---

Søndag aften var Sara sløj at se på. Han[1] lød som om han havde fået
lungebetændelse, med boblende vejrtrækning. Så mandag morgen tiggede
jeg mig til en tid ved dyrlægen, og tog afsted med ham. Jeg regnede
med at der skulle en gang antibiotika til, muligvis en bredspektret,
da han havde gået og haft vejrtrækningsbesvær on/off et stykke
tid. Dyrlægen ville dog gerne se nærmere på ham, så aftalen blev at
han skulle indlæges til observation, blodprøver og røngten. Og da
begyndte jeg at blive nervøs. Mandag eftermiddag fik jeg så den
opringning jeg gerne vilel have været fri for at få. Sara gik rundt
med en mellemgulvsbrok. Leveren og noget af tarmvævet var suget op i
brystkassen, og den ene lunge var klappet sammen. Der var kun en
rigtig beslutning at tage derefter.

Da jeg kom tilbage til dyrlægen, var han lagt i ilt, og havde drop i
det ene ben. Det havde forbedret hans tilstand noget, men han havde
det stadig ikke godt. På trods af besværet, rejste han sig stadig op,
og kom mig i møde, da jeg stak hovedet ind til ham. Men så snart han
kom ud af ilten, begyndte han at falde sammen igen. Jeg holdt om ham,
mens han blev bedøvet, men jeg kunne simpelthen ikke holde til at se
ham blive aflivet, så jeg nærmest flygtede derefter :(


Sara valgte mig kort efter en flytning i 1995. Han sad ude på naboens
altankant[2], og var meget ked af det. Jeg fik ondt af den stakkels
halvvoksne killing, så jeg klatrede ud og løftede ham ned på
jorden. Jeg havde regnet med at han ville løbe hjem, men han fulgte
efter mig. Meget sulten, endnu mere kontaktsøgende, og allermest
tillidsfuld. Der var ingen der savnede ham, så han har fulgt mig siden
da. Gennem fem forskellige adresser og 15 år. Hans velmagtsdage var de
4 år han fik lov til at være gårdkat, og den uimodsigelige konge over
matriklen...

Scene 1: Sara sidder i garagen ud til gårdspladsen og slikke sol. Den
lokale (indtil da) alfa-hankat kommer forbi, og ser ham. Sara kigger
igen, og fortsætter med at pille tæer. Den fremmede kat er noget paf
over reaktionen, og rejser børster, til han er næsten[3] så stor som
Sara. Der har sandsynligvis været lyd på, men da jeg ser det gennem et
vinude, ved jeg det ikke. Men det ender med at Sara rejser sig og ser
på indtrængeren, for derefter at puste sig op til dobbelt
størrelse. Vi så aldrig fremmede hankatte igen.

Scene 2: Dengang havde vi en hunkat, der åbenbart havde gylpet sine
P-Piller op gentagne gange. Hun fik ihvertfald killinger... Dem kunne
hun ikke finde ud af at hånmdtere, så fra de var 7-8 uger gamle, fik
de en adoptivmor. Det var rørende at se, hvordan den her kæmpestore
hankat kom hjem med vingeskudte mus, så killingerne kunne lære hvordan
man skulle opføre sig, hvis man var en rigtig kat. Og de hørte
åbenbart efter, for sidenhen blev der leveret både muldvarpe og egern
på køkkengulvet.

Senerehen flyttede Sara med mig til angå, og blev tvunget til at være
indekat. Jeg turde ikke lade ham gå ude, lige ved siden af
jernbanen. Derefter flyttede han med mig til Fyn i 2007, hvor han fik
en lille have at være konge over. På det tidspunkt var han begyndt at
blive en gammel og adstadig kat, så han bevægede sig sjældent længere
end dørtrinnet ved havedøren, hvor han, især på solrige dage, kunne
ligge i timevis. Og der har han så ligget i de sidste knap tre år,
når han ikke har krævet min opmærksomhed.

Sara blev 15-16 år, hvilket nok er en anstændig alder for en kat, men
jeg savner han stadigvæk. Jeg håber dette skriv kan være med til at
gøre mindet om ham lidt mere levende, og lidt nemmere at bære.


1. Der er en historisk årsag til at han hed Sara. En kulsort kat, der
opfører sig som en hunkat i løbetid *skal* *bare* kaldes Sara. Da
jeg blev klogere på kønnet, var det for sent at ændre navnet.

2. I stueetagen, men over en kældernedgang.

3. Sara var en kæmpestor kat. Der har sandsynligvis været noget
British shorthair i ham.

--
/Wegge

Leder efter redundant peering af dk.*,linux.debian.*

---

"Anders Wegge Keller" <wegge@wegge.dk> skrev i meddelelsen
news:87633jv3id.fsf@huddi.jernurt.dk...
>

Hej Anders.

Det gør mig så ondt for dig, at du har mistet din dejlige kat. Jeg har haft
katte i 30 år, og har prøvet det nogle gange, og hver gang er lige
frygtelig. Det er ikke noget man sådan bare lige kommer over med det samme.

Du har trods sorgen haft ham i mange år, og jeg kan forstå på din
beskrivelse af ham, at han har haft et godt katteliv. Det er en trøst at
kunne se tilbage på.

Min datters hankat på 12 år hedder Sofie. Hun "arvede" ham da han var 12
uger, og fik fortalt at det var en hunkat, så da min datter tog ham til
dyrlægen for at blive "steriliseret", grinede dyrlægen og spurgte om hun
ikke hellere ville have "hende" kastreret, det var jo også billigere sagde
han, så min datter måtte grine med, da det gik op for hende hvad dyrlægen
mente.

--
Venlig hilsen Tove
Beware of people who dislike cats

---

>
> Søndag aften var Sara sløj at se på. Han[1] lød som om han havde fået
> lungebetændelse, med boblende vejrtrækning. Så mandag morgen tiggede
> jeg mig til en tid ved dyrlægen, og tog afsted med ham. Jeg regnede
> med at der skulle en gang antibiotika til, muligvis en bredspektret,
> da han havde gået og haft vejrtrækningsbesvær on/off et stykke
> tid. Dyrlægen ville dog gerne se nærmere på ham, så aftalen blev at
> han skulle indlæges til observation, blodprøver og røngten. Og da
> begyndte jeg at blive nervøs. Mandag eftermiddag fik jeg så den
> opringning jeg gerne vilel have været fri for at få. Sara gik rundt
> med en mellemgulvsbrok. Leveren og noget af tarmvævet var suget op i
> brystkassen, og den ene lunge var klappet sammen. Der var kun en
> rigtig beslutning at tage derefter.
>
> Da jeg kom tilbage til dyrlægen, var han lagt i ilt, og havde drop i
> det ene ben. Det havde forbedret hans tilstand noget, men han havde
> det stadig ikke godt. På trods af besværet, rejste han sig stadig op,
> og kom mig i møde, da jeg stak hovedet ind til ham. Men så snart han
> kom ud af ilten, begyndte han at falde sammen igen. Jeg holdt om ham,
> mens han blev bedøvet, men jeg kunne simpelthen ikke holde til at se
> ham blive aflivet, så jeg nærmest flygtede derefter :(
>
>
> Sara valgte mig kort efter en flytning i 1995. Han sad ude på naboens
> altankant[2], og var meget ked af det. Jeg fik ondt af den stakkels
> halvvoksne killing, så jeg klatrede ud og løftede ham ned på
> jorden. Jeg havde regnet med at han ville løbe hjem, men han fulgte
> efter mig. Meget sulten, endnu mere kontaktsøgende, og allermest
> tillidsfuld. Der var ingen der savnede ham, så han har fulgt mig siden
> da. Gennem fem forskellige adresser og 15 år. Hans velmagtsdage var de
> 4 år han fik lov til at være gårdkat, og den uimodsigelige konge over
> matriklen...
>
> Scene 1: Sara sidder i garagen ud til gårdspladsen og slikke sol. Den
> lokale (indtil da) alfa-hankat kommer forbi, og ser ham. Sara kigger
> igen, og fortsætter med at pille tæer. Den fremmede kat er noget paf
> over reaktionen, og rejser børster, til han er næsten[3] så stor som
> Sara. Der har sandsynligvis været lyd på, men da jeg ser det gennem et
> vinude, ved jeg det ikke. Men det ender med at Sara rejser sig og ser
> på indtrængeren, for derefter at puste sig op til dobbelt
> størrelse. Vi så aldrig fremmede hankatte igen.
>
> Scene 2: Dengang havde vi en hunkat, der åbenbart havde gylpet sine
> P-Piller op gentagne gange. Hun fik ihvertfald killinger... Dem kunne
> hun ikke finde ud af at hånmdtere, så fra de var 7-8 uger gamle, fik
> de en adoptivmor. Det var rørende at se, hvordan den her kæmpestore
> hankat kom hjem med vingeskudte mus, så killingerne kunne lære hvordan
> man skulle opføre sig, hvis man var en rigtig kat. Og de hørte
> åbenbart efter, for sidenhen blev der leveret både muldvarpe og egern
> på køkkengulvet.
>
> Senerehen flyttede Sara med mig til angå, og blev tvunget til at være
> indekat. Jeg turde ikke lade ham gå ude, lige ved siden af
> jernbanen. Derefter flyttede han med mig til Fyn i 2007, hvor han fik
> en lille have at være konge over. På det tidspunkt var han begyndt at
> blive en gammel og adstadig kat, så han bevægede sig sjældent længere
> end dørtrinnet ved havedøren, hvor han, især på solrige dage, kunne
> ligge i timevis. Og der har han så ligget i de sidste knap tre år,
> når han ikke har krævet min opmærksomhed.
>
> Sara blev 15-16 år, hvilket nok er en anstændig alder for en kat, men
> jeg savner han stadigvæk. Jeg håber dette skriv kan være med til at
> gøre mindet om ham lidt mere levende, og lidt nemmere at bære.
>
>
> 1. Der er en historisk årsag til at han hed Sara. En kulsort kat, der
> opfører sig som en hunkat i løbetid *skal* *bare* kaldes Sara. Da
> jeg blev klogere på kønnet, var det for sent at ændre navnet.
>
> 2. I stueetagen, men over en kældernedgang.
>
> 3. Sara var en kæmpestor kat. Der har sandsynligvis været noget
> British shorthair i ham.
>
> --
> /Wegge
>
> Leder efter redundant peering af dk.*,linux.debian.*


Hej Anders

Det gør mig ondt at høre du har mistet din dejlige mis.

Vi har haft katte i snart 35 år så vi har også prøvet det nogle gange og det
er lige slemt hver gang.
Den ældste vi mistede blev 19 år så han havde alderen med sig - den yngste
blev bare 3 år. Den eneste trøst man har er at man har givet sine misser et
dejligt liv.
Men vænne sig til det er noget man aldrig gør!

Mange hilsner
Birgit

---

Anders Wegge Keller skrev:

Det er en meget gribende og bevægende historie, men tænk på, at Sara har
haft det godt i så mange år og tænk på alle de gode stunder, i har haft
sammen.

Vi har også haft fantastiske katte, som ikke er der mere. Desværre nåede
de ikke alle at blive så gamle som Fie, der blev 17 år som udekat i et
villakvarter og havde to hjem, nemlig det, hvor hun kom ind til os ad
hoveddøren og det, hvor hun kom ind ad køkkendøren.

Katte er noget nær de bedste venner, man kan finde, hvis man er heldig,
og hvis der er noget, der hedder en sjæl, så findes den hos katte.

Måske skulle du en skønne dag vove at besøge dyreinternater og se, om
der findes en rigtigt god ven der, som du endnu ikke har mødt og som
gerne vil bo hos dig.

vh

Bjarne

---

Hej Anders
Puha -jeg er helt rørt til tårer, meget smuk nekrolog du har skrevet over
Sara.....
Det var vel nok dejligt at Han fandt dig dengang, det lyder som om i har
haft nogle dejlige år sammen på godt og ondt Det er altså bare så
pokkers svært at tage afsked med de dejlige kæledyr, men du kan heldigvid
tænke tilbage på, at Sara fik et dejligt og langt katteliv.
Måske en anden lille kat finder vej til dig en dag...hvem ved? smiler...

Vh Majbritt

"Bjarne S Nielsen" <bruger@eksempel.dk.invalid> skrev i en meddelelse
news:4bd142c4$0$56792$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
> Anders Wegge Keller skrev:
>
> Det er en meget gribende og bevægende historie, men tænk på, at Sara har
> haft det godt i så mange år og tænk på alle de gode stunder, i har haft
> sammen.
>
> Vi har også haft fantastiske katte, som ikke er der mere. Desværre nåede
> de ikke alle at blive så gamle som Fie, der blev 17 år som udekat i et
> villakvarter og havde to hjem, nemlig det, hvor hun kom ind til os ad
> hoveddøren og det, hvor hun kom ind ad køkkendøren.
>
> Katte er noget nær de bedste venner, man kan finde, hvis man er heldig,
> og hvis der er noget, der hedder en sjæl, så findes den hos katte.
>
> Måske skulle du en skønne dag vove at besøge dyreinternater og se, om
> der findes en rigtigt god ven der, som du endnu ikke har mødt og som
> gerne vil bo hos dig.
>
> vh
>
> Bjarne

---

<klip> Sara's historie </klip>

Tusind tak for at dele din kats og din tid sammen. Det er altid dejligt at
høre om en kat der har levet livet fuldt ud.

Mange tanker til dig omkring savnet af Sara, ingen ord kan trøste, men jeg
bruger også selv skriveri som en måde at få sorgen lidt ud af systemet.
Skriv bare mere om Sara. Og vi vil da gerne se billeder af ham :)


--
Venlig hilsen Heidi, Miver, Mulle og Bajse-Lejses mor

http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk/sl.php?id=842

http://choco.dk online salg af Summerbird chocolade, overskuddet går til at
hjælpe herreløse/nødstedte katte

---

Tak for alle jeres pæne ord. Jeg har måttet knibe et par tårer, mens
jeg har læst jeres svar. Det er stadig hårdt at mangle ham, men jeg er
i det mindste begyndt at kunne leve med det. PÃ¥ et eller andet
tidspunkt skal jeg ud at kigge mig om efter en ny kat, men lige for
øjelikket virker det som om Nille - nu enekat - er ved at finde sig en
plads i de nye rammer der er, så det er ikke akut at finde en erstatning.

Jeg har plukket nogle billeder frem. Desværre er de fleste af dem fra
de seneste par år, og jeg har ikke lige kunnet finde nogen fra den tid
hvor Sara var gårdkat, og i sine velmagtsdage.

<http://foto.wegge.dk/v/Wegge/Sara/>

--
/Wegge

Leder efter redundant peering af dk.*,linux.debian.*

---

"Anders Wegge Keller" <wegge@wegge.dk> skrev i en meddelelse
news:871ve2ux1z.fsf@huddi.jernurt.dk...
>
> Tak for alle jeres pæne ord. Jeg har måttet knibe et par tårer, mens
> jeg har læst jeres svar. Det er stadig hårdt at mangle ham, men jeg er
> i det mindste begyndt at kunne leve med det. På et eller andet
> tidspunkt skal jeg ud at kigge mig om efter en ny kat, men lige for
> øjelikket virker det som om Nille - nu enekat - er ved at finde sig en
> plads i de nye rammer der er, så det er ikke akut at finde en erstatning.
>
> Jeg har plukket nogle billeder frem. Desværre er de fleste af dem fra
> de seneste par år, og jeg har ikke lige kunnet finde nogen fra den tid
> hvor Sara var gårdkat, og i sine velmagtsdage.
>
> <http://foto.wegge.dk/v/Wegge/Sara/>
>
> --
> /Wegge
>
> Leder efter redundant peering af dk.*,linux.debian.*

Hej Wegge
Det er godt at du har minderne og nogle gode billeder.
Alle Katte sætter sine spor.
Du tog et klogt valg, og det skal du værer stolt over.

Jeg tror nu der sidder en ny kat, til jer et sted, og venter.

Mvh Allan

---

Anders Wegge Keller <wegge@wegge.dk> wrote:

<snip>

> Jeg har plukket nogle billeder frem. Desværre er de fleste af dem fra
> de seneste par år, og jeg har ikke lige kunnet finde nogen fra den tid
> hvor Sara var gårdkat, og i sine velmagtsdage.
>
> <http://foto.wegge.dk/v/Wegge/Sara/>

Her kender vi godt situationen med avisen


--
Ikke ham på Facebook.

---

hlexa@hotmail.com (Axel Hammerschmidt) wrote in
news:1jhkhic.fibfks6w28poN%hlexa@hotmail.com:

>> <http://foto.wegge.dk/v/Wegge/Sara/>
>
> Her kender vi godt situationen med avisen

Hæhæhæ, ja, man skal ikke forvente at kunne læse når man har kat, tror
jeg.
Hvis jeg vil læse i sengen skal jeg være meget heldig for i samme
øjeblik bogen rammer madrassen ligger Mowgli på den


--
Kate

Husk en killing skal være minimum 12 uger før den tages fra sin mor,
gerne ældre.

---

"Anders Wegge Keller" <wegge@wegge.dk> skrev i meddelelsen
news:871ve2ux1z.fsf@huddi.jernurt.dk...
>
> Tak for alle jeres pæne ord. Jeg har måttet knibe et par tårer, mens
> jeg har læst jeres svar. Det er stadig hårdt at mangle ham, men jeg er
> i det mindste begyndt at kunne leve med det. PÃ¥ et eller andet
> tidspunkt skal jeg ud at kigge mig om efter en ny kat, men lige for
> øjelikket virker det som om Nille - nu enekat - er ved at finde sig en
> plads i de nye rammer der er, så det er ikke akut at finde en erstatning.
>
> Jeg har plukket nogle billeder frem. Desværre er de fleste af dem fra
> de seneste par år, og jeg har ikke lige kunnet finde nogen fra den tid
> hvor Sara var gårdkat, og i sine velmagtsdage.
>
> <http://foto.wegge.dk/v/Wegge/Sara/>
>


Hej Anders og Nille.

Tak for de dejlige billeder. Sara var en rigtig smuk kat, og jeg forstår
godt at du savner ham. Godt at du har Nille til at trøste dig. Det er misser
ret gode til.

--
Venlig hilsen Tove
Beware of people who dislike cats

---

Anders Wegge Keller <wegge@wegge.dk> wrote in
news:871ve2ux1z.fsf@huddi.jernurt.dk:

> http://foto.wegge.dk/v/Wegge/Sara/

Ej, hvor var han fin. Særligt det billede hvor der står "nus mig" under
synes jeg er vildt dejligt. Lige sådan et billede jeg ville elske af en
af mine.

Kan godt forstå han er savnet, når man har delt livet i 15 år.


--
Kate

Husk en killing skal være minimum 12 uger før den tages fra sin mor,
gerne ældre.

---

Hej Anders
Ja han var godt nok en dejlig kat ...smil ....gode minder og rigtig gode
billeder, og situationer som alle katteejere nikker genkendende
til.....)
Jeg kan stadigvæk på nogle dage knibe en tåre over katte, som jeg ikke har
mere...nogle gange er det hvis jeg får set et gammet kradsemærke, eller
andet som bringer gamle minder frem Men ville alligevel aldrig undvære
nogle af mine katte......

Majbritt


"Kate" <doughnut@oliwer.invalid> skrev i en meddelelse
news:Xns9D66C023159B4doughnutoliwerinvali@130.225.254.104...
> Anders Wegge Keller <wegge@wegge.dk> wrote in
> news:871ve2ux1z.fsf@huddi.jernurt.dk:
>
> > http://foto.wegge.dk/v/Wegge/Sara/
>
> Ej, hvor var han fin. Særligt det billede hvor der står "nus mig" under
> synes jeg er vildt dejligt. Lige sådan et billede jeg ville elske af en
> af mine.
>
> Kan godt forstå han er savnet, når man har delt livet i 15 år.
>
>
> --
> Kate
>
> Husk en killing skal være minimum 12 uger før den tages fra sin mor,
> gerne ældre.