Kongelig social arv snarere end bioarv skabte epilepsi-død og
autisme-sindsyge hos Kong GeorgV's seje sønner o. 1918
Ny litteratur baseret op interview af det enorme tyende på kongeslottene i
UK omkring WW1 afslører at hoffets socialarv fornyelser var sygdomsskabende.
Dronning Viktoria var som kvinde sund nok mht arvelig sygdom på Ykromosomet,
der jo kun rammeer mænd, og hendes søn Edvard7der var konge fra 1901 til
1910 var heldig at bløder og anden skjult sygdom ikke brød ud, men Georg 5
1910-1936 var ikke så heldig med sine sønner, der begge fik blødersyge med
så mild penetrans at forsigtigt barndomsliv gav håb om voksenliv og de havde
også tendenser til epilepsi.
Epilepsi er en uforstået sygdom og anfaldene kom især når sønnerne var
stressede af hof-opdragernes urimelige krav. Begge døde , den ene i de
tidlige teenageår, den anden før da.
England har en anden kultur end Danmark mht den meget psykosomatiske
epilepsisygdom - den anses for et tabersygdom der disponerer for
kriminalitet, hvilket er en fordom som danske epilepsibørn stort set er
sluppet for
Om medicin gør mere skade end gavn er uafklaret - Dostojevsky som nok havde
sygdommen og lader nogle af sine roman-hovedpersoner have den, gør meget ud
af den intense lykkefølelse , som er knyttet til anfaldene.
Begge drengene søgtes opdraget meget gammeldags og skulle kunne brillere som
normale og skolelærdoms-kloge overfor husets fine gæster og gjorde deres
yderste for at leve op til forventningerne - men havde også fået en extrem
selvtillid ved at være kongelige, så de ikke gad bøje sig for de mange
latterlige krav om udenadslære og normalistisk høflig dresseret-abe
opførsel.
Begge fik en fantastisk charme og havde måske i dag kunne finde en kæreste,
men det kunstige fremmedgørende miljø er i dette tilfælde så velbeskrevet
fra mange sider, at det danner basis for generel antagelse om at man let
bliver aparte og kaldt sindssyg, hvis man er konge.
Arv var medvirkende i det britiske tilfælde men snak om indavl og genetik
vedr de mange andre såkaldt sindsyge konger er hen i vejret. Værst var at
oplæring i fx adelige navne på de mange bl.a. danske slægtsforbindelser
gjorde prins John og hans bror helt kulret i hovedet.
Overbeskyttelsen var blandet med, at den biologiske skæbne blandedes med
lægers urimelige forventninger om at hjernen ville have nedsat tænkeevne -
hvad intet tydede på - men de blev - helt som mange genier - lidt autistiske
af at være udstødt af forventninger om, at de ikke var normale og skulle
behandles normalt.
Edvard 7 var gift med danske kong Christian9s datter Alexandra , en dette
tilskud af fejlffrit blod i slægten har næppe haft stor betydning. Det er
opvækstmiljøet der var sygt - trods ødsel luksus og gode privatlærere som
overdådigt tilbud, der kunne have gavnet og måske givet langt liv.
Folk der lider grimt meget af misundelse vil ofte påstå at kongeslægter
indavlede.
De er måske langt mindre indavlede end andre, fordi de har mulighed for at
få hvad de vil have i alle retninger. Indavl er skadelig vedr monogene
recessive (vigende) arvelige sygdomme som er under en % af al arvelig sygdom
Hverken de britiske kongelige sygdomsuheld eller habsburgsk underkæbe vides
at være påvirket af indavl overhovedet (og muslimers fætter-kusine-indavl er
også overvurderet - det er snarere vore behandlere der opfinder
multihandicap og dårligt moderskab der for muslimmødre til at acceptere
diagnoserne)
|