Af: Georg Metz
Det følgende er følsomt stof, dømt til at misforstås af dem, der gerne
misforstår; ment som forsøg på afklaring for dem, der hellere vil dét.
For dybere forståelse af emnet henvises i øvrigt til Hannah Arendts
klassiker Antisemitismen og Zygmunt Baumans nyklassiker Modernitet og
holocaust. I disse værker fremstilles og analyseres antisemitismen i
dennes historiske og sociologiske kompleksitet, samt drøftes
konsekvensen af det traditionelle europæiske jødehad i fortid og
samtid. Hvad disse linjer i al beskedenhed kan søge at tilføje, er
nutidens udvikling i opfattelsen af jøder og jødedom, Israel, zionisme
og magtpolitik – kort sagt den aktuelle debat om den europæiske
antisemitismes påståede genkomst.
Frygten for antisemitisme
Lad det være slået fast med det samme: Kritik af Israel for dets
politiske kurs, anklager mod Israel for overgreb mod palæstinenserne,
fortvivlelse over Israel for landets hastige udvikling af apartheid i
eget samfund, frygt for Israel og dets stadige og farlige anslag mod
freden i regionen og verdensfreden, alt dette og meget mere i debatten
om Israel har i udgangspunktet intet at skaffe med den historiske
europæiske antisemitisme. Kritik af Israel for dette lands nuværende
politiske og militære kurs behøver grundlæggende og bør på ingen måde
være påstemplet jøder som sådan, men derimod jøder i Israel, der fører
den aktuelle israelske politik; med andre ord israelernes herskende
flertal og landets nuværende regering.
I denne forbindelse kan debatten i andre lande end Israel selv, hvor
den jo er hverdag, medføre knubbede ord mod dem, der tager Israels
adfærd ensidigt i forsvar og nægter kritikken berettigelse eller
ligefrem mæle. Dette er fra første færd afgørende at slå fast. Som
debatten udvikler sig også i Danmark, synes frygten for fornyet
antisemitisme – eller den påståede frygt – at medføre beskyldninger om
antisemitisme mod personer, der forbeholder sig retten til kritik og
afstandtagen fra Israel. Det burde være en selvfølge, at en sådan
attitude over for kritik savner berettigelse, såfremt debatten om et
fænomen så omfattende og skæbnesvangert som Israels politik i
Mellemøsten skal have indhold og mening. Og såfremt man tager et
betragteligt mindretal af Israels egen befolkning i opposition mod
Sharon alvorligt.
En sælsom alliance
Bag beskyldninger mod kritikere af israel om antisemitisme står i vore
dage en betydelig magt af samvirkende kræfter, hvis umiddelbare fælles
grundlag kan forekomme overraskende. Som bekendt fremtræder dette
forhold udpræget i USA, hvor den jødiske højrefløj, der vedkender sig,
aktivt støtter og i nogen grad også medvirker til at forme Sharons
politik, går hånd i hånd med højrerepublikanerne, præsident Bush og
præsidentens fæller, de kristne fundamentalister.
Disse grupper er for en væsentlig dels vedkommende drevet frem af
fjendtlige holdninger til bestemte befolkningskategorier, paradoksalt
nok andre af semitisk stamme som palæstinenserne, eller blot muslimer
som sådan, folk, der som helhed identificeres som Israels fjender.
Målet for fundamentalisterne er angiveligt et Storisrael uden hensyn
til det palæstinensiske mindretals forståelige krav om en stat og til
Israels arabiske naboer. Nidkær bibellæsning retfærdiggør for
fundamentalisterne både her og der jødernes/israelernes absolutte
overherredømme i regionen og andre folkeslags fordrivelse.
Den danske højrefløj manifesteret i Dansk Folkeparti har ligeledes
taget stilling for Israel og landets nuværende politik. Kritik er ikke
i kurs. DR’s mangeårige og højst kompetente medarbejder i området, Ole
Sippel, har på egen krop erfaret DF’s skarpe reaktion på almindelig
journalistisk rapportering. Beskyldninger om antisemitisme ligger i
forlængelse heraf lige for og følges gerne op af andre stemmer på
højrefløjen. Omvendt tillægges muslimer de traditionelle negative
egenskaber og motiver, som nationaliserede jøder før i tiden blev mødt
med: generel menneskelig mistænkeliggørelse, antydninger – uden
dokumentation – af brede transnationale hemmelige muslimske
sammensværgelser i forlængelse af de kendte terrornetværk, vilkårlige
beskyldninger mod muslimske indvandrere for at modarbejde integration
og kaste vrag på danskhed og danske værdier, etc.
Man kan fristes til mene, at den her i landet traditionelle ’lille
antisemitisme’ fra før i tiden for folk med behov for fjendebilleder
har fundet sin afløser i muslimske medborgere. Fordommenes indhold
ligner i hvert fald skuffende ældre tiders antisemitisme. Omvendt
synes den egentlige antisemitisme bortset fra udfald fra nynazisternes
beskedne flok at være mere påstået end reel og først og fremmest
hævdet i forbindelse med kritik af Israel.
Advarsel
I dette åndedrag må det være på sin plads at advare jøder både her og
i andre lande mod at forveksle berettiget kritik af Israel med
antisemitisme. Sker det, kan en sådan øvelse parret med alt for
redebonne påstande om overgreb kun bringe véd til det primitivitetens
bål, der netop hævder, at Israel og alle jøder kan komme ud på ét..
Med andre ord gavner jøder antisemitismens sag ved at påstå
antisemitisme ved berettiget og underbygget kritik af den jødiske
stats politiske adfærd under Sharon.
Dermed ikke være sagt at kritik af Israel ikke også kan være et udslag
af gammeldags antisemitisme. Det kan det jo godt. Blot er dette ikke
tilfældet i Danmark, næppe heller i det øvrige Europa med stærkere
jødefjendtlige traditioner. Eventuelle påstande om, at Israel i
princippet bør unddrages kritik på grund af risiko for misforståelser
på jødernes vegne, er ude af proportion med Israels optræden i den
mellemøstlige virkelighed
|