On 2010-08-04 01:56, Bo Warming wrote:
> Hermed en god artikel af den jødisk gife Søren Espersen fra DF
>
>
>
> To:<muhammedtidende@hotmail.com>
> Subject: Søren Espersen: For mig er Israels kamp mod Hamas og
> Hizbollah frihedens og frisindets opgør med åndsformørkelsen.
> From: Ole Gerstrøm<gerstrom@post2.tele.dk>
> Date: Sun, 1 Aug 2010 17:32:10 +0200
> Berlingske Tidende
>
http://www.berlingske.dk/kronikker/israels-selvforsvar-vores-frihedskamp
> Kronik: Israels selvforsvar – vores frihedskamp
>
>
> Søren Espersen: Når jeg i konflikten mellem Israel og Palæstina bakker
> op om Israel og i øvrigt advarer mod den historiske fejltagelse, det
> ville være for landet at tillade endnu en aggressiv arabisk stat i at
> blive dannet, har jeg truffet det valg af flere grunde: for
> demokratiet og imod diktaturet, for frisind og imod muslimsk
> puritanisme – og for det moderne og imod middelalderen.
>
>
> Af Søren Espersen, MF (DF)
> Lørdag den 31. juli 2010, 22:30
>
>
> Ofte stilles spørgsmålet om "ret" og "uret" i Mellemøsten. Og oftest
> rettes det imod Israel, som her stadig efter 62 år siden statens
> oprettelse igen og igen møder kravet om at legitimere sin egen
> eksistens.
>
>
> Israels afdøde statsminister Yitzhak Rabin blev i et TV-interview
> netop spurgt om, hvem der efter hans opfattelse har ret til det lille
> ubetydelige, men omstridte landområde, hvorefter han efter en længere
> tænkepause lakonisk og pragmatisk svarede: »Jeg ved ikke, hvem der har
> ret, og hvem der ikke har ret - det eneste jeg ved er, at Israel har
> været part i fem krige, og at vi har vundet dem alle.«
>
>
> Hans svar lyder jo umiddelbart og uden den sammenhæng, som skabtes af
> Rabins ansigtsudtryk og eftertænksomhed som en kynisk magt-vurdering.
> Men i virkeligheden rummer sætningen jo selve sagens natur - og er
> samtidig sagens natur i samtlige konflikter om land, der er og har
> været igennem historien. Alt det skildrede den pragmatiske statsmand
> med sit svar.
>
>
> For hvem har eksempelvis "retten" til Slesvig? Eller til Kosovo? Eller
> til Baskerlandet? Eller til Skotland? Eller til USA, for den sags
> skyld - er det The British Empire, som i virkeligheden ejer det sted -
> eller var der en selvstændighedskrig, som én gang for alle satte en
> stopper for dét ejerskab. Og med hvilken ret er franskmændene egentlig
> på Korsika? Hvor var retfærdigheden i, at 45.000 skåninger måtte
> opgive deres ejendomme og flygte til Sjælland og Bornholm efter
> svenskerkrigene? Hvordan med de i hundredtusindvis af tyskere, som
> blev jaget ud af Tjekkoslovakiet efter krigen - og måtte se deres
> ejendomme overtaget af andre?
>
>
> Dermed siger jeg ikke, at magt er ret - om end man nok, netop når det
> gælder international politik, med sorg må konstatere, at netop sådan
> forholder det sig.
>
>
> Men når to eller flere folkeslag gør krav på det samme landområde, må
> det jo nødvendigvis komme til konflikt.
>
>
> Og ofte deles derfor området - som det skete med Slesvig, og som det
> for et par år tilbage skete med Kosovo, i tusind år en del af Serbien.
> Her var der nu blevet et så stort albansk befolkningselement, at man
> ønskede at komme væk fra Serbien. Til det ønske fik man tilmed det
> internationale samfunds militære støtte. Retfærd …? Tjah … Måske bare
> international realpolitik.
>
>
> Når således en stat deles eller et folk enten rejser eller drives væk
> - som tilfældet med sudetertyskerne efter krigen, ja, så er det et
> "matter-of-fact", som man må forholde sig til. Man kan vælge at tage
> kampen op på det verbale plan eller med våben i hånd, eller man kan
> vælge at resignere og konstatere, at så må man jo hellere se at finde
> en ny tilværelse i det land, man er fordrevet til - i dette tilfælde i
> Tyskland blandt folk, som taler samme sprog.
>
>
> Før, under og ikke mindst efter Anden Verdenskrig var der rigtig mange
> tilfælde af disse folkefordrivelser. Om de var retfærdige, har jeg
> lige så vanskeligt ved at svare på som statsminister Rabin.
>
>
> Men - og dette er det væsentlige - i intet andet tilfælde end netop
> med oprettelsen af den jødiske stat, opholder de fordrevne sig stadig
> i flygtningelejre. Det er det er det groteske ved de arabiske
> palæstinenseres situation. I Tyskland opslugte man sudetertyskerne, og
> det samme skete med fordrevne folkeslag i Ungarn, i Bulgarien, i
> Tjekkoslovakiet osv. Og det samme skete i øvrigt med de 750.000 jøder,
> som var bosiddende i omkringliggende muslimske lande - de kom til
> Israel i stort tal fra Iran, fra Irak, fra Jordan.
>
>
> Men de arabiske palæstinensere blev ikke integreret i de arabiske
> lande, hvortil de ankom. Om end de var ankommet blandt brødre, som
> talte det præcis samme sprog, var af samme stamme og var af samme
> religion. Et mærkeligt fænomen i verdenshistorien.
>
>
> Skylden for denne situation kan i hvert fald ikke tilskrives Israel,
> men nok så meget det faktum, at hverken egyptere, jordanere eller
> libanesere kunne drømme om at integrere palæstinensiske arabere i
> deres lande.
>
>
> Der er jo en grund til, at Egypten så nidkært bevogter grænsen til
> Gaza - og at Egypten efter 1967-krigen slog syv halvmåner for deres
> bryst og betakkede sig, da man fik Gaza tilbudt. Man ville ikke så
> meget som røre området med en ildtang.
>
>
> Så sagen er, at der for Israel gælder ganske særlige moralske regler,
> hvortil ingen andre anerkendte stater behøver at forholde sig, selvom
> konflikterne er af lige så ny dato.
>
>
> Ingen anden nydannet eller omdannet stat på Jorden bliver som Israel
> ustandselig mødt med krav om at legitimere sin blotte eksistens. Polen
> behøver således ikke at legitimere, at landet nogenlunde samtidig med
> Israels oprettelse gravede sig godt ind på tysk område, ja, selv det
> modbydelige Sovjetunionen behøvede i sin tid ikke legitimere, at man
> havde underlagt sig de baltiske stater - og snesevis af kaukasiske
> folkefærd. Der stilledes ingen spørgsmål ved grænserne for Sovjet. Og
> det helt nydannede Kosovo behøver bestemt ikke legitimere sin
> eksistens - derimod lever denne helt uproduktive stat næsten hundrede
> procent af begejstrede overførselsindkomster fra EU og FN.
>
>
> Men Israel mødes hele tiden med krav om at legitimere: et lille
> landområde oppe ved Syrien, en del af en storby, nogle
> kvadratkilometer langs med et sikkerhedshegn. Det er i mine øjne
> ganske, ganske grotesk.
>
>
> Når jeg i konflikten så ganske aldeles bakker op om Israel, og i
> øvrigt advarer mod den historiske fejltagelse det ville være for
> landet at tillade endnu en aggressiv arabisk stat i at blive dannet,
> har jeg truffet det valg af flere grunde:
>
>
> Skal jeg nemlig vælge mellem et demokrati og feudalistiske diktaturer
> - så vælger jeg uden betænkningstid demokratiet. Skal jeg vælge mellem
> frisind og lummer muslimsk puritanisme, så vælger jeg spontant og med
> det samme frisindet. Skal jeg vælge mellem kvindeundertrykkende,
> patriarkalsk middelalder og et frisk, moderne samfund - så vælger jeg
> det sidste. Og når jeg samtidig klart ser, at den kamp, Israel fører
> mod totalitarismens uvæsen, er den selvsamme kamp, som vi i den frie
> vestlige verden fører, ja, så forstår man vel, hvorfor jeg står, hvor
> jeg står.
>
>
> For mig er Israels kamp mod Hamas og Hizbollah frihedens og frisindets
> opgør med åndsformørkelsen.
Og så glemmer han en vigtig ting: at pali'erne går ind for etnisk
udryddelse - de skåner end ikke deres egne dissidenter.
Lad dem forsøge at skabe selvberoende civilisation i de områder de
allerede har og som EU stopfodrer med hjælp - det har vist lange udsigter...
Mvh
Martin