http://blogs.jp.dk/nasersvaerdikamp/2009/03/12/bonnichen-burde-fa-idiotiprisen/
"Tidligere chef for PET Hans Jørgen Bonnichsen oplever i disse dage
nærmest en prisregn, idet han både er blevet kåret som Årets Idealist
af Politikens læsere (ja, hvem ellers?) og har fået Liviafondens
Idealistpris. Tillykke med det. Begrundelserne handler om, at
Bonnichsen maner til dialog også når det ’ser sort ud’. I mange
tilfælde ville jeg synes det er fornemt at blive kåret som én, der
kalder på dialog og samarbejde, men jeg må erkende, at jeg i dette
tilfælde næsten synes, at der er tale om en idiotipris.
En nyttig idiot
Den nu pensionerede PET-chef har nemlig ikke forstået, at når han
konsekvent sætter kikkerten for det det blinde øje i forhold til de
fundamentalistiske kræfter, der rent faktisk findes i det danske
samfund, så tjener han som deres nyttige idiot. Bonnichsen fortæller
endda glad og gerne, når han holder foredrag, at det er lige så
usandsynligt, at Danmark bliver ramt af et terrorangreb, som et
hajangreb er i danske farvande. Den samme mand, som ikke synes vi skal
holde en ytringsfrihedskonference i København af hensyn til
sikkerheden, og som tilsyneladende ikke længere har energi til at
følge med i de danske medier, når de omtaler indtil flere terrorsager.
Ingen dialog med fundamentalister
Hvad Bonnichsen ikke har forstået, at fundamentalisterne opfatter en
invitation til dialog som en invitation til at fortsætte deres
monologer. Der bliver ikke flyttet noget som helst. Der er ingen
dialog, ingen samtale. Når der ikke er det, så får vi heller ikke
nogen fælles accept af de værdier vi bygger det danske samfund på – og
det burde vel være det, der er endemålet med sådan en dialog. For det
kan vel ikke være, at vi skal ende med en accept af de værdier f.eks.
Hitz-u-Tahrir bygger på?
Det er derfor jeg mener, at der er nogen vi ikke behøver og slet ikke
bør gå i dialog med. Det er kun fundamentalisterne, der får noget ud
af det: nemlig legitimitet i forhold til deres egne og ikke mindst i
forhold til tvivlerne. Vi får en sludder for en sladder – og det er en
meget skræmmende omgang sludder. Under min nylige rejse til Iran med
flere kolleger fra Folketinget oplevede jeg endda, at selv de mest
dialogorienterede af dem begyndte at tvivle: ’Det er jo håbløst. Hvad
skal vi stille op med deres (mullahstyrets) monologer?’ , som en af
mine kolleger, der nærmest må betegnes som meget dialogglad,
bemærkede.
Jeg tror bestemt på dialog i forhold til tvivlerne – for vi skulle
gerne vinde lige nøjagtig den kamp om de muslimske sjæle. Vi skal
invitere dem ind i demokratiet, synliggøre vores frihedsværdier og i
øvrigt stå fast på dem. Den demokratiske integration har fejlet
overfor nogle grupper i det danske samfund, og det mener jeg bestemt,
at vi skal gøre endda rigtig meget ved.
Wallah, min fætter – lyt til Bonnichen!
Men tro mig, hverken Hitz-u-Tahrir eller mange af de imamer, der
stadig har alt, alt for meget taletid tvivler på noget som helst. De
tvivler ikke på deres islamfortolkning som det eneste sande, de
tvivler ikke på indførelse af Khalifatet, og de tvivler heller ikke
på, at Sharia-lov er den retsorden vi alle burde underlægges.
Når Bonnichsen praler med, hvordan han afværgede en mere katastrofal
udvikling af Mohammedkonflikten ved at ’tage en snak med imamerne’, så
afslører det en naivitet, oppustethed og selvforståelse, der er for
mig ubegribelig. Det kan da godt være, at der var en enkelt imam, der
lagde røret på og råbte ud i moskeen: ’Wallah mine fætre, Bonnichsen
siger at danskerne slet ikke vil brænde Al’Quran – så lad os sætte os
hen og drikke noget mynte-the i stedet.’
Men jeg tror ikke, at der var nogen, der hørte efter. Og lad mig lige
minde om, at lige netop de imamer, som Bonnichsen opfordrede til
dialog med dengang – og det gør han stadig - og som han rådgav
regeringen om at give adgang til de bonede gulve; de selv samme
imamers fuldskæg voksede mange meter i deres trosfællers øjne for at
have så fine venner. Og så gjorde de det, de alligevel havde tænkt
sig: At hidse så mange som muligt op så hurtigt som muligt, både
indenlands og udenlands. Må jeg minde om, at mere end 100 døde som
følge af Mohammedkonflikten. Bonnichsen mener, at han forhindrede at
der blev flere. Jeg mener, at hvis hans dialogvrøvl havde virket på
fundamentalisterne, så skulle der ikke have været en eneste.
En sikker vinder
Bonnichsen og hans fans, der strækker sig fra hjørnekontoret i
Politikens Hus på Rådshuspladsen til ministerkontoret i
Integrationsministeriet burde alle inviteres til en ny
prisoverrækkelse med Bonnichsen som prismodtager. I begrundelsen står:
’Alle har ytringsfrihed, og retten til at bruge den som de vil. Men
nogle mennesker har svært ved at forstå, når deres arbejdsliv er slut,
at de formelt er blevet pensioneret og deres stol er indtaget af en
anden. Disse som oftest overvurderede personer fortsætter med at
vurdere og give råd ud fra deres nu forældede viden. Priskomiteen vil
gerne tydeliggøre over for årets prismodtager, at hans såkaldte
rådgivning af den danske offentlighed trænger til omgående
pensionering fordi den nærmer sig idioti. Derfor går årets Idiotipris
2009 til tidligere, forhenværende, helt og aldeles pensionerede chef
for PET: Hans Jørgen Bonnichsen.’"
Vel talt, Hr. Khader.
mvh.
Kim Frederiksen