PÃ¥:
<
http://www.berlingske.dk/article/20090227/ledere/702270102/>
kan man se Berlingske Tidendes kommentar til skattereformen, herunder en
kritik af Dansk Folkepartis holdning, som fuldt ud lige så godt kunne
have været rettet mod den øvrige oppositions.
Jeg citerer fra lederen:
> Forhandlingerne mellem regeringen og dens støtteparti om skattereformen
> har vist sig at blive langt mere dramatisk, end de fleste nok havde
> forestillet sig. På forhånd havde regeringen skruet ambitionsniveauet ned
> i forhold til Skattekommissionens forslag for netop at bane vejen for, at
> Dansk Folkeparti kunne være med. Men holder Dansk Folkeparti fast i, hvad
> alt tydede på fredag, at topskatteprocenten ikke må sænkes, er der ingen
> reform tilbage. I så fald må regeringen hellere vente, til en ny mulighed
> måtte vise sig for at skaffe flertal. Hellere en udsættelse end en
> ligegyldig ændring af skattesystemet, som kun kan tjene til at blokere i
> endnu en årrække for den nødvendige reform.
Men lederskribenten [Lisbeth Knudsen?] glemmer så her behageligt, at
afskaffelsen af mellemskatten og nedsættelsen af bundskatten også slår
fuldt igennem for topskatteyderne.
> Dansk Folkepartis krav til en skattereform – et ord, man dårligt kan bruge
> længere – viser, hvor uhyggelig langt fra hinanden regeringen og dens
> støtteparti befinder sig, når det gælder forståelsen for og
> ansvarsfølelsen for samfundsøkonomien. Budskaberne har ellers været klare:
> Erhvervsliv og økonomer fra ind- og udland har i årevis forklaret, at den
> verdensrekordhøje danske skat på arbejde medfører lavere beskæftigelse i
> Danmark end med en konkurrencedygtig, lavere skat på arbejde. Selv et
> flygtigt blik på befolkningsstatistikkerne, pensionsalderen og
> efterlønsalderen viser klart, at virksomheder, plejehjem, hjemmepleje,
> skoler og alt det andet, der tilsammen udgør velfærdssamfundet, kommer til
> at mangle tusindvis af medarbejdere, hvis ikke det lykkes at få flere til
> at arbejde i længere tid. Præcis dét var formålet med den skattereform,
> der nu omsider skulle realiseres.
Også her glemmer lederskribenten behageligt, at hovedparten af disse
mennesker alligevel ikke betaler eller kommer til at betale topskat; her
vil det forhold at mellemskatten afskaffes, at bundskatten nedsættes og
at tærsklen for topskat sættes i vejret betyde, at /deres/ marginalskat
sænkes.
Tilbage bliver kun en del specialister og topfolk, der i forvejen
arbejder så meget at de ikke fysisk vil være i stand til at arbejde mere
- og så er der jo ingen grund til at sætte deres skat yderligere ned.
Hensynet til at tiltrække flere højtuddannede fra udlandet? Jeg ser ikke
behovet, og i forvejen har jeg mødt en god del amerikanske indvandrere,
både som universitetslærere og i erhvervslivet, som ikke synes at virke
som om en høj marginalskat for de højeste indkomster er en hæmsko.
....
> Under andre omnstændigheder burde et eventuelt sammenbrud i
> skattereformforhandlinger, som følger oven i et mislykket forsøg på en
> arbejdsmarkedsreform, udløse et valg. Desværre må man regne med, at et nyt
> folketing heller ikke vil rumme et flertal for den nødvendige økonomiske
> politik, herunder skattepolitikken. Hvor beklageligt det end er, må man
> hellere vente på værre tider. Altså til den tid, hvor Pia Kjærsgaards
> vælgere ikke forstår, hvorfor der ingen plejere er på hjemmet. Så kan der
> måske ske noget.
Ja, »alt eller intet«. Grådigheden synes ubegrænset.
Ses nu på gårsdagens leder:
<
http://www.berlingske.dk/article/20090226/ledere/702260135/>
> Midt i buketten af udmærkede forslag i regeringens skattereformforslag
> gemmer sig en tidsel, som bør luges ud med det samme. Forslaget stammer
> fra Skattekommissionens oprindelige rapport, men det bliver det ikke bedre
> af, for det handler om indførelsen af en skat på den moderne, globale
> verdens nye muligheder for at være fleksibel på arbejdspladsen.
>
> Overskriften på forslaget er en »multimedieskat«. Det kunne lyde
> forjættende og nytænkende, men er i virkeligheden udtryk for en
> skattemæssig logik med rødder i det 19. og 20. århundredes
> industrisamfund, hvor man mødte op på stålværket hver morgen og arbejdede
> hårdt, indtil fløjten lød ved fyraften, hvorefter man kunne gå hjem igen.
> Denne måde at arbejde på har længe været under opbrud i det digitale
> vidensamfund, som breder sig overalt. Nu kan man arbejde hjemme, hvis det
> er mest praktisk. Man kan bringe sine vigtigste arbejdsredskaber - der for
> et stigende antal mennesker i en lang række brancher er computer og
> mobiltelefon - med sig overalt og er ikke længere i samme omfang bundet af
> at være fysisk til stede på f.eks. arbejdspladsen.
....
> Ikke desto mindre står der så nu i skattereformforslaget, at man vil til
> at beskatte hjemmearbejdspladser. Konkret skal det ske ved, at
> medarbejderne i landets virksomheder skal betale skat af 5.000 kroner om
> året, hvis de af deres arbejdsplads får stillet computer, internetadgang
> eller fri telefon til rådighed. Man kan have en vis forståelse for, at
> Skattekommissionen har måttet lede med lys og lygte for at finansiere
> lettelserne på beskatning af arbejdsindkomst, men dette savner enhver
> logik: På et tidspunkt, hvor den digitale udvikling sker med større hast
> end nogensinde, og hvor den for alvor kan skabe grobund for en global,
> grøn vækst, vil det danske samfund gøre det dyrere for den enkelte borger
> at være med på vognen. Det er der hverken sammenhæng eller fremtid i, og
> derfor bør forslaget fjernes i de afgørende forhandlinger om
> skattereformen. Hvad angår finansieringen af det mindre beløb, som
> multimedieskatten skulle give i provenu, så lad det blot indgå i
> underfinansieringen af reformen. Derved slår man to fluer med ét smæk i
> forsøget på at skabe ny vækst i samfundet.
Tegner der sig det samme billede. »Mere vil have mere«. I en tid hvor
selv de fleste bistandsklienter har computer, internetforbindelse og
mobiltelefon [det er snarere fastnetforbindelsen der ryger end
mobilen!], har arbejdsgiverbetalt snarere karakter af fryns end af at
arbejdsgiveren har brug for at medarbejderen kan arbejde hjemmefra, og
for dem der har det behov, kan de vel så give det direkte over lønnen.
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk
Errare humanum est, sed in errore perseverare turpe est