"Atomkraft nej tak!" er det sidste "Christiania-hippie-vrøvl" som stadig
fastholdes i vores mere rationelle tid.
Det er blevet en del af den nordiske mentale tilstand at sige "Atomkraft nej
tak!" Man overvejer ikke rent ingeniørmæssigt om det er en god idé,-nej den
indbyggede "abemand!" skriger sin angst ud! "Hjæææælp! Der er nogen der i
deres vilde fantasi vil foreslå "Atomkraft!"
"Atombomber ja tak!" ingen modstand imod atombomber, men kraftværker? Neeej!
Skriger "abemanden!"
Helt ind i svenske sjæle sidder angsten, med den forskel at man har haft en
krone der var noget værd-dengang atomkraften var på sit højeste.
Så i nedgangstiden styrker det oplevelsen af at være "noget værd" når man
ophæver forbudet!
Men samtidig siger man:"At vi har ikke ændret indstilling til atomkraft og
det er stadigvæk forbudt for samfundet at støtte den!?"
))
Nu har jeg lyst til at skrige "min rummand ud": "Ubetinget støtte til
atomkraft! Et værk i Jylland, et værk på Fyn og et værk på Sjælland og gerne
i min egen baghave!"
MvH
Jens