Jeg fandt en tråd på et andet debatfora skrevet af en Angela Burn:
http://debat.bt.dk/index.php?id=1&view=single_thread&cat_uid=6&conf_uid=18&thread_uid=16596#
--citat start---
Børnene er i Japan ... ... en tråd om vores opmærksomhed og ressourcer i det
offentlige.
Man kender det godt. Der er serveret til aftensmad og pludselig kommer det
op i en at man vil spise sammen istedet for at børnene kommer ud i køkkenet
og fylder tallerken for derefter at gå ned og spise på eget værelse.
Så går man ned efter sønnike og da værelset er tomt, så falder tanken på at
man egentlig ikke har talt med ungen i lang tid. Faktisk er det 10 år siden
at man snakkede sammen sidst, når man tænker efter.
Det er hvad der er sket i sagen med Adam Herrman, som blev meldt savnet
efter 10 år. Nu er han 21 år og forsvandt som 11 årig. Det er faktisk nemt
at forstå at han kunne blive væk. Det var en artig dreng, som ryddede op
efter sig, satte servicen i opvaskemaskinen, sorterede og vaskede sit tøj,
når han ikke en sjælden gang skulle korrigeres ved at blive lænket til
badekarret. Kort sagt en stille dreng, som ovenikøbet blev hjemmeskolet.
Det er selvfølge en sag fra USA-strup. Herhjemme kan der ikke gå så lang
tid. Herhjemme griber vi "hurtigt" ind som det var tilfældet i sagerne fra
Mou og Tønder. (Link til USA:
http://www.drphil.com/slideshows/slideshow/4919/?id=4919&showID=1206)
Dog blev jeg en smule urolig da jeg læste denne historie:
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/01/23/025107.htm
Jeg kom til at tænke på: Kender vi naboens børn (ikke Cartoon-serien)?
Hvornår så vi dem egentlig sidst? Følger vi op på en anmeldelse, når den
bliver arkiveret i bunken eller er vores borgerpligt gjort ved anmeldelsen,
så vi kan lægge os hen igen med god samvittighed?
---citat slut---
Som der spørges: Er socialforvaltningerne overbebyrdet?
--
Med venlig hilsen
H. Jensen
Konsulent for Sortehavsakademiet:
http://akademiet.mono.net -
beskyttelse for danske forældre, når folketinget har indført en
forældreansvarslov.