Misundelse&hævn skaber sindsyge
Den skitzofrent psykotiske hallucinerende taber er næppe født med
fejlagtigt DNA.
Snarere er han opdraget, så han ikke har lært at tackle samfundets
fortrængninger og selvmodsigelser på en klog måde.
Det startede med, at dyr løj sig usynlige ved kamouflagefarver, og så kom
overspringsbevægelserne, hvor et kæmpende dyr har mobiliseret adrenalin,
men alligevel ikke tør det planlagte totalangreb på rivalen, så det
kanaliserer dyret den motiliserede energi over i at stange mod mod et
træ, at sparke til en græstørv og især til at rengøre egne pels og fjer
, slikke og soignere.
Dette er baseret på løgn. Der er ikke brug for al rengøring. Men vi
sætter selvbedrag på skinner, fordi de meningsløse "overspringsbevægelser"
( eller afledte aggressioner) har som sekundært spin off at kommunikere
styrke eller underdanighed til kamp-partneren.
Hovedet kan ikke rumme al den forvirring, så avanceret selvbedrag blev sat
på skinner af vore meget tidlige dyreforfædre.
De lærte at fortrænge, at de egentlig ikke havde selvtillid nok til at
angribe modstanderen og lige før "sandhedens time" omdirigeredes energien
til renlighedspjat m.m.
Hunnerne der iagttog kampene for at finde den rette sæddonor, blev
hvirvlet ind i bedragene, og bedømte den potentielle sæddonor på, om han
udførte sine omdirigerede aggressioner "med stil"
Det sindsyge maskeradespil blev vildt, da vi udvikle misundelse og hævn,
forurettelse og rethaveriskhed, bitterhed og jalousi, nid og
nagfølelse, og andet følelsesliv som sparkedes "ind under gulvtæppet".
Misundelse er OK, når vi bruger mindreværdsfølelse til den, der kan
skabe ild, til at anstrenge os for selv at lære at skabe ild.
Hævn er OK som nødværge, der beskytter mod ny angreb.
Men når vi fortrænger og fabler om det uretfærdige i, at de rige svin
ejer, hvad vi misunder, og vi ønsker hævn for at føle os som værdifulde,
heroiske hævner-engle, så bylter vi selvbedrag på selvbedrag, og fortrængt
aggression i underbevidstheden kan ikke blive udlevet, og pludselig opstår
sindsyge vulkanudbrud af vrede og hidsighed, som ingen forstår og som er
svære at forudsige.
Det besmykkes som at "have temperament", men ærlighed varer længst, og
hvis man hader en tyv, så bør man spille med åbne og diskutere fortid
og finde kompromis og forlig.
Det er kedsomhed, der driver os til mummespil med betændt, forsinket
overreaktion.
USA's handelsnederlag overfor Japan fik dem til at fortrænge viden om
kommende Pearl Harbour angreb for at sikre udbrud af en kæmpekrig, som kun
USA kunne vinde.
De store nationale sindsygdomme og overreaktioner er alibi og
inspiration for den enkelte tabers syge hidsighed og psykotiske
omdirigering til hallucinationers som-om verden.
|