Efter flere års konstant fremgang mærker Dansk Folkeparti i øjeblikket
konsekvenserne af at være blevet tvunget ind i sparepakkeforliget med
regeringen.
Problemet for Dansk Folkeparti er, at forliget er et afgørende brud med den
linie, der har givet partiet konstant fremgang frem til nu.
Alle partier ved, at der er en hårfin balancegang mellem at love vælgerne
for meget og for lidt. Lover man dem for lidt, løber de andre partier med
stemmerne. Lover man mere, end man kan holde, mister man sin troværdighed,
hvilket kan koste endnu flere stemmer.
Og det er præcis tabet af troværdighed, der lige nu gør rigtig ondt på Pia
Kjærsgaard.
DF's største problem er ikke, at partiet står til en tilbagegang på 2-3
procentpoint i forhold til sidste valg. Derimod ligger der en større trussel
i vælgervandringerne. Her viser det sig nemlig, at mange af de vælgere, DF
oprindeligt stjal fra S, nu er vendt tilbage til S. Således taber DF lige nu
rigtig mange stemmer til S, men vinder så til gengæld lidt ind på at snuppe
stemmer fra V og K. Og det kan man lige præcis ikke bruge den en fløjtende
fis.
DF har som støtteparti for VK-regeringen i opgangstider levet højt på, at
det aldrig var nødvendigt at gennemføre nedskæringer. Men det er slut nu, og
Pia Kjærsgaard - som vælgerne stemte på, fordi hun var garant for guld og
grønne skove til alle over 65 - kan nu ikke længere leve op til denne aftale
med vælgerne.
Der til kommer, at den politiske agenda har ændret sig. Det næste valg
kommer - præcis som vi ser det i disse dage i Holland - ikke til at handle
om indvandrere, men om økonomisk politik og om, hvordan vi får råd til os
selv, når vi bliver gamle. I forhold til den dagsorden har Pia Kjærsgaard
reelt intet at byde ind med. Ud af de 24 mia., som regeringen har skullet
finde som et led i sin spareplan, har DF bidraget med små 100 mio.
|