---

Jeg tror at dagens kronik i Berlingske Tidende vil have en vis
interesse:

<http://www.berlingske.dk/article/20090926/kronikker/709260052/>

- hvorfra jeg citerer fra en de oplevelser en cand.mag. i filosofi og
religionshistorie, ekstern lektor på Københavns Universitet, har haft
fra en jobsamtale på et seminarium:

=

....
»Hvordan forestiller du dig, at du vil undervise i det her?« lyder et af
de første spørgsmål. Jeg tænker, at jeg her er på hjemmebane, da jeg
både har undervist og forelæst med udgangspunkt i tekster, hvilket jo må
være interessant i denne sammenhæng, fordi de lærerstuderende jo skal
til eksamen i fagets grundbog. Jeg redegør for de metoder, der til min
orientering foreligger, når man som studerende skal lære et
tekstmateriale og har obligatorisk mødepligt. Det er tydeligvis ikke
det, der efterspørges. Nej, det skal være kreativt. Det skal fange.
Hvordan vil jeg dog vil nå de studerende? »De kommer jo fra gymnasiet,«
oplyser man mig. Naiv som jeg er, forsøger jeg at gribe dette an som en
positiv mulighed: de har jo selv valgt at uddanne sig her; de må være
motiverede og have lyst til at lære noget, forsvarer jeg de studerende.
Hovedrystende noteres der et par sætninger på papiret.

Det er ikke en studerende på en mellemlang, videregående uddannelse, men
åbenbart store børn, i bedste fald elever, der nu har valgt at forlænge
deres skolegang. Jeg er derfor lige ved at sige, at skønt niveauet
blandt studerende over en bred kam næppe er stigende, synes jeg dette er
lige i overkanten, og om man ikke kunne forvente sig en smule faglighed
og seriøsitet af disse håbefulde studerende. En jobsamtale handler jo
ikke om ærlighed og kvalifikationer, men om at svare rigtigt på
trickspørgsmål og om at give arbejdsgiveren ret. Desuden skal man huske
at svare frisk, men på en unik, kreativ og kompetenceudviklende måde,
der viser, at man har drive og er committed.

På et tidspunkt falder et spørgsmål på sekulariseringen, altså om det
forhold, at teologi og kirke på en eller anden måde er kommet ind i det
politiske, i det verdslige. Jeg lyser for et kort øjeblik op, fordi det
jo er noget, jeg har arbejdet meget med og til og med skrevet om på både
forsknings- og formidlingsniveau. Men det skal naturligvis slet ikke
handle om det, om mine faglige kvalifikationer og om, hvad jeg ved, men
i stedet om, hvordan jeg vil undervise de studerende, så de kommer til
at forstå, hvad det dog går ud på. Endnu en gang er jeg overrasket over,
at for så vidt der er tale om et forståelsesproblem, så er det ene og
alene et pædagogisk spørgsmål og problem. De studerende – undskyld,
eleverne – betragtes som bokse, hvortil man skal finde nøglen og
efterfølgende proppe viden i. Kulminationen på denne kafkaske oplevelse
kommer, da en af lektorerne på seminariet spørger: »Kan du spille på et
instrument eller synge og på den måde formidle dit budskab?« Er det en
joke? Tænker jeg for mig selv. Jeg gentager: på en videregående
uddannelsesinstitution bliver jeg spurgt, om jeg kan spille eller synge
og på den måde formidle mit budskab! Jeg bliver ærligt talt rundt på
gulvet over spørgsmålet, ikke mindst over ordlydens bibelske
konnotationer, som var undervisergerningen en frelservirksomhed og må
tilstå, at her knækker filmen. Men jeg skulle da bare have bildt dem
noget ind. Jeg skulle da bare have solgt mig selv. Jeg skulle have
anvendt noget mere story telling, tænkt i kompetenceudviklingsbaner og
have branded mig selv langt bedre. Men nu kan jeg ikke mere. Jeg følger
mig totalt til grin, mine fag og min faglighed latterliggjort. »Jeg må
sige,« fortæller jeg lektoren, »at jeg ikke tror, man som studerende
forstår, hvad sekularisering går ud på, fordi jeg spiller en sang på
guitar.« Mit solide argument har ikke den tilsigtede mening: »Jamen, et
digt kan da sagtens synges,« insisterer lektoren med hidsig og urolig
stemme. Det er helt sort. Jeg forstår ingenting.

Jeg forsøger at samle mine tanker og stilfærdigt nævne, at de studerende
jo skal til eksamen på et tidspunkt og at det vel handler om at lære dem
pensum. Forbløffet stirrer man på mig. Pensum? Eksamen? Vi søger en
mand, der kan spille og synge for børnene! står der skrevet i panden på
lektorerne (de kommer jo lige fra gymnasiet, og det har de jo også
allerede fortalt mig).

»Hvordan vil du fortælle dem det?« spørger tillidsmanden, der af
uransagelige årsager også er til stede under samtale i denne endeløse
jagt på pædagogiske kompetencer (det står nu soleklart for mig, at det
ikke hedder evner mere). Jeg ved ikke helt, hvad vi taler om på dette
tidspunkt, for det bliver aldrig sagt, hvad jeg skal formidle. men blot,
at der skal formidles. Nuvel, tænker jeg, jeg kan da begynde med at
sige, at jeg naturligvis ved, at der er forskel på at undervise på
universitetet og i en 5. klasse. »Det er der da overhovedet ikke!«
udbryder tillidsmanden. På dette tidspunkt ved jeg, at løbet er kørt.
Ikke nok med, at jeg ikke kan spille eller synge og ikke nok med, at jeg
til og med er så fræk at mene, at det også i denne sammenhæng er
irrelevant, nej, jeg er oven i købet også så hoven at mene, at
undervisning på et seminarium adskiller sig fra at undervise børn.

....
=

Så der er slet, slet ingen forskel på at undervise i en 5. klasse eller
på 2. del af et universitetsstudium; alt kan klares ved hjælp af en
guitar ...
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk
Errare humanum est, sed in errore perseverare turpe est