Den 20/05-2009 klokken 15:38, skrev
"Poul F. Andersen" <paogbaUKRUDTET@mail.dk>
i <4a1407ec$0$15898$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk>:
> <Kjeld Nielsen kjeldn (snabela) ddf (punktum) dk> skrev i en meddelelse
> news:4a11d3cd$0$56779$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
> > Ja, så skete det sørgelige, at min 3-årige inde/udekat forsvandt.
> Det kan godt være, at Trunte er kommet hjem nu, men hvis ikke, vil jeg
> gerne give dig lidt opmuntring/håb herfra.
<klip>
> Jeg håber meget, at Trunte snart vender hjem, eller at øretatoveringen
> har gjort sin virkning, så I kan få kontakt.
Hej Poul,
Tak for de trøstende ord.
Ja, man har før hørt om katte, der kom hjem igen efter lang tids fravær.
Jeg håber da også stadig.
Men, der er en ting, der ligesom fjerner noget af håbet:
For ca. 3 år siden kom "besøgskatten" Anton, en meget kælen neutraliseret
og øretatoveret hankat. (Hans familie bor i nærheden, men han er efter
sigende ikke ret meget hjemme).
Han fandt hurtigt min kattelem, og fandt ud af, at her var et godt
madsted.
Han besøger også andre huse her på vejen.
Da så min Trunte kom ind i billedet for 1 år siden, var det som om han
trak sig lidt. Gik som regel igen, så snart han havde "tanket op" med mad.
De enedes fint, og legede ofte med hinanden ude i haven.
Men den samme dag, hvor Trunte ikke kom hjem, var det ligesom Anton
flyttede ind igen. Han virkede en smule skræmt de første 2 dage.
Han virkede, som om han havde "set" et eller andet, og _vidste_ at Trunte
ikke kom mere.
Gid katte kunne tale.
Med venlig hilsen,
Kjeld