Den 15. maj mindedes palæstinenserne den 59. årsdag for al-Naqba
("katastrofen"), en sørgedag for dannelsen af den moderne stat Israel
den 15. maj 1948.
På en måde er al-Naqba den væsentligste begivenhed, som adskiller
palæstinensernes historiske oplevelser fra andre arabiske, muslimske
gruppers og former deres unikke, nationale identitet.
Det er værd at lægge mærke til, at palæstinenserne bruger den samme
dag, hvor Israel erklærede sin selvstændighed, til at markere deres
nationaldag. Som det er tilfældet med så meget i palæstinensisk
samfund og kultur, er det deres jødiske naboers handlinger – ikke
noget, de selv har foretaget sig – som er det konstante fokus for
deres opmærksomhed.
Hvilket fører os frem til følgende spørgsmål: Hvad er mere præcist den
virkelige "katastrofe"? Med udgangspunkt i, at dette års
al-Naqba-mindedag blev overskygget af anarkiet og de interne kampe i
Gaza, siger mange palæstinensere, at den virkelige Naqba er manglen på
samhørighed i deres samfund. Denne interne fraktionsdannelse bliver
faktisk af palæstinenserne ofte nævnt som en af nøgleårsagerne til, at
de overhovedet tabte krigen i 1948 imod dannelsen af Israel.
Måske. Men et kig på et andet aspekt af dette års Naqba-begivenheder
kunne måske give os et bedre vink om, hvad der er det egentlige,
palæstinensiske problem.
Tidligt om morgenen den 15. maj brugte Hamas morterer, missiler og
maskingeværer til at angribe Præsidentens Vagtkorps, som hører under
Fatah, og som var udstationeret nær ved Karni-grænseovergangen til
Israel. Hamas ramte derefter en jeep, som medførte
Fatah-forstærkninger, og sikrede sig, at deres mål var døde, ved at
skyde dem i hovedet på nært hold.
Da skyderierne var ovre, var mere end 10 Fatah-medlemmer døde og et
tilsvarende antal sårede.
Idet det pludselig gik op for Hamas, at deres uprovokerede massakre
måske var gået for vidt, hævdede de, at det i virkeligheden var
Israel, som havde dræbt Fatah-folkene, og truede enhver journalist,
som måtte vove at rapportere andet.
Derpå, med et virkelig perverst træk, sendte Hamas mere end 20
raketter mod den israelske by Sderot "for at hævne" den massakre, som
de selv havde begået.
Med de overvældende beviser og vidneberetninger fra dem, der var til
stede, stod det klart for de fleste palæstinensere, at Hamas havde
udført massakren. Men da de skulle forsøge at forklare årsagen til de
aktuelle interne kampe, insisterede flere palæstinensere, herunder
Musa Abu Marzouk, viceformand for Hamas' politbureau, på, at Israel på
en eller anden måde havde skylden.
Dette er den virkelige palæstinensiske Naqba, katastrofen ved roden
til den palæstinensiske lidelse endda før 1948.
I stedet for at påtage sig ansvaret for deres rolle i skabelsen af
deres egen skæbne har palæstinenserne bogstavelig talt ved hver eneste
anledning fordrejet deres livssyn for udelukkende at lægge skylden på
Israel.
Der optræder ingen selverkendelse, for slet ikke at nævne selvkritik.
Ingen fornemmelse af ansvarlighed.
Siden Seksdageskrigen i 1967 er denne tendens blot blevet forværret.
Alt for ofte hævder palæstinenserne, at det er livet under israelsk
besættelse, som har "drevet" dem til terrorisme, som om de ikke havde
andet valg end at spadsere ind på en café og sprænge de mennesker, som
sidder der, i luften.
Sådan en indstilling ignorerer ikke blot den palæstinensiske
terrorisme før 1967 og faktisk også før 1948. Den anerkender heller
ikke, at historien har talløse eksempler på ikke-voldelige bevægelser,
som har været langt mere effektive til at opnå deres mål.
Men den allermest ulykkelige del af den palæstinensiske skæbne er, at
de har haft så mange støtter rundt om i verden (herunder betydelige
dele af den israelske offentlighed), at de på ingen måde var bestemt
for den fattigdom og elendighed, som de befinder sig i i dag. De var
så afgjort ikke bestemt til at forblive statsløse næsten 60 år efter,
at FN vedtog sin delingsplan.
Lektien er, at først når palæstinenserne, både ledelsen og
offentligheden, begynder at overveje, hvordan deres egne handlinger
har været den primære årsag til den bedrøvelige tilstand, de befinder
sig i, vil der være en chance for, at den forbedres.
Og når denne sande sjælegranskning omsider finder sted, og de begynder
at påtage sig ansvaret for deres kollektive skæbne, vil det
palæstinensiske folk være i stand til at hjælpe sig selv langt mere,
end alle de andre verdensnationer nogensinde har kunnet.
--
Si vis pacem - para bellum
|