/ Forside / Interesser / Andre interesser / Religion / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Religion
#NavnPoint
mblm 1770
summer 1170
ans 1142
JanneP 1010
e.p. 880
Rellom 850
Teil 728
refi 645
o.v.n. 630
10  molokyle 587
Psykotiske kristne ?
Fra : Patruljen


Dato : 22-01-09 07:46



Af Christian Braad Thomsen

filminstruktør og forfatter


En af mine yndlingsfilm, Francois Truffauts Det grønne værelse,
indledes med en voldsom, men også meget befriende begravelsesscene.
Filmens hovedperson, som ikke tilfældigt spilles af Truffaut selv,
deltager i begravelsen af sin bedste vens kone, i fortvivlelse kaster
enkemanden sig over den åbne kiste og tager den døde elskede op i sine
arme. Præsten lægger sig imellem og forsøger at trøste ham med, at han
jo vil blive genforenet med sin kone på opstandelsens dag. I
solidaritet med sin vens lidelser forlanger Truffaut rasende, at
dersom præsten ikke kan genopvække den døde lige på stedet, så har han
intet at bestille her med sine fraser om et liv i opstandelsen – og så
smider han præsten ud af kirken. Det er en meget voldsom scene, båret
af vrede over, hvad præster kan få sig selv til at sige ved
begravelser.

Den stik modsatte scene findes i Carl Th. Dreyers Ordet,
som af samme grund er en af de mest frastødende film, jeg kender. Her
genopstår en afdød på selve den dag, hvor hun skulle have været
begravet. I et lille jysk sogn sætter Dreyer sig for at lade en
offermyte materialisere sig, som han her giver et kristent fortegn,
skønt den vel ret beset har rødder i før-kristelige religioner: når en
udvalgt person ofres, hans blod drikkes og hans knogler spredes på
markerne, formildes guderne, fejder mellem mennesker udglattes, og
jorden frugtbargøres.

I Ordet har Inger svært ved at føde sit barn, og i et
forsøg på at redde hendes liv klipper lægen barnet i stykker, mens det
endnu ligger inden i hende. Alligevel dør Inger, men dette dobbelte
blodoffer viser sig at være godt for mange ting: den gale Johannes får
sin forstand tilbage, den grundtvigianske storbonde og den
indremissionske skrædder bilægger deres livslange fejde om petitesser,
og de to unge, ulykkeligt elskende kan endelig få hinanden i Ingers
dødsværelse. Kun ét problem er tilbage: Ingers gode, men ateistiske
mand er knust af sorg. Ingers og barnets død har ikke bragt ham
nærmere til Gud, men har tværtimod givet ham en hidtil uerkendt
bitterhed mod de gudelige og alle deres fraser om opstandelsen. For at
løse dette problem må opstandelsen ske her og nu. Og hvad præsten ikke
kunne udvirke i Truffauts film, kan to uskyldige børn klare i Dreyers.
De har nemlig lært af Johannes i hans psykose, at Gud kan klare alt,
hvis man beder ham om det, så de tager den fortsat næppe helt
velforvarede Johannes i hænderne og beder sammen med ham, og sandelig
om ikke Inger genopstår fra de døde. Nu må også hendes mand overgive
sig til tårerne og Gud.

Ordet er en temmelig bogstavtro filmatisering af Kaj Munks
teaterstykke, dog med udeladelse af den sikkerhedsventil, Munk
indføjede med en replik om, at det nok er ligsynsmanden, der har
kludret med sit arbejde. Dreyer tåler ingen bortforklaringer af
miraklet. I en arbejdsnote skriver han netop, at formålet med filmen
er at vise, at ”den, som er stærk i troen, også ejer magten til at
gøre undere.” Tilskuerne skal ”suggereres eller om man vil
hypnotiseres”; de skal ”indspindes i en stemning af religiøs mystik”,
idet han mener, at ”er de en gang hensat i denne tilstand af andagt og
indadvendthed, lader de sig lettere gradvist suggerere til at tro på
underet.”

Der er noget alvorligt galt, hvis man skal indføres i den
kristne tro ved suggestion og hypnose frem for ved argumentets styrke.
Omvendt må det unægtelig være vanskeligt i ord at begrunde troen på
opstandelsen, og jeg kender adskillige intetanende vanemedlemmer af
folkekirken, der er blevet dybt chokeret, når de har hørt, hvad
præster kan finde på at sige til en begravelse. Mange oplever det som
direkte forulempende, når deres kære følges til graven med ord som:

”Almægtige, evige Gud, himmelske Fader, vi takker dig,
fordi du har elsket verden således, at du har givet din søn, den
Enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have
evigt liv.”

Derpå synges ofte på en majestætisk smuk melodi nogle
vers, der ligeledes lover os, at vi skal mødes med vore afdøde i
himlen:



Så rejse vil til vort fædreland,

der ligger ej dag i dvale.

Der stander en borg så prud og gran

med gammen i gyldne sale.

Så frydelig der til evig tid

med venner i lys vi tale.



Man kan undre sig over, at det kommer bag på medlemmer af
folkekirken, at præsten har pligt til at sige den slags ved kisten –
og man kan håbe på, at når det går op for dem, hvad den kristne tro
indebærer, melder de sig ud af det foretagende. For de forestillinger,
som kommer til udtryk i det kristne begravelsesritual, er psykotiske.
Opstandelsestroen er et forsvar imod dødens uafvendelighed, lige som i
øvrigt jomfrutroen er et forsvar mod seksualiteten. Lad os prøve at se
nøgternt på det:

Hvis min datter kom og fortalte, at hun var gravid, men at
hun ikke havde været i seng med en mand, ville jeg nok blive lidt
foruroliget. Og hvis hun efter at have født en søn fastholdt sin
påstand og endda begyndte at fable om, at hun omkring
undfangelsestidspunktet havde haft besøg af en Guds engel, ville jeg
frygte, at hun var offer for en fødselspsykose. Hvis hendes søn derpå
i en voksen alder kom ulykkeligt af dage, og hun vitterligt mente, at
hun efter hans død havde set ham lyslevende for sig, ville man vel
betragte den arme kvinde som hjælpeløst fortabt i psykosens vold.
Mindst af alt ville man finde på at grundlægge en religion på disse
vrangforestillinger – men dette er grundlaget for den kristne tro.

Det er ingen ringe præstation, at kristendommen på denne
måde har sat døden ud af kraft ved at tilbyde et alment accepteret rum
for den psykotiske forestilling, at døden ikke er en definitiv grænse
for vort liv, men rummer et løfte om opstandelse og genforening. Man
skulle tro, at det for de fleste mennesker er en stadig udfordring at
modnes og blive voksen og at slippe ud af det barnlige fantasiliv, men
for de kristne ligger udfordringen jo tværtimod i at blive som barn på
ny, sådan som Jesus selv siger det: ”Hvis I ikke vender om og bliver
som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. (Mattæus 18,2-4). Netop
det lille barn kan ikke rumme dødens realitet i sig, og kristendommen
tilbyder os således et rum, hvor vi kan slippe fri af den besværlige
voksenhed og fastholde den barnlige fantasi, at døden ikke er en
definitiv grænse, men at der findes et liv efter døden. Men er denne
barnlige uvidenhed virkelig noget, det er værd at stræbe efter?

”Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden
skal du igen opstå”, siger præsten ved kisten. Jeg holder af den
tanke, at jeg genopstår som et helt kuld regnorme, hvorpå jeg i disse
nye skikkelser kan indgå i det evige kredsløb. Men det er vist ikke
det, der menes. http://braadthomsen.tripod.com/id90.html

 
 
P.N (22-01-2009)
Kommentar
Fra : P.N


Dato : 22-01-09 17:01


"Patruljen" <Patruljen@yahoo.dk> skrev i en meddelelse
news:82ef17ac-590d-41c7-b943-0d568fff46a7@r15g2000prh.googlegroups.com...


kan få sig selv til at sige ved
begravelser.

Og det skal vi høre fra en skribent hvis yndlingsemne er "Holocaust"!!!!!!!!
Dine indlæg om dette emne løber op i en tusind stks. Men vi er da teknemlige
for at dette indlæg netop ikke er om holocaust.





Patruljen (22-01-2009)
Kommentar
Fra : Patruljen


Dato : 22-01-09 09:49

On 22 Jan., 17:01, "P.N" <p...@tdc.dk> wrote:
> "Patruljen" <Patrul...@yahoo.dk> skrev i en meddelelsenews:82ef17ac-590d-41c7-b943-0d568fff46a7@r15g2000prh.googlegroups.com...
>
> kan få sig selv til at sige ved
> begravelser.
>
> Og det skal vi høre fra en skribent hvis yndlingsemne er "Holocaust"!!!!!!!!
> Dine indlæg om dette emne løber op i en tusind stks. Men vi er da teknemlige
> for at dette indlæg netop ikke er om holocaust.

Det efterlader alt til trods et vist optimistisk indtryk, at du er
istand til at rykke dine synspunkter. Fra at være rendyrket benægter
ud i, at der overhovedet forekom et holocaust - over neonazisme &
antisemit - til " Patruljens ynglingsemne er Holocaust ".

Jeg må endnu engang skuffe & meddele, at holocaust ikke er mit
ynglingsemne. Men det er da et interessant område. Og det er så
tilsvarende nedslående, at du ikke magter en sober debat om emnet.

Det må være skuffelse for deher fyre - http://www.faithfreedom.org/oped/naziislam.jpg
-
http://www.radioislam.org/dansk/index.htm


Vidal (22-01-2009)
Kommentar
Fra : Vidal


Dato : 22-01-09 20:01

Patruljen skrev:
>
> Af Christian Braad Thomsen

Det er godt, du læser andet end cowboyromaner.

--
Venlig hilsen,

Villy Dalsgaard

Ukendt (23-01-2009)
Kommentar
Fra : Ukendt


Dato : 23-01-09 06:50

"Patruljen" skrev i en meddelelse:

> Af Christian Braad Thomsen [.....]

En udmærket, velskrevet og intellektuelt sammenhængende kronik.
Nu er det jo imidlertid ikke Braad Thomsen, der har skrevet til
NG, men du. Så jeg formoder, at du identificerer dig med hans
synspunkter. Altså får du, og ikke han, modsvarene.

> dersom præsten ikke kan genopvække den døde lige på stedet,
> så har han intet at bestille her med sine fraser om et liv i opstandelsen
> – og så smider han præsten ud af kirken. Det er en meget voldsom
> scene, båret af vrede over, hvad præster kan få sig selv til at sige ved
> begravelser.

Hvor Truffaut åbenbart (hvis han mener det privat) totalt har
misforstået, hvad kristendom drejer sig om. Genopvækkelse af
lig må man købe hos en eller anden naturreligion eller hos en af
de utallige alternative terapeuter. Den vare forhandles ikke af
folkekirken. Og vist heller ikke af den franske katolke kirke.

> I et lille jysk sogn sætter Dreyer sig for at lade en
> offermyte materialisere sig, som han her giver et kristent fortegn,
> skønt den vel ret beset har rødder i før-kristelige religioner: når en
> udvalgt person ofres, hans blod drikkes og hans knogler spredes på
> markerne, formildes guderne, fejder mellem mennesker udglattes, og
> jorden frugtbargøres.

Netop - hedenskab. Alene det, ikke at ville se døden i øjnene
og erkende det totale kollaps af al rimelighed og struktur i livet,
når man mister en af sine kære, er udtryk for kristen vantro.
Men nu ønskede Kaj Munk jo i al sin gøren at provokere.
Jeg vil gætte på, at manden var på speed - det kunne den gang
fås i håndkøb under navnet "ferietabletter".

> Kun ét problem er tilbage: Ingers gode, men ateistiske mand
> er knust af sorg. Ingers og barnets død har ikke bragt ham
> nærmere til Gud, men har tværtimod givet ham en hidtil uerkendt
> bitterhed mod de gudelige og alle deres fraser om opstandelsen.

Han var den eneste kristne, dvs. realistiske, i forsamlingen. Endnu
en af Munks provokationer. Al salveriet kommer til kort over
for kendsgerningerne. Og det er en helt normal reaktion på den
ufattelige død, at man udsøger sig en årsag, en gerningsmand.
Det kan være lægerne, Vorherre - eller i dette tilfælde de hellige
hyklere, der selv stiller op til tæv. Her har Munk givetvis trukket
på sine erfaringer som præst med de efterladte.

> Og hvad præsten ikke kunne udvirke i Truffauts film, kan to
> uskyldige børn klare i Dreyers. De har nemlig lært af Johannes
> i hans psykose, at Gud kan klare alt, hvis man beder ham om det
> ”den, som er stærk i troen, også ejer magten til at gøre undere.”

Yes, en psykologisk pointe. (Han er sgu ikke helt dum, ham Munk!).
Går man 100 procent ind for noget, helt uden gustent overlæg og
bagtanker - og det har børn og folk med knald i låget de bedste
forudsætninger for - så øges chancerne for succes betydeligt. Men
der er grænser. Man kan stoppe en sygdom i opløbet, men man
kan sgutte stoppe døden, når elastikken er trukket helt ud.

> Tilskuerne skal ”suggereres eller om man vil
> hypnotiseres”; de skal ”indspindes i en stemning af religiøs mystik”,
> idet han mener, at ”er de en gang hensat i denne tilstand af andagt og
> indadvendthed, lader de sig lettere gradvist suggerere til at tro på
> underet."
> Der er noget alvorligt galt, hvis man skal indføres i den kristne
> tro ved suggestion og hypnose frem for ved argumentets styrke.

Her er det enten Dreyer eller Braad Thomsen, der ikke har forstået
en skid. Munk vil netop problematisere hele den kristne mytologi
omkring døden. Jesus har angiveligt kureret et antal psykosomatiske
patienter (hvad en masse nulevende terapeuter også formår), men
han har netop aldrig benæget forskellen på levende og død. Hvis
han selv har været turen ned og op igen (hvad jeg så personligt
ikke køber), er han i hvert fald den eneste person, der har kunnet
gennemføre dette stunt.
At blive "suggeret" til at tro på dødeopvækkelse ville tage vinden
ud af sejlene på kristendommen. Som netop tager afsæt i, at vi alle
har begrænset udløbsdato. Jesus har angiveligt udført kunststykket
én gang for alle. Det må vi andre så nøjes med at klappe i hænderne
over!

> Mange oplever det som direkte forulempende, når deres kære
> følges til graven med ord som:
> ”Almægtige, evige Gud, himmelske Fader, vi takker dig,
> fordi du har elsket verden således, at du har givet din søn, den
> Enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes,
> men have evigt liv.”

Så skulle de have fravalgt medvirken af en præst. Det er noget,
man krydser af hos bedemanden, sammen med blomster og
stearinlys.
Selv bryder jeg mig ikke om formuleringen "som tror på ham,
ikke skal fortabes". Jesus sætter netop ingen begrænsninger
for, hvem der får "evigt liv". Hvad det sidste betyder, er helt
individuelt for folk.

> Man kan undre sig over, at det kommer bag på medlemmer af
> folkekirken, at præsten har pligt til at sige den slags ved kisten

Ja, men det kan jo være, de går hjem og tænker over det. Hvis
de er blevet ophidsede, tyder det på, at det er trængt ind på
lystavlen hos dem. Så har præstens job ikke været forgæves.

> For de forestillinger, som kommer til udtryk i det kristne
> begravelsesritual, er psykotiske. Opstandelsestroen er et
> forsvar imod dødens uafvendelighed

Ja, når man lige som bibelfundamentalisterne kun ser ordene
og ikke fatter en skid af meningen. Jeg prøver med et analogt
eksempel (Aaarestrup), litteraturen har titusindvis af dem:
"Der er en trolddom på din læbe,
der er en afgrund i dit blik..."
- Hva faen, sidder der en lille trold på læben af pigen? Og
har hun fået fjernet øjet, eller er det blikket på bajerflasken,
det handler om?

> Hvis min datter kom og fortalte, at hun var gravid, men at
> hun ikke havde været i seng med en mand, ville jeg nok
> blive lidt foruroliget.

Ifølge sundhedsvæsenet sker der ca. 100 "jomfrufødsler" om
året i Danmark. Piger, der er så naive (og overvægtige), at
de ikke kender sammenhængen mellem input og output og
ikke bemærker, at de har taget 10 kg. på.

(En af dem var på lokal-TV her for et par år siden: Hun havde
fået mavepine, var gået på toilettet, men da hun blev der ude
i en time og sad og klynkede, blev hendes mor foruroliget og
gik ud for at se, hvad der var galt. Moderen, der selv var
blevet gravid som 15-årig og derfor havde lidt mere erfaring
på området, kiggede efter og konstaterede, at der pludselig
var kommet mere hår, end der plejede at være det pågældende
sted. Hun tog resolut fat i hårtoppen og trak en baby ud!

> og endda begyndte at fable om, at hun omkring
> undfangelsestidspunktet havde haft besøg af en Guds engel,
> ville jeg frygte, at hun var offer for en fødselspsykose.

Sludder, det indiker blot, at manden ikke tager sex alvorligt.
Af de flere tusinde samlejer, jeg har haft gennem 50 år, er der
ganske få, jeg kan huske. Herunder især, da jeg producerede
mit barn. Der gik simpelthen en "liderlighedens engel" gennem
stuen! Dette er en psykosomatisk proces. Det er videnskabeligt
underbygget, at chancen/risikoen for graviditet blandt mange
mange andre faktorer afhænger af et "perfekt knald".

> Hvis hendes søn derpå i en voksen alder kom ulykkeligt af
> dage, og hun vitterligt mente, at hun efter hans død havde set
> ham lyslevende for sig, ville man vel betragte den arme kvinde
> som hjælpeløst fortabt i psykosens vold.

Det er aldeles sædvanligt, at man ser sine afdøde kære, i det
mindste i drømme, men som "begreb" eller "ånd" også i vågen
tilstand. En fysisk fornemmelse.

> Det er ingen ringe præstation, at kristendommen på denne
> måde har sat døden ud af kraft...

Præcis det modsatte er tilfældet. Sjælevandring hører hjemme
i hinduismen og de deraf påvirkede nyreligioner. Og kroppen
er eddermame død, når præsten kuler den ned.

> den psykotiske forestilling, at døden ikke er en definitiv grænse
> for vort liv

For vort *åndelige* liv, min far. Jeg medgiver, at visse personer
efterlader sig mere ånd end andre. Jfr. Aarestrup.

> men rummer et løfte om opstandelse og genforening.

Her står jeg så af. Men andre i NG kan argumentere for dette.

> ”Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet
> ikke ind i Himmeriget. (Mattæus 18,2-4).

Hvilket er det afgørende argument mod Braad Thomsen:
Glem al det fundamentalistiske fis, enten for eller imod.
Læs/hør meningen, gå direkte og uden fordomme til sagen.
Lad være med at have en skjult dagsorden, at forfægte
et eller andet princip.

> ”Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden
> skal du igen opstå”, siger præsten ved kisten. Jeg holder af
> den tanke, at jeg genopstår som et helt kuld regnorme,
> hvorpå jeg i disse nye skikkelser kan indgå i det evige
> kredsløb. Men det er vist ikke det, der menes.

Jo, det er netop det, der menes. For det handler om den
døde krop. Men udsiger samtidigt, at ingen af os har levet
forgæves, at vi alle bidrager til, at livet går videre på denne
ensomme planet i verdensrummet. Og at de 30 kg hardware
og 50 kg vand, vi har slæbt rundt med, kun har været et
lån fra naturen med henblik på, at vi lod såvel dette som
vores software gå i arv til de næste. Gerne i en lidt forbedret
version...


Hej -- Ib



Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177554
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408857
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste