheder.
> >I dag synes en fredelig løsning at være umulig. Antallet af bosættere
> >er mere end fordoblet siden 1987. Israelerne sidder tungt på
> >Østjerusalem. Osloprocessen, som Sharon fra starten har været
> >modstander af, blev endeligt skrottet, da han med en
> >arbejderpartiregerings billigelse provokerende marcherede op til den
> >muslimske helligdom Haram el-Sharif på Tempelbjerget, og den anden
> >intifada begyndte. Den skammens mur, han er ved at bygge, rækker langt
> >ind på palæstinensisk område. Mange af de palæstinensiske småbønder,
> >der er tilbage, er afskåret fra deres jord. I deres eget land er
> >palæstinenserne henvist til små hullede jordveje med så mange
> >checkpoints, at samvær med familie og venner ofte er umuligt.
> >Kampvogne og helikoptere terroriserer flygtningelejre og
> >palæstinensiske byer. Uskyldige bliver dræbt. Hadet vokser til det
> >afsindige. Hertil kommer den enorme arbejdsløshed og det stærkt
> >stigende antal unge, der er uden noget håb for fremtiden, og som kun
> >har hævnen som drivkraft. Det anslås, at 45 procent af den
> >palæstinensiske befolkning er under 15 år.
> >Statsterrorisme
> >Ingen tvivl om, at det palæstinensiske selvstyre, der omfatter cirka
> >en fjerdedel af Vestbredden og Gaza, er korrupt og ineffektivt. Med de
> >mange sikkerhedstjenester har Arafat regeret ud fra "del og hersk"-
> >princippet. Der kan spores en voksende spænding mellem de ledere, der
> >vendte hjem fra eksilet i Tunis, og de fastboende palæstinensere. Men
> >det skal også med, at selvstyret er blevet berøvet alle muligheder for
> >effektivt at kunne handle. Infrastrukturen er smadret, og kun lidt kan
> >man dæmme op over for de ekstremister, der sprænger sig selv og andre
> >i luften.
> >Forfærdeligt er det, men kun en del af et større mønster. Officielle
> >israelske talsmænd taler kun om den nødvendige kamp mod terrorister.
> >Underforstået, at vi israelere er ofrene og palæstinenserne er
> >forbryderne. Men hvad vi i virkeligheden oplever, er en
> >statsterrorisme anført af Sharon, og det lyder hult, når han hævder,
> >at bosættelserne er nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. Kun i den
> >desværre lille israelske fredsbevægelse stiller man spørgsmål om årsag
> >og virkning, og årsagen til især de unge palæstinenseres had ligger
> >lige for.
> >Israel og dets regering er ved at begå kollektivt selvmord. En
> >rationel analyse fortæller, at anderledes kan det ikke gå, hvis den
> >nuværende udvikling fortsætter. Cirka 15 procent af Israels befolkning
> >er muslimer, og den demografiske udvikling betyder, at antallet vil
> >vokse. De diskrimineres med hensyn til job og boliger og volder en
> >stigende bekymring hos det officielle Israel. Ligeledes er den
> >demografiske udvikling i de palæstinensiske områder i Israels
> >disfavør. Eller som den tidligere udenrigsminister for Arbejderpartiet
> >Shimon Peres har udtrykt det: »Hvis det jødiske folk mister sit
> >flertal, vil jøderne være i eksil i deres eget land. Og den 100 år
> >lange kamp for at opbygge en jødisk og demokratisk stat vil være
> >fuldstændig spildt«.
> >Herrefolksdrømme
> >På sin vej mod selvdestruktionen står Ariel Sharon ikke alene. Han
> >bygger sin magt på fanatiske religiøse grupperinger, der med Det Gamle
> >Testamente i hånden proklamerer, at Judæa og Samaria (Vestbredden) er
> >helligt jødisk land. Man har Bibelens sandhed og ret på sin side. Da
> >Sharon blev tvunget til at gå af som forsvarsminister efter de
> >uhyggelige massakrer i de libanesiske flygtningelejre Sabra og
> >Chatila, blev han minister for bosættelser. Ingen tvivl om, at hans
> >mål er at cementere Judæa og Samaria som israelsk. Palæstinenserne kan
> >få nogle geografiske lommer tilstrækkelig adskilt, så de ikke udgør
> >nogen sikkerhedsrisiko, svarende til de bantustans, som vi engang så i
> >Sydafrika.
> >Disse herrefolksdrømme er selvfølgelig dømt til at mislykkes. Mange
> >unge palæstinensere vil ofre deres liv i kampen mod bosætterne.
> >Uskyldige civile vil miste livet, og blodet vil flyde i stadig større
> >strømme. Det store paradoks er, at et flertal af både israelere og
> >palæstinensere ønsker fred. Kunne Israel sikre sin eksistens, er man
> >indstillet på at trække sig tilbage til 1967-grænserne. Også blandt
> >palæstinenserne er de fleste moderate og anfægter ikke Israels ret til
> >at eksistere.
> >Men Ariel Sharon spiller kynisk på frygten. Han dæmoniserer
> >palæstinenserne over en bred kam og foregøgler, at han alene har den
> >handlekraft, der kan skabe den fornødne sikkerhed. Men det er angst og
> >usikkerhed, der råder i Israel. Han forventer, at palæstinenserne i
> >tavshed og passivitet skal finde sig i, at deres land mere og mere
> >kommer under israelsk herredømme. Enhver modstand kaldes terrorisme.
> >Under den tyske besættelse herhjemme kaldte vi modstanden noget andet.
> >Ny fredsplan
> >Til Sharons og hans regerings store fortrydelse har en gruppe
> >fremtrædende israelere og palæstinensere haft hemmelige møder, hvor de
> >sammen har udarbejdet en fredsplan. Den er enestående, fordi der for
> >første gang er tale om, hvad slutresultatet bør være i modsætning til
> >f.eks. Osloprocessen fra 1993 og den køreplan, som den danske
> >udenrigsminister har været med til at skabe. En fred skal stort set
> >bygge på de gamle grænser fra før 1967-krigen. Bosættelserne skal væk.
> >De palæstinensiske flygtninge skal frit kunne bosætte sig i en
> >palæstinensisk stat, men ikke i Israel. Jerusalem skal være hovedstad
> >både for israelere og palæstinensere, hvilket skal håndhæves af det
> >internationale samfund. Dette er hovedpunkterne i planen, som har
> >tændt det første håb om en fredelig løsning. Vil flammen blive blæst
> >ud? Er planen realistisk, når Likud og andre er så afgørende imod?
> >Det kommer ikke mindst an på en tredje part, der kun kan betegnes som
> >en afgørende medskyldig i den tragiske udvikling, nemlig USA. Uden
> >USA's økonomiske og militære støtte kunne Israel ikke gennemføre sin
> >hårdhændede politik. I virkeligheden er Israels økonomi helt i bund.
> >Mange af de bedste hjerner emigrerer, først og fremmest til USA. Den
> >amerikanske udenrigsminister har i vage vendinger kritiseret den
> >igangværende opførelse af den store mur, truet med at tilbageholde en
> >lånegaranti, men intet er sket.
> >Tværtimod har præsident George W. Bush bakket Sharon op i hans
> >såkaldte kamp mod terrorisme. Adskillige gange har USA nedlagt veto
> >mod israelkritiske resolutioner i FN's Sikkerhedsråd - sidst en
> >fordømmelse af den famøse mur. Dog vedtog FN's Generalforsamling 22.
> >oktober i år med 144 stemmer for og 4 imod (bl.a. Israel og USA), at
> >murbyggeriet skulle stoppes.
> >Bibelbæltet
> >Den amerikanske præsident fokuserer mere og mere på præsidentvalget
> >til næste år. Vælgerne kræver soldaterne hjem fra Irak. George W.. Bush
> >og især det amerikanske forsvarsministerium har fra starten overhørt
> >advarsler om det dilemma, USA ville komme til at stå i både militært,
> >politisk og økonomisk. Nu gælder det om at redde stumperne og få
> >rettet op på den svigtende vælgertilslutning. Men det betyder
> >samtidig, at præsidenten vil være politisk impotent, når det gælder
> >Israels fremfærd.
> >For i USA har man det berømte bibelbælte. Kristne fundamentalister,
> >der på afgørende måde var skyld i, at den nuværende præsident sidder i
> >Det Ovale Værelse i Washington. Denne fundamentalistiske kristendom er
> >overbevist om, at Jesu genkomst først vil ske, når jøderne besidder
> >det hellige land, som Vestbredden er en del af. Derved er der skabt et
> >interessefællesskab med den stærke jødiske lobby, der tæller
> >fremtrædende politikere som viceforsvarsminister Paul Wolfowitz og den
> >indflydelsesrige politiske rådgiver i Pentagon Richard Perle.
> >Sidstnævnte sidder i bestyrelsen for det Likudvenlige Jerusalem Post
> >og har været tæt knyttet til tidligere ministerpræsident Benjamin
> >Netanyahu. Så med den nuværende administration er der ingen vilje til
> >at skære igennem og sætte Sharon på plads, trods retorikken om en
> >selvstændig palæstinensisk stat i 2005.
> >EU
> >Derfor er det nødvendigt, at EU for alvor træder i karakter. Den spæde
> >kritik, der nu og da har lydt, står ikke mål med situationens alvor.
> >Stadigvæk tillades det, at frugt og grøntsager, der er dyrket af
> >israelere i de besatte områder, har adgang til de europæiske hylder.
> >At ophæve handelsaftalen vil fortælle den mere eftertænksomme og
> >moderate israeler, at vi mener det alvorligt. At vi opfatter
> >situationen lige så kritisk som apartheidregimets menneskeforagt i
> >Sydafrika, hvor en bred international boykot var medvirkende til, at
> >det racistiske system blev afløst af demokrati.
> >Og ikke mindst må EU arbejde aktivt for, at den omtalte fredsplan ikke
> >forsvinder fra dagsordenen. Tværtimod må den støttes og fremhæves som
> >det hidtil mest realistiske forslag til en løsning - ikke kun for
> >palæstinensernes, men også for israelernes skyld.
> >Israel erden stærkeste militærmagt i Mellemøsten og har atomvåben og
> >andre masseødelæggelsesvåben. Men de kan i længden intet udrette mod
> >det stærkt stigende antal palæstinensere og deres unge, hvis
> >fremtidsudsigter er fattigdom og fornedrelse, og som i sig har et had
> >så ekstremt, at menneskeliv - også deres eget - intet betyder i kampen
> >mod undertrykkelsen.
> >Vi var mange, der fejrede staten Israels fødsel med FN-beslutningen
> >efter Anden Verdenskrig. Hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil
> >kommende generationer være vidne til et fortsat inferno af vold og
> >blod, og Shimon Peres' profeti vil gå i opfyldelse. Gid besindelse og
> >politisk mod vil hindre, at det kommer så vidt.
>
> Når palæstinenserne i tanke ord og handling ønsker israelere udryddet
> så fortjener de bulldozre , ja endda natlig holocaustning pr
> tæppebombning
> Fredsproces har altid virket mod hensigten - rækker Israel hyænerne en
> lillefinger, rammes de af selvmordsbomber.
> Olierige lande har land og penge til kunstvanding og bør tage mod
> deres trosfæller, men det er i strid med koranen at opgive erobret
> land
Indtil videre er de eneste, som har erobret land i Palstina -
israelerne.
Men derfor kan du da natuligvis godt være tilhænger af statslig
terrorbombning. Det må du gøre op med din samvitighed - hvorvidt du
agiterer for tæppebombning af civile mennesker og dermed
krigsforbrydelser eller ej -