"Andreas Falck" skrev
Sent: Sunday, March 08, 2009, CET 21:26, GMT 20:26
<news:49b42a22$0$90272$14726298@news.sunsite.dk>
>
[ ... ]
> Fageksperterne daterer fragmentet (7Q5) til ca 50 e.Kr. - rigtig mange
> daterer den til senest 50 e.Kr. eller nogle år før. Kun ganske få af disse
> fageksperter vil datere til ca. 55 e.Kr. eller nogle få år senere. Dette
> giver altså en temmelig tidlig datering af originaludgaven af
> Markus-evangeliet som jo nødvendigvis må have foreligget før det er
> begyndt at cirkulere i form af afskrevne kopier!
Den meget bibel-loyale oversættelse, Bibelen på hverdagsdansk, BpH (fra
1992), daterer Markus-e til ca. år 60-65 e.Kr.
Men de kan jo godt have taget fejl.
Begge kilder er i hvert fald enige om, at Markus-e stammer fra tiden *før*
66 e.Kr.
>
> Stort set alle er enige om at både Mattæus og Markus er skrevet før Lukas,
> og Lukas kan med meget stor sikkerhed dateres til ikke senere en 60-62
> e.Kr. ...
BpH 60-65 e.Kr.
> ... og Apostlenes Gerninger (Som Lukas også har skrevet) som er hans
> bind 2, til ikke senere end 64-65 e.Kr.
>
BpH 65-70 e.Kr.
> [ ... ]
> Og vi kan tilføje stort set alle ledende papyrologer, og det uanset
> religiøst tilhørshold eller mangel på samme, næsten samstemmigt bakker op
> om Riesenfeld, O'Callghan, C.P. Thiede og mange flere, der advokerer for
> en tidlig datering af evangeliernes tilblivelse.
>
> Det vi også kan fremhæve er, at der ikke findes ledende papyrologer blandt
> de der angriber O'Callaghans og Thiedes datering og identifikation af 7Q5
> som en Mrkus-tekst og 7Q4 som en Paulus-tekst. Selv mange af dem der er
> meget skeptiske over for 7Q5-identifikationen anerkender uden indvendinger
> identifikationen af 7Q4 som 1 Tim. 3,16-4,3.
>
> I de relevante fagkredse findes der altså udbredt enighed om at
> NT-skrifter er repræsenteret i Qumran-hulerne (7Q4), ...
Hvad er det for NT-skrifter, som skulle være repræsenteret i
Dødehavsrullerne ?
1. Tim 3,16-4,3 *ordret* ?
(Kommer ind på emnet igen længere nede i teksten. Jump evt. '***1'.)
I 1. Tim 4,3a står der ang. løgnelærerne, at ... "de forbyder ægteskab" ...
Og så vidt jeg husker var sekten (fra Dødehavsrullerne) ultra ortodoks på en
så ekstrem måde, at den var *fanatisk*, bl.a. mht. hvilke slægter, der måtte
tjene som præster ved Templet.
Men der var noget underligt mht. deres ægteskaber. De havde vist nok
oprettet midlertidige ægteskabskontrakter, ikke sandt ?
> ... og der altså også temmelig
> udbredt enighed i disse fagkredse, at 7Q5 er korrekt identifiseret som
> Mark 6,52-53.
Øh ...
Dette fragment skulle (vist nok) benævne ordet 'Genezaret' på en særlig
måde, som IKKE blev benyttet siden da; altså i tiden efter Romernes krig mod
og ødelæggelse af den jødiske stat omkring år 70 e.Kr., ikke sandt ?
>
> Om fragmenterne fra hule 7 i Qumram:
> "The rest of the fragments [fra hule 7 i Qumram], however, remained
> unidentified for a long time. Each was very fragmentary, some containing
> only a few letters. Only those with a very unusual pattern of letters or
> words could likely be identified. In 1972, Spanish papyrologist Jose
> O'Callaghan, a scholar who was interested in Cave 7 because he was
> preparing an edition of the Greek Septuagint, noticed that the fragment
> designated 7Q5 contained a combination of letters which could only occur
> in the Greek word Gennesaret. ...
Nå! Du kommer selv ind på det her (i citatet).
> ... Assuming that the fragment belonged to the Septuagint, like the
> others already identified, he checked the fragment against each possible
> occurrence of the word in the Septuagint, particularly I Maccabees 11:67,
> but none of the Septuagint passages fit given the other letters also
> preserved on the fragment. However, the fragment fit perfectly with Mark
> 6:52-53. A further analysis of the stichometry of the passage, that is,
> the number of letters on each line of the fragment as written, and use of
> a special computer program, Ibykus, revealed that Mark 6:52-53 was the
> only
> Greek passage known to exist that fit this fragment. The world's leading
> papyrologists, overwhelmed by the evidence, accepted this identification,
> including the Austrian Herbert Hunger and the German Carsten Thiede. In
> 1994, Orsolina Montevecchi, Honorary President of the International
> Papyrologists' Association, stated that the identification of 7Q5 as Mark
> 6:52-53 was without doubt.
>
> Using electron microscopy, infrared photography, and other evidence,
> Thiede dated 7Q5 to as early as 50 AD. ...
Det er godt nok ærgeligt, at man ikke kan datere disse små fragmenter vha.
kulstof-14 ...
> ... Even though all of the scientific evidence
> and the leading papyrologists in the world agree that 7Q5 is a fragment of
> Mark 6:52-53 and that it should be dated somewhere between 50 68 AD,
> many
> attack this piece of evidence. It should be noted that those who attack do
> so not within the realm of papyrology, indeed the majority of those who
> attack 7Q5 are not papyrologists and are therefore not qualified, but they
> attack simply because they refuse to believe that the Book of Mark was
> written that early. Yet if one believes that Mark wrote the book and
> examines the internal evidence of the book and the other books of the New
> Testament, a date of between 45-60 AD must be reached. Indeed, all
> scholars who accept Mark's authorship of the book insist upon a date
> earlier than 62 AD; only those who do not believe that Mark wrote the
> book, and therefore reject the divine inspiration of the New Testament
> Scriptures, assign a later date.
>
> Also, it should be noted that such positive identifications and definitive
> datings are not unusual in the world of papyrology. As Thiede has pointed
> out, a fragment discovered in 1989 has been positively identified as
> Vergil's Aneid 4:9 and dated to 73/74 AD, even though the fragment has
> only 13 legible letters on one line.
>
> What conclusions may we draw from this evidence regarding the dating of
> the New Testament books? Numerous scholars have shown that internal
> evidence alone indicates that each of the 27 books of the New Testament
> were written
> before 70 AD. But these new advances in papyrology are extremely important
> for two reasons. First, each of the papyri that have so far been dated to
> before 70 AD confirm positively that those books were written before 70
> AD.
> This includes I Timothy (7Q4), Mark (7Q5), and Matthew (p64/67). Of these
> three books, most scholars agree that Matthew was written last and also
> that, in addition to I Timothy and Mark, the books of James (Jacob), I and
> II Thessalonians, I and II Corinthians, Galatians, Romans, Titus,
> Philippians, Philemon, Colossians, Ephesians, and II Timothy were all
> written before Matthew, which is dated by p64/67 to at least as early as
> c. 60 AD."
Hmm ...
Jeg synes, du glemte at angive *kilden* til denne engelske tekst. Kommer ind
på emnet igen udfor markør ***3. Jump evt. dertil.
>
> Med den argumentation, stærkt underbygget af talrige specialfageksperter,
> må det nu siges at være et velunderbygget udsagn, at evangelierne har en
> tidlig tilblivelsesdato, og at man med endda meget stor sikkerhed kan
> datere alle de kanoniske evangelier til tiden før Templets og Jerusalems
> ødelæggelse, ja mange eksperter mener endda at samtlige NT's skrifter kan
> dateres til før Templets og Jerusalems ødelæggelse.
Argumenter ikke-troende bruger angående dateringen af Mattæus-e og Lukas-e,
er, at da begge evangelier indeholder profetien om jerusalems ødelæggelse
(Matt. 24,2. Lukas 19,44), må nødvendigvis denne historiske begivenhed have
fundet sted *før*. Indirekte siger man altså, at forfatterne lyver, idet man
ikke kan forudse fremtiden.
Imidlertid er der fra Gammel Testamentlig tid OGSÅ profetier om den
selvsamme begivenhed. Hør blot:
For eders skyld skal derfor Zion pløjes som en mark,
Jerusalem blive til grusbunke,
tempelbjerget til krathøj.
(Mika 3,12)
Mikas Bog dateres af BpH til ... Øv, datering nævnes ikke direkte ...
Men *anerkendt* har bogen vel været i de jødiske kredse, vel og mærket
*allerede* inden nytestamentlig tid, ikke sandt ?
Den historiske baggrund er helt tilbage i det 8. årh. f.Kr.
Så dette argument, ikke-troende benytter, er altså et *elendigt*
argument ! ...
(Se evt. nedenfor i teksten udfor markør '***2'.)
>
> Dette synspunkt støttes også fuldt ud af de ældste efterbibelske kilder vi
> har til rådighed.
>
> Over for et så overvældende bevismateriale må bibelkritikerne altså
> strenge sig helt gevaldigt an, hvis deres udokumenterede løsthængende
> postulater om
> sene dateringer skal have blot den mindste skygge af noget der måske med
> meget god vilje kunne nærme sig snerten af troværdighed.
>
> En meget anerkendt bibelforsker, Harald Riesenfeld, skriver i en artikel:
> "På dette sted er det på sin plads klart at adskille to problemstillinger.
> Den første er, om identificeringen er korrekt. Vi ved, at et betragteligt
> antal håndskrifter i året 68 blev gemt i nærheden af Qumran, og i sig selv
> er det ikke udelukket, at der på det tidspunkt har eksisteret
> nytestamentlige håndskrifter. Diskussionen koncentrerede sig fra
> begyndelsen
> af om fragmentet 7Q5, dvs. fragment nr. 5 fra hule 7. Det omfatter tyve
> bogstaver og bogstavrester fordelt på fem linjer. Af de 20 bogstaver er 10
> fuldstændigt bevaret, 10 delvis, men det således at man meningsfyldt kan
> supplere dem, når man har identificeret teksten.
>
> På en af linjerne står nnes", og siden 1962 havde man gættet på
> egennesen".
> På trods af flittig eftersøgning var det ikke lykkedes at finde en
> passende
> tekst, indtil O'Callaghan i det Nye Testamente stødte på muligheden
> Gennesaret". Dette navn og de øvrige, bogstaver passer til Mk 6,52-53,
> såfremt man fordeler teksten i disse vers på linjer af 20-23 bogstaver.
>
> Tre punkter taler for denne identificering: den relativt sjældne
> bogstavkombination nnes", et mellemrum netop på overgangen mellem vers 52
> og 53, hvor et nyt afsnit i Markusevangeliet begynder, og endelig de for
> Markus
> typiske kai' (og) som indledning til et nyt afsnit. Imidlertid er der også
> vanskeligheder. Efter kai" står hos Markus participiet diaperasantes", da
> de var kommet over", mens fragmentet udviser et ti"
>
> Lydforskydningen d-t er imidlertid veldokumenteret i græsk fra
> nytestamentlig tid. Yderligere må man på grund af linjernes længde regne
> med, at de i alle Markushåndskrifter efter diaperasantes" følgende epi ten
> gen", (til) land" har manglet. Indholdsmæssigt er en sådan kortere
> læsemåde
> imidlertid ikke umulig. Desuden er O'Callaghan fandt det også muligt at
> identificere andre fragmenter i det Nye Testamente. Han bestemte således
> 7Q6,1 som Mk 4,28 og 7Q8 som Jak 1,23-24. Vigtigere er i denne sammenhæng
> identificeringen af 7Q4,1-2 med 1. Tim 3,16-4,3. Her drejer det sig om 18
> bogstaver fordelt på 6 linjer, hvoraf 15 bogstaver er velbevarede.
(Markør ***1.)
Al det her er altså nyt for mig. Jeg har aldrig før hørt om, at NT-tekster
skulle forekomme i Dødehavsrullerne!
Ganske interessant ...
> Linjerne
> er fordelt på to fragmenter, og linjelængden lader sig bestemme til 27-31
> bogstaver. Man må dog regne med fem afvigelser fra den senere kirkelige
> standardtekst. O'Callaghan har overbevisende imødegået de indvendinger,
> som i den til tider skarpe videnskabelige diskussion er blevet rettet mod
> hans identificering.
>
> Omkring 1976 stilnede diskussionen af, og hele sagen syntes at skulle gå i
> glemmebogen. For en nytestamentlig ekseget kunne det også let synes
> uheldigt at gå ind for O'Callaghans identificering. Stilheden varede
> indtil 1984,
> hvor den tyske filolog - altså ikke en ekseget - Carsten Peter Thiede i
> tidsskriftet Biblica tog spørgsmålet op påny og efter et indgående studium
> tilsluttede sig O'Callaghans identificering af 7Q5 som værende identisk
> med Mk 6,52-53. To år senere tilsluttede han sig atter i sin bog Die
> älteste Evangelien-Handschrift? identificeringen af 7Q4,1-2 med
> 1. Tim. 3,16-4,3.
> Diskussionen er på denne måde kommet i gang igen, og O'Callaghan og Thiede
> er ikke blevet modbevist.
>
> PAPYROLOGISKE PRINCIPPER
> På dette tidspunkt er det på sin plads at besinde sig på følgende
> grundprincipper i den papyrologiske forskning.
>
> 1. En fremlagt identificering kan ikke afvises blot på grundlag af, at
> visse
> bogstaver kun delvis kan læses eller kan tydes anderledes. Enhver
> identificering går nemlig ud fra de sikre bogstaver og andre sikre
> kendetegn. I tilfældet 7Q5 er det den sjældne bogstavkombination nnes" og
> mellemrummet, som passer præcis til grænsen mellem vers 52 og 53. Selv et
> ringe antal tydelige bogstaver i præcis rigtige positioner sikrer
> matematisk
> set en identificering. Med hensyn til de usikre bogstaver må den, der
> betvivler identificeringen, ikke kun fremhæve usikkerheden, men også
> påvise
> umuligheden af den foretagne supplering, hvilket ikke er helt nemt.
>
> 2. Nu til det væsentlige. En fremlagt identificering kan ikke afvises med
> det argument, at den er usandsynlig. ...
(Markør ***2.)
> ... Det er ikke nok at hævde
> usandsynligheden, man må bevise umuligheden f.eks. ved at vise, at
> fragmentet stammer fra en tid, hvor teksten slet ikke eksisterede endnu.
> Den, der ønsker at modbevise en identificering, er forpligtet til at
> foreslå
> en anden identificering, som passer lige så godt på de bevarede bogstaver.
> Alle, der siden 1972 har bestridt (O'Callaghans tese, har haft rigelig tid
> til med de mest moderne hjælpemidler at finde passende tekster. Det er
> ikke
> lykkedes, og antagelsen, at man lige netop i dette tilfælde skulle være
> stødt på ellers ukendte tekster, er ikke sandsynlig.
>
> Her viser sig et grundlæggende problem. Videnskabsmænd, som ikke behøver
> at
> beskæftige sig med matematik og sandsynlighedsberegninger, forstår ikke
> rækkeviden af O'Callaghans kombinationer. Før denne papyrusforsker fandt
> på
> at se efter i Det nye Testamente, var 16 af de 18 fragmenter på trods af
> årelange eftersøgninger i den græsksprogede jødiske litteratur stumme".
> Opslaget i NT-konkordansen gav straks mulighed for at kombinere 9 af de
> gådefulde fragmenter med nytestamentlige tekster. Hvis det var muligt ni
> gange fejlagtigt at genfinde fragmenternes bogstaver i det Nye Testamente,
> så burde det ikke være umuligt at genfinde hver enkelt fragments bogstaver
> bare to steder i hele den bevarede græsksprogede jødiske litteratur. Dette
> er dog ikke sket. Ud fra en matematisk synsvinkel er allerede den dobbelte
> identificering af 7Q4 og 7Q5 et betragteligt argument. Hver eneste
> yderligere identificering styrker i dette tilfælde beviskraften.
>
> Som nævnt er den første problemstilling, om man med
> papyrologisk-filologiske
> metoder kan identificere fragmenterne. Det er et tegn på manglende
> sprogvidenskabelig uddannelse, når så mange nytestamentlige eksegeter i
> deres stillingtagen til den fremlagte identificering har ladet sig påvirke
> af upassende sideblik til følgerne af identificeringen. Først med denne
> anden problemstilling, som bør adskilles strengt fra den første, kommer vi
> til spørgsmålet, om den fremlagte identificering har betydning for andre
> områder af den nytestamentlige videnskab - under forudsætning af at
> identificeringen er korrekt.
>
> Såfremt identificeringen af fragmenterne i hule 7 viser sig at holde stik,
> vil det have vidtrækkende følger for beskæftigelsen med det Nye
> Testamente,
> frem for alt dateringen af de nytestamentlige skrifter. Den sædvanlige
> sendatering, som i de sidste 150 år er blevet stadig mere udbygget og har
> bidt sig godt fast, er som ovenfor beskrevet også på andre måder
> problematisk.
>
> METODENS SEJR OVER VIDENSKAB OG SANDHED
> Når man skal forsøge at svare på spørgsmålet, hvorfor den herskende
> opfattelse så stædigt holder fast ved sendateringen, kommer man ikke uden
> om på ny at overveje visse grundspørgsmål.
>
> Det af omfang ret begrænsede Nye Testamente er i nyere tid blevet så
> intensivt udforsket, at de enkelte undersøgelser nødvendigvis må
> indskrænke
> sig til stadig mindre tekstafsnit, synsvinkler og problemstillinger.
> Samtidig er sekundærlitteraturen uophørligt vokset og lægger stadig mere
> beslag på opmærksomheden. På den måde er overblikket og beherskelsen af
> naboområder som græsk-romersk litteratur, jødisk-hellenistisk litteratur,
> religionshistorie, kulturhistorie, arkæologi og patristisk videnskab gået
> tabt. Hvor mange nytestamentlige eksegeter er mon gennem deres uddannelse
> fortrolige med den klassiske filologis metoder?
>
> Følgen heraf er blevet en ensidighed i udviklingen af den nytestamentlige
> analyse, således som bl.a. den klassiske filolog Olof Gigon har påpeget.
> Han
> har gjort opmærksom på, at det kritiske arbejde med antikke tekster, som
> blev udviklet af den klassiske filologi i anden halvdel af det 19.
> århundrede, i dette århundrede bliver vildtvoksende videreført af
> nytestamentlige eksegeter. I enhver tekstanalyse skal afsnit, sætninger og
> ord prøves i forhold til deres forudsætninger, deres sammenhæng og deres
> mening. I den klassiske filologi har man imidlertid lært ikke at drive
> analysen så vidt, at man taber helheden og dens funktion af syne. Uden at
> tabe det skarpe blik er man siden kommet bort fra overdrivelserne i
> Homerforskningen, der splittede digtene op i modstridende stykker, som
> blev tilskrevet hver sin forfatter. Man har indset, at variationer i
> udtryksmåden og i de tankemæssige associationer også har deres plads i et
> sammenhængende værk.
>
> I og for sig kan man analytisk sønderdele en tekst, indtil den opløser sig
> i sine bestanddele. Det betyder imidlertid ikke, at den sønderdelte tekst
> nu virkelig ikke er andet end et mosaikarbejde. Forestillingen om en i
> form
> og indhold absolut ensartet sammenhæng som kriterium for en teksts
> affattelse
> er en illusion. Desuden kan man stille spørgsmålet, om der i grunden
> overhovedet findes eksempler på, at sammenflikningen af bittesmå bidder
> har resulteret i interessante tekster. De forskellige hypoteser om
> evangeliernes
> opståen bør efterprøves gennem en sammenligning med det, som vi ved om
> andre
> antikke skrifter. Det nye Testamente er godt nok sui generis, men dog ikke
> i enhver henseende så enestående, at man kan behandle det i et lukket rum.
> Ingen mosaik, som er sit navn værd, er opstået af sammenblandede småsten,
> men må som kunstværk fra begyndelsen af være skabt med mening og hensigt
> som et hele.
>
> Man må derfor sætte spørgsmålstegn ved, om der ved begyndelsen af
> evangeliernes opståen overhovedet har eksisteret fuldstændig frie og
> ukontrolleret omkringløbende traditionselementer, som først efterhånden
> fandt sammen. Og hvordan skal man overhovedet forestille sig en sådan
> proces? Det er vel ikke noget tilfælde, at vi har fire evangelier - som
> aldrig er blevet sat op mod hinanden men ingen brudstykker af evangelier.
> Antallet af adspredte Jesu-ord er påfaldende ringe.
>
> Til forskel fra den fragmenterende formhistorie forsøger den
> redaktionshistoriske skole at finde ud af, hvordan evangeliernes
> redaktører
> i en kompliceret vekselvirkning af indbyrdes afhængighed og teologiske"
> hensigter har formet og ordnet afsnit og sætninger. Men hvordan skal man i
> praksis forestille sig en sådan evangelists" arbejdsmåde? Konkordanser og
> hulkort fandtes ikke. Og atter må man spørge sig selv: hvor findes
> lignende
> tilfælde i den antikke litteratur? Fremfor alt fjerner analysen sig gennem
> en sådan metode fra det, som dengang og nu har gjort evangelierne
> troværdige. Intention og evidens går tabt. Med et ord fra Nietzsche kan
> man sige, at der også findes en metodens sejr over videnskaben og
> sandheden."
>
> Artiklen af Harald Risenfeld bygger endvidere på følgende
> litteraturliste:
(Markør ***3.)
>
> Harald Riesenfeld: Neues Licht auf die Entstehung der Evangelien. Fra:
> Bernhard Mayer (red.): Christen und Christliches in Qumran? (Eichstätter
> Studien. Neue Folge XXXII) Regensburg 1992 (heri alle henvisninger
> s.177-94).
>
> C.P. Thiede: Die älteste Evangelien-Handschrift? 2. opl. Wuppertal 1990.
> (Også på engelsk: The Earliest Gospel Manuscript. Exeter 1990.)
>
> 0. Gigon: Erwägungen eines Altphilologen zum Neuen Testament. Basel 1972.
>
> De ovenfor citerede uddrag fra Harald Riesenfeld opsummerer fint hvad den
> historievidenskabelige forskning er nået frem til, nemlig at den
> traditionelle tidlige datering stadig er den mest sandsynlige og bedst
> dokumenterede. Den liberale bibelkritiske metodes arbejdsmetoder kan
> karakteriseres som ikke særligt videnskabelige, da der jo først og
> fremmest
> der arbejdes ud fra cirkelslutninger og løse antagelser der slet ikke kan
> begrundes med tilgængeligt kildemateriale.
>
> O'Callaghans og papyrologen Carsten P. Thiedes identificeringer af flere
> fragtmenter fra Qumramhulerne er nok blevet modsagt, men på et spekulativt
> og løst grundlag. Den foretagne identificering er ganske sikker og passer
> fint i detaljer og form. Det meget store forudgående
> identificeringsarbejde
> havde jo været helt uden resultat indtil man gjorde forsøget med at
> identicere de sikre bogstavskombinationer med nytestamentlige tekster.
> Dette gav forbløffende resultater til stor undren for mange forskere.
>
> Selv ved fortsat stort arbejde er det hidtil ikke lykkes at finde
> alternative identificeringer. Når det med det temmelig begrænsende
> skriftmateriale der udgør Ny Testamente har været så forholdsvis let at
> lave
> disse identificeringer, og det hidtil har helt umuligt at finde blot nogle
> næsten rimelige alternative identificeringer ud fra det helt enormt store
> græsksprogede jødiske litteratur, findes der ingen rimeligt begrunde
> faglige
> modargumenter mod O'Callaghans og Carsten P. Thiedes identificeringer af
> nævnte papyrusfragtmenter.
>
> Dette bringer os så frem til at, der findes meget god grund til at tro at
> alle fire evangelier har fået deres skriftlige form allerede før år 68, og
> at ikke mindst de tre synoptiske med endda meget stor sikkerhed kan siges
> at have fået deres skriftlige form før år 68.
>
> Liberale bibelkritiske forskere har ikke andet end spekulative
> arbejdshypoteser og cirkelslutninger at bygge på, hvilket jo også tydeligt
> ses af deres forsøg på at bringe en såkaldt "Q-kilde" på bane. En kilde
> der ikke findes skyggen af bevis for nogen sinde har eksisteret. Den
> forefindes
> kun i fantasiens verden hos disse liberalistiske bibelkritikere. Det er jo
> bemærkelsesværdigt at man aldrig nogen sinde har fundet så meget som blot
> et lille bitte fragtment fra et sådant skrift dersom det nogen sinde
> skulle
> have eksisteret. Ja end ikke den mindste antydning hos de tidligste
> apostolske fædre eller andre ur- og oldkirkelige skribenter har vi til
> støtte for Q-kilde-fantasierne.
>
> Et "forskningsarbejde" der går stik imod hvad alle kilder tilsiger, kan
> ikke benævnes andet end som pseudovidenskabelig og useriøst.
Tak for dette interessante og belærende indlæg, Andreas ...
FUT sat til også at omfatte nyhedsgruppen ...
News:dk.videnskab.teologi
Med venlig hilsen,
Mogens Kall, The servant of Michael, the *fool* of Christ.
--
Coming up news: Iran hit by a meteor. Iran is no more (Jer.49,34- Jos.10,11)
Last OUTPUT: 8543 <news:49b4d60b$0$90272$14726298@news.sunsite.dk>
Info <
http://groups.google.com/group/dk.test/msg/0c2acbb0aa88edf8>
(
http://groups.google.dk/group/no.kultur.folklore.ufo/ ). File-number: 8544