---

Kvinder uden hovedtørklæde fik lov at låne en meget smuk hijab i en
blændende grøn farve til at dække håret. Det var nærmest poetisk, som alt
det grønne langsomt bredte sig ved indgangen til salen. Og ligesom det sig
hør og bør, når man går ind i en moské, tog vi også i aftenens anledning
skoene af.

Vi blev udstyret med et nummer på vores bord, og mændene fandt deres pladser
i den ene side af salen, mens kvinderne satte sig i den anden. Det tog lidt
tid at få 190 gæster på plads, men jeg tror, at vi alle var opløftet af de
ceremonielle detaljer.

Özlem Sara Cekic bød kort velkommen og gav ærbødigt ordet til en alvorsfuld
imam med et imposant skæg, der bølgede ned over brystkassen. Han fremsagde
en kort bøn, hvorefter vi alle istemte et trefoldigt »Allah-u-Akbar«.





Desværre ramte han ikke helt præcist, så geden hylede og stampede, mens
blodet flød fra et halvt hoved, der dinglede lidt akavet. Der var nok nogle
stykker, der blev en lille smule forskrækket, men imamen smilede så
indtrængende, at hyggen atter sænkede sig over selskabet som nyfalden
julesne. Allerede i andet hug lykkedes det på fornemste vis, og efter et
lille kvarters spjætten var dyret så godt som dødt. Imamen bukkede, og hele
salen brød ud i et spontant bifald.

Okay, jeg indrømmer . Det hele er selvfølgelig noget, jeg bare har fundet
på.





Jamen hvor er det dog smukt, ophavsmanden er selvfølgelig REL.

http://blog.politiken.dk/engelbreth/2010/09/11/reportage-fra-ramadanmiddagen/



--
MVH. N_B_DK