I anledning af udgivelsen af Redekers bog er der nogle kommentarer her og
der.
Hvis man undre på hvorfor en kommunist som Arne H.W. støtter islamismen og
ikke lader nogen lejlighed til at lobhudle profeten Muhammed gå fra sig, -
så kan man læse om bogen.
------------
" . . . . Livet som jaget vildt er en lille og afsondret verden, og hvis den
skal gøres større, kræver det i virkeligheden, at omgivelserne insisterer på
det. At alle rettænkende mennesker bakker op, husker ham, forsvarer han og
fordømmer truslerne etc.
ådan går det forudsigeligt nok ikke. Det er den uendeligt store historie i
den uendeligt lille. Robert Redeker er et enkelt lille menneske, som
tilfældigvis fik sit liv mere eller mindre ødelagt, fordi han tillod sig et
islamkritisk pip i Le Figaro, og det er primært, hvad bogen handler om.Om
truslerne, om kollegernes svigt, deres bortvendte rygge og deres adrætte
snakken uden om det egentlige, altid med underteksten: Han er selv ude om
det.
Diskret charme
Sådan reagerer pæne mennesker.
Sådan reagerede pæne berlinere, når deres jødiske nabo pludselig var
forsvundet. Man spurgte ikke, råbte ikke op, men forsatte med at tale pænt
ved bordet. Det er borgerskabets diskrete charme.Denne retoriske gang
øvelser på gulv fulgt af spring over lave gærder kender vi også herhjemme. I
den forstand er der intet nyt under solen, men i mellemtiden skal jo altså
Redeker prøve at leve. Det er svært. Han skriver dagbog om hadet, frygten og
såmænd også om de økonomiske fortrædeligheder, der ligger i at være truet på
livet.
----------
De "progressive" kræfters tilslutning til islam
det han fortæller om, hvad der sker med ham og omkring ham, bliver Redekers
dagbogsnotater til en sociologisk analyse af det nuværende Frankrig. Læseren
får et indblik i, hvordan samfundet reagerer. Man ser, hvordan angsten
spreder sig i det lille Escalquens med dets godt 5.000 indbyggere, 15 km
uden for Toulouse, en rolig by, beboet af en velstående, venstreorienteret
middelklasse, som langt fra at støtte den udsatte familie er ivrig efter at
skille sig af med de forstyrrende. Familien Redeker bliver behandlet som
pestbefængte og udstødes fra samfundet. Man ser den akademiske venstrefløj,
gymnasielærerne, som i stedet for entydigt at fordømme den dødstrussel, som
Redeker er offer for, og forsvare de elementære borgerrettigheder
foranstalter rene "stalinistiske processer", hvor den anklagede er Redeker
selv: "De anklagede mig - en kollega, der var blevet dødsdømt af
fanatikere - for en meningsforbrydelse!" (29). Efter lærerkollegernes angreb
er det elevernes og forældres tur til at "forstærke islamisternes dom" og "overtage
afstraffelsen". De sparker den, der allerede ligger ned, og viser således,
at "en vantro" som mig "skal man ikke vise nåde" (54) 3.
disse folks øjne, er det "ikke så meget de alvorlige dødstrusler, jeg har
hængende over hovedet, der er skandaløse, nej, det er den artikel, jeg har
skrevet, der er skandaløs"
(Lige som da politiet i England sigtede Kanal 4, fordi de havde dokumenteret
hadetale i britiske moskeer, - dem der forlangte død over vesterlændinge
skete der naturligvis intet med)
--
hagnon beskriver sine erfaringer i bogen L'école française et l'islam: L'histoire
d'un professeur d'histoire victime du terrorisme intellectuel (Den franske
skole og islam: Historien om en historielærer, offer for intellektuel
terrorisme) og drager en række konklusioner, hvoraf jeg vil fremhæve to. Den
ene handler om den historiske bevidsthed og om den absurde
forskelsbehandling, som muslimerne kræver. Chagnon fremhæver den censur og
den historieforfalskning, som de islamiske kræfter forsøger at pådutte
undervisningen i Frankrig, en ren negationisme, hvor man fortier islams
forbrydelser. At fortælle om islams faktiske historie bliver ensbetydende
med "blasfemi" og opmuntring til "racehad". "Efter denne logik", bemærker
Chagnon, "er det at betegne holocaust som en forbrydelse mod menneskeheden
ensbetydende med anti-tysk racisme og det at gøre opmærksom på
Katyn-massakren ensbetydende med anti-russisk racisme" 7. Den anden er, at
den sag, Chagnon har været genstand for, har åbnet hans øjne for, at det er
den venstreorienterede del af det franske samfund, som støtter islam og er
villig til at undertrykke de borgerlige frihedsrettigheder. Det er præcist
samme konklusion, Redeker når til.
----
http://snaphanen.dk/2009/05/04/robert-redeker-in-copenhagen-i/#more-28513
--------