Danskerne forstår buddhisme bedre end konfuzianisme
Buddha var en indisk kongesøn og en Rasmus Modsat ved det
materialistiske hof og rejste ud for at finde sig selv og fik mange
tilhængere der fortsatte en gudløs sekt om selvrealisation, hvor du
stræber efter at blive boddisvata og gennemsyret af empatisk mildhed
og evt stræbende mod nirvanas meditative perfektion som afbryder
reinkarnationens arvesynd.
Det største partiagtige sammenhold i Japan er Soka Gakkai som
politikerne frygter, for de vennesæle, mantra-reciterende høj-etiske,
ikke-dømmesge nichiren-buddhister har et løst hierarki, der en sjælden
gang kommenterer parlamentets politik og det kan flytte stemmer Også i
Kina og Korea ankom buddhismen fra Indien, og munke søgte magt og fik
trukket tænderne ud af krigerkaste og har bidraget positivt til
samfunds-livet. I Sydøstasien har buddhistiske konger ført
relilgionskrige, for ligesom i Tibet er munkene selvhævdende, i
Thailand meget aidsspredende pga bøsse-adfærd. Munke i de lande der
ikke gjordes tandløse af krigerkasten er asociale snyltende
tiggermunke og ofte meget populære fordi socialistisk papirnusseri
foragtes af den resultatsøgende materialistiske befolkning
Feudal er god karakteristik af Tibet-buddhismen, som har holdt
fæstebønderne tilbage i sult og fattigdom og resignation, indtil den
tidligere kinesiske provins blev genindlemmet med USA's accept efter
Koreakrigen.
At opkalde sekt efter fx Buddha eller Luther er naturligt i
forlængelse af forfaderdyrkelsens person-forherligelse, og kun
invasionisters aggressive Rasmus Modsat krævesyge har tvunget dansk
sprog til at neddæmpe det velvalgte neutrale ord "muhamedanisme"
Konfutze var en kinesisk topembedsmænd i en oprørsk tid og , hans
skrifter og ismen har intet med overnatur og guder at gøre. Ydmygt
indsamlede han leveregler som i årtusinder havde været bredt
respekteret a la vore ordsprog. Hans populære bøger inspirerede
efterfølgere til at forny og forbedre og . Japan javde i 500-tallet
sugede kinesisk kultur til sig via Korea, da en reformivrig prins var
blevet påvirket af den blandt hans krigerkaste populære Zen-buddhisle
altruisme og frygtede dette tankesæts håndværkerfjendske logikhad.
Kontuze-bøgerne havde på hans tid været vedvarende mere og mere
populære i 1000 år i Kina. Snart blev japanske skoler
indoktrineringanstalter for Konfutzes kloge ord som sivede ud i
menigmands handlinger og stadig gør det. Inden da var kulturen
skrieftløs og lidt som på en stillehavsø.
Tolerance er naturlig på de kanter, og næsten alle min kones veninder
var både buddhister og shintotroende (animistisk mangeguderi) og
kristne hvilket er næsten så almindeligt som kun at have tilknytning
til det lokale Shintotempel og det lokale Budddhist-tempel.
Da det kinesiske ord for konfuzianisme opstod rummede det ikke et
personnavn men betød "en person med tilknytning til Konfutzes oprørske
tid".
Konfutzes folkelige bondefornut er om respekt for godsejere, fædre og
storebrødre og ejendomsret.
Nutidens kinesiske ledere på universiteterne skaber patriotisme ved at
analysere og diskutere ærbødigt landets ældste ikke-kejserlige
samlingspunkt Konfutze og især hans bøger - Mao er det ny
samlingspunkt og på sine gamle dage meldte Mao selv sig under fanerne
som Konfutze-fan og beklagede sin ungdoms popsmarte kritik af den
store åndelige markedsorienterede landsfader.
Maos politiske udbrydergruppe havde udspring i SunYatsens
socialistiske bevægelse og var mindre oprørsk end bokserbevægelsen.
Hans var dygtig til forsvarskrig mod japanske erobrere og især imod
den korrupte USA-marionet Chang Kai Shek og da USA via Stalin havde
startet Koreakrig, netop som Mao samlede Kina, så var Mao tvungen til
at tage japanernes arv op og holde perfid amerikansk aggression ude,
og for at få hjælp til industrialisering fra Stalin og charmere
Vestens hippier, var det smart at kalde sit parti kommunistisk og hade
den af fortidens aristokrater misbrugte konfutzianisme.
|