Når omgivelserne designer social-arv, så X bliver skitzo
Hvis far og mor er enige om børneopdragelsen og ikke lyver meget, så bliver
barnet ikke sindsygt.
Hvis barnet belastes med forvirring og ikke har kontinuitet i livet, så vil
storbydrenge ofte udvikle skitzofren-psykose - som alle mænd og kvinder jo
har en snert af, og hvem der har mest er en smagssag og lægers tro er
smagssag og ikke objektiv.
Et dyr der af omgivelserne stresses til at tro, at det kan vinde en magtkamp
(eller noget andet) får stresshormoner i blodet, mens det er utrygt på, om
det vil blive tabe og blive udsstødt - eller unddrage sig konflikten eller
vinde..
Hvis det nu og da har succes, kan det sadle om til en tænkemåde, hvor der
ikke er pinefuld afstand mellem ønsker og muligheder.
Hvis forældre - eller skole og medier m.m. - lyver meget og lover gevinst,
hvis artighed, og løfterne ikke opfyldes, så bliver barnet så forvirret og
fortvivlet, at det kan blive til sindsyge.
Man taler om at skitzofrenogene mødre selv har frustrationer og projicerer
dem over på sit barn - bl.a. for at det skal blive som hende selv, så hun
har en ven - eller tror hun får en ven.
Løsningen er ærlighed, og at løfter holdes.
Man skal ikke adlyde behandlerne og moralisere - men skal huske, at børn gør
ikke som man siger, men som man gør.
Jo mere ærlighed, jo sjældnere opstår kløft mellem ønsker og muligheder, og
det har vist sig, at netop en sådan kløft skaber nedsat immunforsvar, og det
kan både give legemlige og psykiatriske lidelser.
DNA-skabte dispositioner kan indgå, men dem kan man ikke gøre meget ved. De
er vigtige vedr sukkersyge,, visse kræftformer, blødersyge , Huntington og
cystisk fibrose.
Sidstnævnte 3 sygdomme er enkelt-gen-mutationer og overvejende arvelige.
Flertallet af legemlige sygdomme og al sindssygdom er præget delvis af
social arv og MULTIFAKTORIELLE = POLYGENE, dvs at mange DNA-mutationer
spiller ind, måske især dem, der giver særlig udseende eller legemlig
sygdom, og de to ting kan disponere til særlig sindsyge.(fx ved at lighed
med forældre giver selvopfyldende profetier).
Om syfilis troede man engang - da man med fandens vold og magt skulle have
skabt respekt for den ny lægekunst, psykiatri, - at det skabte
storhedsvanvid.
Men at neurosyfilisformerne skaber vævsforandringer i hjernen, betyder ikke
at bestemte adfærdstyper er sikre.
Megalomani er naturlig hos forurettede, bitre, rethaveriske, hævngerrige
nid-nag jantelovsmennesker - det er en folkesygdom, og i dag er syf helt
anderledes end på Henrik Ibsens tid.
|