Kulturrevolutionens berettigede foragt for kolonialisme
Indien og Pakistan er ret glade for at briterne lærte dem posthuse og
jernbaner, mens de udnyttede landet 1750-1949.
Afrikanske lande har endnu mere at være taknemlig for, bl.a. at lære dem
plantage- og minedrift-, men Kina havde aldrig gavn af briternes
tilstedeværelse.
1949 slog frihedens time for Fastlands- Kina der ikke som Taivan var blevet
oplært via japansk kolonialisme.Landet var smadret af hundred års borger og
verdenskrig og var overbefolket og havde hungersnød så Maos pompøse
propaganda-projekter var ikke kun om at få produktionen til at virke igen,
men også om at få venner til partiet udvalgt til at styre landet, så
borgerkrig aldrig kunne ske igen, og man behøvede derfor fjendebillede,
indtil Nixon åbnede verdensmarkederne for landet
Dette forærede fremskridt til Maos efterfølger Deng Chau Peng, og da
alliance med USSR var fortid holdt man op med at kalde Kinas ideologi for
kommunistisk og nu snarere konfuzianisttisk (dvs
kapitalistisk/laissezfaire).
Maos hasarderede reformer hed Det store spring fremad og Lad Tusind Blomster
Blomstre og Kulturrevolutionen og alle var både grusomme og nødvendige. Ved
sidstnævnte var det nødvendig at gøre UK til syndebuk - de sad stadig på
HongKong (som først i 1999 kom hjem til Kina).
Diplomaterne blev ikke angrebet som ved Boxeropsttanden, men bemærkede, at
når en gruppe unge passerede en hvid, så var de unge totalt ligeglade med
dem og så ikke efter dem. De var luft for kineserne - helt som bundkasten
var engang.
Dette oplevede de hvide ofte som meget uhyggeligt (hvide vil elskes og
beundres), men det er blot udtryk for at man kan selv og har grund til at
lægge afstand til Opiumskrigens aggressorer.
|