On 9 Jul., 10:14, Patruljen <Patrul...@yahoo.dk> wrote:
> On 9 Jul., 07:53, "Eyvind Dk" <eyvind snabel A eyvind punktum dk>
De diskrimineres på det groveste;
> Hvad er det du prøver at sige?-
Jeg syntes du skulle læse lidt facts - Fister:
----------------------------------------------
Palæstinenserne i Israel - et diskrimineret mindretal.
Ved oprettelsen af staten Israel i 1948 blev den oprindelige
palæstinensiske befolkning splittet op i flere grupper. Flertallet
blev flygtninge på Vestbredden og i Gaza, Jordan, Syrien og Libanon.
Hashem Mahameed, israelsk palæstinenser og medlem af Knesset, taler
ved et protestmøde mod jordkonfiskation i det nordlige Israel.
Et mindretal (156.000 eller 18% ) forblev inden for den nydannede
israelske stats rammer, hvor det kom under streng israelsk militær
administration indtil 1966. F. eks. krævede al rejseaktivitet
tilladelse af den israelske militærguvernør. Centralt var også
omfattende beslaglæggelse af palæstinensisk ejendom. Dels
flygtningenes - også kaldet de fraværende - og dels de tilbageblevnes
jord. I dag udgør de palæstinensiske israelere 18,6 % af Israels
befolkning - eller 1.127.500 personer. Gennem hele statens historie
har den palæstinensiske minoritet udgjort et diskrimineret mindretal,
hvis juridiske, sociale, uddannelsesmæssige og materielle forhold er
ringere end det jødiske flertals. Gitte Rasmussen redegør i det
følgende for de arabiske israeleres historie og vilkår.
Når vi til daglig hører om den palæstinensisk-israelske
problemstilling, kan man få et indtryk af, at der er tale om en
konflikt mellem to adskilte befolkningsgrupper og dertil hørende
landområder, dvs. Israel på den ene side og de besatte områder - Gaza,
Vestbredden og ÿstjerusalem - på den anden.
Historier og billeder fortæller os om en konflikt, der begyndte i 1967
med besættelsen af disse områder. I denne fremstilling overses gruppen
af de palæstinensere og deres efterkommere - de arabiske israelere[1]
- som forblev indenfor Israels grænser ved statens oprettelse i 1948:
en befolkningsgruppe som i dag udgør 1/5 af det samlede antal borgere
i landet.
Rejser man i dag til Tel Aviv forstaden Jaffa, vil man opleve et
mindesmærke, der stolt fortæller om befrielsen af byen i 1948/9. For
mange af de tilrejsende turister vækker udsagnet ikke forundring. I
stedet for lader man sig smilende fotografere sammen med den smukke
kyststrækning og de pittoreske bygninger. Rundt omkring i Israel møder
man flere monumenter, museer o.l. som ligeledes beretter om andre
heroiske befrielser.
Nuvel, en befrielse forudsætter nødvendigvis, at der eksisterer en
besættelse. Hvem er det, den israelske stat forsøger at overbevise
omverdenen om, havde holdt landet besat? Og hvilke konsekvenser fik
befrielsen for disse besættere?
Den officielle israelske politik overfor '48-palæstinenserne var efter
statens tilblivelse præget af ad hoc beslutninger (Lustick, s. 30).
Lig kursen før 1948 havde man fra jødisk side ikke gjort sig klart
hvordan man skulle forholde sig til den palæstinensiske befolkning og
ej heller forsøgt at få et overblik over, hvad tilstedeværelsen af
denne muslimsk-kristne gruppe ville betyde for et land, der i sit
grundlag var jødisk. Deres antal - ca. 825.000 før 1948/9 - og
ejerskab af langt størstedelen af jorden (90%) kolliderede frontalt
med staten Israels aspirationer om et jødisk land for jødiske borgere.
Israel behøvede kontrollen over jorden og jødisk politisk-religiøs
majoritet for at opnå dette mål.
Militærregering og kontrol.
En militær administration blev af den israelske regering implementeret
i 1949 som reaktion på stridighederne, der fulgte i kølvandet på
statens oprettelse. Den militære administration indeholdt love skabt
af den tidligere engelske mandatregering[2].
Selvom '48-palæstinenserne og de arabiske nabolande blev påført et
svidende nederlag og den palæstinensiske befolkning blev kraftigt
reduceret og pacificeret (700.000 flygtede; Peretz/Doron, s.55), blev
de resterende til stadighed regnet som en trussel mod det jødiske
samfund. '48-palæstinenserne blev anset for at være de arabiske
nabolandes forlængede arm og en potentiel 5. Kolonne (Doron, s. 7).
Spørgsmålet om jødisk sikkerhed var hoveddrivkraften bag
militærregeringen. En militær administration ville bedst kunne udføre
de sikkerhedsopgaver, den nye stat krævede. Men det var ikke kun dÈt,
der var målet for militærregeringen.
Formålet var også at undgå kontakt de palæstinensiske indbyggere
imellem og således forhindre en eventuel forenet palæstinensisk
organisering, der kunne lægge pres på den nye stat og skabe politisk
modstand. Israel inddelte således den palæstinensiske befolkning i tre
geografiske hovedområder[3], indenfor hvilke 90 % af denne
befolkningsgruppe i 1949 befandt sig (Lustick, s.125).
En militær, jødisk guvernør blev indsat i hvert område med ansvar for
sikkerhed, overvågning, samt udførelse af den nationale israelske
politik. Derigennem blev kontrol over '48-palæstinenserne nemmere,
uden samtidigt at skulle kontrollere de jødiske indbyggere: for blev
'48-palæstinenserne administreret isoleret fra jøderne ville
forskelsbehandlingen ikke blive synlig og tiltag fra militærregeringen
ville ikke ramme dem.
Samtidig kunne militærregeringen forestå en fortsat israelsk
nationalisering af jorden. Den militære administration blev givet
udstrakte beføjelser, der satte den i stand til at overvåge og
begrænse en hvilken som helst palæstinensisk aktivitet (Nidal, s. 30).
Især havde restriktioner på rejseaktivitet voldsomme følger for det
palæstinensiske samfund.
Enhver rejse krævede en tilladelse fra militæradministrationen: om det
så bare gjaldt en tur til nabolandsbyen[4]. Langt de fleste
rejsetilladelser blev desuden kun givet når disse var i forbindelse
med arbejde, sygdom, offentlige instanser: alt sammen i jødiske
områder under jødisk dominans. Mens rejsetilladelser af social art
(familiebesøg o.lign.) ofte blev afslået (Lustick, s.124). Kontakten
mellem de forskellige områder blev praktisk talt umuliggjort.
Overtrædelse af lovene førte til bøder, fængsling eller tvungen
eksilering. Rejserestriktionerne blev officielt forklaret udfra
generelle sikkerhedshensyn, men israelerne frygtede også at hvis
restriktionerne ophævedes ville de palæstinensiske flygtninge, som
befandt sig internt i Israel, vende tilbage til deres jord og
ejendomme for at kræve dem tilbage efter israelerne havde overtaget
dem.
Foruden indskrænkelser i bevægelsesfriheden ramte
militæradministrationen andre dele af det palæstinensiske samfund.
Byggetilladelser, forsamlings- og organiseringsfriheden begrænsedes
eller blev forbudt.
Denne strategi betød ikke kun en politisk amputering af '48-
palæstinenserne, den greb ind i deres samfunds økonomiske, sociale og
kulturelle liv, der således mistede muligheden for at udvikle sig på
lige fod med det jødiske, som jo ikke var underlagt restriktionerne.
Det var muligt for den nye magt at gennemføre disse tiltag og udbygge
dem med årene uden stor modstand fra palæstinensisk side.
Reduceringen af så stor en del af befolkningen og tabet af jorden
satte de tilbageblevne '48-palæstinensere i en tilstand af chok.
Samtidig var den intellektuelle og økonomiske elite flygtet og det
efterlod den resterende del i et større organisatorisk og politisk
tomrum.
1993. Drusere i Golan
(Charlotte Haslund-Christensen)
Militærregeringen blev ophævet i 1966. Israelerne vurderede at den
sikkerhedspolitisk ikke længere var nødvendig. Årene havde vist at den
palæstinensiske befolkning ikke tyede til militant oprør. I det hele
taget havde der været forbavsende stille fra deres side. '48-
palæstinenserne havde dog løbende forsøgt at stable et politisk
modspil på benene[5]. Men pga. militæradministrationens jerngreb,
traumet efter 1948 og opsplitningen mellem de palæstinensiske områder,
tabt land, identitet og indflydelse på alle niveauer til følge, blev
denne del af Israels befolkning lammet i adskillige år fremover.
Med ophævelsen af militæradministrationen ophørte det palæstinensiske
samfunds kvaler dog ikke. 17 års stram kontrol og deraf følgende
marginalisering i forhold til den jødiske befolkning, vedvarende
opsplitning områderne imellem og mangel på politisk anerkendelse fra
jødisk-israelsk side havde sat deres spor.
Ydermere var der en til stadighed implicit trussel om genindførelse af
militæradministrationen, ifald den israelske stat anså det for
påkrævet.
Den fortsatte israelske ekspropriering af '48-palæstinensernes jord
føjede yderligere spot til skade.
Jord og jordlove.
1993. Drusere i Golan (Charlotte Haslund-Christensen)
Kampen om jorden i Israel mellem de oprindelige indbyggere - kristne
såvel som muslimske - og de jødiske indvandrere, er et stridspunkt den
dag i dag. Men den begyndte langt tidligere end 1948.
I midten af 1800-tallet boede kun omkring 25.000 jøder i landet
(Broholm/Holmsgaard, s. 62). Fra 1880'erne og frem foregik en voksende
jødisk tilflytning og kolonisering af området. Med den zionistiske
bevægelses konsolidering omkring forrige århundredeskifte blev den
jødiske tilstedeværelse og indvandring sat i system - organisatorisk
og politisk. De jøder, der derefter kom til landet var drevet af idÈen
om oprettelsen af en jødisk stat.
Mottoet bag var "erobringen af jord og arbejde", dvs. at produktionen
skulle være jødisk og man ville skabe såkaldte "kendsgerninger" af
jødisk ejet jord. Målet var at disse kendsgerninger spredt udover
området til sidst kunne danne grundlaget for staten Israel.
Eftersom de daværende jøder kun ejede en forsvindende del af jorden
var det nødvendigt med organisationer, som kunne tilvejebringe jord.
Til det formål skabtes bl.a. Jewish Agency (JA) og Jewish National
Fund (JNF). Disse to organisationer der blev dannet i henholdsvis 1902
og 1901, samt kibbutzbevægelsen, det paramilitære Haganah og World
Zionist Organization (WZO) indgik alle i et sindrigt og med tiden
veludviklet system, der gjorde det muligt for zionisterne i 1948 at
udråbe og forsvare staten Israel.
Bl.a. var WZO med til at opmuntre til indvandring blandt jøder i
diasporaen, JNF og JA var primus motorer i tilvejebringelse af jorden
og forhindring af salg til ikke-jøder, mens kibbutzerne tog sig af den
praktiske del udi rekruttering af medlemmer og bearbejdning af jorden.
Haganah, den jødiske undergrundshær indtil Israels oprettelse og
forløber for landets senere militær, havde en rolle at spille i de
forskellige koloniers forsvar.
Trods mange års forsøg på at tilegne sig jord havde jøderne kun opnået
ca. 8-10 % af det tidligere Palæstina før 1948 (Broholm/Holmsgård, s.
128; Dumper, s. 29).
Derefter kom der fart på. En i denne sammenhæng skelsættende
begivenhed var vedtagelsen i det israelske parlament Knesset af loven
Absentee Property Law af 1950.
Denne lov gjaldt ejendom tilhørende såkaldte "fraværende '48-
palæstinensere", dvs. de som enten var flygtet eller fordrevet til
nabolandene og derfor ikke tilstede på deres jord. Palæstinensiske
interne flygtninges jord faldt ligeledes ind under denne lov, selvom
de jo stadig befandt sig i landet.
Loven blev tilsyneladende vedtaget for at beskytte de "fraværendes"
ejendom - men i stedet blev loven brugt af staten til at overtage den
(jord, boliger, butikker o.l.). Ved at klassificere enhver '48-
palæstinenser der ikke var til stede - om de så bare opholdt sig
f.eks. fem kilometer derfra - som fraværende, kunne deres ejendom
underlægges loven.
Via to organer specielt oprettet til dette formål kunne man uden en
åbenlys statslig konfiskering alligevel overdrage jorden til staten
eller semistatslige organisationer (f.eks. JNF) som ikke måtte sælge
jord til ikke-jøder[6] (Dumper, s.33).
I 1954 levede således 1/3 af de jødiske israelere på eksproprieret
Absentee-jord. '48-palæstinenserne fik ikke kompensation for denne
jord. Man opnåede dermed jødisk kontrol og samtidigt undgik man at
komme i karambolage med det omgivende samfund, fordi konfiskeringen af
jorden foregik i det skjulte. Loven blev om noget dÈt fundament,
hvorpå Israel skaffede sig legitimitet: uden den havde der ikke
eksisteret et fysisk grundlag for at påberåbe sig retten til landet,
idet jødernes andel af jorden var for lille.
Loven om de "fraværende" '48-palæstinenseres jord var kun forløberen
for et med årene omfattende system hvorigennem mere og mere jord kunne
eksproprieres fra palæstinensisk ejerskab og kanaliseres over på
jødisk-israelske hænder.
Således fandtes i 1987 omkring 30 jordlove via hvilke '48-
palæstinensernes jord kunne eksproprieres (Minns, s.40). Der blev
givet forskellige officielle grunde til diverse inddrivelser udover
den hÈr nævnte, f.eks. sikkerhedshensyn; lokale udviklingsplaner;
sundhedsfare; områder skulle omlægges til rekreative formål eller
bruges iht. "offentlighedens interesse"; ejerskabet af et givent
område kunne ikke fastsættes[7].
For at imødegå modstand fra palæstinensisk side og mindske deres
tilstedeværelse, blev der, i tråd med strategien før '48, fortsat
etableret jødiske bosættelser på tidligere palæstinensiske landsbyers
område og langs grænserne til Vestbredden og Gaza (indtil 1967 under
hhv. jordansk og egyptisk kontrol). Flygtede palæstinensere blev
forhindret i at vende tilbage og genbosætte sig[8], og den resterende
palæstinensiske befolkningsmasse blev ligeledes inddelt i grupper som
let kunne inddæmmes eller flyttes.
Således oplevede Um al-fahm - for de palæstinensiske israelere en
hovedby i området benævnt Trianglen - at få eksproprieret 80 % af
deres jord i 1950'erne (Lustick, s.130). Andre landsbyer blev tømt og
deres indbyggere deporteret til nabolandene, f.eks. Ashkelon og Batat
i 1950; 13 landsbyer i Ara dalen i 1951; hovedparten af beduinerne i
Negevområdet, m.fl.(Broholm/Holmsgård, s.122).
Demokrati og demografi
Den demografiske politik har fundet mange udtryk gennem årene og væver
sig ind i alle aspekter af det israelske samfund. Især Galilæa-området
i det nordlige Israel har været centrum for forsøg på demografisk
transformation.
V.hj.a. planen for "Judaisering af Galilæa" fra 1959, skulle dette
område i det nordlige Israel gennem jødisk nybyggeri udvande det
palæstinensiske flertal. Via denne blev bl.a. byerne Maalot og Carmiel
til. Byerne blev etableret på tidligere palæstinensisk jord
konfiskeret i 1962, på grundlag af de ovenfor nævnte jordlove. De fik
store tilskud af staten (fordi de klassificeredes som - jødiske -
"udviklingsområder") til at blive et attraktivt sted for virksomheder,
og jødiske tilflyttere blev givet favorable økonomiske forhold.
For at sikre deres fremtid som jødiske byer, blev det f.eks. i Carmiel
forbudt for folk som ikke havde aftjent værnepligt at bosætte sig
dÈr[9]. '48-palæstinensere blev derfor forhindret i at slå sig ned i
byen. Men allerede seks år tidligere arbejdede den israelske stat på
at judaisere palæstinensiske centre. Nazareth - traditionelt en
palæstinensisk domineret by - er et andet eksempel på den demografiske
politik. Før Israels oprettelse fandtes Èn Nazareth by beboet af '48-
palæstinensere. I 1956 vedtog man at oprette en naboby ved navn ÿvre
Nazareth, klods op ad den gamle. Også denne by fik store tilskud -
tilskud, som ikke kom det oprindelige Nazareth til del - for at vokse
sig stor nok til økonomisk og demografisk at kunne udfordre den
palæstinensiske. Desuden blev ÿvre Nazareth tildelt et område der var
tre gange større til byens fremtidige ekspansion end den gamle
Nazareth by - uanset at indbyggertallet i den nye kun udgjorde det
halve (Lustick, s.131).
Mens '48-palæstinenserne har oplevet deportationer ud af eller til
andre dele af landet, bliver jøder i hele verden opmuntret til at
komme til Israel. Ja, det er en lovsikret rettighed, iflg. The Law of
Return af 1950. Denne lov, som ikke omfatter de palæstinensere der
flygtede efter 1948, sikrer enhver fra hvor som helst i verden
israelsk statsborgerskab, hvis de kan dokumentere jødisk herkomst. Via
loven er der kommet 2.35 mio. nye jødiske indvandrere til landet
mellem 1948 og 1994, fire gange antallet af jøder som levede der før
statens oprettelse (Peretz/Doron, s.47). Spørgsmålet om de ca. 700 000
flygtede '48-palæstinenseres og deres efterkommeres eventuelle
tilbagevenden dukker ofte op i debatten, men bliver lige så ofte
afvist med den begrundelse, at en sådan tilbagevenden vil være en
umulighed pga. Israels begrænsede størrelse (halvdelen af Danmarks).
Denne holdning drejer sig ikke (kun) om et regnestykke med
befolkningsantal divideret med antal kvadratmeter til rådighed. Det
handler om demografisk sammensætning. Israel er ganske bogstaveligt
ment som et jødisk hjemland for jødiske borgere. Det bliver derfor
anset som en bombe under landets grundlæggende idÈ og indretning, hvis
andelen af ikke-jøder skulle blive for stor.
'48-palæstinenserne kan derimod være nødt til at søge om
statsborgerskab uanset at de er født i landet og deres familier har
boet der i generationer. I 1952 vedtog man Loven om registrering af
indbyggere. Iflg. den skulle '48-palæstinenserne bevise at de både
tidligere og på daværende tidspunkt boede i Israel og ydermere ikke
havde været udenfor landets grænser fra statens oprettelse til datoen
for lovens vedtagelse - end ikke bare en enkelt dag. Imidlertid
forestod den militære administration registreringen af '48-
palæstinenserne og et ukendt antal blev derfor ikke registreret
(Broholm/Holmsgård, s.115).
Desuden havde mange '48-palæstinensere i en periode søgt tilflugt i
nabolandene pga. af urolighederne. Derfor findes der adskillige
palæstinensiske israelere som bor i landet uden at være statsborgere.
Statsborgerskab går i arv og børn født af disse ikke-statsborgere er
altså ikke garanteret statsborgerskab. Selvom de måtte opfylde kravene
får de fleste af dem ikke tilkendt statsborgerskab. Yderligere er
problemet, at mange af dem ikke vÈd at de er "statsløse" og fordi
ansøgningsfristen ligger mellem deres 18. og 21. år når mange det
simpelthen ikke (Broholm/Holmsgård, s. 115).
Det er ikke desto mindre lykkedes Israel at fremstå som en moderne
demokratisk stat - '48-palæstinenserne har da også stemmeret. Dette
middel til indflydelse har den palæstinensiske befolkning ikke formået
at udnytte fuldt ud, og har følgende heller ikke kunnet gøre op med
uligheden de to befolkningsgrupper imellem gennem det parlamentariske
system.
Men set i lyset af israelsk minoritetspolitik siden statens
oprettelse, hvor palæstinensiske nationale aspirationer og andre
grupperinger konsekvent er blevet obstrueret, er det samtidigt
lykkedes at amputere en reel palæstinensisk politisk opposition og
deltagelse. Blandt andet fordi Israel har udnyttet og genopdyrket de
skillelinjer, den palæstinensiske befolkning allerede før 1948 var
struktureret efter - religiøst og politisk. '48-palæstinenserne i
Israel består af 14% muslimer, mens de kristne udgør 2.7% og druserne
(en muslimsk "sekt") tæller 1.7% (Peretz/Doron, s. 55).
Grupperne behandles forskelligt og har forskellig status i det
israelske samfund, og hører under hver deres afdeling i den statslige
administration. Det har betydet en yderligere fragmentering af den
palæstinensiske befolkningsgruppe med betydelige følger for den
palæstinensiske politiske organisering og kollektive selvforståelse,
eller mangel på samme. Ligeledes har opsplitningen af palæstinenserne
i enklaver ført til en situation hvor loyalitet og samarbejde på
jødisk-israelske præmisser overfor staten Israel er lig med økonomiske
goder: større tilskud, bedre lån osv.
Arbejde og økonomi.
Indtil Israels oprettelse levede de fleste '48-palæstinensere af
jordbrug og dyrehold. Men med den efter 1948 nye dagsorden og den
deraf mistede jord forandredes deres livsgrundlag radikalt. Ikke kun
mistede de 2/3 af deres landbrugsjord (Peretz/Doron, s.59), muligheden
for i stedet at leje jord begrænses også da '48-palæstinensere kun
bliver givet korte lejekontrakter, f.eks. af et års varighed, mens
jøder får mulighed for at leje tilsvarende jord i op til 49 år. Også
adgangen til vandet bliver begrænset, hvilket har stor betydning i et
semi-ørkenområde som Israel. Gravning af brønde hører ind under staten
som kan fordele efter forgodtbefindende. Det betyder at selvom '48-
palæstinenserne f.eks. dyrkede º af landbrugsjorden i Israel omkring
1980, fik de kun små 2 % af dÈt vand landbrugssektoren tildeltes
(Broholm/Holmsgård, s.136). Samme ulighed gjaldt også for
elektriciteten.
Yderligere er de palæstinensiske områder ikke blevet udviklet i samme
grad som de jødiske, bl.a. pga. en skævvridning i tildelingen af
udviklingsstøtte mellem jøder og '48-palæstinensere. Bliver et område
f.eks. klassificeret som "udviklingsområde" vil jødiske byer
beliggende indenfor dette få tildelt statsstøtte og -lån til bygning
af huse, fabrikker og opdyrkning af jord, mens de palæstinensiske
landsbyer beliggende i samme område enten slet ikke vil blive
tilgodeset eller få langt mindre i støtte.
Flere andre skævheder gør sig gældende: en palæstinensisk
landbrugsarbejder tjente 40% af en jødisk ditto i 1960;
gennemsnitsindkomsten var 66% af den generelle i 1977 - i 1994
udgjorde den kun omkring det halve (Lustick, s.158; Peretz/Doron, s.
8). Spædbørnsdødeligheden var dobbelt så høj blandt '48-palæstinensere
i 1974 som blandt jøder (Lustick, s.159).
Graden af uddannelse er lavere, hvor kun 9 % af '48-palæstinenserne
fortsætter ved en højere læreanstalt, gælder det for 1/3 af den
jødiske befolkning. 40% af de palæstinensiske arbejdstagere er
beskæftigede i lavt betalte sektorer, såsom bygning, landbrug og
industri. Kun 4 % har akademiske stillinger.
Der er kun få palæstinensiske topembedsmænd- og kvinder og ingen
palæstinensiske medlemmer af Højesteret. Ingen '48-palæstinenser har
haft en ledende stilling i de statslige institutioner - ej heller i
Ministeriet for Religiøse Anliggender, hvorunder den palæstinensiske
befolkning henhører (Peretz/Doron, s. 59). Desuden findes ingen
palæstinensiske gadenavne (undtagen i nogle rent palæstinensiske
byer), ingen palæstinensiske kontrafejer på israelske frimærker osv.
Sidstnævnte eksempler har måske ikke den store praktiske betydning i
hverdagen, men til gengæld stor betydning for en stats - og et folks -
selvopfattelse.
De økonomiske o.a. forhold blandt '48-palæstinensere er altså svært
dårligere end blandt deres jødiske medborgere. Urimelighederne
vedbliver at eksistere sålænge staten ikke vil anse den
palæstinensiske befolkning som fuldgyldige medlemmer af det israelske
samfund, og behandle dem derefter. '48-palæstinenserne kan ikke selv,
under de nuværende forhold, rette op på skævhederne eftersom
forskelsbehandlingen er så vidtstrakt og integreret i det israelske
system.
Ikke alle jødiske israelere er stiltiende gået med på den officielle
politik. Især folk fra den jødisk-israelske venstrefløj har ofte
stillet sig kritisk overfor den åbenlyse forskelsbehandling mellem
borgerne. Det nye land og hjemsted, garanten for jøders sikkerhed,
bygget på ruinerne af nazisternes forfærdelige holocaust skulle være
et fristed og et frit sted. For alle mennesker som måtte bo der,
uanset religiøst eller etnisk tilhørsforhold.
'48-palæstinenserne har sideløbende forsøgt at blive integreret i det
jødisk-israelske samfund, men har oplevet at løbe panden mod en mur.
Denne situation vil ikke ændre sig ifald palæstinenserne i de besatte
områder - Gaza, Vestbredden og ÿstjerusalem - en dag skulle få en egen
stat. Snarere forholder det sig vel sådan, at '48-palæstinensernes
forhold i staten Israel overses i den nuværende konflikt. De
uretfærdigheder og den undertrykkelse man har påført de oprindelige
indbyggere hænger dårligt sammen med Israels selvopfattelse som et
befriet land. Israel har skabt et ulige samfund, en stat som i dag er
en realitet, men som også skal leve op til sit ansvar som et moderne
demokratisk land uden forskelsbehandling sine borgere imellem, og som
må gøre op med forne tiders myter.
Mindesmærket i Jaffa og de andre monumenter til minde om "befrielsen"
af Israel fortæller derfor ikke hele historien.
Litteratur:
"Citizens Apart", Amina Minna. 1990.
"Arabs in the Jewish State", Ian Lustick. 1980.
"The Government and Politics of Israel", Don Peretz & Gideon Doron.
1997.
"Zionismens Israel - et land i evig krig" Kit Broholm & Anne Grete
Holmsgård. 1984.
"Islam and Israel", Michael Dumper. 1994.
Fodnoter:
[1] Man taler gerne om to grupper af palæstinensere opkaldt efter
årstal: de, som nu befinder sig i de besatte områder, også kaldet '67-
palæstinensere. Og de, som befinder sig indenfor staten Israels
grænser, '48-palæstinenserne. I det følgende vil de arabiske israelere
blive omtalt som '48-palæstinensere.
[2] Den militære administration var englændernes måde at holde
palæstinenserne i skak på efter revolten i 1936-39. Urolighederne var
en reaktion fra palæstinensisk side mod den tiltagende jødiske
indvandring til landet.
[3] De tre områder var Galilæa i nord, Trianglen i vest og Negev i
syd. Disse områder var igen inddelt i mindre enheder. F.eks bestod
Galilæa af 50 distrikter hvorimellem der ikke var fri adgang for '48-
palæstinensere.
[4] Rejsetilladelsen skulle indeholde rejsedato, -rute, og -
destination, samt tidspunkt for tilbageturen.
[5] Man prøvede således at oprette foreninger og organisationer af
forskellig art, det være sig sportsklubber, landbrugssammenslutninger,
religiøse eller politiske grupperinger. Disse forsøg blev forhindret
af israelerne, som med militæradministrationen i hånden enten lagde så
mange praktiske hindringer i vejen at samarbejde blev umuliggjort,
eller ved officielt at erklære dem ulovlige med henvisning til landets
sikkerhed.
[6] Man oprettede først The Custodian of Absentee Property som skulle
forvalte "fraværendes" ejendom. Denne kunne sælge jorden videre til
The Development Authority, som kun måtte sælge videre til staten, JNF,
eller en lokal myndighed (Dumper, s.33).
[7] Sikkerhedshensyn: områder (f.eks. palæstinensiske plantager og
opdyrkede marker) kunne af myndighederne erklæres for såkaldt lukkede
områder hvortil '48-palæstinenserne ikke havde adgang - og følgelig
ikke kunne passe dem. Dernæst trådte myndighederne til og bedømte
jordene som uopdyrkede hvorefter de iht. Loven om indforskrivning af
jord af 1953, eksproprierede områderne (Lustick, s.175).
Sundhedsfare:der er flere eksempler i f.eks. de to gamle
palæstinensiske byer Jaffa og Akka på, at de palæstinensiske beboere
er blevet nægtet tilladelse til at vedligeholde deres huse, som derfor
er forfaldet. Derefter er husene blevet klassificeret som farlige og
de palæstinensiske beboere dømt til at flytte, derefter kunne jødiske
israelere overtage dem og istandsætte dem.
"Offentlighedens interesse": et eksempel på dette gav sig bl.a. udtryk
i et eksempel fra Nazareth-egnen, hvor 1.200 dunams palæstinensisk
jord i 1956 blev eksproprieret for at bygge huse og privatejede
fabrikker til en ny bydel kun for jøder (Lustick, s.177).
Ejerskab: mange skøder blev kendt ugyldige af Israel, desuden kunne
mange '48-palæstinensere ikke fremlægge et skøde pga. det muslimske
begreb waqf, som er hellige dotationer, der ikke må sælges og er evige
i sin gyldighed . Defor lejede man store eller små områder på ubestemt
tid. Pga. sin snørklede indretning og fordi folk havde boet og
arbejdet på jorden i adskillige generationer opfattedes dette af
muslimske palæstinensere i praksis som et ejerskab.
[8] '48-palæstinensere som forsøgte at vende tilbage, blev ved
tilfangetagelse sendt ud af landet igen af israelsk militær (Lustick,
s.55)
[9] Alle jødiske israelere, både kvinder og mænd, aftjener værnepligt.
Kun ortodokse jøder kan afstå fra denne pligt. De palæstinensiske
israelere aftjener ikke værnepligt, da de pga. af deres ikke-jødiske
"etnicitet" kan udgøre en sikkerhedsrisiko. Dog, som en del af
opsplitningen '48-palæstinenserne imellem, tillader Israel det
religiøse mindretal blandt den palæstinensiske befolkning, druserne,
at gå ind i militæret.
Skrevet af: Gitte Rasmussen.
http://www.palaestina-info.dk