---

Goethes integritet sigtede efter "_lidt_ bedre end gennemsnittet"
Eksistentialismen hos Sartre, Camus og Pascal er foregrebet i Goethes,
Schillers og Søren Kierkegaards og Henrik Ibsens hyldest til
hverdagsgenier der TØR VÆRE SIG SELV, og leve alt ud, helt og ikke
stykkevis og delt. Evigt ejes kun det tabte. Romerske stoikere som
Pindar lærtes af.
Men bedsteborgeren Goethe mente kun man lever via andres velvilje og
han nød at være en populær yndling af fyrsten og dermed statsminister for
Weimar.
Han elskede delvis uigengældt en vens kone men elskede gengældt en lidet
fornem underklassekvinde, der havde lagt an på ham.
Og som flirtede med soldater, hvilket Goethe så gennem fingre med.
De boede sammen papirløst - for han drillede det lutherske
fyrste-aristokrati med at være Spinoza-agtig tilhænger af panteisme der
ligner ateisme.
Men den dag da Napoleon fredeligt og civiliseret besatte Weimar, efter at
have lammetævet preusserne ved Jena, beordrede Goethe givermål med sin
samleverske, for han vidste at kloge Napoleonske love ville blive indført
i Tyskland nu, så han var extremt på forkant med den ny tidsånd.
Progressiv men uden at miste jordforbindelsen - lidt foran de andre
opionsdannere, men ikke så meget at misundelse gør hadefuld - her fejlede
Glistrup.