> On 13 Mar., 18:35, Patruljen <Patrul...@yahoo.dk> wrote:
>
>
> Det er ikke kun i Putins Rusland, at statsmagten vil dirigere
> historieundervisningen.
> ........................................................................................................................
> Af SØREN RØNHEDE. Politiken.
> Men som bekendt er det meget mere oplagt at fokusere på den store
> splint i andres øjne end at se den lille bjælke, man selv slæber rundt
> på.
> Det er vel også forklaringen på, at danske ensretningsforsøg ikke
> trækker de samme store overskrifter og ikke udløser bekymrede ledere
> som udenlandske ditto.
> I Danmark hedder det ikke ensretning, men kanonisering.
> Et af dem er ’Stavnsbåndets ophævelse’. På den kronologisk ordnede
> kanonliste er det placeret før ’Stormen på Bastillen’ 1789, så det må
> være ’Stavnsbåndets ophævelse 1788’, udvalget hentyder til.
> 1788 er det år, hvor kongen gav bonden sin frihed. Det står mejslet i
> sten på Frihedsstøtten, som en kreds af københavnske borgere i 1791
> tog initiativ til at rejse på Vesterbrogade. Siden da er den
> opfattelse blevet udbredt, at kongen af »Kierlighed til Fædrelandet«
> gav bonden sin frihed med ophævelsen af stavnsbåndet 1788.
> Der var ikke indbudt folk fra landet til initiativkredsen af 1791, for
> så kunne et par misforståelser måske være blevet rettet: For det
> første havde stavnsbåndet ikke primært været rettet mod bønderne, men
> mod de fattige på landet, og for det andet var det ikke ophævet! Det
> blev det først fra 1848.
> Selv uddannede historikeres læsefærdighed kan sløres,nården truer
> fast cementerede yndlingsmyter.
> Myten om 1788 har sin plads i den nationale skattekiste og er blevet
> festligt fejret i 1888, 1938 og 1988. Hvorfor? Fordi den indgår i den
> danske hovedmyte om det fredselskende lille folk: Et år før den
> blodige franske revolution sætter ind, viser vi danske med kongemagten
> i spidsen, hvordan en fredelig omformning af samfundet finder sted.
> Hermed blev et første og vigtigt skridt taget til demokratiets
> fredelige indførelse i 1848, hvilket også er en af de fede nationale
> myter, eftersom begivenheden udløste en blodig borgerkrig,
> Treårskrigen 1848-50.
> Denne sammenhæng er de nationale historikere kommet uden om ved at
> fortolke borgerkrigen, ikke som det, den var – et opgør inden for den
> danske konges riger og lande – men som en krig mod Tyskland. Dette
> punkt uddybes senere i teksten.
> I Kristeligt Dagblads præsentation oktober sidste år fik
> undervisningsminister Bertel Haarder ordet. Han godkendte straks
> kanonen ved offentliggørelsen 2006 og var stadig glad for den et år
> efter. Han er særlig glad for kanonpunktet ’29. august 1943’.
> Hans chef, statsminister Fogh Rasmussen, har markeret, at han også
> elsker den dato, som Dansk Folkeparti vil have gjort til flagdag: »Den
> skæbnesvangre 29. august, da den danske samarbejdspolitik over for den
> tyske besættelsesmagt brød endeligt sammen« (Pol. 22. oktober 2006)..
> Denne opfattelse er meget udbredt og populær, fordi politikere og
> andet godtfolk fra 1945 og frem ikke har villet vedkende sig, at den
> såkaldte samarbejdspolitik fortsatte krigen ud.
> 29. august medførte en omlægning af denne politik, så den blev mindre
> synlig: Ministeriet Scavenius ophørte med at fungere, og
> departementscheferne tog over med politikerne i ryggen. Essensen i
> samarbejdet fortsatte: danske fødevarer til Tyskland og opretholdelse
> af dansk selvstyre.
> Noget for noget, som vor nuværende statsminister kunne have udtrykt
> det. Denne kontraktpolitik stod stærkt, for modstandsbevægelsen
> respekterede rygraden heri: Den generede ikke landbrugseksporten til
> Tyskland. Så danske landmænd kunne uhindret forsyne Tyskland med
> fødevarer helt frem til det tyske sammenbrud.
> Derfor så modstandsbevægelsen også sin interesse i at cementere myten.
> En så stærk koalition af myteskabere har historikere meget sent vovet
> at sætte sig op imod.
> Historikeren opfattes typisk som en sandhedssøgende kildekritiker, der
> så objektivt som muligt søger at rekonstruere den fortidige
> virkelighed. I virkeligheden er politiske hensyn ofte kommet i første
> række. Væsentlige sider af besættelsestidens historie lod man ligge..
> Når myterne skal dementeres, er det ikke universitetshistorikere, der
> går foran. Det er journalisten Peter Øvig Knudsen, lægen Kirsten
> Lyllof og socialrådgiver og mangeårig udforsker af arbejderbevægelsens
> historie Henning Tjørnehøj.
> En tredje central myte i kanonen er ’Genforeningen’. Den opfattelse,
> at Danmark i 1920 generhvervede dele af ’det tabte land’ fra 1864, er
> ethvert barn blevet opflasket med, og den er landet rundt indmejslet i
> mangen en uskyldig sten. Hvis man strøg ’gen’ og nøjedes med
> ’foreningen’, ville det passe.
> For Slesvig havde reelt ikke indgået i det danske kongerige siden 1200-
> tallet. Forestillingen om ’det tabte land’ skyldtes en nationalistisk
> forestilling om, at Slesvig burde høre udelt til Danmark. Siden 1720
> havde den danske konge også været hele Slesvigs hertug og havde
> respekteret landets særlige stilling.
> Men med den besindige Christian VIII’s død i 1848 lod kongemagten i
> skikkelse af den ret uduelige Frederik VII sig rende over ende af de
> nationalliberale, hvis kup 1848 udløste borgerkrigen.
> Nationalister tåler ikke flersprogede/multikulturelle statsdannelser,
> og derfor skulle hele Slesvig partout gøres dansk. I 1850’erne
> forsøgte de med tvang at styrke dansk i Mellemslesvig, hvilket hos
> menigmand vakte tyskheden!
> Det dansknationale krav på Slesvig udløste krigen mod
> slesvigholstenerne 1848-50 og danskens krig mod Prøjsen og Østrig i
> 1864, der førte til ’tabet’; de danske nationalister var – imod egen
> forhåbning – ikke i stand til at slå to europæiske stormagter. Den
> nationalistiske galskab er morsomt fremstillet i Herman Bangs ’Tine’,
> som ikke blev valgt, da litteraturen skulle kanoniseres.
> Denne gennemgang er en forsigtig antydning af, at der er et problem,
> hvis det er styrkelse af historiefaget, man er ude på.
> Mange af kanonpunkterne forekommer velkendte, hentet lige ud af den
> nationale historiefortælling. Udvalget har ikke ønsket på nogen måde
> gennem sine 29 punkter at nærme sig det kontroversielle endsige at
> animere til nogen form for nytænkning.
> Flertallet bag det seneste folkeskoleforlig er bredt, men der er ingen
> inden for forligskredsen (og vist heller ikke udenfor), der har haft
> ondt af ensretningsbestræbelserne. Måske ved de ikke bedre. Alle er de
> jo blevet opflasket med de samme fede myter, som tilsammen skal vise,
> at dansken er lille, men god og altid har gjort det rette.
http://politiken.dk/debat/kroniker/article594959.ece
Den danske kz-arkæolog Anders Otte Stensager;
‘Da tallet 6 millioner samtidig bygger på upræcise sovjetiske tal, er
der i dag ikke belæg for at antage, at 6 millioner jøder blev dræbt
under Holocaust. Tallet er nok nærmere 4 millioner,’
(Christian Bøje Jensen Spørgsmålstegn ved historien 2007. )
PRÆCISERINGER AF denne slags er følgelig ikke uproblematiske. I
lighed
med de tilsvarende undersøgelser af de nazistiske jødeudryddelser er
antallet også her gennem årene reduceret fra seks til fire millioner,
hvoraf knap en million omkom i Auschwitz' gaskamre.
En sådan reducering er følgelig forbundet med store følelsesmæssige
ofre, men er omvendt også resultatet af årtiers mere konsensusprægede
historieskrivning. Når dette er sagt, er det desværre også en omend
lille sejr for mange revisionister, der, hver gang tallet reduceres,
jubler og bekræftes i, at det budskab, de spreder, i virkeligheden er
værd at arbejde for.
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/260750:Debat--Er-folkemord-e...
>
>
> > Det er ikke kun i Putins Rusland, at statsmagten vil dirigere
> > historieundervisningen.
> > ........................................................................................................................
>
> > Af SØREN RØNHEDE. Politiken.
>
> > Men som bekendt er det meget mere oplagt at fokusere på den store
> > splint i andres øjne end at se den lille bjælke, man selv slæber rundt
> > på.
>
> > Det er vel også forklaringen på, at danske ensretningsforsøg ikke
> > trækker de samme store overskrifter og ikke udløser bekymrede ledere
> > som udenlandske ditto.
>
> > I Danmark hedder det ikke ensretning, men kanonisering.
>
> > Et af dem er ’Stavnsbåndets ophævelse’. På den kronologisk ordnede
> > kanonliste er det placeret før ’Stormen på Bastillen’ 1789, så det må
> > være ’Stavnsbåndets ophævelse 1788’, udvalget hentyder til.
>
> > 1788 er det år, hvor kongen gav bonden sin frihed. Det står mejslet i
> > sten på Frihedsstøtten, som en kreds af københavnske borgere i 1791
> > tog initiativ til at rejse på Vesterbrogade. Siden da er den
> > opfattelse blevet udbredt, at kongen af »Kierlighed til Fædrelandet«
> > gav bonden sin frihed med ophævelsen af stavnsbåndet 1788.
>
> > Der var ikke indbudt folk fra landet til initiativkredsen af 1791, for
> > så kunne et par misforståelser måske være blevet rettet: For det
> > første havde stavnsbåndet ikke primært været rettet mod bønderne, men
> > mod de fattige på landet, og for det andet var det ikke ophævet! Det
> > blev det først fra 1848.
>
> > Selv uddannede historikeres læsefærdighed kan sløres,nården truer
> > fast cementerede yndlingsmyter.
>
> > Myten om 1788 har sin plads i den nationale skattekiste og er blevet
> > festligt fejret i 1888, 1938 og 1988. Hvorfor? Fordi den indgår i den
> > danske hovedmyte om det fredselskende lille folk: Et år før den
> > blodige franske revolution sætter ind, viser vi danske med kongemagten
> > i spidsen, hvordan en fredelig omformning af samfundet finder sted.
>
> > Hermed blev et første og vigtigt skridt taget til demokratiets
> > fredelige indførelse i 1848, hvilket også er en af de fede nationale
> > myter, eftersom begivenheden udløste en blodig borgerkrig,
> > Treårskrigen 1848-50.
>
> > Denne sammenhæng er de nationale historikere kommet uden om ved at
> > fortolke borgerkrigen, ikke som det, den var – et opgør inden for den
> > danske konges riger og lande – men som en krig mod Tyskland. Dette
> > punkt uddybes senere i teksten.
>
> > I Kristeligt Dagblads præsentation oktober sidste år fik
> > undervisningsminister Bertel Haarder ordet. Han godkendte straks
> > kanonen ved offentliggørelsen 2006 og var stadig glad for den et år
> > efter. Han er særlig glad for kanonpunktet ’29. august 1943’.
>
> > Hans chef, statsminister Fogh Rasmussen, har markeret, at han også
> > elsker den dato, som Dansk Folkeparti vil have gjort til flagdag: »Den
> > skæbnesvangre 29. august, da den danske samarbejdspolitik over for den
> > tyske besættelsesmagt brød endeligt sammen« (Pol. 22. oktober 2006).
>
> > Denne opfattelse er meget udbredt og populær, fordi politikere og
> > andet godtfolk fra 1945 og frem ikke har villet vedkende sig, at den
> > såkaldte samarbejdspolitik fortsatte krigen ud.
> > 29. august medførte en omlægning af denne politik, så den blev mindre
> > synlig: Ministeriet Scavenius ophørte med at fungere, og
> > departementscheferne tog over med politikerne i ryggen. Essensen i
> > samarbejdet fortsatte: danske fødevarer til Tyskland og opretholdelse
> > af dansk selvstyre.
>
> > Noget for noget, som vor nuværende statsminister kunne have udtrykt
> > det. Denne kontraktpolitik stod stærkt, for modstandsbevægelsen
> > respekterede rygraden heri: Den generede ikke landbrugseksporten til
> > Tyskland. Så danske landmænd kunne uhindret forsyne Tyskland med
> > fødevarer helt frem til det tyske sammenbrud.
>
> > Derfor så modstandsbevægelsen også sin interesse i at cementere myten.
> > En så stærk koalition af myteskabere har historikere meget sent vovet
> > at sætte sig op imod.
>
> > Historikeren opfattes typisk som en sandhedssøgende kildekritiker, der
> > så objektivt som muligt søger at rekonstruere den fortidige
> > virkelighed. I virkeligheden er politiske hensyn ofte kommet i første
> > række. Væsentlige sider af besættelsestidens historie lod man ligge.
>
> > Nårmyterne skal dementeres, er det ikke universitetshistorikere, der
> > går foran. Det er journalisten Peter Øvig Knudsen, lægen Kirsten
> > Lyllof og socialrådgiver og mangeårig udforsker af arbejderbevægelsens
> > historie Henning Tjørnehøj.
>
> > En tredje central myte i kanonen er ’Genforeningen’. Den opfattelse,
> > at Danmark i 1920 generhvervede dele af ’det tabte land’ fra 1864, er
> > ethvert barn blevet opflasket med, og den er landet rundt indmejslet i
> > mangen en uskyldig sten. Hvis man strøg ’gen’ og nøjedes med
> > ’foreningen’, ville det passe.
>
> > For Slesvig havde reelt ikke indgået i det danske kongerige siden 1200-
> > tallet. Forestillingen om ’det tabte land’ skyldtes en nationalistisk
> > forestilling om, at Slesvig burde høre udelt til Danmark. Siden 1720
> > havde den danske konge også været hele Slesvigs hertug og havde
> > respekteret landets særlige stilling.
>
> > Men med den besindige Christian VIII’s død i 1848 lod kongemagten i
> > skikkelse af den ret uduelige Frederik VII sig rende over ende af de
> > nationalliberale, hvis kup 1848 udløste borgerkrigen.
>
> > Nationalister tåler ikke flersprogede/multikulturelle statsdannelser,
> > og derfor skulle hele Slesvig partout gøres dansk. I 1850’erne
> > forsøgte de med tvang at styrke dansk i Mellemslesvig, hvilket hos
> > menigmand vakte tyskheden!
>
> > Det dansknationale krav på Slesvig udløste krigen mod
> > slesvigholstenerne 1848-50 og danskens krig mod Prøjsen og Østrig i
> > 1864, der førte til ’tabet’; de danske nationalister var – imod egen
> > forhåbning – ikke i stand til at slå to europæiske stormagter. Den
> > nationalistiske galskab er morsomt fremstillet i Herman Bangs ’Tine’,
> > som ikke blev valgt, da litteraturen skulle kanoniseres.
>
> > Denne gennemgang er en forsigtig antydning af, at der er et problem,
> > hvis det er styrkelse af historiefaget, man er ude på.
>
> > Mange af kanonpunkterne forekommer velkendte, hentet lige ud af den
> > nationale historiefortælling. Udvalget har ikke ønsket på nogen måde
> > gennem sine 29 punkter at nærme sig det kontroversielle endsige at
> > animere til nogen form for nytænkning.
>
> > Flertallet bag det seneste folkeskoleforlig er bredt, men der er ingen
> > inden for forligskredsen (og vist heller ikke udenfor), der har haft
> > ondt af ensretningsbestræbelserne. Måske ved de ikke bedre. Alle er de
> > jo blevet opflasket med de samme fede myter, som tilsammen skal vise,
> > at dansken er lille, men god og altid har gjort det rette.
http://politiken.dk/debat/kroniker/article594959.ece
>
> Den danske kz-arkæolog Anders Otte Stensager;
>
> ‘Da tallet 6 millioner samtidig bygger på upræcise sovjetiske tal, er
> der i dag ikke belæg for at antage, at 6 millioner jøder blev dræbt
> under Holocaust. Tallet er nok nærmere 4 millioner,’
> (Christian Bøje Jensen Spørgsmålstegn ved historien 2007. )
>
> PRÆCISERINGER AF denne slags er følgelig ikke uproblematiske. I lighed
> med de tilsvarende undersøgelser af de nazistiske jødeudryddelser er
> antallet også her gennem årene reduceret fra seks til fire millioner,
> hvoraf knap en million omkom i Auschwitz' gaskamre.
>
> En sådan reducering er følgelig forbundet med store følelsesmæssige
> ofre, men er omvendt også resultatet af årtiers mere konsensusprægede
> historieskrivning. Når dette er sagt, er det desværre også en omend
> lille sejr for mange revisionister, der, hver gang tallet reduceres,
> jubler og bekræftes i, at det budskab, de spreder, i virkeligheden er
> værd at arbejde for.
>
>
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/260750:Debat--Er-folkemord-e...- Skjul tekst i anførselstegn -
>
> - Vis tekst i anførselstegn -